Konkurrenceredegørelse 2007 - KAPITEL 2 Konkurrenceintensiteten i Danmark
Forside - Indhold - Bund - Forrige/Næste "Konkurrenceredegørelse 2007" KAPITEL 2Konkurrenceintensiteten i Danmark
2.1 Resumé og konklusionerKonkurrence fremmer velstand og fornyelse. Derfor er det vigtigt, at der er effektiv konkurrence i alle danske brancher, både i den private og den offentlige sektor. Det er et led i regeringens globaliseringsstrategi, at konkurrencen i Danmark skal være på højde med de bedste OECD-lande. Det er vanskeligt at opgøre konkurrencesituationen præcist, da der ikke eksisterer et entydigt mål for konkurrence. Konkurrencestyrelsen dokumenterer konkurrenceproblemer ved en række indikatorer, der samlet set kan indikere, at konkurrencen er hæmmet.
Analyserne i kapitlet peger på, at konkurrencen er forbedret i nogle brancher, men at der fortsat er konkurrenceproblemer i en væsentlig del af økonomien.
Der er usikkerhed knyttet til opgørelserne. Det skyldes flere forhold. For det første kan der være statistiske usikkerheder forbundet med opgørelsen af de enkelte konkurrenceindikatorer. For det andet kan der være forhold, der påvirker forskellene i priserne mellem Danmark og udlandet, som der ikke tages fuldt ud højde for. Endvidere er der enkelte tilfælde, hvor indikatorerne samlet set kan give et lidt skævt billede i forhold til Konkurrencestyrelsens vurdering af konkurrencen i branchen.
Konkurrencestyrelsen udpeger hvert år brancher, der udviser tegn på væsentlige konkurrenceproblemer. I år er antallet opgjort til 36 brancher ud af 501. Det er et fald på i alt 12 brancher i forhold til sidste års opgørelse. En del af faldet skyldes en revurdering af konkurrencen i fire brancher. Det er regeringens mål, at antallet af brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer højst skal udgøre 32 i 2010 svarende til en halvering i forhold til 2001.
Brancherne med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer findes især inden for den finansielle sektor og forsyningsbrancherne. Men også inden for brancher som bl.a. advokatvirksomhed, jernbaner og praktiserende læger er der tegn på væsentlige konkurrenceproblemer.
Konkurrencestyrelsen har fastsat et supplerende mål om, at andelen af brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer højst må udgøre 10 pct. af den danske økonomi i 2015 målt ved bruttoværditilvæksten. I år er andelen opgjort til ca. 13 pct. af bruttoværditilvæksten mod lidt over 25 pct. i 2002.
De danske priser er generelt høje. De danske forbrugerpriser var i 2004-2005 24 pct. over gennemsnittet for i alt 9 sammenlignelige EU-lande (EU9). En stor del af forskellen skyldes høje indirekte skatter i Danmark. Derudover kan en del af prisforskellen tilskrives forskelle i velstandsniveau mellem landene. Korrigeres der for disse forhold, er de danske priser ca. 8 pct. over EU9-gennemsnittet. Denne prisforskel skyldes bl.a., at konkurrencen i Danmark ikke er lige så hård som konkurrencen i de øvrige EU9-lande.
Hvis prisforskellen på 8 pct. blev elimineret, ville en gennemsnitsdansker årligt spare ca. 10.000 kr. på sit køb af varer og tjenester (opgjort i 2005-niveau).
Det er specielt priserne på tjenester, der er høje i Danmark. Utilstrækkelig konkurrence, bl.a. fra udlandet, er formentlig en væsentlig del af årsagen til de høje danske tjenestepriser. Men også andre forhold kan have betydning for prisforskellen.
Prisforskellene mellem de danske priser og priserne i EU9 er ikke mindsket siden 2001-2002. Det peger ikke på en væsentlig forbedring af konkurrencen i de vareproducerende brancher eller brancher, der leverer internationale tjenester. Reduktionen i antallet af brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer afspejler sig således ikke tydeligt i en reduktion i prisforskellen. Det kan bl.a. skyldes, at konkurrencen også er forbedret i de øvrige EU9-lande.
Der er stor forskel på, hvad der er dyrt og billigt i Danmark set i forhold til EU9- gennemsnittet. Sundhedsvæsen, restauranter og hoteller samt brød og kornprodukter er blandt de varer, der er dyrere, mens fisk og telekommunikation er blandt dem, der er billigere.
Den offentlige sektor udgør en stor del af den danske økonomi. Derfor er konkurrenceudsættelse gennem bl.a. offentlige udbud og frit valg af leverandør vigtige elementer i bestræbelserne på at øge effektiviteten i økonomien som helhed. Udviklingen er samlet set gået i den rigtige retning i de seneste år, men konkurrenceudsættelsen af offentlige opgaver er fortsat på et lavt niveau.
I Danmark sendte den offentlige sektor ca. 16 pct. af det offentlige indkøb af varer og tjenesteydelser i EU-udbud i 2004-2005. Det er 3 procentpoint lavere end gennemsnittet for de 15 "gamle" EU-lande. Sammenlignet med 2001-2003 er det dog en forbedring på ca. 1 procentpoint.
Kommunerne udliciterede i 2005 ca. 20 pct. af de kommunale opgaver, som må udliciteres, til private leverandører. Det er ca. 1 procentpoint mere end i 2004. Kommunerne og regeringen fastsatte i 2006 et mål om, at andelen af konkurrenceudsatte opgaver skal udgøre 25 pct. i 2010 målt ved den private leverandørindikator. Konkurrencestyrelsen forventer, at de nye, større kommuner på sigt vil fremme konkurrenceudsættelsen af de kommunale indkøb og serviceydelser.
Staten udliciterede 25 pct. af opgaverne i 2005. Det er ½ procentpoint mere end i 2004, efter at der er taget hensyn til regnskabstekniske ændringer i opgørelsen.
I 2006 havde 41 pct. af kommunerne på ældreområdet frit leverandørvalg inden for personlig pleje og 74 pct. inden for praktisk hjælp. Andelen af brugere, der benytter sig af frit valg, er fordoblet mellem 2004 og 2006. Men niveauet er stadig lavt. I 2006 benyttede 21 pct. af brugerne en privat leverandør af praktisk hjælp, mens kun 4 pct. modtog personlig pleje fra en privat leverandør.
Med ændringen af konkurrenceloven får Konkurrencerådet forbedret sine muligheder for at gribe ind over for kommuner, der fastsætter deres afregningspriser for lavt set i forhold til omkostningerne. Derved forbedres også mulighederne for at skabe lige vilkår i konkurrencen mellem private og offentlige udbydere.
Konkurrencestyrelsen vil hvert år frem til 2010 som et nyt initiativ udtage en stikprøve på fem kommuner for at undersøge kommunernes afregningspriser inden for praktisk hjælp, personlig pleje og madservice.
Kapitlet er disponeret, så udvælgelsen af brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer beskrives i afsnit 2.2. I afsnit 2.3 sammenlignes danske priser med udenlandske priser. I afsnit 2.4 gøres der status over konkurrenceudsættelsen i den offentlige sektor.
Boks 2.1: Hovedkonklusioner
2.2 Konkurrencen i dedanske brancherAntallet af brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer har været støt faldende siden opgørelsen i Konkurrenceredegørelse 2002. Fra Konkurrencerede-gørelse 2006 til Konkurrenceredegørelse 2007 er antallet af brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer faldet fra 48 til 36, jf. figur 2.1. Det svarer til, at 7 pct. af de 501 danske brancher i år udviser tegn på væsentlige konkurrenceproblemer.
Figur 2.1: Antal brancher med tegn på væsentlige konkurrence problemer, 2001-2007
Anm.: Figuren viser antal brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer, som opgjort i de årlige konkurrenceredegørelser. Datagrundlaget for Konkurrenceredegørelse 2007 stammer typisk fra årene 2003-2005.
I forhold til sidste år er 12 brancher fjernet fra listen over brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer, jf. tabel 2.1.
Tabel 2.1: Tolv brancher fjernet fra listen over brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer
Anm.: Se bilagstabel 2.2 for en udførlig beskrivelse af brancherne med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer og konkurrenceindikatorerne.
Faldet i antallet af udpegede brancher er noget større end i de foregående år. Det er imidlertid ikke alene et udtryk for en forbedring af konkurrencen. En del af faldet skyldes en revurdering af konkurrencen i 4 brancher.1
Konkurrencestyrelsen vurderer, at der er tegn på væsentlige konkurrenceproblemer i en branche, hvis branchen ud fra et vægtet gennemsnit af op mod 9 objektive konkurrenceindikatorer viser tegn på væsentlige konkurrenceproblemer, eller hvis Styrelsen vurderer, at andre konkrete forhold peger på, at der er væsentlige konkurrenceproblemer i branchen, jf. boks 2.2. En liste over de 36 brancher er vist i bilagstabel 2.2.
Boks 2.2: metode til udpegning af brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer
Konkurrencestyrelsen udpeger hvert år brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer. Udpegningen kan ske på to måder. En branche kan enten blive udpeget på basis af op mod 9 objektive konkurrenceindikatorer, eller det kan ske ved en konkret vurdering af konkurrenceintensiteten i den pågældende branche.
De tilgængelige indikatorer vægtes til et samlet indeks alt efter, hvor stor betydning de har for konkurrencen. For at blive udpeget ud fra de objektive indikatorer skal et vægtet gennemsnit af indikatorerne tilsammen pege på, at der er tegn på væsentlige konkurrenceproblemer. Ved brug af flere indikatorer mindskes risikoen for, at brancher uden konkurrenceproblemer fejlagtigt bliver udpeget.
