• Konkurrence
• Forbrugerforhold
• Offentlig Konkurrence
• Tilsyn
• Om os

• Cookies
• Presserum
• Job
• Publikationer
• • Publikationer 2012
  • Konkurrence- og forbrugeranalyser
  • Konkurrence- og forbrugerredegørelser
  • Publikationsarkiv
  • • KonkurrenceNyt
  • Salg af publikationer
• Kontakt

2.1 Indledning

Den kollektive energiforsyning i Danmark består af tre sektorer: el, varme og naturgas. Disse er i dag monopolsektorer, hvor der stort set ikke er indbyrdes konkurrence mellem aktørerne. Det er tilfældet for både produktion, transmission og distribution. Der er heller ikke konkurrence på tværs af de 3 sektorer. Energiforbrugerne har derfor hverken mulighed for at vælge leverandør eller energiform.

Monopolstrukturerne fremstår især ved, at Danmark er opdelt i geografiske områder, hvor en enkelt leverandør i realiteten har eneret til forsyning af alle energiforbrugerne inden for området. Eneforsyningsområderne er et resultat af enten indbyrdes aftaler mellem aktørerne i sektoren eller fastsat ved lov. Hertil kommer, at energiområdet er præget af en stærk offentlig regulering og styring, der sigter mod at sikre, at ambitiøse energi- og miljøpolitiske målsætninger opfyldes. Endelig er området præget af, at stort set alle virksomheder er enten offentligt ejet eller ejet af energiforbrugerne.

I dette kapitel beskrives de strukturelle forhold i energisektoren, mens kapitel 3 beskriver de lovgivningsmæssige forhold. Tilsammen danner kapitel 2 og 3 udgangspunktet for diskussionerne om liberaliseringer i de senere kapitler.

2.2 Elsektorens struktur

Den nuværende struktur i elsektoren, der er præget af den historiske udvikling, er skitseret i figuren nedenfor.

Boks 2.1 Elsektorens struktur

2.2.1 Produktion

Elproduktionen foregår i 8 produktionsselskaber, der alle fremstiller såvel elektricitet som fjernvarme (kraftvarmeproduktion). 6 af produktionsselskaberne dækker det jysk/fynske område (ELSAM-området). Det drejer sig om Nordjyllandsværket, Midtkraft, Vestkraft, Skærbækværket, Sønderjyllands Højspændingsværk og Fynsværket. De 2 øvrige selskaber, Sjællandske Kraftværker og Københavns Belysningsvæsen, dækker Sjælland og øerne (ELKRAFT-området).

Både forsynings- og produktionsmæssigt er elsektoren delt ved Storebælt og består således af to regionale systemer. Der foregår ikke energiudveksling mellem områderne.

De 2 paraplyorganisationer ELSAM og ELKRAFT bestemmer hvornår og hvor meget, der skal produceres på de enkelte værker ^[27] . Rent praktisk sker det ud fra en driftsoptimeringsmodel, hvor værkerne sættes ind ud fra de laveste marginale omkostninger, og hvor der samtidig tages hensyn til, at den samlede efterspørgsel på ethvert tidspunkt er dækket. I planlægningen af elproduktionen indgår også den elektricitet fra vindmøller og decentrale kraftvarmeværker, som selskaberne er tvunget til at modtage, samt den el, der er produceret sammen med den nødvendige varmeproduktion. ELSAM og ELKRAFT varetager desuden al import og eksport.

ELSAM planlægger produktionen og energiudvekslingen mellem værkerne, så elektriciteten fremstilles til de lavest mulige omkostninger pr. enhed samt varetager andre fællesopgaver for de jysk/fynske kraftværker. ELSAM står endvidere for indkøb og distribution af brændsel til kraftværkerne samt for udbygningen af såvel det overordnede højspændingsnet som de enkelte værkers produktionsanlæg.

Den indbyrdes afregning mellem værkerne i ELSAM sker efter fastlagte fordelingsnøgler. Produktionsomkostningerne ”puljes” hos ELSAM og omregnes til en fælles tidsdifferentieret pris for værkerne. De enkelte værker fastsætter derefter selv salgspriserne til distributionsselskaberne på grundlag af egne omkostningsforhold.

ELKRAFT varetager al elproduktion på Sjælland og øerne. Produktionen indgår i en pulje sammen med import af el fra Sverige. ELKRAFT køber al produceret el og betaler de deltagende værker en variabel godtgørelse til brændsel og øvrige variable omkostninger samt en fast godtgørelse til bl.a. henlæggelser til nyinvesteringer, afskrivning og forrentning. De samlede omkostninger hos ELKRAFT fordeles mellem deltagerne efter aftaget.

Dette afregningssystem betyder, at det enkelte produktionsselskab i ELKRAFT kommer til at fungere som grossist. Selskaberne køber elektriciteten fra ELKRAFT til en fælles pris udregnet på baggrund af de samlede omkostninger, der er forbundet med at optimere driftsprocessen. Produktionsselskaberne videresælger til distributionsselskaberne inden for det geografiske område, som produktionsselskabet omfatter. Distributionsselskaberne i det pågældende geografiske område ejer produktionsselskabet, der igen ejer og driver det overordnede transmissionsnet i området.

