Øvrige nyheder

Forenklet anmeldelse af Hellman & Friedman LLC’s (AutoScout24 GmbH) erhvervelse af fælleskontrol over Auction Group A/S (Autoproff) sammen med ManCo

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til anmeldelse af Hellman & Friedman LLC’s (AutoScout24 GmbH) erhvervelse af fælleskontrol over Auction Group A/S (Autoproff)

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Udkastet til anmeldelse af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

Auction Group A/S (herefter ‘Auction Group’) driver en online portal, Autoproff, for business-to-business handel med brugte biler. Auction Group har kontorer i Danmark, Tyskland, Holland og Sverige. Auction Group er inden fusionen fælles ejet af PROffFeed ApS, Familien Jensen Holding 2019 ApS, Bagge Holding ApS samt en række minoritetsaktieejere.

AutoScout24 GmbH (herefter ’Autoscout24’) er et indirekte enekontrolleret porteføljeselskab af investeringsfonde, der rådgives af Hellman & Friedman. AutoScout24 driver en online portal for salg og køb af biler og bilfinansiering og leverer derudover annonceplads på sin platform både til bilforhandlere og private sælgere samt tredjeparter. AutoScout24 har ingen aktiviteter i Danmark.

Hellman & Friedman er et investeringsselskab, som primært foretager investeringer inden for software og teknologi, finansielle tjenester, detailhandel og andre forretningstjenester.

Efter transaktionen vil Auction Group og Autoproff være underlagt fælles kontrol af Autoscout24 og ManCo, som er et holdingselskab etableret til formålet. ManCo vil være ejet i fællesskab af Auction Groups tidligere ejere. ManCo vil være kontrolleret af Jesper Ratza Hansen, der direkte eller indirekte kontrollerer følgende andre selskaber: PayProff A/S, PB Cartrading ApS, Car-Lease Scandinavia ApS, MTPL Consult A/S, FARMProff ApS, ProffFeed ApS og JE-RA Ejendomme ApS.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 11. maj 2022 kl. 12.

Bemærkninger sendes til:
Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail kfst@kfst.dk 

Mrk.: Fusion Hellman & Friedman LLC/Auction Group/ManCo

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Kim Winther Starup, tlf. 4171 5234 eller e-mail kws@kfst.dk

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.