Øvrige nyheder

Forenklet anmeldelse af WSH Denmark ApS’ erhvervelse af enekontrol over LM Group ApS, herunder Meyers Group ApS

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til anmeldelse af transaktionen mellem WSH Denmark ApS’ (”WSH”) erhvervelse af enekontrol over LM Group ApS, inklusive datterselskabet Meyers Group ApS og dets datterselskaber (”Meyers”).

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Fusionen er anmeldt forenklet. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

LM Group ApS er en dansk virksomhed bestående af to forretningsben, hhv. Meyers og Løgismose Group ApS. Det er kun Meyers, der er omfattet af transaktionen. Meyers er aktiv inden for kantinedrift, frokost og event catering, restauranter og bagerier, produkter til detail- og grossistforhandlere samt madkurser, teambuilding aktiviteter centreret omkring madlavning og visse madrelaterede konsulentydelser.

WSH er ejet af Westbury Street Holdings Group (”WSH Group”), der leverer catering- og kantinedrift samt hospitality-tjenesteydelser hovedsageligt i Storbritannien. WSH Group ejer en række brands inklusive BaxterStorey, Benugo, Caterlink, Holroyd Howe, Portico og Searcys, der leverer cateringydelser på tværs af flere sektorer, herunder hospitality for virksomheder og skoler samt restauranter og event catering.

WSH Group er ejet af CD&R og WSH JVco Limited, der er indirekte majoritetsejet af fonden Clayton, Dubilier & Rice Fund X, L.P, der administreres af Clayton, Dubilier & Rice, LLC (”CD&R”). CD&R kontrollerer indirekte herudover bl.a. Cheney Brothers, der er aktiv som foodservice distributør, supermarkedskæden Morrisons i Storbritannien samt en række porteføljeselskaber aktive i Danmark herunder Belron, der blandt andet foretager reparation af bilglas under brandet Carglassâ.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 15. februar 2023 kl. 12.

Bemærkninger sendes til:
Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion WSH Denmark/LM Group

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Elisabeth Simonsen, tlf. 4171 5070 eller e-mail esi@kfst.dk

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.