EDC og Dansk Ejendomsmæglerforening dømt for ulovlig boykotaftale

30. januar 2018

Københavns Byret har idømt ejendomsmæglerkæden EDC-Gruppen A/S og Dansk Ejendomsmæglerforening bøder på henholdsvis 1 million kroner og 250.000 kroner for at være en del af en ulovlig aftale om boykot af boligportalen Boliga.dk.

Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald, siger:

”Rettens afgørelser viser, at det var en grov overtrædelse af konkurrenceloven, da en meget stor del af ejendomsmæglerbranchen indgik en aftale om at boykotte boligportalen Boliga.dk. Den ulovlige aftale betød, at Boliga.dk blev dårligere stillet end konkurrerende boligportaler.”

EDC og Dansk Ejendomsmæglerforening er blevet idømt bøder på henholdsvis 1 million kroner og 250.000 for at overtræde konkurrenceloven.

Retten skriver i sin afgørelse:

”Retten finder det på baggrund af en samlet vurdering af de dokumenterede e-mails og referater fra møder i Brancherådet for Ejendomsomsætning samt forklaringerne herom bevist, at der blandt virksomhederne Dansk Ejendomsmæglerforening, Home A/S, Danbolig A/S, Nykredit Mægler A/S, EDC-Gruppen A/S, RealMæglerne Holding A/S og Danske Selvstændige Ejendomsmæglere var en samordnet praksis om at nægte at levere billeder til boliga.dk og om at begrænse annoncering på boliga.dk.”

I 2009 aftalte Dansk Ejendomsmæglerforening og ejendomsmæglerkæderne, der står bag boligportalen Boligsiden.dk, at de ville opfordre deres mæglere til at boykotte Boliga.dk for at beskytte Boligsiden.dk mod konkurrence. Boykotten indebar blandt andet, at mæglerne skulle undlade at stille annoncebilleder af boligerne til rådighed for Boliga.dk.

Sagen blev anmeldt til Statsadvokaten for særlig Økonomisk og International Kriminalitet, efter Konkurrencerådet og siden Konkurrenceankenævnet i 2012 havde afgjort, at aftalen var en overtrædelse konkurrenceloven.

Ejendomsmæglerkæderne Danbolig A/S, Nykredit Mægler A/S, Home A/S, Realmæglerne Holding A/S og Danske Selvstændige ejendomsmæglere samt en række ledende medarbejdere erkendte i 2016, at de havde handlet i strid med loven, da de havde indgået aftalen om boykot. De betalte samlet bøder for knap 12 mio. kr. for brud på konkurrenceloven.

Derimod ønskede EDC-Gruppen A/S og Dansk Ejendomsmæglerforening ikke at vedtage en bøde, og derfor er sagerne mod dem blevet behandlet ved retten, som i dag har idømt virksomhederne straf.

Se domsudskrift her

Billede af Jakob Hald i trykkvalitet

For yderligere information, kontakt kommunikationschef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Hanne Arentoft på telefon 41 71 50 98.