Øvrige nyheder

Foreningen Bankdatas tilsagn til Konkurrencerådet

Foreningen Bankdata har forpligtet sig til at ændre sine vedtægter ved at afgive tilsagn, som Konkurrencerådet har godkendt. Her findes tilsagnsteksten.

I henhold til konkurrencelovens § 16a, stk. 1 afgiver Bankdata ApS og Foreningen Bankdata respektive registreret med CVR nummer 40 37 79 80 og CVR nummer 68 96 44 15 (”Bankdata”) hermed følgende tilsagn (”Tilsagnet”) til Konkurrencerådet med henblik på, at Konkurrencerådet afslutter sagen mod Bankdata jf. styrelsens meddelelse om betænkeligheder til Bankdata af 18. september 2020, herunder som uddybet i klagepunktsmeddelesen til Bankdata af 8. april 2022 uden at træffe anden afgørelse end at acceptere at gøre Tilsagnet bindende over for Bankdata.

1. Baggrund

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen sendte 18. september 2020 en meddelelse om betænkeligheder til Bankdata. Bankdatas forståelse er, at styrelsen heri fremsatte en foreløbig hypotese om, at Bankdatas vilkår om udtrædelsesgodtgørelse direkte eller indirekte kan have til formål eller følge at begrænse konkurrencen mærkbart ved at fastholde pengeinstitutterne til Bankdata, og dermed alene anvende Bankdata som leverandør for hele eller størstedelen af deres efterspørgsel af totale it-løsninger.

Den 8. april 2022 fremsendte Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en klagepunktmeddelelse, hvor hypotesen var yderligere tilpasset og underbygget. Efter Bankdatas forståelse anfører klagepunktsmeddelelsen, at der kan konstateres en aftale mellem Bankdata og Bankdatas kunder (og dermed ejerkreds), der har til følge at begrænse konkurrencen, idet Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen blandt andet finder, at prisen for at udtræde af Bankdata er meget høj, og at denne udtrædelsesgodtgørelse er konkurrencebegrænsende.

Bankdata er ikke enig med styrelsen og har blandt andet bestridt markedsafgrænsning, metoden til markedsafgræsning, den konkurrencebegrænsende følge, herunder at den konkurrencebegrænsende følge er dokumenteret og dermed konklusionen om, at konkurrenceloven er overtrådt. Bankdata er ikke enig i, at udtrædelsesgodtgørelsen er konkurrencebegrænsende, herunder at beløbet for at udtræde er højt. Tværtimod vurderer Bankdata, at beløbet ligger inden for den sædvanlige ramme i forhold til den pris og risiko, der er forbundet med at udtræde fra et omkostningstungt projekt såsom specifikke it-løsninger, hvor værdien af løsningen skal findes i både udviklingen og i driften af løsningen, og hvor både leverandør og kunde har en interesse i, at løsningen er langtidssikret.

Selv om Bankdata ikke er enig med styrelsen, er Bankdata indstillet på at afgive dette Tilsagn med henblik på at afslutte sagen, ved at styrelsens betænkeligheder imødekommes, og uden at Konkurrencerådet træffer endelig afgørelse i sagen.


Tilsagnet betyder:

  • at Bankdata ændrer udtrædelsesgodtgørelsen i § 5 i vedtægten, således at udtrædelsesgodtgørelsen udgør Bankdatas omsætning med det udmeldte medlem multipliceret med 2,5 i stedet for 5.
  • at Bankdata indfører et medlemsgebyr på op til 6 måneders omsætning, der reguleres én gang årligt for alle Medlemmer og som ikke refunderes ved eventuel udmeldelse.
  • at Bankdata ophæver opsigelsesvarslet i § 5 i vedtægten, hvorefter der ikke længere gælder et opsigelsesvarsel.

2. Definitioner

I Tilsagnet skal følgende termer betyde:

Bankdata: Bankdata Danmark ApS med hjemsted på Erritsø Bygade 102, 7000 Fredericia med CVR-nummer: 40 37 79 80 og Foreningen Bankdata med CVR nummer 68 96 44 15 samt alle Tilknyttede Virksomheder.

Tilknyttede Virksomheder: Virksomheder, der er kontrolleret af Bankdata, hvorved kontrolbegrebet skal fortolkes i overensstemmelse med artikel 3 i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (Fusionsforordningen) med senere ændringer og i lyset af Kommissionens konsoliderede meddelelse om jurisdiktion efter Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (Kommissionens meddelelse af 16. april 2008).

Medlem: Pengeinstitut, der anvender Bankdata som it-leverandør og som er medejer af Bankdata.

