Øvrige nyheder

Forenklet anmeldelse af By & Havn I/S’ og PFA DK Boliger Høj A/S’ oprettelse af et selvstændigt fungerende joint venture

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget udkast til forenklet anmeldelse af By & Havn I/S’ og PFA DK Boliger Høj A/S’ oprettelse af et selvstændigt fungerende joint venture.

Oprettelsen af joint venturet udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Udkastet til anmeldelse af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

By & Havn I/S’ formål er bl.a. at forestå udvikling af interessentskabets arealer samt forestå havnedrift i Københavns Havn.

PFA DK Boliger Høj A/S’ formål er bl.a. at investere, eje og drive boligejendomme med tilhørende erhverv i Danmark, herunder foretage køb, salg og projektudvikling i forbindelse hermed.

Det selvstændigt fungerende joint venture vil eje, udvikle, drive mv. Stejlepladsen (beliggende på matr.nr. 409, 482 og 566, Kongens Enghave, København) i Sydhavn, København. Det er hensigten, at arealerne beliggende på Stejlepladsen skal etableres som en fokuseret boligbydel med private lejeboliger, almene boliger, parkering og institutioner og/eller offentlige formål.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 13. januar 2021, kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail: kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion Stejlepladsen

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos chefkonsulent Sarah Ann Mønsted, tlf. 4171 5266 eller e-mail sam@kfst.dk.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.