• Konkurrence
• Forbrugerforhold
• Offentlig Konkurrence
• Tilsyn
• Om os

• Cookies
• Presserum
• Job
• Publikationer
• • Publikationer 2012
  • Konkurrence- og forbrugeranalyser
  • Konkurrence- og forbrugerredegørelser
  • Publikationsarkiv
  • • KonkurrenceNyt
  • Salg af publikationer
• Kontakt

Konkurrencestyrelsen:
Danske virksomheders muligheder ved offentlige EU-udbud i udlandet

2.1  Problemformulering

Der er gjort mange tiltag for at styre markedet for offentlige indkøb - på globalt plan, på regionalt plan og på nationalt plan, men de nok mest ambitiøse regler er dem, som i EU er blevet indført som en del af Det Indre Marked. Her blev alle udbudsområder - for leverancer af varer og tjenester samt af bygge- og anlægsarbejder i alle sektorer - omfattet af EU-bestemmelser om, at alle indkøb fra den offentlige sektor (såvel de klassiske dele af den offentlige sektor som forsyningsvirksomhed) af en vis størrelse skal følge bestemte regler, som indebærer, at udbydere fra alle EU-lande kan byde på lige fod på opgaverne. Reglerne omfatter nu også de lande, som er med i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), nemlig Norge, Liechtenstein og Island.

Baggrunden for denne regulering er at sikre, at den offentlige sektor følger markedsøkonomiske principper i sin indkøbspolitik og ikke benytter politisk baserede kriterier for sine afgørelser. Det er ikke alene hensynet til at skabe en vidtgående liberalistisk konkurrence for de offentlige indkøb, der ligger bag EUs politik på området, men også ønsket om at give et skub i retning af salg på tværs af EU-grænserne for bl.a. at skabe mulighed for udnyttelse af stordriftsfordele for de europæiske virksomheder - noget, som kan være med til at sikre europæiske virksomheders gennemslagskraft på verdensplan.

Europa-Kommissionen lægger stor vægt på en effektiv politik for offentlige indkøb som en del af Det Indre Marked. Og markedet er stort: Kommissionen anslår, at det er på ca. 5.200 milliarder kroner årligt. De besparelser, der kan opnås for den offentlige sektor gennem en større konkurrence for de offentlige indkøb anser Kommissionen for at være særlig vigtige i disse år, hvor der er pres på de offentlige finanser som led i forberedelserne til Den Økonomiske og Monetære Union.

Spørgsmålet er imidlertid, om man er nået til en sådan effektiv udbudspolitik i EU. Reglerne er formelt vedtaget og er trådt i kraft, men dermed er problemerne ikke løst. Europa-Kommissionen peger selv på to hovedproblemer, der skal løses før markedet bliver som det var tænkt, da det blev lanceret i indre markedspakken: for det første skal der ske en fuldstændig gennemførelse af reglerne på nationalt plan, og for det andet skal markedskræfterne virke mere effektivt.

Det første problem består i, at en række medlemslande ikke har foretaget den nationale implementering af reglerne (se status i slutningen af dette kapitel), og dertil bør man føje, at en del af landene heller ikke overholder reglerne i praksis. Det har ført til en række sager, som Kommissionen har rejst ved Europa-Domstolen, samt en stribe af sager, der er på vej.

Når der er problemer med at få markedskræfterne til at virke, hænger det primært sammen med, at der fortsat er forholdsvis få grænseoverskridende bud og endnu færre grænseoverskridende tildelinger af kontrakter i forbindelse med EU-udbud. Der er tilsyneladende en række barrierer for de grænseoverskridende bud, når man ser bort fra traditionelle udbudsområder med international konkurrence, som f.eks. de helt store bygge- og anlægsarbejder.

Europa-Kommissionen har sat fokus på disse problemer gennem udsendelse af en Grønbog om emnet i slutningen af 1996, og Kommissionen har samtidig inviteret alle interesserede til at give deres meninger til kende. De synspunkter, der kommer ind, vil Kommissionen bruge i sine videre overvejelser om, hvorvidt der skal ske ændringer af de nuværende regler og/eller om der skal skiftes strategi for at få udbudsreglerne til at virke, som det var forudset.

