Øvrige nyheder

Forenklet anmeldelse af Capidea Kapital III K/S’ overtagelse af enekontrol med Maki Investment ApS

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til anmeldelse af transaktionen mellem Capidea kapital III K/S og Maki Investment ApS.

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Udkastet til anmeldelse af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

Transaktionen indebærer, at Capidea Kapital III K/S erhverver enekontrol med Maki Investment ApS igennem selskabet CapHold M ApS, der er oprettet særligt til transaktionen.

Maki Investment ApS er aktiv inden for produktion og engrossalg af legetøj og spil i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Maki Investment ApS agerer primært som mellemled mellem legetøjsproducenter og forhandlere af legetøj. Herudover ejer og producerer Maki Investment ApS legetøjsmærket KREA. 

Capidea Kapital III K/S er en ud af tre danskbaserede Capidea kapitalfonde. Capideas portefølje-selskab Creativ Company A/S er - via sine datterselskaber AV-Form A/S og Legeakademiet ApS - aktiv inden for udvikling, indkøb og forhandling af legetøj og hobbyartikler til private og offentlige slutkunder. Creativ Company A/S er ejet af Capidea Kapital II K/S.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 17. marts kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby

E-mail kfst@kfst.dk 

Mrk.: Fusion Capidea/Maki

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Elisabeth Simonsen, tlf. 4171 5070 eller e-mail esi@kfst.dk

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.