Skip navigation

Sø- og Handelsretten: HMN Naturgas har ulovligt koordineret priser med konkurrenter

12. juni 2019

Sø- og Handelsretten har stadfæstet, at det var ulovligt, da HMN Naturgas sammen med to konkurrenter og en brancheforening koordinerede priser på service af naturgasfyr i Hovedstadsområdet og Midt- og Nordjylland. Sagen blev første gang afgjort af Konkurrencerådet i 2016.

Vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Bitten Thorgaard Sørensen:

”Retten slår fast, at HMN Naturgas har overtrådt konkurrenceloven ved at koordinere abonnementspriser på service af naturgasfyr. HMN aftalte at sætte sine abonnementspriser på en måde, så HMN’s konkurrenter i serviceleddet kunne hæve deres egne abonnementspriser. Overtrædelsen kan have skadet husstande med naturgasfyr i store dele af Danmark.”

I dommen skriver Sø- og Handelsretten om den relevante bestemmelse i HMS’s aftale med konkurrenterne:

”Retten finder, at denne bestemmelse efter baggrunden herfor betød, at HMN skulle lade priserne på sine serviceabonnementer stige. Bestemmelsen angår […], alene det såkaldte horisontale forhold mellem HMN og servicepartnerne, der hver især udbød serviceabonnementer og således var konkurrenter på dette marked. Formålet med bestemmelsen var […], at servicepartnerne kunne forhøje priserne på deres serviceabonnementer.”

I 2014 aftalte HMN Naturgas og underleverandørerne Gastech og Kiertner sammen med brancheforeningen DEBRA, at HMN Naturgas’ slutbrugerpriser på service af naturgasfyr skulle stige for at give Gastech, Kiertner og en række andre servicepartnere mulighed for at hæve deres abonnementspriser.

I 2016 afgjorde Konkurrencerådet, at parterne i sagen havde overtrådt konkurrencereglerne ved at koordinere abonnementspriser på service af naturgasfyr. Konkurrenceankenævnet stadfæstede den afgørelse i 2017.

Herefter ankede den ene af parterne – HMN Naturgas – sagen til Sø- og Handelsretten. Brancheforeningen DEBRA er siden ophørt. Konkurrenten Kiertner er under konkurs, og Gastech har ikke anket sagen.

Sagen er i øvrigt anmeldt til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet med henblik på en strafferetlig forfølgelse.

For yderligere information, kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft på telefon 41 71 50 98.

Relevante links

Læs dommen fra Sø- og Handelsretten her

Pressefoto af Bitten Thorgaard Sørensen