Status for offentlig konkurrence 2017

Analyse - 15. december 2017

Status for offentlig konkurrence viser, at værdien af de opgaver, som det var muligt for det offentlige at konkurrenceudsætte, udgjorde godt 400 mia. kroner i 2016 eller ca. 20 pct. af BNP’en. Heraf blev der skabt konkurrence om opgaver for godt 103 mia. kr. Det svarer til 25,8 pct.

Den samlede konkurrenceudsættelse i staten, regionerne og kommunerne er dermed stort set uændret ift. 2015, hvor konkurrenceudsættelsesgraden var 25,6 pct. Det dækker over en vis begrænset stigning i konkurrenceudsættelsen i kommuner og regioner og en mindre tilbagegang hos staten.

I 2016 udbød kommunerne opgaver til en værdi af 62 mia. kr. Det svarer til en konkurrenceudsættelsesgrad på knap 27 pct. Der er store forskelle på de forskellige kommuners konkurrenceudsættelse. Gribskov Kommune har en konkurrenceudsættelsesgrad på mere end 50 pct., og Gribskov var dermed den kommune i Danmark, der konkurrenceudsatte flest opgaver i 2016. Omvendt er konkurrenceudsættelsesgraden kun omkring 20 pct. i de kommuner, der konkurrenceudsatte færrest opgaver.

De ret store forskelle på konkurrenceudsættelsesgraderne indikerer, at der er et yderligere potentiale i en række kommuner. Målt på denne måde er det største potentiale for konkurrenceudsættelse inden for det sociale område og beskæftigelsesområdet, men der er også et potentiale inden for de tekniske opgaver, hvor der fortsat er forskelle i konkurrenceudsættelsen. I mange kommuner kan prioritering og professionalisering af arbejdet med konkurrenceudsættelse bidrage til at høste et potentiale. Forskellene i IKU’en kan således ikke umiddelbart forklares af udefrakommende rammebetingelser som fx geografi og kommunestørrelse, ligesom politisk tilhørsforhold i kommunens ledelse heller ikke ser ud til at spille en afgørende rolle.

Regionerne konkurrenceudsatte opgaver til en værdi af 19 mia. kr. i 2016. Det svarer til en konkurrenceudsættelsesgrad på 20,2 pct. Konkurrenceudsættelsesgraden er blevet mere ensartet på tværs af regionerne. I regionerne er der et potentiale i at konkurrenceudsætte flere opgaver på sundhedsområdet, som er regionernes primære ansvarsområde. Der er således forskelle i konkurrenceudsættelsesgraden på sundhedsområdet, som indikerer, at der fx i hovedstadsområdet kan være mulighed for at konkurrenceudsætte flere opgaver.

Staten konkurrenceudsatte i 2016 opgaver til en værdi af 22,2 mia. kr. Det svarer til en konkurrenceudsættelsesgrad på 29,4 pct. I 2015 udgjorde værdien af de konkurrenceudsatte opgaver i staten således 22,8 mia. kr. Der er væsentlige forskelle på de forskelle ministeriers konkurrenceudsættelse, hvilket dog skal ses i sammenhæng med, at de varetager forskellige og skiftende opgaver. Hos staten er der potentiale for yderligere konkurrenceudsættelse på bl.a. tekniske områder, herunder fx facility management.

Sidst opdateret: 15. december 2017