Denne undersøgelse er et resultat af lignende overvejelser. Erhvervsministeriet i Danmark er ressortministerium for de offentlige udbud, og inden for ministeriet er det KonkurrenceRådet, som især beskæftiger sig med sager i forbindelse med EU-udbud.

Man har fra de danske myndigheders side konstateret, at der ikke er en dansk deltagelse i EU-udbud i andre lande af et omfang, som man kunne have håbet eller ventet. Det betyder, at et væsentligt potentielt marked går danske virksomheder forbi. Det kan dels skyldes, at virksomhederne ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på deres muligheder, dels at de ikke har lyst til at kaste sig ud i EU-udbud på grund af manglende viden om mulighederne eller fordi de føler, at barriererne er for store og uoverstigelige.

Den tidligere erhvervsminister, Mimi Jakobsen, sagde det således: - Danske virksomheder deltager ikke i tilstrækkeligt omfang i offentlige indkøb inden for EU. Og når de gør det, støder de ofte på forhindringer, der strider mod både ånd og principper i EU-Traktatens bestemmelser om den frie konkurrence. Den situation kan danske virksomheder ikke være tjent med. Derfor har jeg styrket KonkurrenceRådets muligheder for at bistå danske virksomheder, der støder på barrierer i forbindelse med EU-udbud.

Denne styrkelse af KonkurrenceRådet betyder, at det nu kan give danske virksomheder hjælp, hvis de støder på barrierer i forbindelse med offentlige indkøb i andre lande. Det sker bl.a. gennem et netværkssamarbejde, som KonkurrenceRådet er ved at bygge op med Europa-Kommissionen og de ansvarlige myndigheder på de vigtigste danske eksportmarkeder inden for EU.

Denne undersøgelse, som er udarbejdet på opdrag fra KonkurrenceRådet, er også et led i initiativerne for at sikre et mere effektivt marked for offentlige indkøb og for en mere markant dansk deltagelse i dette marked.

Der er tre hovedformål med undersøgelsen:

• At give danske virksomheder større viden om EU-reglernes indhold og anvendelse for dermed at styrke deres kendskab til de forretningsmæssige muligheder, de indeholder, samt om de barrierer danske virksomheder typisk møder, og om hvordan de kan overvindes.
• At skabe et mere præcist grundlag for KonkurrenceRådets muligheder for at bistå danske virksomheder i konkrete sager vedrørende offentlige indkøb på EU-plan
• At skabe grundlag for overvejelser om, hvilke forbedringer Danmark kan tage initiativ til i EU-sammenhæng, for så vidt angår reglernes indhold og overvågningen af deres gennemførelse i de enkelte medlemslande.

Der er således lagt vægt på at fremskaffe empiriske data ved henvendelser direkte til implicerede danske virksomheder og implicerede myndigheder i lande, hvor danske virksomheder typisk vil kunne byde.

2.2 Afgrænsning og definitioner

På baggrund af reglerne, som de foreligger, og den hidtidige retspraksis, bringes der nedenfor en summarisk gennemgang af den vigtigste terminologi i udbudsreglerne. Det skal også her nævnes, at der for denne rapport er valgt"offentlige indkøb"som det overordnede begreb for alle typer af udbud fra det offentlige, mens der skelnes mellem "offentligt udbud" og "begrænset udbud" for at karakterisere disse to hovedopdelinger af de offentlige indkøb.

Ordregivende myndighed:

Ordregivende myndigheder er de institutioner, som på udbyderside er underkastet udbudsreglerne.

Europa-Domstolen har i nogle afgørelser præciseret, at der skal anlægges en funktionel fortolkning af direktivernes begreb «ordregivende myndighed». I udbudsdirektiverne er de ordregivende myndigheder defineret som staten samt regionale og lokale offentlige myndigheder. Dertil kommer de såkaldte «offentligretlige organer» samt sammenslutninger af myndigheder og offentligretlige organer.

