Øvrige nyheder

Almindelig anmeldelse af DFDS A/S’ erhvervelse af enekontrol over ICT Holding A/S

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 15. september 2021 modtaget et udkast til anmeldelse af DFDS A/S’ erhvervelse af enekontrol over ICT Holding A/S.

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

DFDS A/S er et dansk selskab, der er ultimativt kontrolleret af Lauritzen Fonden. DFDS består af to divisioner, herunder færgedivisionen og logistikdivisionen. Færgedivisionen omfatter et netværk af skibsruter i og omkring Europa. Logistikdivisionen leverer transport af gods samt lager- og logistikløsninger. DFDS opererer tre færgeruter til/fra Danmark: Esbjerg-Immingham (UK), Fredericia-København-Klaipeda (Litauen) og København-Frederikshavn-Oslo (Norge). DFDS har for nyligt erhvervet logistikvirksomheden HSF Logistics Group, som hidtil har opereret under fire brands: HSF Logistics, N&K Spedition, Skive Køletransport og Eurofresh.

ICT Holding A/S er en dansk transportvirksomhed. ICT Holding tilbyder transport på vej og via jernbane, skib og fly, primært fra/til Danmark til/fra Centraløsteuropa, Balkan, Baltikum, Rusland og en række øvrige østeuropæiske lande. Herudover tilbyder ICT lager- og logistikydelser i Danmark.

Styrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 22. november kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby

E-mail kfst@kfst.dk 

Mrk.: Fusion DFDS/ICT Holding

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos specialkonsulent Stine Sigsgaard, tlf. 41715262 eller e-mail ssn@kfst.dk

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.