Øvrige nyheder

Forenklet anmeldelse af Blue Equity III K/S’ erhvervelse af enekontrol over Stenger & Ibsen Construction Holding A/S

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til en forenklet anmeldelse af Blue Equity III K/S’ (”Blue Equity III”) erhvervelse af enekontrol over Stenger & Ibsen Construction Holding A/S inklusiv følgende tre datterselskaber: Stenger & Ibsen Construction Sverige AB, Stenger & Ibsen Construction A/S og Stenger & Ibsen Construction Norge A/S. Disse selskaber betegnes samlet ”SIC”.

Fusionen sker ved, at Blue Equity erhverver 100 pct. af aktierne i SIC fra selskabets nuværende ejere, hvorefter en af de nuværende ejere reinvesterer og får en ejerandel på 37,5 pct. i SIC. Blue Equity III vil efter fusionen ultimativt eje 62,5 pct. og erhverve enekontrol over SIC.

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Udkastet til anmeldelsen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

Stenger & Ibsen Construction Holding A/S ejer ovennævnte tre datterselskaber, som er entreprenørvirksomheder, der udfører projekter, der omfatter infrastrukturarbejdet ifm. etablering af vindmølleparker på land. Stenger & Ibsen Construction services omfatter alt fra teknisk rådgivning, planlægning af anlægsbyggeriet, etablering af kabler, veje og vindmøllernes fundament til selve anlægsarbejdet. Stenger & Ibsen Construction er aktive i Danmark, Norge og Sverige samt i begrænset omfang i Finland og på Færøerne.

Blue Equity III K/S er en private equity fond, der rådgives af Blue Equity Management A/S. Blue Equitys fonde ejer en række porteføljeselskaber, herunder bl.a. Sonne A/S, Eltronic Wind Solutions A/S, Blaaholm A/S og Biir A/S. Disse fire selskaber yder blandt andet services til vindindustrien og fusionerer under navnet Enabl, som bliver en produkt- og konsulentvirksomhed, der bl.a. skal levere udstyr og konsulentydelser til vindmølleproducenter. Blue Equitys fonde ejer også porteføljeselskabet Kohsel A/S, der udvikler, producerer og sælger el-transformere m.v. til bl.a. solpanel- og vindmølleindustrien. En fortegnelse over alle Blue Equitys porteføljeselskaber findes på: www.blue.dk.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest fredag 17. september 2021, kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby

E-mail: kfst@kfst.dk 

Mrk.: Fusion: Blue Equity III / Stenger & Ibsen Construction Holding A/S

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos chefkonsulent, Carina Hilt Jørgensen, tlf. 41715048 eller e-mail: chj@kfst.dk 

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.