Offentligretlige organer har til opgave at løse samfundsmæssige opgaver, der ikke har erhvervs- eller forretningsmæssig karakter. For at disse skal være omfattet af EUs udbudsregler, skal det offentlige samtidig have en bestemmende indflydelse på disse organer i form af kapital eller driftstilskud, eller ved på anden måde at kunne udpege mere end halvdelen af medlemmerne af bestyrelse eller lignende. Private virksomheder kan således også være omfattet, hvis de udfører opgaver af ikke-erhvervsmæssig karakter for det offentlige. Omfattet er også selvejende institutioner med mere end 50 pct. driftstilskud fra offentlige myndigheder, eller institutioner, hvis ejendom tilfalder det offentlige ved dens opløsning.

Når private virksomheder indgår kontrakter. hvortil det offentlige (inkl. EU) har ydet et tilskud på mere end 50 pct., er de også omfattet af udbudsreglerne.

Herudover skal nævnes de offentlige og private virksomheder, der driver virksomhed på grundlag af særlige eller eksklusive rettigheder indrømmet af en kompetent myndighed i en medlemsstat, inden for forsyningssektoren.

Afslutningsvis bør det nævnes, at EF-Traktatens konkurrenceregler har generel gyldighed for de ordregivende myndigheder. Det gælder reglerne om fri bevægelighed for varer og tjenester samt de grundlæggende principper om lige behandling og gensidig anerkendelse, som f.eks. betyder, at ordrer fra sådanne virksomheder skal tildeles på baggrund af ikke-diskriminatoriske kriterier, uanset om opgavens størrelse og art er omfattet af udbudsdirektiverne eller ej. Dette har særlig betydning, hvor en kontrakt f. eks. pga. sit indhold eller sin værdi falder uden for direktiverne.

Koncessionerede virksomheder:

En række opgaver af offentlig karakter lægges ofte ud til virksomheder, som er retligt uafhængige af den offentlige sektor, og da ofte under såkaldte koncessionskontrakter. Disse kontrakter fastlægger i reglen eksklusive rettigheder og pligter i forbindelse med løsningen af den pågældende opgave, som kan være drift af store infrastrukturer eller levering af særlige tjenesteydelser.

De generelle bestemmelser i EF-traktaten gælder (som nævnt ovenfor) også for denne type virksomheder. Det skal især bemærkes, at licitationsreglerne fra bygge- og anlægsdirektivet altid skal anvendes, hvis et land benytter koncessionsmodellen for offentlig bygge- og anlægsvirksomhed. Tilsvarende bestemmelser findes ikke i Tjenesteydelsesdirektivet, i Indkøbsdirektivet eller i Forsyningsvirksomhedsdirektivet.

Privatisering:

Der sker mange privatiseringer i de europæiske lande i disse år, ikke mindst inden for forsyningsvirksomhed og på transportområdet. I forbindelse med privatisering kan der opstå tvivl om, hvorvidt en virksomhed fortsat er dækket af reglerne i udbudsdirektiverne. Hvis virksomheden også efter privatiseringen falder ind under definitionen af offentligretlige institutioner, som nævnt oven for, er de også dækket af direktivernes regler med status af offentligretligt organ. Det er i denne forbindelse væsentligt at bemærke, at såfremt de privatiserede institutioner ikke anses for at løse opgaver, som tilgodeser samfundsmæssige behov, vil de ikke falde ind under reglerne, uanset hvilket ejerskab institutionen har. En statsejet bank eller en statsejet produktionsvirksomhed vil ikke blive anset for at være en institution, der skal løse almene samfundsmæssige behov, men derimod som en virksomhed, der konkurrerer med andre fremstillings- eller servicevirksomheder.

