Pressemeddelelse

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen politianmelder Deutz AG og Diesel Motor Nordic

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen politianmelder den tyske motorproducent Deutz AG og selskabets forhandler i Danmark, Diesel Motor Nordic. De to virksomheder har ulovligt forhindret, at DSB fik leveret reservedele til sine IC3-tog. Konkurrenceankenævnet har i dag stadfæstet Konkurrencerådets afgørelse i sagen.

Konkurrenceankenævnet skriver i sin kendelse:

… at Deutz har misbrugt sin dominerende stilling i strid med konkurrencelovens § 11 og TEUF artikel 102 ved at have forhindret virksomhedens samhandelsparter i andre EU-lande, særligt Equipco i Nederlandene, i at gennemføre parallelhandel med unikke Deutz-reservedele til den danske virksomhed Fleco, og ved at have nægtet at levere unikke reservedele fra sit forhandlernet til Fleco.

Videre skriver Konkurrenceankenævnet:

Aftalen mellem Deutz og DMN havde som sandsynlig konsekvens, at der i strid med de almindelige konkurrenceretlige principper skete en hindring af parallelhandlen og passivt salg fra Deutz’ forhandlere til Fleco, og at markedet derved blev opdelt. Konkurrenceankenævnet tiltræder dermed, at aftalen i sig selv er egnet til at skade konkurrencen, og at aftalen dermed har til formål at begrænse konkurrencen.

Sagen handler om, at den danske virksomhed Fleco, som deltog i det konsortium, der skulle renovere DSB’s IC3-motorer, blev hindret i at købe reservedele til motorerne. DSB var derfor nødt til at købe reservedelene til en højere pris hos Diesel Motor Nordic, der er Deutz’ officielle forhandler i Danmark.

I juni 2013 afgjorde Konkurrencerådet, at Deutz havde overtrådt konkurrencereglerne ved at nægte at levere motorreservedele den danske virksomhed. Rådet afgjorde samtidig, at det var ulovligt, at Deutz og Diesel Motor Nordic sammen havde lavet en aftale om at forhindre den danske virksomhed i at importere reservedelene.

Overtrædelsen har fundet sted før 1. marts 2013, hvor bødeniveauet blev forhøjet. Sagen bliver bedømt efter de gamle regler.

Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing, siger:

Ankenævnet har bekræftet, at det var ulovligt, da den tyske producent både egenhændigt og i samarbejde med den danske forhandler forhindrede salg af Deutz’ reservedele til en dansk virksomhed. Vi anmelder nu sagen til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet med henblik på strafforfølgelse.
Vi vurderer, at det er en ganske alvorlig overtrædelse af konkurrenceloven. Den type overtrædelser straffes med bøder i millionklassen.
De to selskabers ulovlige adfærd har været meget skadelig. Dels har DSB måttet betale en for høj pris for reservedelene. Dels vurderer DSB, at togpassagererne er blevet ramt af forsinkelser, fordi motorerne ikke blev reparereret i tide.

Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.

Læs Konkurrenceankenævnets kendelse 

Læs Konkurrencerådets afgørelse af 12. juni 2013 

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.