3. Præambel

Formålet med Tilsagnet er at imødekomme Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens betænkelighed om, at Bankdatas vilkår om udtrædelsesgodtgørelse ved udtræden af Bankdata efter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens opfattelse har til følge at begrænse konkurrencen i strid med konkurrencelovens § 6, stk. 1 og TEUF artikel 101, stk. 1.

4. Medlemsgebyr og udtrædelsesgodtgørelse

4.1 Medlemsgebyr
Bankdata kan fra eksisterende og nye Medlemmer opkræve et medlemsgebyr på op til 6 måneders omsætning, som ikke tilbagebetales ved udmeldelse.

Hvis Bankdata opkræver et medlemsgebyr fra eksisterende Medlemmer skal medlemsgebyret indbetales senest 6 måneder efter datoen for Tilsagnets implementering. For nye Medlemmer, herunder for eksisterende Medlemmers eventuelle opkøb skal medlemsgebyret betales senest 6 måneder efter indmeldelsestidspunktet.

Medlemsgebyret beregnes for eksisterende Medlemmer efter det pågældende Medlems seneste afsluttede regnskabsårs omsætning med Bankdata.

For nye Medlemmer eller for eksisterende Medlemmers eventuelle erhvervelse af yderligere forretning beregnes medlemsgebyret efter den forventede omsætning i det første fulde regnskabsår som Medlem.

Medlemsgebyret reguleres herefter én gang årligt i forhold til den til enhver tid værende omsætning mellem et Medlem og Bankdata i det forudgående afsluttede hele regnskabsår. Medlemsgebyret reguleres dermed årligt i både nedad- og opadgående retning i overensstemmelse med Medlemmets omsætning med Bankdata det forudgående regnskabsår.

4.2 Udtrædelsesgodtgørelse
Bankdata forpligter sig til at ophæve den femårige udtrædelsesgodtgørelse.

Bankdata kan erstatte dette med følgende maksimale vilkår:

  1. Et Medlem af Bankdata kan opsige sit medlemskab af Bankdata uden varsel.
  2. Indtil udkonvertering er afsluttet, er et udtrædende Medlem af Bankdata forpligtet til at betale sædvanligt fuldt bidrag til Bankdata for de ydelser, som Bankdata udbyder og som Medlemmet aftager. Det udtrædende Medlem betaler dog ikke for en konkret ydelse, som Medlemmet ikke aftager i opsigelsesperioden, hvis denne ydelse kan udskilles fra andre ydelser, som det udtrædende Medlem aftager.
  3. Et udtrædende Medlem er ikke forpligtet af Bankdatas vedtægtsbestemmelse om eksklusivitet fra tidspunktet, hvor opsigelsen er meddelt til Bankdata.
  4. Når et Medlem har opsagt sit medlemskab af Bankdata, kan Bankdata kræve en udtrædelsesgodtgørelse på 2,5 års omsætning mellem Bankdata og det udtrædende Medlem (”Udtrædelsesgodtgørelsen”). Udtrædelsesgodtgørelsen beregnes med afsæt i det udtrædende Medlems omsætning med Bankdata i det senest afsluttede hele regnskabsår forud for opsigelsen multipliceret med 2,5, jf. punkt 1 og 2 ovenfor. Udtrædelsesgodtgørelsen skal senest betales ved udtræden af foreningen.

5. Betingelser for tilsagnets ikrafttræden

5.1 Bankdata skal implementere Tilsagnet med virkning senest 6 måneder efter datoen for Konkurrencerådets endelige afgørelse.

6. Genoptagelse

6.1 Såfremt Bankdata finder grundlag herfor, kan Bankdata fremsætte en begrundet anmodning til Konkurrencerådet om at revidere Tilsagnet, herunder om helt eller delvist at ophæve eller ændre Tilsagnet. Når Konkurrencerådet vurderer en sådan anmodning, sker det efter de almindelige forvaltningsretlige regler, og Konkurrencerådet kan herunder blandt andet inddrage, om der foreligger sådanne ændringer i faktiske eller retlige forhold, at det kan begrunde en ophævelse eller ændring af Tilsagnet, herunder om de er blevet for byrdefulde, og om de fortsat vurderes nødvendige. Konkurrencerådet skal inddrage i vurderingen, om BEC’s udtrædelsesgodtgørelse er blevet reguleret, herunder hvordan udtrædelsesgodtgørelsen er blevet reguleret.

[Underskrift af tegningsberettiget for Bankdata]

Læs pressemeddelelse om sagen

Læs Konkurrencerådets afgørelse

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.