De detaljerede procedureregler i de to direktiver gælder kun, når kontrakten/kontrakterne har en værdi, der ligger over ”tærskelværdien”.
Der er forskellige tærskelværdier for statslige myndigheder, kommunale myndigheder og offentligretlige organer og for forsyningsvirksomheder.
Tærskelværdierne omregnes i danske kroner. Omregningen gælder for to år. Tærskelværdierne er ekskl. moms.
En oversigt over tærskelværdier ses i boks 6.
Boks 5. Tærskelværdier i Udbudsdirektivet 2006 og 2007 (revideres hvert andet år)
| Statslige myndigheder. | Regionale og kommunale myndigheder |
Varekøb | 1.019.516 kr. | 1.570.203 |
Tjenesteydelser (bilag A) | 1.019.516 kr. | 1.570.203 |
Bygge- og anlægsarbejder | 39.277.401 kr. | 39.277.401 kr. |
I Forsyningsvirksomhedsdirektivet er tærsklen for varer og tjenester meget højere, nemlig 3.140.406 kr. (2006 0g 2007).
En ordregiver kan ikke komme udenom direktiverne ved at opdele en kontrakt over tærskelværdien i en række delkontrakter, der hver er under tærskelværdien.
Delkontrakter, der ”hænger sammen”, skal som nævnt lægges sammen, når ordregiveren beregner, om den samlede kontraktværdi er over tærskelværdien og derfor skal i EU-udbud. Det gælder også for ”ensartede” kontrakter i løbet af det samme budgetår for den samme ordregiver, selv om den enkelte kontrakt ikke opfattes som en delkontrakt.
Reglerne for at beregne den samlede kontraktværdi er ikke til hinder for, at ordregiver kan tildele ordren i mindre delkontrakter, så også små virksomheder får mulighed for at byde ind på en opgave. Konkurrencen skal bare følge reglerne i vedkommende udbudsdirektiv, hvis delkontrakterne tilsammen overstiger tærskelværdierne.
For begge direktiver gælder en regel om at delkontrakter ikke nødvendigvis skal bydes ud i en konkurrence, når de i alt kun udgør 20 pct. af hele kontrakten og samtidig kun har en værdi af 595.338 kr. (varer og tjenester), hhv. 7.441.721 kr. (bygge- og anlægsarbejder). Men disse delkontrakter tæller stadig med i beregningen af, om den resterende del af kontrakten skal i EU-udbud, fordi den samlede kontraktværdi er over tærskelværdien.
Konkurrencestyrelsen har i samarbejde med SKI udarbejdet en vejledning om at beregne, hvornår en kontrakt er over eller under tærskelværdien. Vejledningen findes på www.ks.dk/vejledning.