De 9 konkurrenceindikatorer er: Eksistens af konkurrencebegrænsende offentlig regulering, koncentration i en branche (både ukorrigeret og korrigeret for import), tilgangsrate, mobilitet af markedsandele, spredning af produktivitet, lønpræmie, afkastningsgrad og prisniveau i forhold til EU9. Konkurrenceindikatorerne og deres indbyrdes vægtning er nærmere beskrevet i bilag 2.1.
Indikatorerne bliver i de fleste tilfælde beregnet for alle 501 brancher. Data er de senest tilgængelige tal, typisk fra 2003 til 2005.
En branche kan blive udpeget på baggrund af en konkret vurdering af konkurrenceintensiteten, hvis det fx er sandsynliggjort, at niveauet for en eller flere af de objektive indikatorer overvurderer graden af konkurrence i branchen.
I år er fx Apoteker blevet udpeget, fordi det vurderes, at den offentlige regulering af apotekervæsenet indeholder store konkurrencebegrænsninger, der ikke afspejles fuldt ud i den objektive indikator for offentlig regulering. Den objektive indikator indeholder kun en angivelse af, at der eksisterer konkurrencebegrænsende offentlig regulering, og at dette tildeles en vis vægt i det samlede indeks, jf. bilag 2.1. Den objektive indikator tager derfor ikke fuldt ud højde for styrken af reguleringen i den enkelte branche. De konkurrencebegrænsende regler inden for Apoteker består bl.a. af regler for antallet af apoteker, ejerskab, sortiment og åbningstider. Desuden er der et fastpris- og avancereguleringssystem, der udelukker priskonkurrence.
I udpegningen er der desuden en bagatelgrænse. En branche skal have en årlig omsætning på over 500 mio. kr. eller (for ikke-momspligtige brancher) have over 600 ansatte for at kunne blive udpeget.
En mere dybdegående beskrivelse af metoden er forklaret i arbejdspapiret ”Udvælgelsen af brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer i KR-2007”, som er tilgængelig på http://www.ks.dk/.
Der er usikkerhed knyttet til Styrelsens udpegning af brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer. Det skyldes, at de anvendte indikatorer kan påpege en risiko for konkurrenceproblemer i en branche. Det er imidlertid ikke det samme som, at der er konkurrenceproblemer. De dataopgørelser, der ligger til grund for konkurrenceindikatorerne, er forbundet med usikkerhed, og der er usik-kerhed knyttet til beregningerne af nettopriserne. Derfor er der tilfælde, hvor indi-katorerne samlet set kan give et skævt resultat. I disse tilfælde tages branchen af listen. Omvendt fanger konkurrenceindikatorerne ikke altid brancher, hvor Kon-kurrencestyrelsen alligevel vurderer, at der er konkurrenceproblemer. I disse tilfælde bliver branchen føjet til listen.
Det er Styrelsens vurdering, at de op mod 9 indikatorer og Styrelsens konkrete vurdering tilsammen giver en rimelig sikker udpegning af brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer.
Konkurrencestyrelsens udpegning af brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer er baseret på et detaljeret brancheniveau i Dansk Branchekode 2003.2 Der kan være konkurrenceproblemer på mindre, mere afgrænsede markeder, som ikke opdages med denne metode.
Det er regeringens målsætning, at antallet af brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer skal halveres fra 2001 til 2010.3 Det svarer til, at antallet af brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer skal nedbringes til 32 i 2010, jf. figur 2.1.
Virkningen på den samlede økonomi af manglende konkurrence er ikke alene afhængig af antallet af brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer. Branchernes størrelse spiller også en vigtig rolle. Konkurrencestyrelsen har derfor opstillet en supplerende målsætning om, at antallet af brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer skal reduceres, så bruttoværditilvæksten i disse brancher maksimalt udgør 10 pct. af bruttoværditilvæksten i 2015. Målet indebærer dermed mere vægt på at afhjælpe konkurrenceproblemerne i en stor branche end i en mindre branche.
Bruttoværditilvæksten i brancherne med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer er i år opgjort til at udgøre ca. 13 pct. af den samlede danske værditilvækst, jf. figur 2.2. Det svarer til et fald på 3½ procentpoint i forhold til opgørelsen sidste år.4En del af faldet skyldes som nævnt en revurdering af konkurrencen i 4 brancher.
Figur 2.2: Bruttoværditilvækst i brancher med tegn på væsent lige konkurrenceproblemer som andel af den samle de bruttoværditilvækst
Anm.: BVT-andel er den andel af den samlede bruttoværditilvækst, der produceres i brancherne med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer, jf. udpegningen i de årlige konkurrenceredegørelser. Data for bruttoværdivækst er baseret på det sidste endelige nationalregnskab fra 2003. Se i øvrigt anmærkning til figur 2.1 .
De 36 brancher, der i år er udpeget som brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer, findes fortrinsvis inden for hovedbrancherne Industri, El-, gas-, varme- og vandforsyning samt Pengeinstitutter, finansierings- og forsikringsvirksomhed, jf. tabel 2.2. 17 af brancherne er i år udpeget efter en konkret vurdering, mens 19 er udpeget ud fra indikatorerne, jf. bilagstabel 2.2.
Tabel 2.2: Hovedbrancher og konkurrenceproblemer
Note 1: Kolonnen viser, hvor stor en andel brancherne med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer i den pågældende hovedbranche udgør af den samlede bruttoværditilvækst.
Målt på værditilvækst udgør de 9 brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer inden for Pengeinstitutter, finansierings- og forsikringsvirksomhed ca. 5 pct. af den danske økonomi. Da hovedbranchens andel af dansk økonomi kun er lidt større, peger det således på udbredte konkurrenceproblemer inden for denne hovedbranche. De 9 brancher fylder også meget blandt brancherne med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer med ca. 1/3 af bruttoværditilvæksten i disse 36 brancher.
Der er også tegn på væsentlige konkurrenceproblemer blandt forsyningstjenesterne (El-, gas-, varme- og vandforsyning). Brancherne med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer inden for forsyningstjenesterne udgør således godt 1½ procentpoint af den danske økonomi ud af 2 pct. for hovedbranchen som helhed.
Ingen brancher inden for bygge- og anlægsvirksomhed er udpeget som brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer. Dog er to brancher, der producerer byggematerialer, udpeget. Det er industribrancherne Cementfabrikker og Frem-stilling af afbrydere, relæer og sikringer, jf. bilagstabel 2.2. Højere priser i disse brancher vil alt andet lige hæve priserne i bygge- og anlægssektoren og fordyre produktionen. Nettoprisindekset for bygge- og anlægsvirksomhed var ifølge Styrelsens beregninger således 19 pct. højere i Danmark end EU9-gennemsnittet i 2004/2005.
Branchen Banker, sparekasser og andelskasser er klart den største af brancherne med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer med en bruttoværditilvækst på 30-35 mia. kr., jf. figur 2.3. Det er dog formentlig kun inden for en del af branchen, at der er væsentlige konkurrenceproblemer. De næststørste brancher, Anden forsikringsvirksomhed og Produktion af elektricitet, er noget mindre med bruttoværditilvækst på hhv. 11 og 9 mia. kr., mens brancherne Advokatvirksomhed, Jernbaner og Praktiserende læger har en bruttoværditilvækst på ca. 5 mia. kr.
Figur 2.3: De 10 største brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer
Anm.: Bruttoværditilvæksten er baseret på det seneste, endelige nationalregnskab. Kilde: Danmarks Statistik og egne beregninger.
22 brancher er blevet udpeget som brancher med særlige konkurrenceproblemer hvert år siden 2001. Det indikerer, at der er mere grundlæggende og strukturelle konkurrenceproblemer i disse brancher. Blandt andet er banker, sparekasser og andelskasser udpeget hvert år siden Kon-kurrenceredegørelse 2001. Branchen er i år udpeget på baggrund af en konkret vurdering af konkurrencen i branchen, jf. boks 2.3. Finans- og forsikringsområdet blev nærmere analyseret i kapitel 3 og 4 i Konkurrenceredegørelse 2006.
Boks 2.3: Banker, sparekasser og andelskasser
Branchen Banker, sparekasser og andelskasser er udpeget, fordi konkurrencen i branchen efter Konkurrencestyrelsens konkrete vurdering er utilstrækkelig. Det skyldes hovedsageligt, at forbrugernes viden om og overblik over udbuddet af finansielle ydelser er lavt, og at forbrugerne kun i begrænset omfang skifter pengeinstitut. Det mindsker muligheden for konkurrence på bl.a. prisen. Egenkapitalforrentningen er desuden højere end i de private byerhverv under ét, jf. Konkurrenceredegørelse 2006. Netop for den finansielle sektor er egenkapitalforrentningen et bedre mål for indtjeningen end afkastningsgraden, som er en af konkurrenceindikatorerne.
At branchen er udpeget ud fra en konkret vurdering underbygges også af flere af konkurrenceindikatorerne. Den beregnede nettopris, de fire største virksomheders andel af omsætningen i branchen (CR4) og lønpræmien er alle høje, og tilgangsraten er lav. Desuden er branchen underlagt konkurrencebegrænsende offentlig regulering i form af bl.a. særlige momsregler og kapitalkravsdirektiver.
