7. Konklusioner og anbefalinger

Previous Page Table Of ContentsNext Page

Små og mellemstore virksomheders
deltagelse i EU-udbud i udlandet

Markedet for offentlige indkøb i udlandet skønnes at udgøre over 5.000 mia. kr. årligt. Det økonomiske volumen i sig selv gør markedet interessant for danske virksomheder. Undersøgelsen har vist, at mange virksomheder er aktive på det udenlandske offentlige indkøbsmarked, men at mulighederne kan udnyttes langt bedre.

Samlet set viderebringer analyserne mange positive budskaber. Først og fremmest at mange danske virksomheder fremover forventer at orientere sig mere mod salg til den offentlige sektor i EU. Det gælder både de virksomheder, som endnu kun har erfaringer med salg til den offentlige sektor i Danmark, men i endnu større udstrækning de virksomheder, som allerede eksporterer til offentlige sektor i udlandet. Det er både små og store virksomheder, der har positive forventninger.

Et anden vigtigt budskab er, at udbudsforretninger i udlandet ikke kun er forbeholdt store virksomheder - de små og mellemstore virksomheder deltager også. Selvom eksportgraden til dette marked er højest hos de største virksomheder, viser resultaterne, at 54\% af virksomhederne med salg til udlandet, har under 100 ansatte. Det er altså i høj grad de små og mellemstore virksomheder som er aktive i udlandet.

Den langsigtede stimulering af især de små og mellemstore virksomheders orientering mod det udenlandske udbudsmarked beror på en god indsigt og forståelse af de barrierer og incitamenter som virksomhederne oplever. Konkurrencestyrelsens mål med rapporten har derfor også været at tegne et præcist billede af de virksomheder, som deltager i offentlige udbudsforretninger i udlandet, identificere barriererne for både virksomheder med og uden erfaringer på området, og endeligt at kortlægge, hvordan virksomhederne agerer, når de oplever problemer med overholdelsen af EU's udbudsregler.

Med udgangspunkt i undersøgelsens resultater er der derfor nedenfor skitseret en række sammenfatninger og anbefalinger, som sigter mod at øge virksomhedernes interesse for markedet.

Rapportens analyser har for de virksomheder, som ikke har erfaringer på området, især koncentreret sig om de interne barrierer i virksomhederne. For de virksomheder som har erfaringer med EU-udbud i udlandet, har analyserne rettet sig mod de eksterne barrierer, som virksomhederne møder.

Det blev indledningsvist slået fast, at danske små og mellemstore virksomheder succes med deltagelse på markedet for offentlige udbud i udlandet, betinges af, at følgende forhold

  • de markedsmæssige muligheder skal være til stede (ikke beskrevet i indeværende analyse),
  • udbudsreglerne skal være fleksible og enkle,
  • udbudsreglerne skal efterleves af de lokale myndigheder og
  • virksomhederne skal have den nødvendige kompetence, se de forretningsmæssige muligheder og have interesse for området.

Ovenstående konditioner vil være forskelligt opfyldt afhængig af, om der er tale om virksomheder med erfaringer eller om virksomheder uden erfaringer på området.


1999 • © Konkurrencestyrelsen. Udgivet af Konkurrencestyrelsen, http://http://www.ks.dk/