Pressemeddelelse

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører tilsyn med ny fødevarehandelslov

I dag træder en ny lov om urimelig handelspraksis i fødevaresektoren i kraft. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal håndhæve og vejlede om loven, der implementerer EU’s såkaldte UTP-direktiv i dansk lovgivning.

Loven har til hensigt at fjerne eller begrænse visse former for handelspraksis (såkaldt urimelig handelspraksis eller Unfair Trading Practices), i handelen mellem erhvervsdrivende. Blandt andet forbyder den købere af landbrugs- og fødevarer at benytte en række kontraktvilkår, for eksempel lange betalingsfrister og annullering af køb med kort frist. Overtrædelse af fødevarehandelsloven kan straffes med bøde.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har til opgave at håndhæve og vejlede om de nye regler. Styrelsen har udarbejdet en vejledning, som giver et overblik over reglerne samt indeholder en række konkrete eksempler på, hvem og hvad reguleringen omfatter, og hvad der udgør urimelig handelspraksis. Derudover beskriver vejledningen, hvordan man klager, hvis man som leverandør oplever at være udsat for urimelig handelspraksis.

Fødevarehandelsloven regulerer samhandel mellem købere og leverandører i alle led af landbrugs- og fødevareforsyningskæden. Det vil sige både primærproducenter, fremstillingsvirksomheder, distributører og detailhandlen. Forbrugeres indkøb af landbrugs- og fødevarer er ikke omfattet af loven.

Se vejledningen og mere om fødevarehandelsloven på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside

For yderligere information

Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.