Øvrige nyheder

Forenklet anmeldelse af Twoday Holding Denmark ApS’ (”Twoday”) køb af RelateIT Holding ApS (”RelateIT”)

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til forenklet anmeldelse af Twoday Holding Denmark ApS’ (”Twoday”) køb af RelateIT Holding ApS (”RelateIT”).

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Udkastet til anmeldelse af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

RelateIT er en dansk IT-virksomhed, der leverer ERP-løsninger (Enterprise Ressource Planning) og løsninger til IT-infrastrukturer, heriblandt vha. IT-løsningerne Continia, Microsoft Dynamics NAV, Microsoft Power BI, Jet Reports mfl.

Twoday er en international virksomhed, der leverer forretningskritiske IT-løsninger i Norden, herunder softwareudvikling, data- og analyseløsninger, konsulentydelser og skræddersyede applikationer til både den private og den offentlige sektor.

Twoday er indirekte kontrolleret af CVC Capital Partners SICAV FIS S.A (”CVC”). CVC består af fonde og platforme rådgivet og drevet af CVC Networks, hvis aktiviteter består i investeringsrådgivning og håndtering af investeringer på vegne af fonde og investeringsplatforme. CVC er i dag aktiv indenfor levering af IT-services i Danmark igennem Omada A/S.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 23. august 2023 kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail kfst@kfst.dk 

Mrk.: Twoday/RelateIT

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Kim Winther Starup, tlf. 4171 5234 eller e-mail kws@kfst.dk

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.