I. Seminar om EUs udbudsregler og IT-branchen

Princippet om ligebehandling af tilbudsgivere,
herunder reglerne om teknisk dialog

EU-udbudsreglernes ligebehandlingsprincip er udtryk for, at udbyderen ikke ved sine handlinger før, under og efter udbudsproceduren må behandle tilbudsgivere forskelligt.

Et udslag af dette princip er, at udbyder under visse omstændigheder må se bort fra tilbud fra en virksomhed, der har opnået særlig indsigt i udbudsgrundlaget, f. eks. ved sin medvirken som rådgiver for udbyderen i projekteringsfasen. Om rådgiveren har diskvalificeret sig selv - er “inhabil” som tilbudsgiver - afhænger af, hvor de legale grænser for en teknisk dialog mellem udbyder og tilbudsgiver skal trækkes.

Ligebehandlingsprincippet, og især spørgsmålet om den tekniske dialog, var genstand for en paneldiskussion på et seminar, som Erhvervsministeriet afholdt september 1996, hvor man bl. a. drøftede en række cases, der var tilvejebragt af IT-Brancheforeningen i Danmark. Seminaret blev afholdt på baggrund af, at IT-branchen havde peget på, at der både blandt udbydere og blandt leverandører rådede betydelig usikkerhed om reglernes rækkevidde.

Disse cases vil blive gennemgået i det følgende - efter en generel omtale af elementer i ligebehandlingsprincippet. De svar, der gives til de enkelte cases, reflekterer i vid udstrækning konklusioner under paneldiskussionen. Ansvaret for affattelsen er dog alene KonkurrenceSekretariatets. Foreligger der bindende udtalelser fra Klagenævnet for Udbud eller EF-domstolen, er det anført i den givne sammenhæng.