• Konkurrence
• Forbrugerforhold
• Offentlig Konkurrence
• Tilsyn
• Om os

• Cookies
• Presserum
• Job
• Publikationer
• • Publikationer 2012
  • Konkurrence- og forbrugeranalyser
  • Konkurrence- og forbrugerredegørelser
  • Publikationsarkiv
  • • KonkurrenceNyt
  • Salg af publikationer
• Kontakt

Konkurrencestyrelsen:
Danske virksomheders muligheder ved offentlige EU-udbud i udlandet

3.1   Markedet for offentlige indkøb i EU

Denne markedskontakt kommer bl.a. til udtryk ved, at de i høj grad arbejder gennem lokale repræsentanter og personkontakter.

Trods deres forskellighed i størrelse og speciale har de imidlertid en række andre ting til fælles. De opererer inden for det fælles marked med dets sæt af fælles regler. De er i høj grad afhængige af dansk økonomisk politik og erhvervspolitik. Og de har deres udgangspunkt i et lille sprog- og kulturområde, hvilket de må kompensere for på anden vis.

Inden vi koncentrerer os om virksomhedernes holdning til en række mere konkrete spørgsmål med tilknytning til udbudsmetoder og erfaringer med hensyn til udbud, er det imidlertid vigtigt at danne sig et indtryk af det samlede marked for offentlige indkøb i EU og dets fordeling på kategorier af udbydere.

Desværre er disse mere generelle forhold kun spinkelt belyst i de officielle statistikker. Der er en fundamental mangel på "bottom up" informationer, dvs. oplysninger fra de enkelte virksomheder om deres aktiviteter inden for området offentlige indkøb.

Man må derfor tage udgangspunkt i nationalregnskabs-statistikkerne og handelsstatistikkerne for medlemslandene og derfra drage nogle konklusioner.

På grundlag af en sektoropdelt analyse af medlemslandenes økonomier er det på denne måde muligt at danne sig et indtryk af de offentlige indkøbs størrelse målt i forhold til bruttonationalproduktet i de enkelte medlemslande.

Da offentlige indkøb imidlertid dækker hele feltet af indkøb til det offentlige, inkl. de indkøb, som ikke er dækket af udbudsreglerne, så giver en sådan analyse ikke direkte svar på, hvor stor en del der indkøbes på basis af anvendelsen af EUs udbudsregler.

Tabel 3.1:   Det totale marked for offentlige indkøb i EU-15. I mia kr., 1994.

Det er klart, at vi har at gøre med et meget betydeligt marked til en årlig værdi af mere end 5000 milliarder danske kroner. Det er imidlertid også klart, at der er ret store forskelle mellem de enkelte markeder både målt i værdier og i andel af bruttonationalproduktet med store traditionelle danske markeder som Storbritannien, Tyskland, og Sverige liggende meget højt.

Der eksisterer ikke nogen oversigt over fordeling af de enkelte landes indkøb på hjemlige og udenlandske leverandører. Det er imidlertid muligt at danne sig et vist skøn herover ved at kombinere to sæt af informationer. For det første kender vi fra den generelle handelsstatistik Danmarks absolutte og procentuelle andel af hvert af de øvrige EU-landes import. For det andet kan man på grundlag af en mere sektoriel analyse af samhandelen få et vist indtryk af, hvor stor en andel af de samlede offentlige indkøb inden for bestemte områder, der må hidrøre fra import.

En sådan analyse er foretaget i den globale undersøgelse, Europa-Kommissionen lod foretage i 1996 gennem Eurostrategy Consultants Eurogroup af det europæiske marked for offentlige indkøb. Her undersøgte man, hvor stor en del af typiske offentligt anskaffede leverancer, der hidrørte fra import. Denne analyse viste en betydelig forskel mellem disse importprocenter og den generelle importandel i de enkelte medlemslande.

Med udgangspunkt i denne analyse er der beregnet en "importkvote" for offentlige indkøb i de enkelte medlemslande.

