Øvrige nyheder

Udkast til almindelig anmeldelse af Orkla Health AS' erhvervelse af enekontrol over NutraQ 2 AS

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har den 19. marts 2021 modtaget et udkast til anmeldelse af Orkla Health AS' (”Orkla Health”) erhvervelse af enekontrol over NutraQ 2 AS (”NutraQ”).

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Orkla Health er producent og leverandør af helseprodukter, herunder kosttilskud i form af bl.a. fiskeolie/omega-3, vitaminer, mineraler, specialprodukter, mave-helse-produkter og kosmetiske kosttilskud til dagligvarehandlen, apoteker, helsekostbutikker og andre detaillister. Produkterne sælges i Danmark bl.a. under varemærkerne Möller's, Pikasol, Drogens Vital, Livol, Longo Vital, Unikalk, HUSK og Futura. Orkla Health sælger ikke produkter direkte til forbrugeren, og Orkla sælger kun i meget begrænset omfang helseprodukter direkte til danske forbrugere gennem nethandelsportalen Bodystore.dk, der hovedsageligt sælger helseprodukter og sportsernæring. Bodystore.dk er ejet af Orkla Healths svenske søsterselskab Health and Sports Nutrition Group HSNG AB.

Orkla Health er en del af Orkla ASA, som også er leverandør af produkter inden for bl.a. fødevarer, chips og snacks, konfekture, sundhed og personlig pleje, tekstil, vaskemidler, maleudstyr, og vaskemidler.

NutraQ udvikler og sælger helseprodukter direkte til forbrugere. NutraQ har to danske datterselskaber henholdsvis NutraQ ApS og Vesterålens Naturprodukter ApS, som er ansvarlige for salg og markedsføring af deres respektive produkter.

NutraQ’s sortiment omfatter primært kosttilskudsprodukter inden for omega-3, vitaminer, mineraler, specialprodukter, naturmidler og kosmetiske kosttilskud. Produkterne sælges i Danmark under varemærkerne VitaePro, Active Omega-3, OmegaPro, MultiPro, Maxulin, Cal-Mag, CollagenDuo og Oslo Skin Lab (The Solution og The Basics). NutraQ sælger udelukkende deres produkter via en digital og abonnementsbaseret forretningsmodel, og sælger derfor ikke produkter til detailhandlen i Danmark.

Styrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 10. maj 2021 kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby

E-mail: kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion Orkla Health/NutraQ

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Louise Kirstine Nørby Mathiesen, tlf. +45 4171 5167 eller e-mail lkm@kfst.dk.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.