Forenklet anmeldelse af Maj Invest Equity 4 K/S’ erhvervelse af enekontrol over Sticks ’N’ Sushi Holding A/S

09. april 2019

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har modtaget anmeldelse af transaktionen mellem Maj Invest Equity 4 K/S’ erhvervelse af enekontrol over Stick ’N’ Sushi Holding A/S via holdingselskabet MIE4 Holding 2 ApS.

Transaktionen udgør efter parternes vurdering en fusion omfattet af konkurrencelovens bestemmelser om fusionskontrol, hvilket betyder, at fusionen ikke må gennemføres, før enten Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen eller Konkurrencerådet har godkendt den.

Fusionen er anmeldt forenklet. Styrelsen har endnu ikke taget stilling til, om fusionen opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure.

Maj Invest Equity 4 K/S udøver i dag fælleskontrol over Sticks ’N’ Sushi Holding A/S i fællesskab med stifterne af Sticks ’N’ Sushi, hhv. Thorkil Andersen og Kim Rahbek Hansen. Ved erhvervelse af yderligere aktier i Sticks ’N’ Sushi Holding A/S vil Maj Invest Equity 4 K/S gå fra at udøve fælleskontrol til at udøve enekontrol over Sticks ’N’ Sushi Holding A/S.

Sticks ’N’ Sushi koncernen driver restaurantvirksomhed med en kæde af restauranter med speciale i sushi og yakitori sticks, samt med en række tilknyttede ydelser såsom catering. Sticks ’N’ Sushi koncernen har 12 restauranter i Danmark, otte i og omkring London samt en enkelt restaurant i Berlin. Samtlige restauranter har også en take-away del.

Maj Invest Equity 4 K/S er en dansk investeringsfond med fokus på investeringer i mindre og mellemstore danske virksomheder med en entreprise value på minimum 100 mio. kr.

Maj Invest Equity 4 K/S kontrolleres af Maj Invest Equity A/S, som herudover bl.a. kontrollerer:

  • Victor Gruppens Restauranter, som driver restauranter i København (Ravage, PS Bar & Grill, Cafe Victor, Fiat, Boathouse, Kanalen, Geist, The Market Italian, The Market Asian, Lusso og Salon),
  • Vega Sea A/S, som primært forarbejder og forædler røget og fersk laks,
  • Good Food Group A/S, som producerer dressinger, saucer, nødder, kerner, tørret frugt, marmelade, pasta samt havregryn, og
  • Vinomio ApS, som sælger vin.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen opfordrer alle interesserede til at komme med eventuelle bemærkninger til fusionen senest den 23. april 2019 kl. 12.00.

Bemærkninger sendes til:

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Carl Jacobsens Vej 35
2500 Valby
E-mail kfst@kfst.dk

Mrk.: Fusion Maj Invest/Sticks ’N’ Sushi

Yderligere oplysninger om fusionen kan fås hos fuldmægtig Pia Holm Møller, tlf. 4171 5246 eller e-mail phm@kfst.dk.