Øvrige nyheder

Almindelig anmeldelse af Stofa A/S’ overtagelse af Aalborg-Nørresundby Antenneforenings tv-kunder samt andel af coax-net

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 26. juni 2020 modtaget et udkast til anmeldelse af Stofas overtagelse af Aalborg-Nørresundby Antenneforenings (herefter "AN-TV") ejerandel af coax- nettet i AN-TV's infrastrukturområde samt AN-TV's abonnementskontrakter på TV-produkter.

Den planlagte transaktion indebærer,

  • at Stofa A/S (herefter ”Stofa”) køber AN-TV's ejerandel af coax-nettet i AN-TV's infrastrukturområde, som AN-TV og Stofa før transaktionen har ejet i fællesskab.
  • at Stofa køber de cirka 30.000 unikke kunder, som AN-TV ejer i dag. Dette omfatter alle AN-TV’s TV-kunder der før transaktionen modtager digitale gratis- og low pay radio- og TV-indhold fra AN-TV. Inden transaktionen har AN-TV’s medlemmer, der har købt en Stofa-tv-pakke, været kunder hos AN-TV, mens medlemmer, der har købt en Stofa-bredbåndsforbindelse, har været kunder direkte hos Stofa. Efter transaktionen bliver alle AN-TV’s medlemmer kunder direkte hos Stofa, uanset om de køber en tv-pakke eller en bredbåndsforbindelse.
  • at rettighederne til lejemålet ”AN-TV Huset” overdrages til Stofa, og Stofa får en 10-årig eksklusiv licens til at anvende AN-TV varemærket og domænenavnet. Endelig bringes alle tidligere samarbejdsaftaler mellem AN-TV og Stofa til ophør.

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Stofa er en del af Norlys a.m.b.a. (herefter "Norlys"), som er dannet ved fusionen mellem SE a.m.b.a. og Eniig a.m.b.a. i 2019. Norlys er et andelsselskab med mere end 700.000 andelshavere i store dele af Jylland. Norlys’ aktiviteter består i televirksomhed, forsyningsvirksomhed (el-net virksomhed) og energirelateret virksomhed (strøm, gas, energirådgivning mv.).

Gennem Stofa udøver Norlys desuden aktiviteter inden for televirksomhed i form af detailsalg af bredbåndsforbindelser og TV, som Stofa primært distribuerer gennem Norlys’ coax- og fiberinfrastruktur. Norlys ejer også Boxer A/S, der udbyder digitalt TV distribueret via det landsdækkende, jordbaserede TV-sendenet (DTT-nettet) samt detailsalg af bredbåndsforbindelser og Eniig Fiber A/S, der primært distribuerer bredbånd og TV gennem sin egen fiberinfrastruktur.

AN-TV er en brugerstyret antenneforening, der under navnet AN-TV driver antenneforeningsvirksomhed i Aalborg og Nørresundby, samt i visse dele af oplandet. AN-TV's formål at er at skabe de bedste rammer for udbud af TV, internet og kommunikationstjenester i AN-TV's lokalområde. AN-TV’s primære aktivitet består i – på vegne af sine medlemmer – at sammensætte de TV-pakker, som Stofa skal tilbyde medlemmerne, ligesom AN-TV på vegne af sine medlemmer forhandler priserne herfor. Herudover består foreningens aktiviteter i, på medlemmernes vegne, at forestå modtagning og viderespredning af digitale gratis og low pay radio og tv-indhold. Før transaktionen leverer AN-TV, i samarbejde med Stofa, TV til ca. 30.000 tilsluttede husstande i Aalborg og Nørresundby samt i visse dele af oplandet.

Styrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest fredag den 18. september 2020 kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby

E-mail kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion AN-TV

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Louise Kirstine Nørby Mathiesen, tlf. 4171 5167 eller e-mail lkm@kfst.dk.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.