Øvrige nyheder

Udkast til forenklet anmeldelse af H.J. Hansen Genvindingsindustri A/S’s erhvervelse af Uniscrap A/S

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til forenklet anmeldelse af H. J. Hansen Genvindingsindustri A/S’s erhvervelse af Uniscrap A/S.

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Udkastet til fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

Uniscrap A/S er en miljøvirksomhed inden for genvinding af jern- og metalskrot. Uniscrap A/S driver fire modtagepladser i Danmark – Taulov, Hasselager, Aalborg og Thisted. Derudover har Uniscrap A/S en ’deep sea’-terminal på havnen i Fredericia. Uniscrap A/S er en del af Scholz Recycling GmbH, der hører under Chiho Environmental Group – koncernen er repræsenteret globalt, og forretningen består af miljøvirksomheder inden for genvinding af jern- og metalskrot.

H.J. Hansen Genvindingsindustri A/S modtager jern- og metalskrot fra virksomheder, offentlige institutioner, autoophuggere og andre skrothandlere. Jern- og metalskrot udspringer eksempelvis fra elektronik, kabler, køretøjer, køleskabe og hårde hvidevarer. H.J. Hansen Genvindingsindustri A/S er fordelt over hele landet med 5 pladser i Midt- og Nordjylland, 3 pladser på Fyn og 2 pladser på Sjælland. Derudover har H.J. Hansen 1 plads i Malmø.

Da de fusionerende parter begge er aktive inden for genvindingsindustrien, vil fusionen få virkninger på de markeder, hvor jern- og metalskrot indsamles og klargøres.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 16. marts 2021 kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail: kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion H.J. Hansen/Uniscrap

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Charlotte Brandt, tlf. 41715067 eller char@kfst.dk og fuldmægtig Kim Winther Starup, tlf. 41715234 eller kws@kfst.dk.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.