Øvrige nyheder

Forenklet anmeldelse af Basalt Infrastructure Partners erhvervelse af enekontrol over Reconor Holding

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til anmeldelse af fonde rådgivet af Basalt Infrastructure Partners LLP's ("Basalt") erhvervelse af enekontrol med Reconor Holding ApS og dets datterselskaber ("Reconor").

Transaktionen udgør efter Parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol. Det betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Udkastet til anmeldelse af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

Basalt er en international kapitalfond, der med et transatlantisk fokus investerer i mellemstore infrastrukturvirksomheder inden for transport, energi og forsyning. Andre fonde rådgivet af Basalt Infrastructure Partners LLP har porteføljevirksomheder, der har aktiviteter i Danmark. Disse aktiviteter omfatter kollektiv transport via selskabet Nobina A/S, reparationer af Unit Load Devices (dvs. transportkasser som avendes i luftfartsindustrien) via selskabet Unilode Aviation Solutions Denmark ApS og fastnet, bredbånd, mobil og datacenter ydelser via selskabet Manx Telecom.

Reconor leverer – bl.a. via datterselskaberne Norrecco A/S, City Container A/S, City Container Fyn A/S og City Container Jylland A/S – løsninger inden for indsamling, transport, håndtering og upcycling af bygge- og anlægsaffald, erhvervs- og industriaffald samt jordhåndtering og drift af egne jordgenvindingsprojekter.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den tirsdag den 14. september 2023 kl. 12.00.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby

E-mail kfst@kfst.dk 

Mrk.: Fusion Basalt/Reconor.

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos specialkonsulent Peter Mouritzen, tlf. 4171 5248 eller e-mail pmo@kfst.dk.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.