Tilgangsraten i branchen var 0 i det seneste år (2004). Det betyder, at der ikke kom nye, aktive virksomheder til branchen.1
Det ukorrigerede koncentrationsindeks (CR4 baseret på balancer) er beregnet til 75,2 pct. Det er under den fastsatte grænseværdi på 80 pct., jf. figur (a). Det importkorrigerede koncentrationsindeks (CR4 korrigeret for udenlandske bankers aktiviteter i Danmark) er opgjort til 67,0 pct. Det er omvendt over grænseværdien på 50 pct.
Branchens lønpræmie er 28,8 pct. Det er betydeligt over den fastsatte grænseværdi på 15 pct., jf. figur (b). Lønpræmien afspejler forskellen mellem gennemsnitslønnen i penge-institutterne og i møbelindustrien (benchmark), efter der er taget højde for de løn-forskelle, der følger af bl.a. køn, uddannelse, alder, bopæl og familiemæssige forhold. Lønpræmierne kan være overvurderet for banker, sparekasser og andelskasser, da der i beregningen bl.a. ikke tages højde for den efteruddannelse, der foregår i branchen. I sidste års redegørelse blev lønpræmierne som konsekvens nedjusteret med 2-3 procentpoint for finans- og forsikringsområdet. Selvom denne korrektion foretages, ligger branchen stadig over grænseværdien.
Kilde: Danmarks Statistik, Experian, Finanstilsynet og egne beregninger.
Sammenlignes der med andre EU-lande, er der visse tegn på, at konkurrencen er mere intensiv i Danmark. Egenkapitalforrentningen i branchen er således lavere end den tilsvarende branches egenkapitalforrentning i de fleste andre EU-lande.² På den anden side er de danske nettopriser – målt ved gebyrer m.v. – væsentligt over EU9-gennemsnittet. Det anvendte prisbegreb er imidlertid ikke fuldt dækkende for priserne på finansielle ydelser. Blandt andet omfatter det ikke rentemarginalen.
Note 1: Tilgangsraten er defineret, så kun aktive virksomheder indregnes. Oplysninger om tilgang af aktive virksomheder er baseret på Danmarks Statistiks virksomhedsdatabase.
Note 2: European Central Bank, EU Banking Sector Stability, november 2006.
Styrelsens analyser peger samlet på, at der er sket en forbedring af konkurrencen i nogle brancher de seneste 5 år. Antallet af brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer nærmer sig målet for 2010. Men det kan vise sig at være vanskeligt at forbedre konkurrencen yderligere. 2.3 Priserne i Danmark og udlandetDanmark har de højeste priser blandt 9 sammenlignelige EU-lande (EU9) – både hvad angår forbrugerpriser og velstandskorrigerede nettopriser, dvs. forbrugerpriser fratrukket moms og afgifter og korrigeret for den effekt, som velstandsforskelle har på prisniveauet.5 De danske forbrugerpriser var i 2004-2005 ca. 24 pct. højere end EU9-gennemsnittet, jf. figur 2.4.
Figur 2.4: Forskelle i forbrugerpriser, nettopriser og velstands korrigerede nettopriser i Eu9-landene, 2004-2005  Kilde: Eurostat, OECD og egne beregninger.
Ved vurdering af konkurrencesituationen tages udgangspunkt i nettopriser for at undgå påvirkningen fra moms og afgifter. Beregningen af nettopriser er nærmere forklaret i boks 2.4.
Boks 2.4: Beregning af nettopriser
I sammenligningen af priser på tværs af EU9-landene anvendes velstandskorrigerede nettopriser. Nettopriserne er beregnet som priserne, der indgår i Eurostats Purchasing Power Parities (PPP), fratrukket moms og produktspecifikke afgifter, som indhentes fra OECD. Eurostat opdaterer 1/3 af priserne hvert år. De priser, der ikke opdateres, fremskrives med Eurostats forbrugerprisindeks (HICP).
Der knytter sig to væsentlige usikkerheder til de beregnede nettopriser. For det første er priserne ikke opgjort på samme niveau som moms og afgifter. Det kan medføre unøjagtigheder i de relative priser, når nettopriserne beregnes. Det er specielt gældende på det mest detaljerede niveau, hvor momsprovenuet fordeles ud på vare-/tjenesteniveau efter forbrugsmønstret. For det andet er udvalget af varer og tjenester, som indgår i Eurostats prissammenligning, det samme for alle EU-lande. Det vil give en bias, når sammensætningen af varer og tjenester i nogle tilfælde ikke er repræsentativ for forbruget i det enkelte land. Dermed vil prisudviklingen ikke være repræsentativ for den overordnede varekategori. Det vurderes bl.a. at påvirke opgørelsen af prisforskellene på mejeriprodukter og læskedrikke.
Konkurrencestyrelsen har i år desuden valgt at korrigere nettopriserne for velstandsniveau, fordi der er en klar, positiv sammenhæng mellem velstandsniveau og prisniveau, jf. figur 2.5. Danmark har således det højeste bruttonationalprodukt pr. indbygger blandt EU9-landene og de højeste priser. Den positive sammenhæng kan til dels henføres til, at velstående lande som Danmark har lønninger, der er højere end i mindre velstående lande. De højere lønninger afspejler en højere produktivitet i de vareproducerende erhverv, men hvis det ikke modsvares af en tilsvarende højere produktivitet i tjenesteerhvervene, vil prisniveauet i rige lande typisk blive højere end i fattigere lande, jf. bilag 2.2. Desuden kan betalingsvilligheden være højere i rige lande. Det kan nogle virksomheder udnytte til at prisdiskriminere, hvilket kan medvirke til at hæve prisniveauet i et velstående land.
Figur 2.5: relativt prisniveau i forhold til BnP pr. capita for OECD-landene
Anm.: EU9-landene (ekskl. Danmark) er markeret med en blå firkant. Øvrige OECD-lande er markeret med en gul firkant. Luxembourg er fjernet fra datasættet.
Alle andre forhold end konkurrence, som påvirker priserne, bør i princippet fratrækkes i prissammenligningen. Det er imidlertid i praksis ikke muligt. Det kræver ud over kendskab til alle de forhold, der har påvirket priserne i alle landene, detaljerede data for at kunne opgøre effekten.
Ved at estimere sammenhængen mellem nettoprisindeks og velstandsniveau (PPP- korrigeret BNP pr. indbygger) for 29 OECD-lande er nettopriserne for EU9-landene korrigeret for forskelle i velstandsniveau. Forskellen mellem de danske nettopriser og EU9-gennemsnittet er korrigeret ned med ca. 5 ud af 13 procentpoint.
Korrektionen for velstandsniveau er forbundet med flere usikkerheder. For det første er der i modellen for sammenhængen mellem velstandsniveau og prisniveau brugt pristal fra OECD, der er justeret med hele moms- og afgiftsprovenuet. Eurostats pristal, der anvendes i prissammenhængen, er derimod kun justeret med den moms og de afgifter, som kan henføres direkte til privatforbruget. For det andet kan der være usikkerhed tilknyttet selve modellen. Denne usikkerhed er dog beregnet til kun at være plus/minus 1 procentpoint.
De beregnede velstandskorrigerede danske nettopriser var i 2004-2005 ca. 8 pct. højere end EU9-gennemsnittet. Hvis denne prisforskel blev elimineret, ville en gennemsnitsdansker spare ca. 10.000 kr. på sit køb af varer og tjenester (opgjort i 2005-niveau).
Forskellen i de velstandskorrigerede nettopriser er steget med 4 procentpoint siden 2001-2002. Indeksene er blevet genberegnet med en justeret metode og kan derfor ikke direkte sammenlignes med indeksene offentliggjort i tidligere konkurrenceredegørelser, jf. boks 2.5.
Boks 2.5: ændring i opgørelsen af nettopriserne fra Konkurrenceredegørelse 2006
Metoden til beregning af priserne afviger fra foregående års opgørelse. I år er kun momsindbetalinger, der kan henføres til det private forbrug, blevet fratrukket ved omregningen fra forbruger- til nettopriser. I tidligere konkurrenceredegørelser blev de samlede momsindbetalinger fratrukket, dvs. også momsindbetalinger, der hidrørte fra fx den offentlige sektors indkøb, boliginvesteringer og private virksomheders indbyrdes salg. Det indebar en for kraftig korrektion af forbrugerpriserne.
Da en relativ stor del af det danske momsprovenu ikke hidrører fra privatforbruget, indebærer metodeændringen, at niveauet for det samlede nettoprisindeks hæves med 8 procentpoint. I år er nettopriserne i forhold til EU9 beregnet til indeks 113, mens nettopriserne sidste år blev beregnet til 107. Dertil kommer, at der i år ikke er foretaget en korrektion for tilbudspriser. Endeligt velstandskorrigeres nettopriserne i år, mens det sidste år blev vurderet, at de højere danske lønninger kunne forklare ca. 3½ procentpoint af prisforskellen målt ved nettoprisindekset. Velstandsniveauet bidrager som nævnt til at mindske prisforskellen til EU9-gennemsnittet med ca. 5 procentpoint til indeks 108, jf. tabel 2.3.
Tabel 2.3: opgørelse af prisforskel i Kr2006 og Kr2007
Det høje og stigende prisniveau i Danmark kan indikere, at der er nogle brede konkurrenceproblemer i Danmark, selvom antallet af brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer er reduceret. Det kan bl.a. skyldes konkurrenceproblemer på lokale eller på andre måder afgrænsede markeder, som ikke kan måles med de metoder, der bruges til udpegning af brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer.
