Øvrige nyheder

Almindelig anmeldelse af Royal Unibrew A/S’ erhvervelse af enekontrol over Aqua d’Or Mineral Water A/S

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til anmeldelse af Royal Unibrew A/S’ erhvervelse af enekontrol over Aqua d’Or Mineral Water A/S.

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Royal Unibrews hovedaktivitet er produktion, markedsføring, distribution og salg af brandede kvalitetsdrikkevarer inden for øl, malt- og læskedrikke, cider/RTD, juice, energidrikke og vand med og uden brus og smag. Royal Unibrew er primært aktiv i Nordeuropa, Tyskland, Frankrig og Italien samt på internationale markeder for øl- og maltdrikke. I Nordeuropa udbyder Royal Unibrew – udover egne brands – også licensbaserede brands fra PepsiCo og Heineken-koncernen.

Aqua d’Or Mineral Water er en franskejet danskbaseret virksomhed, der producerer, markedsfører, distribuerer og sælger vand med og uden brus og smag, vitamindrikke og iste både som egne brands og som private label. Aqua d’Or Mineral Water har aktiviteter i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Kina. Inden for privat label har Aqua d'Or Mineral Water også aktiviteter i resten af Europa, primært Storbritannien, Polen, Spanien og Italien.

Royal Unibrew og Aqua d’Or Mineral Water har overlappende aktiviteter inden for produktion, distribution og salg af danskvand (vand med brus med og uden smag) og kildevand (vand uden brus) i Danmark.

Styrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 17. februar 2022 kl. 12.

Bemærkninger sendes til:
Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail kfst@kfst.dk 

Mrk.: Fusion Royal Unibrew/Aqua d’Or

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos specialkonsulent Maria Rossmann, tlf. 4171 5207 eller mar@kfst.dk.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.