Hvis man dernæst går ud fra, at den danske andel af markedet for offentlige indkøb i hvert enkelt medlemsland svarer til Danmarks generelle andel af landets import, får man en grov, men dog anvendelig, tilnærmelse til den danske andel af medlemslandenes marked for offentlige indkøb, som det fremgår af tabel 3.2.

Tabel 3.2:   Danske virksomheders beregnede andel af offentlige indkøb i EU-15 uden for Danmark. I mio. kr., 1994, afrundet.

Det fremgår klart - til trods for den reservation man må tage med hensyn til tallenes præcision - at der er fire eller fem store markeder for danske deltagere i offentlige indkøb, nemlig Storbritannien, Tyskland, Sverige og Frankrig samt Finland. Disse fem

lande tegner sig for over 80 procent af den danske eksport til andre EU-lande. Bag disse tal skjuler sig imidlertid andre nok så interessante forhold.

For det første er der meget store forskelle mellem de femten medlemslandes grad af importkvote for offentlige indkøb.

Tabel 3.3:   Importens andel af de samlede offentlige indkøb i udvalgte sektorer.

1995. Importkvote.

Kilde: Eurostat Handelsstatistiske oplysninger bearbejdet.
* : tal forefindes ikke for Østrig, Finland og Sverige.

Af tabel 3.3. fremgår det, at importkvoten for offentlige indkøb er betydelig lavere end den generelle importkvote. Det er i denne forbindelse nok så interessant, at der er nogle meget store forskelle i importkvoten landene i mellem. I Belgien/Luxembourg, Holland, Tyskland og Italien er forskellen mellem importkvoten for offentlige indkøb og den generelle importkvote størst. Dette betyder, at markedet for offentlige indkøb i disse lande er relativt mere lukkede end for de øvrige lande.

Af tabel 3.3 fremgår også meget forventeligt, at de mindre lande har en relativ høj importkvote, hvilket skyldes at de ikke i deres eget erhvervsliv har et globalt udbud af varer, byggearbejder og tjenesteydelser.

Tilsvarende har de større økonomier generelt en lavere importkvote. Der er imidlertid store forskelle inden for hver af disse to kategorier. Det er således tankevækkende, at Tyskland øjensynligt kun har en importkvote på 5, mens Frankrig har en på 17. Det stemmer ikke overens med den konventionelle visdom, som hævder, at Frankrig er et ret protektionistisk land, mens Tyskland er mere markedsøkonomisk orienteret.

Det tyske marked for offentlige indkøb er således, bedømt ud fra denne makroanalyse, meget svært at komme ind på. Hvis det var lige så åbent som det franske, kunne der ligge en ekstra omsætning for danske virksomheder på mere end seks milliarder danske kroner om året.

Man må derfor undersøge, hvad der er den reelle baggrund for denne ringe penetreringsgrad, som sættes i relief af den kendsgerning, at det tyske marked generelt har en importkvote på 22 pct., hvilket er meget tæt på den generelle importkvote for Frankrig, som er 25 pct.

Også det italienske marked er svært at komme ind på, om end det har mindre betydning for danske virksomheder end eksempelvis det tyske marked. Det skal bemærkes, at der også her er tale om et marked med et betydeligt potentiale.

Der er også bemærkelsesværdige forskelle mellem de mindre lande. Danmark, Finland, Irland og Belgien/Luxembourg er betydeligt mere åbne markeder end de svenske, hollandske og østrigske.

Hvis Sverige havde samme importkvote som Danmark, ville det svare til et dansk mersalg til Sverige på over to milliarder danske kroner om året.

Denne dansk-svenske forskel reflekterer selvfølgelig til en vis grad Sveriges højere industrialiseringsniveau, men den kan også skyldes at Sverige endnu ikke er helt så integreret i EUs indre marked som Danmark. Hvis dette er en del af forklaringen eksisterer der altså et potentiale på det svenske marked for danske virksomheder.

Endvidere er der bag de forskellige grader af importkvote også en ret forskellig opgavefordeling mellem centrale myndigheder, lokale myndigheder og helt eller delvist selvstændige offentlige forsyningsvirksomheder.

Tabel 3.4:     Offentlige indkøbs fordeling på kategorier af offentlige indkøbere. I procent af samlede indkøb, EU-15, 1994.