Der er flere vanskeligheder ved at sammenligne priser på tværs af lande. Ud over usikkerhed relateret til korrektionen af moms, afgifter og velstandsniveau betyder forskelle i bl.a. forbrugerpræferencer, butiksstruktur og kvalitet, at det ikke altid er identiske varer, der indgår i sammenligningen.
En yderligere vanskelighed ved at sammenholde det danske prisniveau med prisniveauet i EU9 er tilbudsvarer. Det vurderes således, at udbredelsen af kortvarige tilbud er større i Danmark end i andre lande. Eurostats prisindeks medtager kun tilbudsvarer, der er på tilbud i over 4 uger. Kortvarige tilbud afspejles dermed ikke i Eurostats prisindeks. Det indebærer formentlig, at prisniveauet i Danmark overvurderes for nogle varegrupper.
I de foregående to år har Konkurrencestyrelsen foretaget en særskilt korrektion i priserne for tilbud af en varighed på under 4 uger. Korrektionen blev foretaget med oplysninger fra Coop Danmark. Ifølge Coop Danmark udgør tilbudsvarer en større andel af det samlede salg i Danmark end i Norge og Sverige. Det er imidlertid usikkert om denne vurdering er repræsentativ for hele EU9, og der er knyttet betydelig usikkerhed til selve skønnet. Derfor har Styrelsen valgt ikke at korrigere særskilt for tilbud i år.6
Salget af sodavand er et eksempel på, at slagtilbud kan have væsentlig betydning for vurderingen af forholdet mellem prisen i Danmark og EU9, jf. boks 2.6. Samlet set påvirker dette forhold dog kun i beskedent omfang den overordnede vurdering af prisforskellene, da det kun er et udvalg af varer, som konsekvent bruges som tilbudsvarer.
Boks 2.6: Danske priser på sodavand
Forskellige undersøgelser af prisen på sodavand, som sammen med juice og mineralvand udgør produktgruppen læskedrikke, har givet meget forskellige resultater.
Eurostats undersøgelser viser, at læskedrikke – efter korrektion for moms og afgifter – er 26 pct. dyrere i Danmark end EU9-gennemsnittet. Sodavand står for ca. 2/3 af omsætningen i produktgruppen og er derfor ofte blevet fremhævet som et område med særligt høje danske priser.
Analyser foretaget af AC Nielsen for Bryggerigruppen viser imidlertid, at literprisen, renset for moms og afgifter, på sodavand solgt i danske forretninger i 2006 lå lidt under gennemsnittet af elleve udvalgte lande (Belgien, Finland, Frankrig, Tyskland, UK, Italien, Holland, Norge, Sverige og Schweiz). Undersøgelsen understøtter resultaterne i tidligere undersøgelser foretaget af AC Nielsen. Læskedrikbranchen og dagligvarehandelen har derfor rettet kritik mod Konkurrencestyrelsens anvendelse af Eurostats tal.
Styrelsen har på den baggrund foretaget en undersøgelse af prisfastsættelsen på læskedrikke. Styrelsen har bl.a. bedt bryggerierne oplyse om fordelingen af salget på kanaler og detailhandelen om de realiserede gennemsnitspriser i butikkerne i 2006. Undersøgelsen har dokumenteret, at sodavand er en udpræget kampagnevare i supermarkeder og discountforretninger. Ca. 40 pct. det samlede mærkevaresalg sker til priser, der ligger væsentligt under listepriserne. Gennemsnitpriserne var i supermarkederne ca. 60-70 pct. af listepriserne. Ifølge en undersøgelse foretaget af de nordiske konkurrencemyndigheder (Nordic Food Markets – A Taste for Competition, 2005) er tilbud på sodavand mere udbredt i Danmark end i de fleste europæiske lande.
Dertil kommer, at private label/discountvand, som primært sælges gennem discountforretningerne, med en markedsandel på ca. 40 pct. er langt større i Danmark end i andre europæiske lande. Priserne på disse varer er mellem 20 og 50 pct. af listepriserne på ikke nedsatte mærkevarer.
Det skønnes på denne baggrund, at gennemsnitprisen på alle sodavand solgt i danske forretninger er ca. 40 pct. lavere end forretningernes listepriser på de dyre sodavand.
Den danske tilbudskultur, sodavands status som kampagnevare og det store discountsalg gør det vanskeligt at sammenligne priserne på sodavand i Danmark og de fleste andre europæiske lande for identiske varegrupper. Dels fordi det er vanskeligt at udvælge præcist, hvilke produkter der skal sammenlignes, og dels fordi der ikke findes harmoniseret statistik for de faktiske salgspriser. Samlet set er der dog en række forhold, som indikerer, at der ikke er nogen større prisforskel på læskedrikke mellem Danmark og EU9.
På kort sigt kan prisforskellen endvidere blive påvirket af konjunkturer og valutakursbevægelser. Hvis konjunkturudviklingen eksempelvis fører til, at den danske inflation bliver større end i EU9, vil det trække det danske prisniveau op. Den danske fastkurspolitik over for euroen – og de beskedne ændringer i valutakursen over for det engelske pund og den svenske krone – indebærer, at valutakursbevægelserne i de senere år kun i beskedent omfang har påvirket det relative prisniveau.
Endvidere er forbrugerpriserne ikke korrigeret for indirekte lønomkostninger samt øvrige skatter og grønne afgifter, der evt. overvæltes i priserne. I hvilket omfang disse forhold øger det danske prisniveau, er dog usikkert. Det skyldes, at indirekte lønomkostninger formentlig kun overvæltes i priserne i et vist omfang, og at grønne afgifter tilbageføres til erhvervene.
Det er Konkurrencestyrelsens vurdering, at ca. en fjerdedel af prisforskellen i det samlede privatforbrug kan henføres til højere priser i de 36 brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer, jf. boks 2.7. Hvis de beregnede nettopriser i disse brancher faldt til EU9-gennemsnittet, ville nettopriserne således kun være ca. 10 pct. højere end EU9-gennemsnittet mod 13 pct. uden korrektion (ikke velstandskorrigerede). Der er dog en betydelig usikkerhed knyttet til denne vurdering, som både kan være over- og undervurderet.
Boks 2.7: Bidraget til høje, danske priser fra brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer
Nettopriserne i de 36 brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer ligger i gennemsnit ca. 16 pct. over EU9-gennemsnittet. For de øvrige brancher er det tilsvarende tal ca. 12 pct. Vægtet med forbruget giver disse to størrelser tilsammen det totale danske prisindeks. Det ligger ca. 13 pct. over EU9-gennemsnittet. Omkring ¼ af prisforskellen stammer fra højere priser i brancherne med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer. De resterende ¾ kan tilskrives prisforskelle i de øvrige brancher. Der er imidlertid betydelig usikkerhed knyttet til dette skøn, og det kan både være over- og undervurderet.
Det skyldes på den ene side, at en del af prisforskellen i de brancher, som er udpeget som brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer, formentlig skyldes andre forhold end svag konkurrence.
På den anden side kan en del af prisforskellen i brancher, der ikke er udpeget, tilskrives netop svag konkurrence i et vist omfang. Der kan således være mindre konkurrenceproblemer i brancher, der ikke optræder i Styrelsens udpegning. Da denne gruppe udgør langt størstedelen af brancherne, kan selv mindre konkurrenceproblemer i disse brancher påvirke det samlede prisniveau. Endelig er der usikkerhed knyttet til, at varer og tjenester kan produceres i flere brancher, men at varer/tjenester i beregningen er tilknyttet én branche.
Varepriser Danmark har de højeste nettopriser på varer i EU9, jf. figur 2.6. Men der er tale om små forskelle mellem landene. De danske nettopriser var i 2004-2005 således ca. 5 pct. højere end EU9-gennemsnittet. Det er et fald på 1 procentpoint i forhold til Styrelsens beregninger for 2003-2004. Det er Styrelsens målsætning, at danske varer i 2010 ikke er dyrere end EU9-gennemsnittet.
Figur 2.6: Forskelle i nettopriser på varer i Eu9landene, 2004-2005
Kilde: Eurostat, OECD og egne beregninger.
Nettoprisindekset for varer og tjenester er ikke korrigeret for velstandsniveau, da Styrelsen ikke er i besiddelse af pristal for disse grupper for andre lande end EU9. Det indebærer, at prisforskellen på nationale tjenester – og i et vist omfang internationale tjenester – ikke kun skyldes forskelle i konkurrenceintensiteten, men sandsynligvis også forskelle i bl.a. velstandsniveau. Til gengæld er priserne på varer formentlig kun i begrænset omfang påvirket af landenes velstandsniveau.
Når man vurderer varepriserne i forhold til udlandet, er det værd at notere to forhold, der trækker i hver sin retning.
For det første afspejler prisen på en vare ikke alene omkostninger og avance ved fabrikkens produktion af varen, men også værdien af de tjenester, der produceres på varens vej fra producent til forbruger, typisk i engrosleddet, ved transport og i detailhandelen. Når forbrugeren køber en vare i en butik, køber vedkommende med andre ord et sammensat produkt, der består af både en vare og tjenesteydelser.
Hvis de danske nettopriser på varer skal ned på niveau med priserne i de øvrige EU9-lande, forudsætter det ikke blot, at virksomhedernes avancer er på EU9- niveau, men også at prisen på de tilknyttede tjenester er det. Størstedelen af de tilknyttede tjenester er imidlertid ikke udsat for international konkurrence. Desuden er de danske lønninger højere end i udlandet. Det trækker samlet set i retning af, at de danske forbrugerpriser på varer bliver højere end EU9-gennemsnittet – også i en situation, hvor der er en effektiv konkurrence på varemarkederne.
