Øvrige nyheder

Forenklet anmeldelse af fusion mellem Sparekassen Danmark og Totalbanken A/S, samt Sparekassen Danmarks erhvervelse af enekontrol over Stonehenge Fondsmæglerskab A/S

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til anmeldelse af en fusion mellem Sparekassen Danmark og Totalbanken A/S (”Totalbanken”) med Sparekassen Danmark som fortsættende selskab. Som følge af de kombinerede ejerandele erhverver den fusionerede enhed samtidig enekontrol over Stonehenge Fondsmæglerselskab A/S (”Stonehenge”).

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Udkastet til anmeldelse af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

Sparekassen Danmark er en garantsparekasse med hovedsæde i Vrå i Vendsyssel. Sparekassen Danmark er aktiv inden for bankvirksomhed og tilbyder ydelser inden for privat, erhverv og investering. Sparekassen Danmark formidler produkter og tjenesteydelser på vegne af en række samarbejdspartnere, primært inden for realkredit, investering, pension og forsikringer. Sparekassen Danmark har afdelinger i flere dele af Jylland samt i København. Sparekassen Danmark har datterselskabet Spar D Ejendomme ApS.

Totalbanken er et børsnoteret aktieselskab med hovedsæde i Aarup på Fyn. Totalbanken er aktiv inden for bankvirksomhed og tilbyder ydelser inden for privat og erhverv. Totalbanken formidler produkter og tjenesteydelser på vegne af en række samarbejdspartnere, primært inden for realkredit, investering, pension og forsikringer. Totalbanken ejer leasingselskabet Dansk Erhvervsfinansiering A/S.

Stonehenge er et selvstændigt fondsmæglerselskab, der tilbyder aktiv formueforvaltning. Stonehenges primære aktivitet er at yde investeringsrådgivning for Investeringsforeningen Stonehenge samt at varetage markedsføring og distribution af foreningens andele.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 28. juni 2023, kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby

E-mail kfst@kfst.dk 

Mrk.: Fusion Sparekassen Danmark/Totalbanken

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos specialkonsulent Stine Sigsgaard, tlf. 4171 5562 eller e-mail ssn@kfst.dk.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.