Udover produktionen på de store centrale kraftværker i ELSAM og ELKRAFT fremstiller vindmøller og decentrale kraftværker elektricitet. Oversigten nedenfor viser forsyningsbalancen for 1990-96 for den danske elsektor.

Tabel 2.1 Elsektorens forsyningsbalance 1990-96

Til oversigten bemærkes, at eksporten til Norge og Sverige har været ekstraordinær stor i 1996 som følge af vandmangel i disse lande. Produktionen i de centrale kraftvarmeværker er stort set udelukkende baseret på kul, mens de decentrale kraftvarmeværker især producerer på naturgas og i mindre omfang på biomasse.

Som følge af de energi- og miljøpolitiske prioriteringer får produktionen på vindmøller og decentrale kraftvarmeværker stadig større betydning.

2.2.2 Distribution

Distributionssektoren omfatter i dag både transmission på lavere niveau, typisk fra 50/60 kV til 0,4 kV, og salg til slutforbrugerne.

Størsteparten af salget til slutforbrugerne sker gennem ca. 100 distributionsselskaber, der varierer betydeligt i størrelse. Gennem aftaler eller vedtægtsbestemmelser har distributionsselskaberne i deres geografiske område forpligtiget sig til at købe elektriciteten hos områdets produktionsselskab/kraftværk ^[28] . Desuden aftager distributionsselskaberne el fra de vindmøller og decentrale kraftvarmeværker, der er tilsluttet distributionsselskabets transmissionsnet. Distributionsselskaberne har forsyningspligt over for forbrugerne i egne lokale områder.

Foruden distributionsselskaberne er der endvidere ca. 100 små transformerforeninger, der køber el hos distributionsselskaberne og står for videresalget til forbrugerne i lokalområderne.

Tabel 2.2 Elsalgets fordeling på kundekategorier 1996

Den totale omsætning i elsektoren forventes i 1998 at udgøre ca. 20 mia.kr ^[30]

Distributionsselskaberne er enten kommunale eller ejet af forbrugerne, fx i form af andelsselskaber, interessentskaber eller lignende. Dog er NESA A/S et aktieselskab med Gentofte Kommune som hovedaktionær. Omsætningsmæssigt fordeler kommunalt og privatejede selskaber sig med ca. 50\% til hver kategori.

Historisk set har elforsyningen været lokalt forankret og ejet af forbrugerne. I begyndelsen af århundredet var der tale om et direkte ejerskab. I dag indebærer ejerskabet primært, at forbrugerne er sikret en indflydelse på de beslutninger, der træffes i distributionsselskabet. De lokale ejerforhold rækker videre i kraft af, at distributionsselskaberne ejer kraftværkerne.

Det økonomiske udbytte for forbrugerne ved at eje selskaberne er dog til at overse, da de økonomiske rettigheder og forpligtelser i form af fx udbytte, retten til en andel af selskabets midler samt hæftelse for selskabets gæld er yderst begrænsede. I hovedparten af de forbrugerejede elselskaber er der derfor ikke noget økonomisk incitament til at være ejer. På den anden side løber forbrugerne ikke nogen økonomisk risiko som ejere.

De begrænsede ejerrettigheder hænger i høj grad sammen med skattelovgivningen. Elselskaberne har fuld skattefrihed på betingelse af, at et eventuelt overskud bliver anvendt i overensstemmelse med selskabets formål. Et medlemskab af et forbrugerejet elselskab kan derfor nærmest sammenlignes med et medlemskab af en brugsforening, hvor forbrugerne formelt er sikret indflydelse.

Lovgivningen på elområdet indeholder ikke bestemmelser, der forhindrer salg af de forbrugerejede elselskaber. De værdier, som forbrugerne har opsparet samt provenuet ved et salg, vil med den nugældende lovgivning tilfalde forbrugerne/andelshaverne til deling, medmindre andet er fastsat i selskabets vedtægter.

Fortsættes på næste side.

Fodnoter

[27] Med ikrafttrædelsen af lov 486, jf. kap. 3, er ELSAM og ELKRAFT blevet pålagt systemansvaret hhv. vest og øst for Storebælt. For ELSAMs vedkommende er den systemansvarlige virksomhed udskilt i et nyt selskab I/S ELTRA, der varetager drift og vedligeholdelse af det overordnede transmissionsnet. For ELKRAFTS vedkommende er den systemansvarlige virksomhed udlagt i en særlig enhed (ELKRAFT System) inden for den eksisterende struktur, men med regnskabs- og datamæssig adskillelse fra ELKRAFTÕs øvrige aktiviteter.
[28] Efter ikrafttrædelsen af lov nr. 486 er specielt de jyske distributionsselskaber ved at frigøre sig fra disse forpligtelser.
[29] Forskellen mellem det samlede forbrug i tabel 2.2 og den samlede forsyning i tabel 2.1 skyldes dels ledningstab, dels at de private industriproducenters og kraftværkernes eget forbrug ikke er medtaget i tabel 2.2.

Version 1.0 Juni 1998 • © KonkurrenceStyrelsen. Udgivet af KonkurrenceStyrelsen, http://http://www.ks.dk/
Elektronisk publikation fremstillet af J.H. Schultz Grafisk A/S efter Forskningsministeriets retningslinier