Opgavetyper:

Bygge- og anlægsarbejde:

I Bygge- og anlægsdirektivet er direkte nævnt de former for aktiviteter, som direktivet omfatter. I hovedpunkter drejer det sig om: almindelig bygge- og anlægsvirksomhed samt nedrivning; opførelse af bygninger; bygning af veje, broer, jernbaner m.m., installationsvirksomhed; færdiggørelse af bygninger samt koncessionskontrakter om offentlige bygge- og anlægskontrakter.

Varekøb:

Europa-Kommissionen siger selv i sin Grønbog om udbudsreglerne, at flydende fortolkninger medfører mange forsøg på omgåelse af reglerne, inkl. kunstig opdeling af kontrakter, som udgør et hele. Der er derudover normalt ikke tvivl om, hvad køb af varer er, men en række specialtilfælde kan give problemer. Leje og leasing er i forbindelse med varekøb ikke at betragte som tjenesteydelser. Anskaffelser ad denne vej følger reglerne for varekøb, når lejen eller leasingen vedrører varer. I forbindelse med bygherreleverancer (det offentlige køber selv materialerne hjem og stiller dem til rådighed for den entreprenør, som udfører arbejdet) betragtes varekøbet som et sådant og er derfor omfattet af varekøbsdirektivet. Alligevel skal værdien også medregnes i den samlede værdi af bygge- og anlægsarbejdet, når man skal vurdere, om dette arbejde falder under grænsen i Bygge- og anlægsdirektivet (5 MECU).

Tjenesteydelser:

Tjenesteydelseskontrakter indebærer, at den offentlige myndighed indgår en aftale om at få leveret en given tjenesteydelse mod betaling af en given pris. I visse tilfælde anvendes koncessionskontrakter for tjenesteydelser, og disse er ikke omfattet af direktivets regler. Det skyldes, at betalingen til det offentlige kommer fra koncessionsindehaveren, som betaler koncessionsgiveren (det offentlige) en pris for at få retten til at udføre det pågældende arbejde. Koncessionsindehaveren skaber sit eget økonomiske resultat gennem udnyttelse af koncessionen, og hvordan dette sker - herunder hvordan indkøb sker - er ikke en del af koncessionen og derfor heller ikke under offentlig kontrol.

Udbudstyper:

Offentligt udbud (alle interesserede kan afgive bud)

Begrænset udbud (virksomheder, der opfordres, kan give bud efter prækvalifikation)

Udbud efter forhandling (aftalernes vilkår forhandles med en eller flere udvalgte tilbudsgivere). Denne udbudsform findes i to varianter, nemlig henholdsvis med og uden forudgående offentliggørelse.

Desuden findes der yderligere to udbudsformer under Forsyningsvirksomhedsdirektivet, nemlig Udbud ved vejledende periodisk bekendtgørelse og Udbud ved bekendtgørelse om anvendelse af et kvalifikationssystem. Endelig findes der under Tjenesteydelsesdirektivet en yderligere udbudsform, nemlig Projektkonkurrence, som også kan anvendes under Forsyningsvirksomhedsdirektivet.

Beløbsgrænser:

De beløbsgrænser, der afgør om offentlige indkøbskontrakter falder ind under direktivernes regler er (alle beløb er ekskl. moms):

Kurs ECU/DKK 7.5

At nogle af disse værdier er "skæve", udtrykt i ECU, er en følge af aftalen i WTO., som medfører, at tærskelværdierne i EU-direktiverne på de områder, som er reguleret i WTO, er udtrykt i SDR. Alle de klassiske områder er dækket af WTO-reglerne, hvilket kun er tilfældet for dele af forsyningssektoren (se i øvrigt afsnit 6.5)

Indkøb under direktivernes grænsebeløb:

De procedurer, som er fastlagt i udbudsdirektiverne, finder kun anvendelse, når kontrakterne overstiger de beløb, der er fastsat i direktiverne. Men også for indkøb under disse grænsebeløb (som ofte er særlig vigtige for små og mellemstore virksomheder) gælder de almindelige EU-regler om frie varebevægelser, fri udveksling af tjenesteydelser, ligebehandling og forbud mod national diskrimination. Der er altså for stat, amter, kommuner samt statsejede og koncessionerede selskaber en forpligtelse til ikke at diskriminere mod entreprenører og leverandører på grund af nationalitet eller varernes oprindelse inden for EU, uanset at udbuddet måtte ligge under udbudsdirektivernes grænser. Samtidig skal de bydende udvælges på grundlag af objektive og ikke-diskriminerende kriterier.

