Analyse

Bookingplatforme, hoteller og forbrugere

Digitaliseringen har skabt muligheder for både turister og hotelbranche. De seneste år har der været markant vækst i den danske hotelbranche, og bookingplatforme har givetvis medvirket til at øge efterspørgslen efter overnatninger i Danmark. Bookingplatformene er af stor værdi for danske forbrugere, men har dog også skabt visse udfordringer.

Analysen ”Bookingplatforme, hoteller og forbrugere” viser, at bookingplatforme giver fordele for såvel forbrugere som hoteller. Analysen er udarbejdet af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen efter ønske fra erhvervsministeren i marts 2018.

Platformene gør det blandt andet nemmere for forbrugerne at indhente og sammenligne priser på et givent hotel, og hotellerne får adgang til flere potentielle kunder. Samlet set går cirka 30 procent af alle bookinger på danske hoteller gennem de to største platforme, som er Booking.com og Expedia. Det er således fortsat hovedparten af alle bestillinger, som sker uden om de store bookingplatforme.

Mere end en tredjedel af hotellerne er ikke bekendt med, at de største hotelbookingplatforme i 2015 lempede de prisklausuler, som indgår i platformenes aftaler med hotellerne. En større udbredelse af kendskabet til de nye klausuler kan give hotellerne et bedre grundlag for at forhandle kommissionssatser og andre vilkår med bookingplatformene. I gennemsnit betalte hotellerne 15-16 procent i kommission til de største bookingplatforme i 2017. Satsen har været stabil siden 2013.

Det er som udgangspunkt normalt hotellerne, der bestemmer værelsesprisen på bookingplatformen, og der skal almindeligvis først betales kommission til en platform, når og hvis det lykkes at udleje værelset via platformen. Et hotel kan bruge flere platforme, og kun betale kommission til den platform, hvor et værelse udlejes. Både hoteller og forbrugere kan uden væsentlige meromkostninger bruge flere platforme, hvilket understøtter en vis konkurrence på markedet.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen havde tidligere betænkeligheder prisklausulerne hos flere bookingplatforme, fordi de forhindrede hotellerne i at tilbyde bedre vilkår via andre salgskanaler. Siden ændringen i 2015 er det kun på hotellernes egne hjemmesider, at prisen ikke må være billigere end platformenes priser. Hotellerne må for eksempel gerne tilbyde forskellige priser på platformene og tilbyde lavere priser, hvis forbrugerne henvender sig telefonisk.

Analysen viser, at nogle hoteller sætter forskellige værelsespriser på forskellige platforme. Dermed kan de bidrage til at skabe konkurrence mellem platformene. Samtidig viser den, at der kan være potentielle gevinster for forbrugerne ved at sammenligne priser på mere end en platform.

Forbrugere, som anvender bookingplatforme, har væsentlige fordele ved det i form af sparede søgeomkostninger, og de finder platformene meget brugbare. Samtidig er der visse udfordringer. For eksempel kan det være svært at gennemskue bookingplatformenes rangering af hotellerne, blandt andet fordi hotellerne i nogle tilfælde kan betale sig til en god placering. Tre ud af fire forbrugere sorterer dog selv deres søgeresultater, og gør det dermed i mindre omfang muligt for hotellerne at købe sig til en bedre rangering.

Bookingplatformene anvender også andre virkemidler, der kan have indflydelse på forbrugernes valg. Det er omkring en tredjedel af forbrugerne, der har følt sig presset til at træffe en hurtig beslutning, når de har anvendt en bookingplatform. Det kan for eksempel være en konsekvens af, at bookingplatformen oplyser, at der er få værelser tilbage. Samtidig er ca. 40 pct. af forbrugerne blevet overraskede over gebyrer, både på bookingplatformene og ved hotellerne.  Virkemidler, der unødigt presser forbrugerne eller som først præsenterer vigtige oplysninger om for eksempel prisforhold meget sent i processen, kan medføre, at man som forbruger træffer valg, som ikke er optimale.