Afgørelse

Nummer
18/06447

Emner

  • § 11 / art. 102 - misbrug af dominerende stilling

FK Distributions vilkår om koblingssalg - indbragt for Konkurrenceankenævnet

Opdateret den 1. februar 2021 med endelig version af afgørelsen (fortrolighed afklaret).

Konkurrencerådet har afgjort, at den største distributør af adresseløse forsendelser, FK Distribution, har misbrugt sin dominerende stilling. Distributøren har haft en adfærd, der kunne afskære konkurrenter fra det voksende marked for digital formidling af tilbudsaviser.

Formand for Konkurrencerådet, Christian Schultz, siger:

Som eneste landsdækkende distributør af adresseløse forsendelser, som for eksempel tilbudsaviser, har FK Distribution et særligt ansvar for ikke at skade konkurrencen. FK Distribution har brugt sin magt på markedet for adresseløse forsendelser til at opnå en uretmæssig konkurrencefordel på det relativt nye, men voksende marked for digitale platforme for tilbudsaviser. Det kan være gået ud over FK Distributions konkurrenter samt de store dagligvarekæder og andre, der er afhængige af at markedsføre sig via adresseløse forsendelser.

Konkurrencerådet har afgjort, at FK Distribution har misbrugt sin dominerende stilling. Hvis kunderne købte distribution af adresseløse forsendelser hos FK Distribution, var det en betingelse, at de også købte visning af deres tilbudsaviser på FK Distributions digitale platforme, blandt andet minetilbud.dk.

Konkurrencerådet har besluttet at anmelde sagen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet med henblik på en strafferetlig forfølgelse.

FK Distribution har udøvet misbruget i perioden 2018 til oktober 2019. Siden 2018 har FK Distribution været eneste landsdækkende distributør af adresseløse forsendelser, idet Postnord trak sig fra markedet fra 1. januar 2018.

Markedet for distribution af adresseløse forsendelser har de senere år været faldende, mens markedet for digitale platforme for tilbudsaviser har været i vækst. De to markeder er forbundne i den forstand, at en stor del af annoncørerne er kunder på begge markeder.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har siden foråret 2019 haft øget fokus på digitale platforme.
Som led i sagen har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen undersøgt begge markeder indgående. Der er blandt andet gennemført spørgeskemaundersøgelser og kvalitative undersøgelser blandt annoncører inden for detailhandlen, udbydere af digitale platforme for tilbudsaviser samt udbydere af andre markedsføringskanaler.