EUs egne udbud:

Under strukturfondene og Kohæsionsfonden (Samhørigshedsfonden) finansieres der projekter for ca. 25 milliarder ECU om året. Disse projekter, hvori der som regel er en national medfinansiering, adskiller sig ikke fra andre offentlige indkøb. De skal simpelt hen følge de normale udbudsregler.

Når EUs institutioner indgår kontrakter som led i deres almindelige drift, skal de overholde samme regler som medlemsstaternes offentlige myndigheder.

I en række tilfælde tildeler EU kontrakter, som ikke er underlagt de generelle regler. Det gælder kontrakter under det almindelige EU-budget, og det gælder kontrakter under særlige EU-programmer som Phare, Tacis, MEDA osv. I disse tilfælde er der fastlagt særlige regler, ofte med særlige beløbsgrænser, i samarbejde med medlemslandene, som også overvåger dette område via de såkaldte "Management-Komiteer". Disse særlige regler gælder ligeledes kontrakter udbudt af EDF (European Development Fund), EIB (European Investment Bank) og EIF (European Investment Fund).

Tredjelande:

Som nævnt omfatter EU-reglerne også de lande, som ud over EU-landene er med i EØS (Norge, Liechtenstein og Island). Desuden har de lande, som har Europa-aftaler med EU (10 lande i Øst- og Centraleuropa) adgang til at deltage i udbudsforretninger i EU. Efter en overgangsperiode på 10 år får EU-virksomheder også lige adgang til at deltage i udbudsforretninger i disse lande. EU er i gang med, men har ikke afsluttet, undersøgelser af inddragelse af middelhavslandene under de offentlige indkøb. Herudover skal også nævnes EUs deltagelse i WTO-aftalen om offentlige indkøb, der trådte i kraft i januar 1996 (se foregående side).

EU-reglerne om offentlige indkøb:

• Bygge- og anlægsdirektivet fra 1971 (71/305/EØF), ændret i 1993 til 93/37/EØF
• Varekøbsdirektivet fra 1977 (77/62/EØF), ændret i 1993 til 93/36/EØF
• Direktivet om offentlige tjenesteydelseskontrakter fra 1992 (92/50/EØF)
• Direktivet om varekøbskontrakter samt bygge- og anlægskontrakter inden for vand- og energiforsyning samt transport og telekommunikation (Forsyningsvirksomhedsdirektivet), og som gælder for såvel offentlige virksomheder som for koncessionerede virksomheder (90/531/EØF). Erstattet af 93/38/EØF, som også omfatter tjenesteydelseskontrakter inden for disse sektorer.
• Klagedirektiv for de klassiske sektorer (89/665/EØF).
• Klagedirektiv for forsyningssektoren (92/13/EØF).

National gennemførelse af reglerne:

Europa-Domstolen har ved flere lejligheder fastslået, at medlemsstaterne er ansvarlige for skade, som enkeltpersoner måtte lide som følge af manglende gennemførelse af et direktiv, der kan påberåbes af den pågældende. Der foreligger en domspraksis, som gør det muligt for enkeltpersoner at påberåbe sig erstatning for tab og fortjeneste som følge af et medlemslands manglende implementering eller overholdelse af EU-retten, og det vil også kunne gælde i forbindelse med udbudsreglerne.