Kilde: Baseret på OECD nationalregnskaber 1995, EU-Kommissionens studie af offentlige indkøb i udelukkede sektorer 1992 samt andre analyser.

Af denne fordeling af de offentlige indkøb på kategorier af myndigheder og virksomheder fremgår klart, at der er ganske store landeforskelle. Tyskland har med sin føderale struktur kun en meget lille del overladt til de centrale myndigheder i Bonn, nemlig 5,2 procent, mens Storbritannien på grund af sin meget centraliserede offentlige administration klarer over halvdelen af offentlige indkøb gennem centraladministrationen.

Det anvendte kildemateriale har på grund af populationens størrelse desværre ikke nogen opdeling mellem centrale og lokale myndigheder for Danmarks, Sveriges, Finlands og Grækenlands vedkommende. Man må formode, at der for Danmarks vedkommende er tale om en meget decentral struktur, mens Sverige og Finland formentlig er lidt mere centraliserede.

For de offentlige forsyningsvirksomheders vedkommende er billedet også varieret. De vejer langt tungere i Benelux-landene end i Sverige og Finland, hvilket kan skyldes, at offentlige forsyningsvirksomheder i Holland, Belgien og Luxembourg påtager sig opgaver, som i Sverige og Finland udføres i kommunalt regi. Men bag forskellen kan også ligge en forskel i de offentlige udgifters samlede struktur.

Variationerne har imidlertid en vigtig betydning for den måde, hvorpå markedet for offentlige indkøb fungerer. Der, hvor de centrale myndigheder spiller en meget stor rolle, er det sandsynligt, at en større del af indkøbene ligger over tærskelværdierne i udbudsdirektiverne, hvorimod en meget decentral indkøbspolitik vil medføre et større antal mindre indkøb, hvoraf en større del derfor kommer til at ligge under tærskelværdierne.

Denne konsekvens af indkøbsstrukturen er dog vanskelig at måle. Det skyldes bl.a., at der samtidig er en indflydelse fra landenes og de lokale myndigheders absolutte størrelser. Danmark, som har et meget stort antal relativt små offentlige forsyningsvirksomheder og en meget kommunedomineret offentlig udgiftspolitik, havde således i henhold til Europa-Kommissionens 1995-rapport om medlemslandenes udbudspolitik kun 16,3 procent af de centrale myndigheders indkøb anbragt i kategorien over tærskelværdierne, mens et stort land som Frankrig med en betydelig centralisering af offentlige indkøb havde 92,6 procent af alle statens indkøb i kategorien over tærskelværdierne.

Der eksisterer ikke tilsvarende undersøgelser for lokale myndigheder eller offentlige forsyningsvirksomheder, men det må antages, at de ville vise tilsvarende stærke udsving. Eksempelvis er danske kommuner relativt små sammenlignet med svenske kommuner, men relativt store sammenlignet med franske. Tabel 3.5 giver et billede af, hvor store forskelle der er mellem medlemslandene, når det gælder antallet af myndigheder, som har ansvar for offentlige indkøb.

Tabel 3.5:   Skøn over antallet af indkøbsmyndigheder i EU-15, som er omfattet af udbudsdirektiverne. 1995.

Af ovennævnte tabel fremgår, hvor varieret et billede vi står overfor, når man taler om offentlige indkøbsmyndigheder. I en række lande er der tale om en meget decentraliseret struktur.

Det gælder bl.a. Tyskland, som har mere end 30.000 forskellige indkøbsmyndigheder, hver med sine budgetmæssige ressourcer. Dette forhold er måske en del af forklaringen på den meget lave penetreringskoefficient for det tyske marked.

Der er muligvis en meget stor del af de offentlige indkøb i Tyskland, der udføres af et stort antal myndigheder, som det er meget vanskeligt at kontrollere centralt. Til gengæld er det naturligvis et marked, som kan tilbyde mange meget forskellige leverancer og arbejdsopgaver, hvis man kan komme ind på dette marked.

Det samme synes at gælde for det svenske marked, hvor der er et meget stort antal kommunale og regionale indkøbsfunktioner. Det kan måske på samme måde som i tilfældet med Tyskland forklare, hvorfor det svenske marked er relativt mindre tilgængeligt for eksportører.

