Øvrige nyheder

Almindelig anmeldelse af K.W. Bruun Import A/S’ overtagelse af enekontrol over FCA Denmark A/S

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 14. januar 2022 modtaget et udkast til anmeldelse af K.W. Bruun Import A/S (herefter ”K.W. Bruun Import”) om overtagelse af enekontrollen med FCA Denmark A/S (herefter ”FCA Denmark”) gennem overtagelse af alle aktier i selskabet.

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol. Det betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

K.W. Bruun Import er en del af K.W. Bruun-koncernen, der blandt andet beskæftiger sig med import af køretøjer i form af personbiler og varebiler med tilladt totalvægt på 0-2 tons og 2-3,5 tons. K.W. Bruun Import distribuerer hovedsageligt køretøjerne engros til forhandlere i Danmark.

K.W. Bruun Import distribuerer bilmærkerne Peugeot, Citroën, Citroën DS, Opel og Mitsubishi. Derudover distribuerer K.W. Bruun Import originale reservedele til de bilmærker, virksomheden importerer, samt til bilmærket Chevrolet. Importen sker via en række datterselskaber.

K.W. Bruun-koncernen er desuden aktiv på markedet for reparation og vedligehold af motorkøretøjer via sit ejerskab i Quickpoint A/S.

FCA Denmark er ejet af FCA Italy S.p.A., der ultimativt er ejet af Stellantis-koncernen. FCA Denmark beskæftiger sig med import af køretøjer i form af personbiler og varebiler med tilladt totalvægt på 0-2 tons og 2-3,5 tons, hvor kørertøjerne hovedsageligt distribueres engros til forhandlere i Danmark.

FCA Denmark distribuerer bilmærkerne Fiat, Alfa Romeo og Jeep, og distribuerer originale reservedele til de bilmærker, virksomheden importerer.

Både K.W. Bruun Import og FCA Denmark distribuerer køretøjer og reservedele til autoriserede forhandlere og værksteder i Danmark.

Styrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 9. marts 2022 kl. 12.

Bemærkninger sendes til:
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion  K.W. Bruun/FCA Denmark

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Katrine Sofie Hansen tlf. 4171 5315 eller ksh@kfst.dk, eller chefkonsulent Anders Strange Vest tlf. 4171 5022 eller avh@kfst.dk.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.