Øvrige nyheder

Forenklet anmeldelse af UIM Holding ApS, LTH Invest ApS og MNGT4 CLP ApS' erhvervelse af fælleskontrol over Go'on Gruppen A/S og Digital Flying Tiger Copenhagen A/S

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget en forenklet anmeldelse af UIM Holding ApS, LTH Invest ApS og MNGT4 CLP ApS' (tilsammen "Investorerne") erhvervelse af fælleskontrol med Go'on Gruppen A/S ("Go'on") og Zebra A/S samt dets helejede datterselskab Digital Flying Tiger Copenhagen A/S ("Flying Tiger").

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Anmeldelsen af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

Der er tale om en fusion efter konkurrencelovens § 12 a, stk. 1, nr. 2, idet Investorerne ved indgåelsen af en ejeraftale og efter transaktionens gennemførelse opnår vetorettigheder og dermed fælleskontrol med selskaberne Go’on (indirekte gennem Treville Goon Invest ApS) og Flying Tiger (indirekte gennem Treville X Partners ApS), mens ejerstruktur og kapitalandele i de omfattede selskaber er uændrede.

Investorerne er private holdingselskaber, som foretager individuelle, private investeringer. Selskabernes primære formål er at eje kapitalandele i andre selskaber, og har derfor ikke nogen egentlig drift eller produktion. Investorerne ejer forud for transaktionen kapitalandele i både Go-on og Flying Tiger.

Go'on har til formål at drive handel med brændstoffer, fyringsolie samt anden dertil knyttet virksomhed. Go'on er et lokalt orienteret, dansk olieselskab, som dækker hele Danmark. Go'on sælger benzin og diesel til et netværk af uafhængige og selvstændige tankstationsejere samt et antal forpagtere af stationer, som selskabet selv ejer.

Zebra A/S ejer 100 pct. af aktiekapitalen i Flying Tiger. Flying Tiger er en dansk butikskæde, som er aktiv inden for detailhandel, herunder online. Flying Tiger sælger lavpris varer, herunder bl.a. hobbyartikler, musikinstrumenter, sportsudstyr, legetøj mv. og har mere end 900 butikker i Europa, Asien, Afrika og Mellemøsten.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 7. oktober 2022, kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby

E-mail kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion Treville/Go’on/Flying Tiger

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Charlotte Brandt, tlf. 4171 5067 eller e-mail char@kfst.dk.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.