De tyske og svenske forhold forklarer imidlertid ikke, hvordan Danmark med en endnu mere decentraliseret struktur kan være så relativt åbent, som det faktisk synes at være tilfældet. Måske er forklaringen den enkle, at den kommunale og amtskommunale administration i Danmark har en større tradition for åbenhed, når det gælder udbud og indgåelse af kontrakter med udenlandske virksomheder.

Generelt bør man derfor være forsigtig med at drage den konklusion, at et stort antal indkøbsmyndigheder kan begrænse markedsadgangen. Det kan kun være en del af en større forklaring.

De enkelte kategorier af offentlige indkøbere har ud over en forskellig placering i de enkelte lande også forskellige indkøbsopgaver. Alt efter graden af centralisering eller decentralisering kan man konstatere, at de centrale myndigheder som primær opgave har vareindkøb og derefter tjenesteydelser, mens de regionale og lokale myndigheder især tager sig af bygge- og anlægsopgaver.

Forsyningsvirksomhederne er i meget høj grad indkøbere af vareleverancer, mens tjenesteydelser vejer langt mindre i deres budgetter. Dette mønster har tilsyneladende ikke ændret sig i perioden fra 1987 til 1994, som er dækket af det studie Europa-Kommissionen i 1994 offentliggjorde af offentlige indkøbsmønstre i henholdsvis USA og EU.

Tabel 3.6:  Offentlige indkøb fordelt på indkøbsmyndigheder og indkøbskategorier. 1994.

Kilde: EF-USA offentlige indkøb. Kommissionsstudie 1994 samt stikprøveundersøgelse blandt forsyningsvirksomheder.

Er det muligt at finde en statistisk dækkende beskrivelse af de konkrete danske leverancer til hvert enkelt af de andre EU-lande og de tre forskellige kategorier af indkøbsmyndigheder? Det er det ikke. Den officielle handelsstatistik går ikke ned i en så detaljeret fremstilling af handelsstrømmene og det er vanskeligt at få enkeltvirksomheder til at give eksakte oplysninger om deres aktiviteter fordi de ikke ønsker at give konkurrenter adgang til følsomme oplysninger af denne karakter.

Derfor må en analyse af den danske eksport bygge på de indikationer, som erhvervslivets organisationer er i besiddelse af og på de interviewundersøgelser, der med mellemrum foretages.

Et eksempel herpå er den interviewundersøgelse, PLS Consult udførte for Erhvervs-fremmestyrelsen i 1993-94. En del af denne undersøgelse havde til formål at belyse små og mellemstore virksomheders muligheder for at deltage i offentlige indkøb i Norden og Europa.

I denne sammenhæng undersøgte man hovedtyperne af aktiviteter i 150 adspurgte virksomheders. De viste sig at koncentrere sig om relativt få ting.

Inden for bygge- og anlægsarbejder var det entreprenørarbejde, kloak, vej- og jordarbejder samt renovering, restaurering, isolering og facadearbejde, som var helt dominerende. Inden for vareleverancer var det industrielt udstyr, landbrugsorienterede produkter, byggematerialer, inventar, kontorudstyr og informationsteknologi, der tegnede sig for over 70 procent af aktiviteterne.

På tjenesteydelsesområdet var det rådgivende ingeniørvirksomhed, som udgjorde op mod 30 procent, mens informations- og kommunikationsopgaver sammen med konsulentydelser inden for management, organisation og marketing tegnede sig for noget lignende.

Dette mønster synes ikke at have ændret sig meget bortset fra, at man selvfølgelig må tage det helt generelle forbehold, som også dækker de generelle handelsstatistiske oplysninger, der tidligere er diskuteret, at det kun belyser aktiviteter med direkte udgangspunkt i Danmark. Dermed får man selvfølgelig ikke et overblik over, hvad danske virksomheder deltager i via datterselskaber i andre EU-lande.

