Øvrige nyheder

Forenklet anmeldelse af Maj Invest Equity 5 K/S' erhvervelse af enekontrol over Good Food Group A/S og Emballagegruppen A/S

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget en forenklet anmeldelse af Maj Invest Equity 5 K/S' erhvervelse af enekontrol over Good Food Group A/S ("Good Food") og Emballagegruppen A/S ("Emballagegruppen").

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Anmeldelsen af fusionen lægger op til en forenklet anmeldelse. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

Good Food og Emballagegruppen er internationale fødevare- og emballagevirksomheder med fabrikker i fem lande og kunder i mere end 75 lande.

Good Food producerer et bredt sortiment af fødevarer, herunder marmelader, nødder, saucer og dressinger, som markedsføres både under egne brands (herunder bl.a. Svansø, Skælskør Frugtplantage, Vendelbo, Danica, Dana og Christians Grød) og som private labels. Good Food leverer primært fødevarer til dagligvarebranchen, men også til restaurant-, hotel- og cateringbranchen (horeca) og til fødevareindustrien. Fødevarerne produceres/sælges af følgende fem virksomheder: Scandic Food, Danica Foods, Streamline Foods, Jan Import og Dalby Mølle.

Emballagegruppen producerer kartonnage, etiketter og tryksager til både food og non-food produkter. Emballagegruppen sælger sine produkter koncerninternt såvel som til tredjemand. Produkterne produceres af følgende tre virksomheder: Emballagegruppen (binavn Dan Labels), Strandbygaard og Digitalhuset Vejle.

Investeringsfonden Maj Invest Equity 5 K/S blev etableret i 2016 og indgår i gruppen af fonde under Maj Invest Equity A/S. Maj Invest Equity 5 K/S fokuserer på investeringer i danske small- og mid-cap-virksomheder og kontrollerer 5 porteføljeselskaber inden for teknologi, service og produktion: Itadel A/S, Icotera A/S, Aclass A/S, VRGH II Aps og Roll-o-Matic A/S. Der henvises til www.majinvest.com.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 20. december kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence-og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby

E-mail kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion Maj Invest Equity 5 K/S' erhvervelse af enekontrol over Good Food Group A/S og Emballagegruppen A/S

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos Maria Anna O. Markman, tlf. 4171 5199 eller e-mail mom@kfst.dk.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.