Øvrige nyheder

OPP-standardmodeller - nu i nye udgaver

OPP-standardmodellerne for offentlig-private partnerskaber (OPP) er nu opdateret i forhold til udbudsloven, der trådte i kraft 1. januar 2016. Desuden er de opdateret med erfaring og praksis fra aktuelle OPP-projekter.

Standardmodellerne for offentlig-private partnerskaber retter sig mod offentlige ordregivere og indeholder vejledning i OPP-samarbejdets forskellige faser og konkrete eksempler på, hvordan centrale udfordringer kan løses.

De væsentligste ændringer er: 

  • opdatering af tekst med baggrund i nyere OPP-erfaringer 
  • tilføjelse af afsnit vedrørende muligheder for OPP med leasingfinansiering 
  • opdatering af afsnit om lånepuljer og deponeringspligt
  • opdatering af afsnit vedrørende samarbejdsmodel, herunder mulighederne for etablering af følgegruppe
  • tilpasning af afsnit om betalingsmekanisme 
  • opdatering af afsnit vedrørende muligheder for at indgå samarbejder på tværs af offentlige ordregivere 
  • samt integrering af forskellige projekter og opdatering i forhold til skattemæssige afgørelser.

Hvad er et OPP?

Et offentlig-privat partnerskab (OPP) er en type offentlig-privat samarbejde, der er kendetegnet ved, at projektering, etablering, drift og vedligeholdelse er samlet i én kontrakt mellem en offentlig udbyder og en privat leverandør. Ofte indgår finansieringen af projektet også. I et OPP varetager den private virksomhed anlægsarbejdet og den efterfølgende drift og vedligeholdelse af et offentligt anlæg – fx en skole, et kontorbyggeri eller en vej. 

I Danmark har OPP’er indtil videre kun været brugt i forbindelse med nyanlægsprojekter, men OPP’er kan også anvendes i forbindelse med renovering af offentlige bygninger.

Hent vejledningen: Standardmodel for offentlig-private partnerskaber (OPP) Renovering, drift og vedligeholdelse 2016

Hent vejledningen:  Standardmodel for offentlig-private partnerskaber (OPP) Nyanlæg 2016

 

Bilag med standardkontrakter er under udarbejdelse og vil blive offentliggjort i første kvartal af 2017.

For yderligere information, kontakt Lily Jacobsen, fuldmægtig i Center for offentlig konkurrence, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på telefon: 41 71 51 85.

Tilmeld dig nyhedsbrevet: Nyt om udbud

I nyhedsbrevet orienterer styrelsen løbende om de nyeste vejledninger, udbudsregler, arrangementer om udbud og andre nyheder om udbud og indkøb.