Ved udgangen af 1996 var der kun fem af EU-landene (Danmark, Luxembourg, Holland, Finland og Sverige), som havde gennemført alle reglerne om offentlige indkøb i deres nationale lovgivning. I nogle af de øvrige lande er der tale om manglende indberetning til Kommissionen af national gennemførelse af reglerne. I andre lande, at nationale rapporter om gennemførelse var indsendt, men at de var af en sådan karakter, at de ikke kunne accepteres, hvorfor Kommissionen har indledt procedurer for overtrædelse af reglerne mod de pågældende lande. Det kan f.eks. nævnes, at de tre store markeder, Tyskland, Frankrig og Storbritannien, ikke havde gennemført reglerne om offentlige indkøb fra forsyningsvirksomheder (93/38/EØF), som havde været i kraft siden 1994. Hverken Belgien, Tyskland, Grækenland, Frankrig eller Østrig havde gennemført tjenesteydelsesdirektivet fra 1992 (trådte i kraft 1. juli 1993) i deres nationale lovgivning. Varekøbsdirektivet (93/36/EØF) var ikke gennemført i hverken Belgien, Tyskland, Frankrig, Italien eller Østrig, på trods af at det havde været i kraft siden 1994.

2.3 Metode

Kilder:

Rapporten er udarbejdet på grundlag af interviews med virksomheder og ordregivere samt på grundlag af regelmæssige møder med en følgegruppe nedsat af KonkurrenceRådet. Herudover er fire analyser anvendt som vigtige referencer for udfærdigelsen af rapporten.

Disse fire analyser er følgende:

• Europa-Kommissonen, DG XV: "Public Procurement", EuroStrategy Consultants Eurogroup, juli 1996.

• Erhvervsfremmestyrelsen, PLS-Consult: "Udbud og udlicitering af offentlige opgaver. Små og mellemstore virksomheders muligheder i Danmark, Norden og EU", januar 1995.

• Euro Info Center, Århus Amtskommune: "Analysis of Irregularities Occurring in Tender Notices published in the Official Journal of the European Communities 1990 - 1993 ", december 1995.

• Department of Trade and Industry: "Public Procurement Review", London 1994.

I de tilfælde, hvor kilden ikke er nævnt, kommer talmaterialet fra interviewundersøgelsen fortaget af Christophersen & Martens.

I følge aftale med KonkurrenceRådet er der i et begrænset omfang foretaget virksomhedsinterviews i Danmark og interviews med ordregivere i England, Tyskland, Sverige, Holland, Spanien og Frankrig. Der er ikke tale om en egentlig repræsentativ analyse. En sådan analyse ville have krævet et langt større antal interviews både med hensyn til virksomheder og ordregivere.

En repræsentativ analyse for virksomhedernes vedkommende ville have betydet, at alle brancher skulle have været dækket og der skulle ligeledes have været tale om en repræsentativ geografisk fordeling. Det skal også bemærkes at samtalerne er foretaget med virksomheder, som alle har deltaget med succes i offentlige indkøb. Der er ikke foretaget interviews med virksomheder som ikke har deltaget i offentlige indkøb eller udelukkende har deltaget med et negativt resultat. En sådan undersøgelse ville have krævet yderligere interviews og ligger således uden for denne analyses rammer.

Tilsvarende ville en repræsentativ analyse med hensyn til ordregivere, ud over et større antal, have krævet at indkøbere af varer, tjenesteydelser og bygge- og anlæg var ligeligt repræsenteret. Såvel som indkøbere med en stor erfaring og indkøbere med en mindre erfaring.

Virksomhedsinterviews:

Der er foretaget i alt 21 dybtgående interviews med danske virksomheder som led i udarbejdelsen af undersøgelsen. Virksomhederne er udvalgt i samarbejde med EuroCenter, Dansk Teknologisk Institut. En liste over virksomhederne samt antal ansatte og omsætning findes i bilag 4.

Virksomhederne fordeler sig på alle tre kategorier af offentlige arbejder: vare- og tjenesteydelsesleverancer og bygge- og anlægsopgaver. 14 af virksomhederne har hver flere end 150 ansatte. 7 af dem er mindre virksomheder med 150 ansatte eller derunder. Af de største kommer 3 fra bygge- og anlægssektoren, 4 fra vareleverandørsektoren og 7 fra tjenesteydelsessektoren. Virksomhederne har i alt 15.847 ansatte. 15 virksomheder har en samlet nettoomsætning på godt 10 mia. kr., de øvrige 6 virksomheder har en bruttoomsætning på knapt 3 mia. kr., svarende til en nettoomsætning på 1-2 mia. kr.

