8. Hvor kan man klage?

Klager over overtrædelser af annonceringspligten eller de øvrige krav, der følger af loven, kan indgives til Klagenævnet for Udbud. Der kan også rettes henvendelse til Konkurrencestyrelsen, der kan give en vejledende udtalelse om, hvorvidt annonceringsreglerne er overholdt.

Klagenævnet for Udbud
Klagenævnet for Udbud er det formelle klageorgan på udbudsområdet. Klagenævnet har bl.a. kompetence til at påtale overtrædelser af udbudsreglerne og tilkende tilbudsgivere erstatning. Klagenævnet kan dog ikke ophæve en underskrevet kontrakt.

Det er ikke alle, der kan få behandlet en klage i nævnet. Klager skal have en retlig interesse i at få konstateret, at reglerne er overtrådt, eller være anført på en liste over klageberettigede organisationer. Denne liste kan ses på Klagenævnet for Udbuds hjemmeside, www.klfu.dk.

Der er et klagegebyr på 4.000 kr. forbundet med at klage til Klagenævnet.

Klager til Klagenævnet for Udbud indsendes til:

Klagenævnet for Udbud
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen
Kampmannsgade 1
1780 København V
Tlf.: +45 3330 7621
Fax: +45 3330 7799

Senest samtidig med at en klage indbringes for nævnet, skal klageren skriftligt underrette udbyderen om den påståede overtrædelse og om, at klagen indbringes for nævnet.

Konkurrencestyrelsen
Konkurrencestyrelsen behandler på uformel basis klager over annonceringspligtige kontrakter, der stadig er ”i proces”, og hvor kontrakten endnu ikke er underskrevet.

Hvis der allerede er skrevet kontrakt, må klageren som oftest henvises til at gå til Klagenævnet for Udbud med sin sag. I særlige tilfælde kan styrelsen dog vælge at behandle sagen, selvom kontrakten er underskrevet.

Styrelsen tager kontakt til udbyderen, der er klaget over, undersøger sagen og kommer med et forslag til, hvordan problemet kan løses. Når kontrakten ikke er underskrevet, kan dette føre til, at fejl bliver rettet op, og indkøbet annonceret korrekt.

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at Konkurrencestyrelsen ikke har kompetence til at træffe afgørelse om udbudsreglernes overholdelse og således heller ikke kan nedlægge forbud eller udstede påbud. Styrelsen kan alene udtale sig vejledende om forståelsen af reglerne. Hvis udbyderen nægter at lovliggøre en procedure, har Konkurrencestyrelsen dog mulighed for at indbringe sagen for Klagenævnet for Udbud.

Konkurrencestyrelsen kan kontaktes på følgende adresse og e-mail:

Konkurrencestyrelsen
Nyropsgade 30
1780 København V
Tlf.: +45 7226 8000
Fax: +45 3332 6144
E-mail: ks@remove-this.ks.dk