Eksempelvis er danske rengørings-, vagt- og sikringsselskabers aktiviteter i andre lande ikke medtaget . Man får heller ikke et overblik over, i hvilket omfang danske virksomheder også er dansk ejet. Eksempelvis har Sveriges to største entreprenørvirksomheder store datterselskaber i Danmark, som også deltager i tilbud på offentlige bygge- og anlægsarbejder i andre EU-lande.

3.2   Landeprofiler

3.2.1   Tyskland

Ses der på markedet for EU-udbud, kan det konstateres, at der i Tyskland i alt blev offentliggjort 13.000 udbud (DG XV, Eurostrategy Consultants - Eurogroup) i 1995. Fordelingen af markedet for bygge og anlæg, varer og tjenesteydelser målt ved antallet af EU-udbud er vist i nedenstående tabel 3.7. Denne fordeling adskiller sig ikke væsentligt fra gennemsnitsfordelingen i hele EU.

Tabel 3.7:   Markedet for bygge og anlæg, varer og tjenesteydelser målt ved antallet af EU-udbud. 1995.

Tyskland har i alt 30.163 indkøbsmyndigheder. De ordregivende myndigheder i Tyskland kan være fra et af de følgende niveauer: den centrale myndighed (forbundsstaten, der har i alt 733 indkøbsmyndigheder) eller de lokale ordregivere som enten er de 16 delstater (Bundesländer), amter (Kreis), kommuner (Gemeinde) og byer. De lokale myndigheder har i alt 18.580 ordregivere. De offentlige forsyningsvirksomheder har i alt 10.850. Af nedenstående tabel 3.8 fremgår det, at i Tyskland foretages langt størstedelen af udbuddene af de lokale myndigheder.

Sammenholdes antallet af udbud med antallet af indkøbsmyndigheder kan det konstateres, at et meget stort antal ordregivere har en meget begrænset erfaring - hvis overhovedet nogen - i anvendelsen af EUs udbudsdirektiver.

Tabel 3.8:  Fordelingen af udbud på offentlige indkøbere. 1995.

Af tabel 3.9 fremgår det, at i Tyskland anvender de centrale såvel som de lokale myndigheder i de fleste tilfælde offentligt udbud. At de centrale myndigheder i næsten 20 pct. af udbuddene anvender hasteproceduren, og de lokale myndigheder i over 8 pct. af udbuddene. Forsyningsvirksomhederne anvender i størst udstrækning forhandling med udbud, men også offentligt udbud.

Når man i tilslutning til hasteprocedurens store udbredelse lægger, at publiceringsreglerne for bygge- og anlægsopgaver i op til 40 pct. og for vareleverancer i op til 20 pct. af tilfældene offentliggøres for sent i Tyskland, så får man en del af svaret på, hvorfor det kan være svært, at trænge ind på det tyske marked (Århus Amts EU-kontor 1995)

Tabel 3.9:  Fordeling af udbudsprocedurer hos offentlige myndigheder. Pct. 1995.

3.2.2  Storbritannien

Ses der på markedet for EU-udbud, kan det konstateres, at der i Storbritannien i alt blev offentliggjort 12.000 udbud (DG XV) i 1995. Fordelingen af markedet for bygge og anlæg, varer og tjenesteydelser målt ved antallet af EU-udbud er vist i nedenstående tabel 3.10. Denne fordeling adskiller sig ikke væsentligt fra gennemsnitsfordelingen i hele EU.

Tabel 3.10:  Markedet for bygge og anlæg, varer og tjenesteydelser målt ved antallet af EU-udbud. 1995.

Storbritannien har i alt 9.076 indkøbsmyndigheder (tabel 3.5). Heraf er 841 centrale myndigheder. 7.884 er lokale indkøbsmyndigheder, dvs. amts- eller kommunale myndigheder. 351 er indkøbsmyndigheder i de offentlige forsyningsvirksomheder. Af nedenstående fordeling af udbuddene på offentlige myndigheder (tabel 3.11) fremgår det, at de centrale og lokale myndigheder har en næsten lige stor andel af de offentlige indkøb.