For det andet kan en afgift blive overvæltet både på forbrugerne og virksomhederne. Hvis et land har relativt høje indirekte skatter, vil virksomhederne have en tendens til at betale en del af dem. Dermed kan nettoprisen ligge under EU9-gennemsnittet, alene fordi afgifterne er høje. Et eksempel på det er de danske bilpriser. Kombinationen af den høje danske registreringsafgift og høj moms er formentlig baggrunden for, at de danske nettopriser på biler er lavere end EU9-gennemsnittet, jf. boks 2.8.
Boks 2.8: overvæltning af moms og afgifter
En afgift kan blive overvæltet både til forbrugerne og til virksomhederne. Hvor meget, der overvæltes til forbrugerne, og hvor meget der overvæltes til producenterne, afhænger af udbuds- og efterspørgselselasticiteterne. Det vil sige, hvor meget udbuddet og efterspørgslen ændres, når prisen ændres med 1 pct. Figuren nedenfor viser en situation, hvor en afgift (T) overvæltes lige meget til forbrugerne og virksomhederne. Forbrugerne betaler prisen Pc, og virksomhederne modtager prisen Pp. Pc er forbrugerprisen, og Pp er nettoprisen. Som udgangspunkt vil en stigning i afgiften medføre overvæltning til både forbrugerne og virksomhederne. Det vil hæve forbrugerpriserne og mindske nettopriserne.
Forbrugerprisen på biler er eksempelvis væsentligt højere i Danmark end EU9-gennemsnittet, mens nettoprisen er mærkbart under. Det er et udtryk for, at de danske afgifter er væsentligt højere end i de andre EU-lande.
For andre varegrupper er forskellene mellem landenes moms og stykpriser væsentligt mindre, og effekten på prisforskellene må ligeledes forventes at være mindre.
Samlet set er der nogen usikkerhed knyttet til vurderingen af konkurrencepressets betydning for prisforskellene for varegrupper.
Tjenestepriser De danske nettopriser på tjenester var ca. 19 pct. højere end EU9-gennemsnittet i 2004-2005, jf. figur 2.7.7 Det er således specielt tjenester, der er væsentligt dyrere i Danmark. En del af forskellen må dog tilskrives den høje danske velstand, som tjenestepriserne ikke er korrigeret for. Sammenligning af priser på tjenester er dog ofte mere usikker end sammenligning af priser på varer, da prisforskelle i højere grad kan skyldes forskelle i kvaliteten på de tjenesteydelser, der købes i EU9-landene.
Figur 2.7: Forskelle i nettopriser på tjenester i Eu9-landene, 2004-2005
Kilde: Eurostat, OECD og egne beregninger.
For vurdering af konkurrenceniveauet opdeles tjenesterne i to grupper. Den ene gruppe er tjenester med international dimension. Det er ydelser, der potentielt kan handles på tværs af landegrænser og derfor kan være udsat for international konkurrence. Det er bl.a. flyrejser, telekommunikation og forsikringsydelser.
Den anden og langt større gruppe er tjenester med national dimension. Det er ydelser, hvor der ikke er mulighed for international konkurrence, enten fordi ydelsen er geografisk specifik (fx boligudlejning), eller fordi ydelsens pris ikke står mål med bl.a. transportomkostningerne ved at købe ydelsen i udlandet (fx frisørydelser). Konkurrencestyrelsens opdeling af tjenester i de to grupper er beskrevet i boks 2.9.
Boks 2.9: opdeling af tjenester i Konkurrenceredegørelsen
Tjenester med international dimension består af tjenester, som enten handles, eller som meningsfuldt kan handles over landegrænserne. Hvis der hverken er fysiske eller reguleringsmæssige barrierer, kan der være et konkurrencepres fra udlandet, selvom der ikke forekommer faktisk handel. Alene muligheden for import kan således afskrække indenlandske producenter fra at tage en overpris. Priserne på tjenester med en international dimension burde i princippet konvergere mod priserne i udlandet, hvis der var en virksom international konkurrence. Prisspændet til udlandet for denne gruppe påvirkes derfor i mindre grad af lønforhold, men kan tilskrives andre faktorer, herunder manglende konkurrence.
Ofte kan der være konkurrence fra udlandet på tjenester, som ellers normalt må betegnes som nationale. Det kan fx være, hvis udenlandske virksomheder har muligheden for at etablere sig på det danske marked. Forbrugernes mobilitet kan også skærpe konkurrencen, hvis de er villige til at tage til udlandet for at købe en tjeneste (fx tandlægeydelser) eller benytte tjenester via internettet (fx netbank).
Opdelingen af tjenester i to grupper skete også i sidste års redegørelse, men blev foretaget efter et andet princip. Den ene gruppe bestod af tjenester, der var egnede til prissammenligninger. Det var tjenester, hvor der var mulighed for produktivitetsfremskridt, eller hvor det danske prisniveau i højere grad vurderedes at være mere afhængigt af konkurrenceforhold end af lønniveauet. Den anden gruppe bestod af tjenester, der var uegnede til sammenligning med andre lande. Det var tjenester, der var påvirket af offentlig regulering og subsidier og kun i begrænset grad var i konkurrence med udlandet. De to grupper er ikke direkte sammenlignelige med grupperne i denne redegørelse.
Internationale prissammenligninger indeholder mest information om konkurrenceintensiteten i forskellige lande, hvis den begrænses til varer eller tjenester, som er udsat for international konkurrence. Det skyldes, at international konkurrence indebærer en tendens til, at priserne i de enkelte lande udlignes. Hvis der alligevel kan opretholdes et højere prisniveau i Danmark, kan det pege på, at konkurrencen i Danmark er mindre intens. Det kan skyldes barrierer for den internationale konkurrence som fx offentlig regulering, sproglige barrierer og forbrugerpræferencer.
Ud over konkurrenceniveauet er prisforskelle for nationale tjenester påvirket af indenlandske faktorer, navnlig lønniveauet. Priser på nationale tjenester er derfor mindre velegnede til måling af forskelle i konkurrenceniveau. Et lands lønniveau er i stor udstrækning bestemt af produktiviteten i de erhverv, der producerer varer og tjenester, som handles internationalt. Hvis der samtidig er tendens til, at produktivitetsforskellen mellem internationale og nationale tjenester er større i lande med et højt lønniveau så som Danmark, jf. bilag 2.2, vil priserne i de nationale tjenesteerhverv være relativt høje i de pågældende lande.
Nettoprisen på tjenester med international dimension er ca. 13 pct. højere end gennemsnittet for EU9, jf. figur 2.8 (a). Konkurrencestyrelsens mål er, at prisen på tjenester med en international dimension i 2015 skal være på niveau med EU9.
Prisen på tjenester med national dimension er i Danmark 21 pct. højere end EU9- gennemsnittet, jf. figur 2.8 (b). Det er noget mere end prisforskellen for internationale tjenester. Det peger på, at disse brancher formentlig er mindre konkurrenceudsatte end brancherne, der leverer internationale tjenester. En del af prisforskellen kan dog skyldes en større forskel i produktiviteten mellem internationale og nationale tjenester i Danmark end i de andre EU9-lande, jf. bilag 2.2.
Figur 2.8: Forskelle i nettopriser på opdelte tjenester i Eu9-landene, 2004-2005
Kilde: Eurostat, OECD og egne beregninger.
Nettoprisen på både nationale og internationale tjenester er steget relativt i forhold til de øvrige EU-lande. Siden 2001-2002 er nationale tjenester steget med 7 procentpoint i forhold til EU9-gennemsnittet, mens internationale tjenester er steget med 2 procentpoint. Stigningen fra 2003-2004 har været på hhv. 1 og 3 procentpoint i forhold til EU9, jf. figur 2.9. Nettoprisforskellen på varer har siden 2001- 2002 været noget lavere på omkring 3-5 pct. højere end EU9-gennemsnittet.
Figur 2.9: nettoprisudviklingen for nationale og internationale tjenester og varer
Anm.: Nettopriserne er ikke korrigeret for velstandsniveau.Kilde: Eurostat, OECD og egne beregninger.
Der er flere forhold ud over konkurrence, der kan påvirke udviklingen i prisniveauet over tid. Det gør det vanskeligt at vurdere, om konkurrencen er forbedret de senere år.
Samlet peger udviklingen i nettopriserne dog på, at konkurrencen i de vareproducerende brancher eller brancher, der leverer internationale tjenester, ikke er ændret afgørende i Danmark set i forhold til EU-gennemsnittet. Reduktionen i antallet af brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer afspejles således ikke tydeligt i en reduktion i prisforskellene. Det kan bl.a. skyldes, at konkurrencen også er forbedret i de øvrige EU9-lande.
En anden forklaring kan være, at der kan være forholdsmæssigt mindre konkurrenceproblemer i de brancher, der ikke udpeges ved Styrelsens metode. Da denne gruppe udgør langt størstedelen af brancherne, kan selv mindre konkurrenceproblemer i disse brancher påvirke det samlede prisniveau, jf. boks 2.7.
Nettopriser på vare og tjenestegrupper Der er stor variation i prisforskellen inden for de enkelte vare- og tjenestegrupper, jf. tabel 2.4. Det er bl.a. sundhedsvæsen, restauranter og hoteller samt brød og kornprodukter, 8der er dyrere i Danmark end EU9-gennemsnittet. Omvendt er fisk og kommunikation (post, teleudstyr og teletjenester) væsentligt billigere.
