Øvrige nyheder

Forenklet anmeldelse af Capidea og Habico Invest 2016 A/S’ erhvervelse af fælles kontrol over T.A.P ApS og dets helejede datterselskaber

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til forenklet anmeldelse af TopCap T ApS, som er ultimativt ejet af kapitalfonden Capidea, og Habico Invest 2016 A/S’ erhvervelse af fælles kontrol over T.A.P ApS og dets helejede datterselskaber (herefter ”TAP”).

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Udkastet til anmeldelse af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

TAP er en dansk koncern med aktiviteter inden for salg af naturlægemidler og kosttilskud til både private kunder og erhvervsdrivende. TAP sælger primært til private kunder gennem sin egen online platform under brandet Wellvita til kunder i hovedsageligt Skandinavien, Holland, Belgien og Tyskand. TAP sælger også under brandet Mezina til erhvervsdrivende, herunder særligt til helsekostbutikker i Danmark, Norge og Finland. Derudover har TAP også aktiviteter inden for salg af håndkøbsmedicin til private kunder.

Habico Invest 2016 A/S er en dansk virksomhed i Habico-koncernen, som primært består af en række selskaber under Orifarm-brandet med aktiviteter primært inden for parallelimport og salg af generiske lægemidler (både receptpligtige og håndkøb) til apoteker og hospitaler i Europa. Habico-koncernen har også et salg af naturlægemidler og kosttilskud til apoteker i Danmark, Norge og Sverige. Derudover har Habico-koncernen også aktiviteter inden for kontraktproduktion af lægemidler for kunder.

TopCap T ApS er et dansk selskab, som er ejet af kapitalfonden Capidea, som er en dansk kapitalfond med fokus på investeringer i små og mellemstore virksomheder med aktiviteter inden for handel, distribution, service og produktion.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 21. marts 2019 kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby

E-mail kfst@kfst.dk

Mrk: Fusion TopCap/Habico Invest/T.A.P

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos specialkonsulent Mai Enø Andersen, tlf. 4171 5194 eller e-mail mea@kfst.dk.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.