Analyse

Forsyningssikkerhed og regulering af vandsektoren

Der er et politisk ønske om, at det skal være økonomisk fordelagtigt for vandselskaber at levere høj forsyningssikkerhed til gavn for hele samfundet. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fremlægger nu sit bud på, hvordan tilskyndelse til fortsat høj forsyningssikkerhed kan styrkes gennem den økonomiske regulering.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen udgiver i dag analysen ” Forsyningssikkerhed og regulering af vandsektoren”. Analysen fremlægger tre forslag til at styrke vandselskabernes incitament til høj forsyningssikkerhed:

  • Økonomisk belønning/sanktion til drikkevandsselskaber afhængig af deres niveau for ikke-planlagte afbrydelser i leveringen af vand til forbrugerne

  • Økonomisk sanktion af drikkevandsselskaber, hvor der er problemer med vandkvaliteten (overskridelser af grænseværdier i vandprøver)

  • Grønne afgifter på vandområdet skal sikres effekt ved, at vandselskaber ikke kompenseres fuldt ud for afgifterne 

Generelt er forsyningssikkerheden høj på drikke- og spildevandsområdet i Danmark. Og der er ikke fundet belæg for, at den nuværende økonomiske regulering i sig selv har ført til en dårligere forsyningssikkerhed. 

Analysen peger på, at der er et potentiale for at forbedre forsyningssikkerheden i en række vandselskaber. For eksempel er der store forskelle på i ikke-planlagte afbrydelser i leveringen og i selskabernes overskridelser af grænseværdier i vandprøver. 

Vandselskaber har i dag gode muligheder for at opnå finansiering af nye tiltag og projekter, der for eksempel forbedrer forsyningssikkerheden. Siden 2011 har vandselskaber modtaget cirka én milliard kroner til nye projekter – blandet andet forsyningssikkerhedsprojekter.  

De mindre forbrugerejede vandselskabers forsyningssikkerhed kan være en udfordring i forhold til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens forslag til at integrere forsyningssikkerhed i den økonomiske regulering af vandsektoren. Disse selskaber har mulighed for at træde ud af den økonomiske regulering og vil dermed heller ikke være omfattet af de styrkede incitamenter til bedre forsyningssikkerhed. I forvejen er forsyningssikkerheden for udtrådte selskaber gennemsnitligt væsentligt dårligere end i de selskaber, som er omfattet af reguleringen. 

Analysen følger op på en politisk aftale om justeret regulering af vandsektoren fra 2018 om at integrere forsyningssikkerhed i den økonomiske regulering af vandselskaberne.

Der lægges op til langsom indfasning af belønninger og sanktioner frem mod 2029. 

Bilag

Analysens hovedresultater (pdf)

Dokumentationsnotat for effektanalyse (pdf)