Storbritannien har et relativt lille antal indkøbsmyndigheder i forhold til Tyskland og Frankrig. Et andet kendetegn er betydningen af offentlige indkøbsagenter i Storbritannien. De ser gerne sig selv i en formidlende rolle mellem køber og sælger. De indgår rammeaftale med virksomheder og omtaler derefter virksomhedernes produkter med priser og leveringsbetingelser i kataloger m.v.

Tabel 3.11:  Fordelingen af udbud på offentlige indkøbere. 1995.

Tabel 3.12 viser, at i Storbritannien anvender forsyningsvirksomheder i stor udstrækning kvalifikationsliste. Begrænset udbud er den mest anvendte udbudsform hos såvel centrale som lokale myndigheder. Det kan konstateres at Storbritannien, Tyskland og Italien er de tre lande, der i størst udstrækning benytter sig af hasteproceduren.

Tabel 3.12:   Fordeling af udbudsprocedurer hos offentlige myndigheder. Pct. 1995.

3.2.3  Sverige

Ses der på markedet for EU-udbud kan det konstateres at der i Sverige i alt blev offentliggjort 2.200 udbud i 1995 (DG XV). Der foreligger desværre ikke oplysninger om fordelingen af markedet for bygge og anlæg, varer og tjenesteydelser målt ved antallet af EU-udbud.

Tabel 3.13:  Markedet for bygge og anlæg, varer og tjenesteydelser målt ved antallet af EU-udbud. 1995.

Sverige har i alt 4.029 indkøbsmyndigheder (tabel 3.5). Heraf er 900 i den centrale forvaltning, 3.075 er lokale indkøbsmyndigheder, dvs. amter (24 län), eller de 286 kommuner og 54 indkøbsmyndigheder fra de offentlige forsyningsvirksomheder. Af nedenstående fordeling af udbuddene på myndigheder fremgår det, at i Sverige foretager de lokale myndigheder over 80 pct. af udbuddene (tabel 3.14).

Tabel 3.14:Fordelingen af udbud på offentlige indkøbere. 1995

Af tabel 3.15 fremgår det, at i Sverige anvender de centrale og de lokale myndigheder i de fleste tilfælde offentligt udbud. Forsyningsvirksomhederne anvender i størst udstrækning forhandling med udbud, og i en vis udstrækning offentligt udbud.

Tabel 3.15: Fordeling af udbudsprocedurer hos offentlige myndigheder. Pct. 1995.

3.2.4 Frankrig

Det totale marked for offentlige indkøb i Frankrig var i alt 847-889 mia. kr. i 1995 (tabel 3.1).

Ses der på markedet for EU-udbud kan det konstateres, at der i Frankrig i alt blev offentliggjort 9.000 udbud (DGXV) i 1995. Fordelingen af markedet for bygge og anlæg, varer og tjenesteydelser målt ved antallet af EU-udbud er vist i nedenstående tabel 3.16. Denne fordeling adskiller sig en smule fra gennemsnitsfordelingen i hele EU ved at have færre udbud inden for tjenesteydelser og en anelse flere på bygge og anlæg.

Tabel 3.16: Markedet for bygge og anlæg, varer og tjenesteydelser målt ved antallet af EU-udbud. 1995.

Frankrig har i alt 16.617 indkøbsmyndigheder. Af disse er de 1.625 centrale myndigheder, 14.854 er lokale indkøbsmyndigheder, der kommer fra enten de 26 regioner, de 97 departementer (amter) eller de 36.558 primærkommuner. 138 ordregivere er fra de offentlige forsyningsvirksomheder.

Af nedenstående fordeling af udbuddene på offentlige myndigheder (tabel 3.17) fremgår det, at i Frankrig står de lokale myndigheder for over 60 pct. af udbuddene.

Ser man på indkøbsmyndighedernes antal i forhold til det samlede antal udbud, kan det konstateres, at en stor del af myndighederne kun i meget begrænset omfang har erfaring med EUs udbudsdirektiver.

Tabel 3.17: Fordelingen af udbud på offentlige indkøbere. 1995.