Der er også usikkerhed knyttet til denne opgørelse, herunder den konkrete rangordning af, hvilke varegrupper der er de dyreste eller billigste. Det skyldes bl.a., at det er priser på identiske produkter, der indsamles i de enkelte lande, mens forbrugssammensætningen mellem de enkelte EU9-lande ikke er den samme, jf. boks 2.4.
Eksempelvis er varegruppen mælk, ost og æg ifølge Eurostats tal ca. 10 pct. billigere i Danmark. Det skyldes, at indekset indeholder bl.a. yoghurt, som i udlandet i højere grad end i Danmark bruges som et dyrt dessertprodukt. Ifølge Styrelsens egne beregninger er prisen på mælk alene omtrent på niveau med EU9-gennemsnittet.9 Diverse varer og tjenester er den gruppe, der er dyrest i Danmark. Men selvom prisen ligger 28 pct. over EU9-gennemsnittet, er det vanskeligt at konkludere noget specifikt, da gruppen indeholder mange forskellige varer og tjenester.10
Sundhedsvæsen indeholder undergrupperne medicin og sundhedsydelser. De høje nettopriser i gruppen sundhedsvæsen skyldes høje nettopriser på sundhedsydelser. Nettopriserne på medicin alene er ifølge Styrelsens beregninger derimod nogenlunde på niveau med nettopriserne i de andre EU9-lande.
Fisk og kommunikation er billigere i Danmark end EU9-gennemsnittet. Kommuni-kation dækker over både posttjenester, teleudstyr og teletjenester. Det er specielt prisen på teletjenester, der er lavere end EU9-gennemsnittet. Prisen på posttjenester er derimod højere i Danmark, jf. kapitel 4.
Tabel 2.4: nettoprisen for vare og tjenestegrupper, 20042005
Note : Forsyning dækker over husleje, vand, elektricitet, gas og andre brændstoffer. Note 2: Transport dækker over transport med taxa, bus, tog, skibe og fly.
Anm.: Tabellen indeholder de aggregeringsniveauer, som Eurostat kan garantere kvaliteten af. Vare- og tjenestegrupperne uddannelse og læskedrikke er udeladt i tabellen. Uddannelse indeholder – specielt for Danmark – mange offentligt producerede og finansierede aktiviteter. Det kan vanskeliggøre en prissammenligning. Gruppen læskedrikke er udeladt i tabellen, da Eurostats prisstatistik ikke giver et retvisende billede af prisforskellene, jf. boks 2.6. 2.4 Konkurrenceudsættelse i den offentlige sektor Den offentlige sektor udgør en væsentlig del af den danske økonomi. Det er derfor vigtigt, at der er effektiv konkurrence i den offentlige sektor. Der kan skabes øget offentlig konkurrence igennem bl.a. offentlige udbud og frit valg af offentlig eller privat leverandør.
Offentlige udbud – hvor private og evt. offentlige leverandører konkurrerer om at levere varer eller tjenester til den offentlige sektor – er med til at sikre, at offentlige institutioner og myndigheder får mest for pengene.
Det frie valg af leverandører skærper konkurrencen mellem de offentlige udbydere og private leverandører. Desuden øges konkurrencen også mellem private leverandører. Det kan give borgerne bedre og billigere løsninger.
For at skabe en reel mulighed for frit valg er det afgørende, at kommunerne skaber rammer for, at private leverandører kan fungere på markedet gennem bl.a. korrekte afregningspriser. Samtidig er det vigtigt, at forbrugerne har information om muligheden og kvaliteten af de fritvalgsydelser, som private leverandører kan tilbyde.11
Offentligt udbud og indkøb
Staten, de nye regioner og kommunerne kan konkurrenceudsætte indkøb af varer og tjenester ved at lave udbud, hvor interesserede leverandører kan afgive tilbud.
Alle offentlige indkøb skal sendes i EU-udbud, hvis indkøbssummen overstiger fastsatte tærskelværdier.12 EU-udbud annonceres i EU, og der åbnes således op for, at leverandører uden for Danmark kan byde på opgaverne.
Med den nye konkurrencelov indføres der en annonceringspligt for offentlige myndigheders køb af varer og tjenester, der overstiger 500.000 kr., og som ikke er omfattet af kravet om EU-udbud.13 Den offentlige sektor i Danmark sendte i perioden 2004-2005 ca. 16 pct. af indkøbene i EU-udbud. Det er en stigning på 1 procentpoint i forhold til 2001-2003, men det var fortsat lavere end EU15-gennemsnittet, der i 2004-2005 var uændret på 19 pct., jf. figur 2.10. Grækenland, Spanien og Irland sendte den største andel af de offentlige indkøb i EU-udbud (mellem 24 og 43 pct.).14
Figur 2.10: Andel af offentlige indkøb i EU-udbud for EU15
Kilde: Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet for Det indre Marked samt egne beregninger.
I perioden 2004-2005 lå Danmark som nummer ti ud af de femten ”gamle” EU- lande overgået af blandt andre Sverige og Finland. Det er en fremgang på to pladser i forhold til 2001-2003. I 1995-1997 var Danmark dog placeret på en 5. plads. Så set over det seneste årti er udbudsaktiviteten i Danmark steget mindre end i de øvrige EU15-lande.15
Der findes på nuværende tidspunkt ikke nogen præcis indikator til at måle den reelle konkurrenceudsættelse i den offentlige sektor. Der findes for kommunerne en opgørelse af omfanget af kommunernes indkøb af varer og tjenester hos den private sektor målt ved den private leverandørindikator (PLI). PLI angiver andelen af kommunernes brug af private leverandører i forhold til den del af kommunernes samlede opgaveløsning, der må varetages af private leverandører, jf. boks 2.10.16Køb hos private leverandører har imidlertid ikke i alle tilfælde været konkurrenceudsat.
Boks 2.10: Beregning af den private leverandørindikator
Den private leverandørindikator (PLI) bruges som indikator for kommunernes konkurrenceudsættelse.
Den private leverandørindikator er udviklet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Finansministeriet og Kommunernes Landsforening (KL), fordi den kommunale udliciteringsgrad, som tidligere blev anvendt, blev kritiseret for at være unøjagtig. Kritikken bestod hovedsageligt i, at bruttodriftsudgifterne indeholder myndighedsopgaver, som ikke må udliciteres, fx folkeskoler, kommunernes politiske organisation og erhvervsfremmeopgaver. Dermed undervurderes kommunernes reelle udlicitering af opgaverne i udliciteringsgraden.
PLI lider – i lighed med udliciteringsgraden – af det problem, at det ikke direkte er konkurrenceudsættelsen, der måles, men derimod hvor stor en del af en kommunes opgaver, som må udliciteres, der løses af private virksomheder. Et køb hos en privat virksomhed behøver ikke at have været konkurrenceudsat, men kan være tildelt direkte én leverandør. I det tilfælde vil graden af konkurrenceudsættelse ifølge PLI være overvurderet.
PLI kan omvendt også være undervurderet, hvis kommunen ved afgivelse af kontrolbud selv vinder en udbudt opgave, idet kontrolbuddet er bedre/billigere end de private leverandørers tilbud. Ifølge undersøgelser foretaget af KL byder kommunerne dog sjældent på opgaverne. I perioden 1994-1999 bød kommunerne således på 4 pct. af de udbudte opgaver og vandt ca. 1/3 heraf.
En arbejdsgruppe med deltagelse af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Finansministeriet og KL skal udvikle en supplerende indikator. Den skal vise, hvor stor en del af kommunernes opgaver, som reelt konkurrenceudsættes. Der sigtes mod, at en indikator for konkurrenceudsættelse vil kunne opgøres i løbet af 2007.
For staten eksisterer alene en udliciteringsgrad, der ikke er korrigeret for myndighedsopgaver. Tallene for stat og kommune kan dermed ikke sammenlignes.
I 2005 udgjorde PLI knap 20 pct., jf. figur 2.11. PLI er i gennemsnit steget med 0,4 procentpoint om året siden 1997, og kommunernes samlede brug af private leverandører er dermed vokset med 19 pct. i perioden 1997-2005.
Figur 2.11: Kommunernes brug af private leverandører, 1997-2005
Anm.: PLI er beregnet som et gennemsnit over alle kommuner.Kilde: http://www.noegletal.dk/.
Ifølge kommuneaftalen for 2007 mellem regeringen og KL skal kommunerne samlet set konkurrenceudsætte mindst 25 pct. af de egnede opgaver i 2010 målt ved PLI-indikatoren.17 Det kræver, at PLI skal vokse med ét procentpoint om året i perioden 2005-2010, dvs. med mere end dobbelt så meget som i perioden 2000- 2005. Det er Styrelsens vurdering, at de nye, større kommuner på sigt vil fremme konkurrenceudsættelsen af de kommunale indkøb og serviceydelser.
For statens vedkommende findes en opgørelse af omfanget af statens indkøb af tjenester hos den private sektor målt ved udliciteringsgraden.
