Pressemeddelelse

Konkurrencerådet analyserer konkurrencen på pensionsmarkedet

Konkurrencerådet igangsætter en analyse af konkurrencen på pensionsmarkedet. Den danske pensionsformue er på omkring 4.000 milliarder kroner, og umiddelbart ser det ud til, at forbrugernes mobilitet er meget begrænset.

Formand for Konkurrencerådet, professor Christian Schultz, siger:

Pensionssektoren forvalter omkring 4.000 milliarder kroner for 2,6 millioner danskere. Det er et marked med stor betydning for privatøkonomien, når vi går på pension, og for statskassen.

Mange hensyn skal tilgodeses, når man indretter pensionssystemet, og effektiv konkurrence er et af dem. Med effektiv konkurrence vil pensionsselskaberne have et stærkere fokus på at reducere omkostningerne og levere mere attraktive ydelser til danskerne

Den nye analyse, som Konkurrencerådet vil igangsætte, vil omfatte hele pensionsmarkedet. Det vil sige, at både de kollektivt forhandlede arbejdsmarkedspensioner og de private pensionsordninger vil indgå i analysen.

Størstedelen af de danske pensionsordninger er arbejdsmarkedspensioner, som er aftalt ved kollektive overenskomster. De kan som udgangspunkt ikke flyttes individuelt. Sverige har de senere år åbnet for, at pensionskunderne kan flytte deres arbejdsmarkedspensioner. De svenske erfaringer vil indgå i analysen.

I 2008 analyserede Konkurrencestyrelsen markedet for administration af pensioner, og dengang blev det konkluderet, at konkurrencen på dét marked ikke var effektiv.

Tilsammen udgør Konkurrencerådet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en uafhængig konkurrencemyndighed, som kan udarbejde selvstændige konkurrenceanalyser.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer interessenter til at byde ind med problemstillinger eller fakta, som kan have betydning for konkurrencen på pensionsmarkedet, og som derfor kan indgå i analysearbejdet. Henvendelse kan ske til projektleder Mads Sohnemann Bramsen på msb@kfst.dk eller telefon 41 71 52 05.

Foto i trykkvalitet af formand for Konkurrencerådet, professor Christian Schultz 

Pressehenvendelser bedes rettet til kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98. 

 

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.