Øvrige nyheder

Forenklet anmeldelse af Armorica Danmark ApS’ (inkl. OKNygaard og Malmos) erhvervelse af enekontrol over Grøn Vækst A/S

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til anmeldelse af Armorica Danmark ApS’ erhvervelse af enekontrol over Grøn Vækst A/S.

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Udkastet til anmeldelse af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

Grøn Vækst A/S er en dansk anlægsgartnervirksomhed, der udfører udendørs ejendomsservice og mindre anlægsopgaver, herunder pleje, vedligehold og renhold af udendørsarealer samt opgaver i tilknytning hertil, fx beskæring, beplantning og fældning, etablering af gravsteder og jord- og gravearbejde. Grøn Vækst A/S har ligeledes aktiviteter inden for vintertjeneste og glatførebekæmpelse. Grøn Vækst A/S har kun aktiviteter i Danmark.

Armorica Danmark ApS er en del af Idverde Group, som er en europæisk anlægsgartnervirksomhed. I Danmark har Armorica Danmark ApS aktiviteter via tre datterselskaber: OKNygaard A/S, Malmos A/S og ZinCo Danmark A/S.

OKNygaard A/S er en anlægsgartnervirksomhed med aktiviteter inden for udendørs ejendomsservice, mindre og større anlægsopgaver, samt vintertjeneste og glatførebekæmpelse. Malmos A/S er en anlægsgartnervirksomhed med aktiviteter inden for etablering af større specialiserede anlægsopgaver. Malmos A/S' aktiviteter omfatter bl.a. etablering af grønne miljøer og byrum på tage, herunder klimatilpasning, afledning af regnvand (LAR-løsninger), belægning, jord- og terrænarbejde, kloak- og ledningsarbejde samt terrænmure. ZinCo Danmark A/S er leverandør af specialiserede materialer til større anlægsopgaver, herunder løsninger til etablering og klimatilpasning af grønne tage.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 29. juni, kl. 12.

Bemærkninger sendes til:
Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail kfst@kfst.dk 

Mrk.: Fusion Armorica/Grøn Vækst

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos specialkonsulent Stine Sigsgaard, tlf. 41715262 eller e-mail ssn@kfst.dk

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.