Staten udliciterede i perioden 1999-2004 omkring 22 pct. af driftsopgaverne. I 2005 blev udliciteret godt 25 pct. af opgaverne, jf. figur 2.12. Stigningen på 3½ procentpoint mellem 2004 og 2005 kan overvejende tilskrives regnskabstekniske forhold. Den reelle stigning i brugen af private leverandører i staten er på ca. ½ procentpoint.18 Den statslige udliciteringsgrad er ikke sammenlignelig med den kommunale PLI. Det skyldes, at en stor del af de statslige opgaver er myndighedsopgaver, der ikke må udliciteres. Det tages der ikke højde for i den statslige udliciteringsgrad i modsætning til den kommunale PLI, der er korrigeret herfor.
Figur 2.12: statens brug af udlicitering, 1997-2005
Anm.: De tekniske forhold dækker over, at universitetssektoren ikke længere indgår i de statslige bruttodriftsbudgetter samt ændret bogføringsprincip hos BaneDanmark.
Frit valg Regeringen har indført frit valg på flere områder for bl.a. at fremme konkurrencen.19 På ældreområdet er der frit leverandørvalg for praktisk hjælp (bl.a. rengøring), personlig pleje og madservice. I 2006 havde 74 pct. af kommunerne mindst en privat leverandør af praktisk hjælp, jf. figur 2.13. Det svarer til en stigning på 10 procentpoint i perioden 2004-2006. Inden for personlig pleje havde 41 pct. af kommunerne i 2006 mindst én privat leverandør. Det svarer til en stigning på 3 procentpoint i perioden 2004-2006.
Figur 2.13: Andel af kommuner med private leverandører af personlig pleje og praktisk hjælp, 2004-2006
Anm.: Personlig pleje er et gennemsnit af personlig pleje i dagtimerne og øvrig tid. Kilde: Ankestyrelsen.
Andelen af potentielle brugere af fritvalgsydelser på ældreområdet, der vælger en anden leverandør end den kommunale, er fordoblet i perioden 2004-2006, men ligger stadig på et lavt niveau, jf. figur 2.14. I 2006 benyttede 21 pct. af brugerne således en privat leverandør af praktisk hjælp, mens kun ca. 4 pct. modtog personlig pleje fra en privat leverandør.
Figur 2.14: Andel af potentielle frit valgs brugere, der benytter privat leverandør, 2004-2006
Kilde: http://www.fritvalgsdatabasen.dk/ og egne beregninger.
For at sikre, at den reelle konkurrence på fritvalgsområdet udvikles yderligere, er det afgørende, at de kommunale og private leverandører konkurrerer på lige vilkår. På ældreområdet er det vigtigt, at kommunens fastsætter afregningspriser, der afspejler de faktiske omkostninger ved at levere ydelserne.
Konkurrencestyrelsen undersøger løbende kommuners afregningspriser – primært som følge af klager. Med den ændrede konkurrencelov får Konkurrencerådet forbedret sine muligheder for at gribe ind over for kommuner, der fastsætter deres afregningspriser for lavt set i forhold til omkostningerne ved at levere serviceydelserne. Rådet kan udstede påbud om afregningspriser, som bedre afspejler omkostningerne.20 Derved forbedres mulighederne for at skabe lige vilkår i konkurrencen mellem private og offentlige udbydere af fritvalgsydelser.
Konkurrencestyrelsen vil hvert år frem til 2010 som et nyt initiativ udtage en stikprøve på fem kommuner for at undersøge kommunernes afregningspriser inden for praktisk hjælp, personlig pleje og madservice.
Bilag 2.1: Brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemerKonkurrencestyrelsen udpeger brancher med konkurrenceproblemer. Kun brancher, der overstiger en bagatelgrænse, bliver udpeget.
Bagatelgrænsen er todelt. En branche skal have en årlig omsætning på over 500 mio. kr. eller – for ikke momspligtige brancher – have over 600 ansatte for at kunne blive udpeget. I Konkurrenceredegørelse 2007 faldt 168 brancher ud af 501 under bagatelgrænsen. Bagatelgrænsen skal ses i forhold til de gældende fusionstærskler. En fusion skal godkendes af konkurrencemyndighederne, når de deltagende virksomheder tilsammen har en samlet årlig omsætning i Danmark på mindst 3,8 mia. kr., og mindst to af de deltagende virksomheder hver især har en samlet årlig omsætning på mindst 300 mio. kr., jf. kapitel 3.21 Udpegningen af brancherne med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer sker i første omgang kvantitativt. Det sker ud fra de første 9 konkurrenceindikatorer i bilagstabel 2.1.
Bilagstabel 2.1: Konkurrenceindikatorer til udpegning af brancher med tegn på væsentlige konkurrence problemer
Fælles for de enkelte kvantitative konkurrenceindikatorer er, at de kan påpege en risiko for konkurrenceproblemer i en branche. Der er tilfælde, hvor udslag på en stor del af indikatorerne ikke er ensbetydende med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer i branchen. Det kan skyldes specielle forhold i branchen, måleproblemer i data m.m. Når alle indikatorer vurderes i sammenhæng, giver de imidlertid som regel et godt grundlag for at vurdere konkurrencen i en branche.
Fx er en høj koncentration ikke altid udtryk for ringe konkurrence. En høj koncentration er bl.a. helt naturlig i brancher med store skalafordele. Men hvis branchen også har en lav mobilitet, en høj indtjening, en lav tilgangsrate, en høj lønpræmie osv., peger det på, at konkurrencen er svag.
Konkurrenceindikatorerne indgår i et pointsystem, hvor brancherne opnår en markering, hvis en given konkurrenceindikator ligger over en vis grænse. Hver markering giver et, to eller tre point. Summen af pointene udgør branchens samlede konkurrencescore, jf. bilagstabel 2.2.
En branche er kvantitativt udpeget som en branche med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer, hvis branchen opnår en samlet score på mindst 60 pct. af det mulige antal point. Alternativt kan en branche blive udpeget ud fra en konkret vurdering af konkurrencesituationen i branchen.
Prisniveauet er ikke korrigeret for velstandseffekten, da dette ikke er muligt på det detaljerede brancheniveau. Metodeændringen i beregningerne af det overordnede indeks, jf. boks 2.4, har ikke betydning for beregningen af prisniveauet i udpegningen af brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer. Der er således ingen metodeændring i forhold til sidste år i relation til udpegningen af brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer.
Ud over de 9 kvantitative konkurrenceindikatorer udarbejdes også en konkret vurdering af konkurrenceintensiteten i de enkelte brancher. Vurderingen udarbejdes både for de brancher, som blev udpeget ud fra de kvantitative indikatorer og for brancher, som ikke blev udpeget. Derfor bliver enkelte brancher taget af listen, selvom de kvantitative indikatorer viser tegn på konkurrenceproblemer. Desuden bliver 17 brancher i Konkurrenceredegørelse 2007 udpeget, fordi Konkurrence-styrelsen mener, at der var konkurrenceproblemer, som konkurrenceindikatorerne ikke får afdækket.
Antallet af brancher med tegn på væsentlige konkurrenceproblemer er i år faldet til 36. De udpegede brancher, og årsagerne til at brancherne er udpeget, fremgår af bilagstabel 2.2.
Bilagstabel 2.2: Brancher med tegn på væsentlige konkurrence problemer i 2007
Anm.: Brancher markeret med * har været udpeget siden Konkurrenceredegørelse 2001 . Priserne er ifølge aftale med Eurostat ikke offentliggjort og derfor markeret med ( ). Enkelte brancheindikatorer er markeret med n.a., da det ikke har været muligt at beregne indikatoren grundet datamangel. Kun tal for indikatorer over grænseværdierne er vist. For TR og MM vises dog tal, der er under grænseværdien, jf. bilagstabel 2.1 . Ikke udfyldte felter indikerer, at indikatoren for branchen er under grænseværdien (for TR og MM over grænseværdien). Se bilagstabel 2.1 og arbejdspapiret ”Udvælgelsen af brancher med tegn på konkurrenceproblemer i KR-2007” på http://www.ks.dk/ for en uddybende forklaring af de enkelte indikatorer. Bilag 2.2: Prisforskelle, Lønninger og produktivitet Prisen på tjenester er høj i Danmark i forhold til EU9-gennemsnittet. Og det er specielt gældende for nationale tjenester, som – modsat varer og internationale tjenester – ikke kan handles over landegrænserne. Det er dels et udtryk for, at indtjeningen kan være højere i disse brancher som følge af lavere konkurrencepres, dels at fraværet af konkurrence fra udlandet indebærer, at der kan opretholdes et højere lønniveau, der ikke afspejles fuldt ud af højere produktivitet. Det øger omkostningerne og dermed priserne.
Balassasamuelsoneffekten Prisen på en vare eller tjeneste, der produceres i ét land og forbruges i et andet, har en tendens til at blive udlignet internationalt set, hvis konkurrencen fungerer effektivt. Den handlede vare eller tjeneste (herefter handelsvaren) vil blive købt i det land, hvor den er billigst. Det vil presse prisen på handelsvaren ned i de dyre lande og trække prisen op i de billige lande. I det erhverv, hvor en handelsvare bliver produceret, vil lønniveauet være afhængig af, hvor produktive de ansatte er. Hvis de ansatte er mere produktive end i udlandet, kan deres lønniveau være højere, også selvom priserne på handelsvaren er ens.
Hvis der er lønforskelle mellem erhverv, der producerer handelsvarer, og de andre erhverv, vil arbejdskraften søge hen, hvor lønnen er højest. Dermed udligner lønnen sig mellem erhvervene inden for et land, når der ses bort fra forskelle i bl.a. uddannelsesniveauet. Hvis produktiviteten og dermed lønnen er høj i de udlandskonkurrerende erhverv, trækker det lønnen i hjemmemarkedserhvervene op på et tilsvarende niveau – også selv om erhvervenes produktivitet ikke i samme omfang som i de udlandskonkurrerende erhverv overstiger produktiviteten i udlandet.
