Pressemeddelelse

Pop op-beskeder på online spillesider har ingen effekt på spillernes adfærd

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har på vegne af Spillemyndigheden og i samarbejde med brancheorganisationen Spillebranchen gennemført to adfærdsvidenskabelige eksperimenter. Eksperimenterne viser, at pop op-beskeder med information til spillerne ikke fører til færre spil, eller får spillere til at bruge færre penge på spil.

Souschef i Forbrugerpolitisk Center hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Andreas Maaløe Jespersen, siger:

Når der er et ønske om at påvirke forbrugernes adfærd, er det altid en god ide at få testet, hvad der virker, og det er præcis, hvad Spillemyndigheden har gjort her. Resultaterne viser, at pop op-beskeder i dette tilfælde ikke virker efter hensigten. Brugerne lader sig ikke påvirke, hverken i forhold til det beløb, de satser, eller hvor meget de spiller.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har på vegne af Spillemyndigheden gennemført en test af pop op-beskeder på to online spillesider. Spillerne blev vist forskellige pop op-beskeder for at se, hvilken type der havde størst indflydelse på deres spilleadfærd. Studiet er gennemført i samarbejde med brancheorganisationen Spillebranchen.

Studiet består af to eksperimenter. Et med et online kasino og et med en online bettingside. Begge eksperimenter gennemføres på spilleplatforme, som er medlem af Spillebranchen og er aktører på det danske marked.

De forskellige typer pop op-interventioner, som spillerne fik vist var:

  • Realitetstjek: En besked, der informerer om spillerens aktivitet for hver time af spil.
  • Advarsel: En besked, der advarer spillere med høj aktivitet og opfordrer til at tage en selvevalueringstest.
  • Sunde spillevaner: En besked, der informerer spilleren om sunde tilgange til spil.
  • Aktivitet: En besked, der hver fjortende dag informerer om de foregående fjorten dages tab og gevinster og spillerens samlede tid brugt på spilplatformen.

Eksperimenterne viser i hovedtræk, at spillerne ikke bliver påvirket af de forskellige pop op-beskeder – uanset karakteren af interventionen.

Ingen af de fire typer af interventioner havde således indflydelse på:

  • hvor meget spillerne satsede
  • hvor meget tid de brugte på at spille
  • hvor mange spil, de spillede

FAKTABOKS

Kasinoeksperimentet

Eksperimentet bygger på data fra 14.153 spillere på et online kasinospil. Spillerne blev delt tilfældigt i fire grupper. En gruppe til hver af de tre udvalgte interventionstyper og en kontrolgruppe. De tre interventionstyper var: ”realitetstjek”, ”sunde spillevaner” og ”advarsel”, og eksperimentet kørte i perioden fra 7. oktober til 2. december 2020.

Den endelige analyse er baseret på 11.064 spillere. Spillere blev fjernet, hvis de ikke spillede i eksperimentperioden eller i de seks foregående uger. Herudover blev den ene procent af spillere, der brugte flest penge fjernet fra eksperimentet.

Det var ikke muligt at påvise en effekt af interventionerne på, hvor meget der blev spillet.

 

FAKTABOKS

Bettingeksperimentet

Den endelige analyse er baseret på 3.089 spillere. Spillerne blev delt tilfældigt i fire grupper. Tre grupper blev udsat for de respektive interventionstyper og en gruppe agerede kontrolgruppe. De tre interventionstyper var: ”realitetstjek”, ”sunde spillevaner” og ”aktivitet”, og eksperimentet kørte i perioden fra 1. januar til 13. februar 2022.

Ingen af interventionerne havde en signifikant indvirkning på spillernes forbrug (på et 5 pct. niveau).


For yderligere information

Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.