Til interviewene er der udarbejdet en spørgeguide med i alt 38 spørgsmål. (bilag 1). I forbindelse med udarbejdelsen af spørgeguiden blev der i undersøgelsens indledende fase foretaget interviews med Håndværksrådet, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Dansk Industri, Entreprenørforeningen, Praktiserede Arkitekters Råd samt Nyrop & Maag.

Interviewene tilstræber som nævnt ikke at udgøre et repræsentativt udsnit af virksomheder, som deltager i offentlige indkøb. Samtalerne har haft til formål at indsamle tilkendegivelser fra virksomheder med et praktisk kendskab til deltagelsen i offentlige indkøb.

Interviews med ordregivere:

Der er i alt foretaget 17 interviews med fortrinsvis statslige, regionale og kommunale myndigheder. I kapitel 7 findes en liste over interviewede ordregivere. Interviewene udgør ikke et repræsentativt udsnit af udbydere på de relevante markeder for danske virksomheder. Ordregivere har primært været større organisationer med en betydelig erfaring gennem længere tid i offentlige indkøb. Formålet har været at indsamle oplysninger fra en række centrale ordregivere med henblik på at få konkrete oplysninger og synspunkter direkte fra folk, som i det daglige er beskæftiget med udbudsopgaver.

Til brug for interviewene er der udarbejdet en spørgeguide med i alt 33 spørgsmål. (bilag 2 og 3).

Følgegruppen:

Der er regelmæssigt blevet afholdt møder med følgegruppen nedsat af KonkurrenceRådet. Ud over interviewene med virksomheder og ordregivere har følgegruppens medlemmer bidraget væsentligt til analyserne. Følgegruppen bestod ved rapportens afslutning af:

Afdelingschef John Aagaard, Håndværksrådet.
Direktør John Cederberg, Foreningen af Rådgivende Ingeniører
Konsulent Mogens Helle, Dansk Industri
Adm. direktør Knud Hindkjær, Nyrop & Maag
Adm. direktør Peter Østergaard, Dafolo A/S
Adm. direktør Søren Langvad, E. Pihl & Søn A/S
Direktør Lars Holten Petersen, Birch & Krogboe A/S
Adm. direktør Erik Ross Pedersen, Entreprenørforeningen
Adm. direktør Sten Scheibye, Coloplast A/S
Direktør Keld Møller, Praktiserende Arkitekters Råd
Adm. direktør Bjørn Meier, Mahe Freight A/S
Afdelingschef Bo Green, Handelskammeret
Underdirektør Poul Erik Sørensen, Krüger A/S
Kontorchef Flemming Lethan, Bygge og Boligstyrelsen
Kontorchef Charlotte Münter, Erhvervsministeriet
Konsulent Henrik Schröder, Strategi & Ledelsesrådgivning ApS
Advokat Per Magid, Advokatfirmaet Jonas Bruun
Direktør Finn Lauritzen, KonkurrenceRådet
Kontorchef Merete Rasmussen, KonkurrenceRådet
Fuldmægtig Lars Koefoed Johnsen, KonkurrenceRådet
Fuldmægtig Dora Bentsen, KonkurrenceRådet

Desuden har følgende deltaget i Følgegruppen:
Adm. direktør Kaj Jørgensen, Dafolo A/S
Adm. direktør Poul Nørby, Phønix Contractors A/S
Kontorchef Frank Bjerg Mortensen, Erhvervsministeriet
Direktør Skov Madsen, KonkurrenceRådet

Fra Christophersen & Martens har følgende deltaget:
Direktør Henning Christophersen
Direktør Hans Martens
Konsulent Karen Margrethe Olsen
Konsulent Rasmus Wiinstedt Tscherning