Det betyder, at prisen på de pågældende erhvervs produkter, typisk tjenester uden international dimension, vil være højere end i udlandet. Så længe der ikke er mobilitet af arbejdskraft mellem lande, fx grundet sprog og andre kulturelle barrierer, kan både løn- og prisforskellene fastholdes. Denne økonomiske effekt kaldes Balassa-Samuelson-effekten.
Resultatet af effekten er, at rigere lande har et højere prisniveau end knap så rige lande, fordi priserne for nationale tjenester er højere, jf. figur 2.5.
Hvis de erhverv, som producerer nationale tjenester i Danmark, ikke har en lignende merproduktivitet i forhold til EU9-gennemsnittet, vil det trække i retning af højere priser på nationale tjenester i Danmark. Det betyder, at en del af forskellene i nettopriserne formentlig ikke udelukkende skyldes konkurrenceproblemer, men også i et vist omfang kan henføres til det høje danske lønniveau.
De danske lønomkostninger i fremstillingsindustrien er ca. 21 pct. over EU9-gennemsnittet, jf. bilagsfigur 2.1. Et så højt lønniveau må primært tilskrives en høj arbejdsproduktivitet.
Bilagsfigur 2.1: Lønomkostninger i EU9, 2005
Anm.: Lønomkostningerne inkluderer indirekte lønomkostningerne så som arbejdsgiverbidrag og arbejdsmarkedsforsikringer.
De danske lønninger påvirker imidlertid kun prisforskellen, hvis der er en større forskel i produktiviteten mellem de vareproducerende erhverv og tjenesteerhvervene i Danmark end generelt i EU9. Hvis produktiviteten i de danske tjenesteerhverv er høj, vil det derimod kunne trække i retning af en lavere prisforskel.
Det kan illustreres i en simpel model, hvor virksomhederne sætter priserne som en mark-up, µ, over marginalomkostningerne. Marginalomkostningerne kan for en virksomhed, der minimerer omkostningerne, og som anvender en Cobb- Douglas produktionsteknologi, skrives som:
hvor W er lønniveauet, A er produktivitetsniveauet, N er beskæftigelsesfrekvensen og α er kapitalens aflønning som andel af produktionen. Den danske relativpris i de vareproducerende erhverv er:
Hvis der er fuldkommen konkurrence i handlen med varer, vil relativprisen være lig med 1, og mark-upen vil også være lig 1 i både Danmark og udlandet. Hvis det for nemheds skyld antages, at beskæftigelsesfrekvensen og kapitalens aflønning som andel af produktionen er ens i Danmark og EU9, vil forholdet mellem de produktivitetskorrigerede lønniveauer også være lig 1.
I den simple model vil lønningerne være ens i alle sektorer i et land svarende til lønnen i de vareproducerende erhverv, men produktiviteten vil typisk være lavere i de tjenesteproducerende erhverv. Prisforskellen i tjenesteerhvervene udgør:22
Det er således kun, hvis den relative produktivitetsforskel mellem de vareproducerende erhverv og tjenesteerhvervene er større i Danmark end i EU9, at det højere danske lønniveau øger prisforskellen. Hvis produktiviteten i de danske tjenesteerhverv er tilstrækkelig høj, vil prisforskellen til EU9 derimod undervurdere betydningen af dårlig konkurrence. Der findes imidlertid ikke pålidelige tal, der kan belyse produktivitetsniveauet i tjenesteerhvervene.
Fodnoter 1 Eksempelvis er branchen Fremstilling af plader, ark, rør og slanger samt profiler af plast ikke udpeget i år. Branchen er kendetegnet ved, at der er danske standarder og normer for produkterne, der virker afskærmende for det danske marked og dermed konkurrencen. I modsætning til tidligere år vurderer Konkurrencestyrelsen i år, at det i dette tilfælde ikke er nok til at konkludere, at der er væsentlige konkurrenceproblemer i branchen. 2 Identisk med NACE Rev. 1.1 på 4-cifret niveau. 3 Regeringens vækststrategi, Vækst med vilje, maj 2002. 4 Værditilvæksten måles i de enkelte brancher for alle årene ved bruttoværditilvæksten i 2003, der er det seneste endelige nationalregnskab. Bruttoværditilvæksten svarer til bruttonationalproduktet (BNP) opgjort i basispriser, dvs. BNP i markedspriser fratrukket produktskatter (netto). Basispriserne er således de priser, producenterne modtager, og er derfor ikke påvirket af eventuelle forskelle i afgifter og subsidier mellem brancherne. 5 Foruden Danmark består EU9 af Belgien, Finland, Frankrig, Holland, Italien, Sverige, Tyskland og UK. 6 I Konkurrenceredegørelse 2005 og 2006 blev vareindekset korrigeret ned med 2 procentpoint og det samlede nettoprisindeks med procentpoint med henvisning til tilbud af en varighed på under 4 uger. 7 Priserne på tjenester kan ikke sammenlignes direkte med sidste års redegørelse grundet en anden aggregering og opgørelsesmetode, jf. boks 2.9. 8 Kornprodukter omfatter ris, pasta, mel, gryn, morgenmadsprodukter og bagværk solgt til forbrugerne. 9 Styrelsen får regelmæssigt udtræk fra Danmarks Statistik om prisen på enkelte produkter, herunder mejeriprodukter. 10 Gruppen indeholder bl.a. varer og tjenester i forbindelse med personlig hygiejne, ure, smykker m.v., sociale ydelser, forsikringer og finansielle tjenester. Det er prisen på tjenester, der trækker indekset op, specielt frisørydelser og forsikringer. 11 Se Konkurrenceredegørelse 2005, kapitel 4. 12 Tærskelværdierne afhænger af, om der er tale om kontrakter på bygge- og anlægsopgaver, varer eller tjenesteydelser. Desuden kan der være forskel på tærskelværdierne alt efter, om det er statslige eller amtskommunale/kommunale kontrakter, der udbydes. Tærskelværdierne er p.t. ca. 39 mio. kr. for bygge- og anlægsopgaver, og hhv. ca. mio. kr. og ,6 mio. kr. for varer og tjenesteydelser afhængig af, om der er tale om statslige eller kommunale kontrakter. Bilag B-ydelser er ikke omfattet af EU’s udbudsregler. Det drejer sig fx om opgaver på social- og sundhedsområdet, kulturområdet, det juridiske område og dele af transportområdet. 13 Annonceringspligten gælder også for kontrakter om bilag B-tjenesteydelser. Der vil dog blive indført en snæver undtagelse fra annonceringspligten i tilfælde, hvor fx krav til fortrolighed bevirker, at offentliggørelse vil modarbejde hensynet bag kontrakten. 14 Store anlægsinvesteringer kan give udsving i de enkelte landes offentlige indkøb i EU-udbud. OL i Athen i 2004 medvirkede fx til, at størrelsen af Grækenlands EU-udbud steg. 15 Størrelsen af de samlede offentlige indkøb og decentralisering af offentlige indkøb i fx kommuner kan have betydning for, hvor stor en del af indkøbene, der falder under EU-tærskelværdierne. Da Danmark er et lille land med en stor decentralisering til kommuner, kan det være medvirkende til, at omfanget af EU-udbud er mindre i Danmark end i større eller mere centraliserede lande. 16 PLI angiver kommunernes samlede indkøb hos private leverandører i forhold til kommunernes samlede bruttodriftsudgifter fratrukket udgifter til folkeskoler m.v. PLI er derfor per definition større end udliciteringsgraden, jf. boks 2.10. 17 Se ”Aftale om den kommunale og regionale økonomi for 2007”, http://www.fm.dk/. 18 Som en konsekvens af universitetsreformen indgår universitetssektoren ikke længere i de statslige bruttodriftsbudgetter.Betalingerne til universiteterne består nu i stedet af tilskud. Effekten af omlægningen påvirker udliciteringsgraden med 2 procentpoint. Desuden har BaneDanmark ændret bogføringsprincip, så indkøb hos BaneDanmarks entreprenørvirksomhed, Entreprise, konteres som køb hos ekstern virksomhed. Effekten af denne ændring påvirker udliciteringsgraden med ca. procentpoint. Kilde: Udliciteringsrådet. 19 På bl.a. sundheds- og sygehusområdet, dagtilbud til børn og ældreområdet. 20 Konkurrencerådet vil kunne påbyde en offentlig myndighed specifikke beregningsmetoder og afregningspriser m.v., hvis afregningsprisen er beregnet eller fastsat for lavt efter de gældende regler for frit valg. Derudover vil Konkurrencerådet kunne påbyde offentlige myndigheder at foretage efterbetaling til private leverandører. Beføjelserne retter sig både mod gældende og fremtidige fritvalgsordninger. 21 Alternativt skal mindst én af de deltagende virksomheder have en samlet årlig omsætning i Danmark på mindst 3,8 mia. kr., og mindst én af de øvrige deltagende virksomheder have en samlet årlig omsætning på verdensplan på mindst 3,8 mia. kr. 22 Under de givne forudsætninger er Version 1.0 Juni 2007 • © Konkurrencestyrelsen. Udgivet af Konkurrencestyrelsen, http://www.ks.dk/Elektronisk publikation fremstillet efter Statens standard for elektronisk publicering |
, jf. teksten.