Øvrige nyheder

Forenklet anmeldelse af CataCap II K/S’ erhvervelse af enekontrol over Nordmark Maskinfabrik A/S, Nordmark Production A/S og tilhørende selskaber

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget udkast til anmeldelse af CataCap II K/S’ erhvervelse af enekontrol over Nordmark Maskinfabrik A/S, Nordmark Production A/S og tilhørende selskaber.

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Udkastet til anmeldelse af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

CataCap II K/S er en kapitalfond, der investerer i mindre og mellemstore primært danske virksomheder inden for flere forskellige brancher. CataCap har aktuelt investeringer i Luxplus (e-handelsplatform inden for skønheds- sundheds- og personlige plejeprodukter), Group Online (hjemmesideudvikling og online markedsføring), AerFin og TP Aerospace (aktiviteter inden for flybranchen), Rekom (nattelivskoncern), GSV (udlejning af entreprenørudstyr og materiel) og Lyngsoe Systems (automatiserings- og logistikløsninger).

Nordmark Maskinfabrik A/S og Nordmark Production A/S konstruerer og producerer store, tunge og komplekse metalemner til alt fra maskin- og sværindustrien til offshore- og vindmølleindustrien. De tilhørende selskaber, Ejendomsselskabet Gyldendalsvej A/S og Ejendommen Ellehammervej 11, Skagen ApS, har udelukkende til opgave at udleje faciliteter til driftsselskaberne.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest fredag den 18. marts 2022, kl. 12.

Bemærkninger sendes til:
Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail kfst@kfst.dk 

Mrk.: Fusion CataCap/Nordmark

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Charlotte Brandt, tlf. +45 4171 5067 eller e-mail char@kfst.dk

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.