2. Hvem skal følge udbudsreglerne?

Forrige   Indhold   Næste

Udbudsreglerne gælder kontrakter, der tildeles af

  • Myndigheder (stat, kommuner, regioner, menighedsråd).
  • Offentligretlige organer.
  • Forsyningsvirksomheder.

Det giver sig selv, hvad der forstås ved en myndighed. Derimod er det ikke helt så let at fastslå, hvem der er et offentligretligt organ eller en forsyningsvirksomhed.

 Boks 3. Offentligretlige organer.

Om en ordregiver er et offentligretligt organ, afhænger af flere ting.

For det første skal ordregiveren være kontrolleret af det offentlige. Kontrollen kan bestå i, at den overvejende del af driften finansieres ved offentlig støtte, eller at flertallet i bestyrelsen er udpeget af det offentlige.

For det andet skal ordregiveren have til opgave at udføre opgaver for almenvellet. Ordregiveren skal altså have opgaver, som ikke udføres med en forretningsmæssig tilgang, men fx bare skal hvile i sig selv. Hvis en virksomhed drives med et rent forretningsmæssigt grundlag, skal den altså ikke følge udbudsreglerne, bare fordi den er offentligt ejet.

Eksempler på offentligretlige organer er: Danmarks Radio, TV2, Danmarks Nationalbank, Statens og Kommunernes Indkøbsservice, de almene boligorganisationer.

Forsyningsvirksomheder, der skal følge udbudsreglerne

Forsyningsvirksomhedsdirektivet skal følges af virksomheder, som fx er ansvarlige for:

  1. Vandforsyning.
  2. Energi (el, gas og fjernvarme samt olieudvinding).
  3.  Havne, lufthavne.
  4. Bus- og jernbanenet.  
  5. Post.

Forsyningsvirksomheder i disse sektorer har typisk en eneret til at levere til borgerne.  Der er derfor ingen konkurrence, der viser, om forsyningsvirksomheden er effektiv til selv at producere. Men udbudsreglerne skal sikre, at forsyningsvirksomhedens kontrakter med leverandører (underleverancer) er konkurrencedygtige.

Hvis en kommune har holdt vandforsyningen inden for sine forvaltningsgrene, skal kommunen altså følge forsyningsvirksomhedsdirektivet, når den handler på vandforsyningsområdet. På andre områder skal den følge det almindelige udbudsdirektiv.

Også private forsyningstjenester (inden for de 5 aktivitetsområder) skal følge forsyningsvirksomhedsdirektivet. Men bortset fra det gælder udbudsreglerne ikke for private kunders kontrakter.