Pressemeddelelse

Ulovlig informationsudveksling mellem tøjforhandlere

Konkurrencerådet har afgjort to sager om ulovlig udveksling af informationer mellem på den ene side Hugo Boss og på den anden side henholdsvis Kaufmann og Ginsborg. Konkurrencerådet har besluttet at anmelde sagerne til politiet.

Formand for Konkurrencerådet, Christian Schultz, siger:

Hugo Boss leverer produkter til henholdsvis Kaufmann og Ginsborg, men er også i konkurrence med de to tøjforhandlere, når der sælges til forbrugerne i detailledet. Det kræver en særlig påpasselighed omkring informationsudveksling. Som leverandør kan der være et naturligt behov for at tale sammen med sine forhandlere, men i den løbende kontakt skal man huske, at man som konkurrent skal agere selvstændigt på markedet og ikke må indgå konkurrencebegrænsende aftaler.
Når forhandlere på forhånd informerer hinanden om blandt andet udsalgssortiment og priser, så kan forbrugerne have fået dårligere tilbud, end hvis virksomhederne selv havde sammensat deres udsalg uden kendskab til konkurrentens strategi.

Konkurrencerådet har afgjort to sager, hvor konkurrerende forhandlere ulovligt har udvekslet informationer med hinanden om priser, rabatter og/eller mængder i forbindelse med fremtidige udsalg.

Konkurrencerådet har besluttet at anmelde begge sager til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) for en strafferetlig forfølgelse. Det vil ske, efter eventuelle ankesager er afgjort.

I den ene sag har Hugo Boss og Kaufmann udvekslet informationer om priser med videre fra januar 2014 til november 2017. Og i den anden sag har Hugo Boss og Ginsborg fra december 2014 til april 2018 tilsvarende udvekslet informationer.

Hugo Boss er både producent/leverandør og forhandler af beklædningsgenstande af mærket Hugo Boss i detailhandlen. Ginsborg og Kaufmann har begge Hugo Boss i deres sortiment, men forhandler også beklædning af andre mærker.

Kaufmann forhandler herretøj og har blandt andet 17 Kaufmann-butikker i Danmark samt to butikker under navnet Axel, som alle sælger Hugo Boss-beklædning. Kaufmann sælger derudover via sin webshop i Danmark, Sverige og Tyskland. Ginsborg driver også to butikker med herretøj af blandt andet mærket Hugo Boss.

For yderligere information

Kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft, på telefon 41 71 50 98.

Links

Pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Når du tilmelder dig, vil du modtage alle pressemeddelelser fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, herunder om Konkurrencerådets afgørelser, analyser m.v.

For at se dette indhold, skal du acceptere cookies.