2. De vigtigste principper bag reglerne

 



Forside - Indhold - Top/Bund - Forrige/Næste

"Vejledning til tilbudsloven og tilbudsbekendtgørelsen"


2.1 Forpligtelsen til at sikre mod forskelsbehandling

Det påhviler udbyderen ved tilrettelæggelsen og gennemførelsen af udbudet og indhentningen af tilbud at sørge for, at der ikke finder forskelsbehandling sted mellem tilbudsgivere, jf. tilbudslovens § 6, stk. 1.

Denne bestemmelse er inspireret af blandt andet EU-udbudsdirektivernes forpligtelse for ordregivere til at sikre ligebehandling af tilbudsgivere, og bestemmelsen må derfor som udgangspunkt fortolkes i overensstemmelse med fortolkningen af princippet i EU-direktiverne.

Forpligtelsen til at sikre mod forskelsbehandling gælder uanset om udbyder vælger at gennemføre en offentlig eller begrænset licitation eller vælger at indhente underhåndsbud.

Forpligtelsen til at sikre mod forskelsbehandling udmønter sig blandt andet i inhabilitetsreglen i tilbudsbekendtgørelsens § 5 (jf. særskilt afsnit nedenfor). Udbyderen er dog - uanset om forpligtelsen er direkte beskrevet i regelsættet eller ej - forpligtet til såvel ved valg af udbudsform, ved valg af antal bud, ved prækvalifikation, ved gennemførelse af forhandling som ved tildeling af ordren m.v. selvstændigt at vurdere, hvorledes udbyderen sikrer, at forskelsbehandling ikke sker.

2.2 Gennemsigtighed

Ved gennemførelse af offentlig og begrænset licitation skal tilbudene åbnes på et forud fastsat tidspunkt, og tilbudsgiverne har ret til at være til stede ved åbningen og til at få oplyst budsummer og eventuelle forbehold, jf. tilbudslovens § 7.

Bestemmelsen svarer i princippet til den tidligere gældende regel i § 3, stk. 1 i licitationsloven, og formålet med bestemmelsen er at styrke gennemsigtigheden ved udbud og tildeling af offentlige kontrakter.

Retten til at være til stede m.v. gælder kun hvor der afholdes licitation og således ikke, hvor ordren tildeles efter indhentning af underhåndsbud. Derimod gælder bestemmelsen uanset, om ordren skal tildeles efter kriteriet laveste bud eller kriteriet økonomisk mest fordelagtige bud. Da der kun er krav om oplæsning af budsummer og eventuelle forbehold, men ikke af tilbudenes forslag til løsning af opgaven m.v., er det ikke muligt på dette tidspunkt at afgøre, hvem der skal have tildelt ordren, hvis tildelingskriteriet er økonomisk mest fordelagtige bud.

Bestemmelsen gælder også for udbud, der er omfattet af Bygge- og anlægsdirektivet2 og for bygge- og anlægsopgaver, der er omfattet af Forsyningsvirksomhedsdirektivet3, selvom sådanne udbud ellers er undtaget fra tilbudsreglernes anvendelsesområde, jf. tilbudslovens § 1, stk. 1.


Fodnoter

2 Rådets direktiv nr. 93/37/EØF af 14. juni 1993 om samordning af fremgangsmåderne med hensyn til indgåelse af offentlige bygge- og anlægskontrakter som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/52/EF af 13. oktober 1997.

3 Rådets direktiv nr. 93/38/EØF af 14. juni 1993 om samordning af fremgangsmåderne ved tilbudsgivning indenfor vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/4/EF af 16. februar 1998.

Forside - Indhold - Top/Bund - Forrige/Næste

Version 1.0 November 2002 • © Konkurrencestyrelsen og Erhvervs- og Boligstyrelsen.
Udgivet af Konkurrencestyrelsen, http://www.ks.dk/ og Erhvervs- og Boligstyrelsen, http://www.ebst.dk/
Elektronisk publikation fremstillet efter Statens standard for elektronisk publicering