Øvrige nyheder

Teknisk høring vedrørende ændring af benchmarkingmetode

Materiale om Forsyningssekretariatets forslag til ændring af metoden for den økonomiske benchmarking af vandselskaberne er nu i en teknisk høring.

Vi udvikler løbende på benchmarkingmetoden, så resultaterne hvert år bliver så retvisende som muligt. Vi har i en årrække brugt to forskellige benchmarkingmetoder; DEA og SFA. SFA giver dog i stigende grad anledning til en række udfordringer, herunder som følge af ændringer i de oplysninger, som vandselskaberne indberetter årligt. Derfor har vi undersøgt, om der er et andet mere enkelt og gennemsigtigt alternativ.

Vores undersøgelser af forskellige benchmarkingmetoder har resulteret i, at vi overvejer den såkaldte DEA-Order-M som en ny metode. Det er vores vurdering, at metoden er mere enkel og gennemsigtig samt mere retvisende. Beregninger på grundlag af drikkevandselskabernes tidligere indberettede data til brug for de økonomiske rammer for 2023 har vist, at effektiviseringskravene samlet set på tværs af drikkevandselskaberne ikke ville have været højere ved anvendelsen af DEA-Order-M for dette år.

For at sikre, at vi har alle relevante input med i vores arbejde med at udvikle benchmarkingmetoden, vil vi i løbet af første kvartal af 2024 indgå i tæt dialog med bl.a. DANVA og Danske Vandværker om de tekniske elementer, som fremgår af materialet.

Årets endelige benchmarkingmodel og effektiviseringskrav til større drikkevandselskaber forventes som sædvanligt at blive sendt i høring til sommer.

Bemærk, at eventuelle ændringer til metoden for benchmarking ikke påvirker vandselskabernes indberetning til benchmarkingen, der åbner 1. marts.

Det tekniske høringsmateriale kan fines under Høringer.

Eventuelle tekniske input kan sendes til vand@kfst.dk senest den 29. februar 2024.

VandNyt i din indbakke

Nyhedsbrevet Vandnyt er information fra Forsyningssekretariatet til vandselskaber og andre interesserede om prisreguleringen af vandsektoren.