Øvrige nyheder

Forenklet anmeldelse af Impact Co A/S’ erhvervelse af enekontrol over FC Midtjylland og Systems Clinical Exclusive

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til en anmeldelse af Impact Co A/S’ (”Impact”) erhvervelse af enekontrol over FC Midtjylland og Systems Clinical Exclusive (”SCE”).

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Udkastet til anmeldelse lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

Impact er et holding- og investeringsselskab, der alene ejer kapitalandele i FC Midtjylland og SCE. Impact indgår i HEARTLAND-koncernen. HEARTLAND er et holding- og investeringsselskab, der repræsenterer Holch Povlsen-familiens interesser og deres familievirksomhed BESTSELLER. HEARTLAND har investeret i forskellige områder og brancher som blandt andet mode, detailhandel og teknologi, bæredygtighed og forretningsinnovation, vedvarende energi, naturbeskyttelse og ejendomme. HEARTLAND er blandt andet en del af ejerkredsen i større virksomheder som Zalando, ASOS, About You, Klarna, WhiteAway, &Tradition, Normal og Nemlig.com.

FC Midtjylland er en dansk fodboldklub – med dertilhørende kommercielle aktiviteter. FC Midtjylland har et professionelt fodboldhold, der spiller i Superligaen, og et fodboldakademi, hvis formål er at udvikle fremtidigt professionelle fodboldspillere.

SCE er et holding- og investeringsselskab. SCE har ikke øvrige aktiviteter end 80 % ejerskab over den portugisiske fodboldklub, C.D. Mafra.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 21. september 2023, kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby

E-mail: kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion: Impact / FC Midtjylland og SCE

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos chefkonsulent, Carina Hilt Jørgensen, tlf. 4171 5048 eller e-mail: chj@kfst.dk.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.