Øvrige nyheder

Udkast til forenklet anmeldelse af Tritons erhvervelse af 75,16 procent af aktierne i Glamox AS

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget et udkast til anmeldelse af Tritons erhvervelse af 75,16 procent af aktierne i Glamox AS

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Fusionen er anmeldt forenklet. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

Athomstart Invest 200 AS har den 29. september 2017 indgået en overdragelsesaftale med Arendals Fossekompani ASA vedrørende overdragelsen af 75,16 procent af aktierne i Glamox AS.

Athomstart Invest 200 AS er et holdingselskab, som ikke vil have andre aktiviteter end at eje aktierne i Glamox AS, og ejes af Triton.

Arendals Fossekompani ejer aktuelt 75,16 procent af aktierne i Glamox AS.

Triton er en gruppe af private equity fonde og selskaber, der fokuserer på investeringer i mellemstore virksomheder primært i Belgien, Danmark, Finland, Holland, Italien, Luxembourg, Norge, Schweiz, Spanien, Sverige, Tyskland og Østrig.

Glamox AS er en norsk koncern, der udvikler, producerer og distribuerer professionelle belysningsløsninger til det globale marked. Glamox AS ejer en række belysningsbrands, herunder Glamox, Aqua Signal, Luxo, Høvik Lys, Norselight og LINKSrechts og er blandt de førende europæiske og nordiske leverandører af lysløsninger til hovedsageligt marine- og offshore-markeder samt det professionelle byggemarked.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 10. november kl. 12.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail: kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion: Tritons erhvervelse af Glamox AS

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos specialkonsulent Kamilla Holmgaard, tlf. 4171 5138 eller e-mail kho@kfst.dk.

Notifikationer om fusioner, vejledninger og andet konkurrencestof

Når du abonnerer på denne mail, modtager du løbende nyt om fusionsanmeldelser og -godkendelser, vejledninger mv. Det er for dig, der arbejder professionelt inden for området.