Af tabel 3.18 fremgår det, at i Frankrig anvender de centrale myndigheder i de fleste tilfælde begrænset udbud og de lokale myndigheder i de fleste tilfælde offentligt udbud. Frankrig anvender i meget begrænset omfang hasteproceduren. Mht. overtrædelse af tidsfristerne for publiceringsreglerne ligger Frankrig meget tæt på EU-gennemsnittet. I godt 30 pct. af tilfældene blev udbuddene for bygge- og anlægsopgaver publiceret for sent og i 16 pct. af tilfældene for vareleverancer (Århus Amts EU-kontor).

Tabel 3.18: Fordeling af udbudsprocedurer hos offentlige myndigheder. Pct. 1995.

3.3  Konklusion

I Danmark var værdien af de offentlige indkøb i 1995 ca. 13,6 milliarder ECU, hvilket svarer til 100 milliarder danske kroner. På grundlag af et skøn over importpenetreringsgraden i Danmark må man antage, at omkring tre fjerdedele af denne omsætning tilfaldt danske virksomheder. Det svarer til ca.75 milliarder kroner.

Ikke-danske virksomheder tegnede sig for de resterende 25 milliarder kroner. Til gengæld kan man skønsmæssigt anslå den danske andel af offentlige indkøb i de øvrige 14 EU-lande til omkring 17,5 milliarder danske kroner. Selv om danske virksomheder også beskæftiger sig med offentlige indkøb uden for kredsen af EU-lande, kan man nok konstatere, at Danmark ikke har balance i regnskabet. Det er mere sandsynligt, at der er et klart underskud på Danmarks offentlige indkøbsbalance.

Det kan bl.a. have sammenhæng med fordelingen på markeder. Mens Tyskland traditionelt er et meget vigtigt marked for dansk erhvervsliv generelt, er det tyske marked for offentlige indkøb et meget beskyttet marked. Det er langt mere domineret af indenlandske leverandører end f.eks. det franske og det britiske marked. Dertil kommer for Tysklands vedkommende det faktum, at landet endnu ved udgangen af 1996 ikke havde gennemført reglerne for forsyningsvirksomheder, tjenesteydelser og vareindkøb. Det samme gælder til en vis grad det svenske marked. Det er mindre åbent end det danske.

Danske virksomheder er derfor offer for en betydelig asymmetri, når det gælder import og eksport af bygge- og anlægsarbejder, varer og tjenesteydelser til offentlige myndigheder.

En del af forklaringen kan være det tyske og det svenske markeds meget decentrale struktur med et meget stort antal beslutningstagere. Det gør det vanskeligt at kontrollere fra centralt hold, om EUs udbudsregler rent faktisk overholdes, og det indebærer, at en relativ stor del af udbuddene holdes under beløbstærsklerne, således at potentielle udenlandske leverandører eller leverandører uden for lokalsamfundet overhovedet ikke inddrages i udbudsprocessen.

Omvendt betyder det selvfølgelig også, at der rent faktisk er et meget stort antal mindre leverancer og arbejdsopgaver, hvilket passer godt til dansk erhvervslivs struktur.

Selv om man ikke kan kvantificere, hvor stor en del af danske virksomheders leverancer til offentlige myndigheder i andre lande, der hidrører fra offentlige indkøb, så understreger den generelle analyse Danmarks interesse i, at der på vores hovedmarkeder sker en forbedring af kontrollen med overholdelsen af EUs udbudsregler. Her er et meget stort potentiale. Hvis det tyske marked var lige så åbent som det franske, og hvis det svenske marked var lige så åbent som det danske, kunne dansk andel i andre landes offentlige indkøb formentlig forøges med over otte milliarder danske kroner om året. En stor del heraf ville i så fald ske via offentlige indkøb iht. EUs udbudsdirektiver.

Dette potentiale kan imidlertid ikke udnyttes fra den ene dag til den anden. Dels vil det selv ved en kraftig myndighedsindsats tage sin tid inden markedsåbningen er en realitet, og dels forudsætter det, at danske virksomheder er i stand til at udnytte sådanne muligheder effektivt.

Forudsætningerne for noget sådant er i høj grad afhængig af erhvervslivets egen indsats. Derfor vil det nu være naturligt at se på en række af de forhold, som er af betydning for de enkelte virksomheders deltagelse i offentlige indkøb.