Afgørelse

Nummer
20/14922

Emner

  • § 12 - Fusionskontrol

Godkendelse på baggrund af en forenklet sagsbehandling af Intact Financial Corporation erhvervelse af enekontrol over RSA Insurance Group plc’s forretning undtagen aktiviteter i Norge og Sverige

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har godkendt, at canadiske Intact Financial Corporation overtager enekontrollen med RSA Insurance Groups danske forretning, som er placeret i Codan.

Canadiske Intact Financial Cooperation (Intact) har fået konkurrencemyndighedernes godkendelse til at overtage enekontrollen med RSA Insurance Groups (RSA) forretning i blandt andet Danmark. Den danske forretning er placeret i Codan, som ud over de danske aktiviteter består af RSA’s aktiviteter i Norge og Sverige.

Intact og det danske forsikringsselskab Tryg har oplyst, at de har indgået en aftale, som indebærer en opsplitning af Codan efter transaktionen, og som vil få betydning for Codans fremtidige ejerforhold. Herefter vil Tryg være medejer af Codan i Danmark og have enekontrol med Codan i Sverige og Norge, mens Intact vil have enekontrollen med Codan i Danmark. De norske og svenske konkurrencemyndigheder har tidligere godkendt transaktionen i henholdsvis Norge og Sverige.

Intact Financial Corporation er aktiv på markedet for skadesforsikring i Canada og USA, men har hidtil ikke haft forsikringsaktiviteter i EØS-landene, herunder Danmark. Det er blandt andet årsagen til, at fusionen har kunnet behandles forenklet, hvilket indebærer, at godkendelsen udelukkende beror på parternes egne oplysninger og er betinget af, at de er korrekte.

I forbindelse med behandlingen af fusionen har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen modtaget oplysninger fra parterne til belysning af Trygs fremtidige indflydelse på Codans danske forretning. Styrelsen har desuden modtaget oplysninger fra parterne til brug for vurderingen af, om Trygs ejerandel i Codans danske forretning kan hæmme den effektive konkurrence betydeligt.