Konkurrenceredegørelse 2006 - KAPITEL 4 - Skadesforsikring

Forside - Indhold - Bund - Forrige/Næste

"Konkurrenceredegørelse 2006"

KAPITEL 4
Skadesforsikring

4.1 RESUMÉ OG KONKLUSIONER

Det danske forsikringsmarked er præget af fire store selskaber, som gennem en årrække har haft 65 pct. af markedet. Dertil kommer 6-8 mellemstore selskaber, som er landsdækkende, samt over 100 små selskaber, som typisk er lokale eller henvender sig til en snæver kundegruppe.

Danskerne havde i 2004 18 pct. højere forsikringsudgifter end det europæ iske gennemsnit. I perioden 1992-2004 er præmierne pr. indbygger i Danmark steget 87 pct. mod 75 pct. for EU som gennemsnit. Imidlertid er der forskelle på forsikringsprodukterne og lovgivningen i de enkelte lande. Det betyder, at det er vanskeligt at sammenligne direkte.

I Danmark har selskaberne siden 2000 reduceret den andel af præmierne, der går til administration og erstatninger. Mens præmieindtægterne i perioden 2000-2004 er steget 24 pct., er erstatningerne kun steget med 5 pct., og omkostningerne er faldet med 9 procent. Det har medført, at selskaberne i 2003 og 2004 har haft et overskud på 7-9 mia. kr. før skat, hvilket svarer til en forrentning af egenkapitalen på 15 pct. Over en længere periode, 1996-2004, har egenkapitalforrentningen for forsikringssektoren dog alene været 9,3 pct. i gennemsnit, og dermed mindre end i private byerhverv under ét.

De seneste års udvikling har medført, at enkelte af de mellemstore selskaber har sat præmierne ned eller udbetalt ekstra bonus. Det gælder fx ALKA og GF-Forsikring. Blandt de fire største selskaber har Topdanmark oplyst at have justeret præmien ned for nogle kundegrupper.

Selskabernes markedsandele har ikke ændret sig væsentligt. Selv om sammenligninger viser store præmieforskelle mellem selskaberne, har det ikke ført til, at forbrugerne skifter selskab i nævneværdigt omfang. Forsikringsbranchens prisportal, Forsikringsluppen, viser fx, at mange elitebilister kan spare
2.000-3.000 kr. ved at skifte selskab, mens bilister med en højere risikoprofil kan spare op til 10.000 kr. Bilforsikring er det største forsikringsområde. Det er samtidig det område, hvor udgifterne til erstatninger i forhold til præmien er faldet mest siden år 2000. Og udviklingen mod færre skader er fortsat, efter at Folketinget indførte klippekortsmodellen pr. 1. september 2005.

Det er ikke mere end 7-8 pct. af kunderne, der skifter forsikringsselskab årligt. Denne andel kan dog vokse, efter at forsikringsbranchen generelt har forkortet sine opsigelsesvarsler til 1 måned fra september 2005. En tredjedel af kunderne er parate til at skifte selskab, hvis de kan opnå en besparelse på minimum 500 kr. Eksemplerne foran viser, at dette i en række tilfælde vil være muligt. Muligheden for at få en sådan besparelse bliver dog mindre, fordi kunderne skal betale stempelafgift til staten, når de opretter nye policer i et andet selskab.

Samtidig er det tankevækkende, at 61 pct. af forbrugerne oplyser, at de ikke er parate til at afsætte tid eller højst vil afsætte ½ time til at undersøge forsikringsmarkedet, selv om de kan spare minimum 500 kr. ved at skifte til et andet selskab. Uden en aktiv indsats fra forbrugerne er der næppe udsigt til ændringer i selskabernes markedsandele og dermed lavere priser. Præmierne kan fortsætte med at stige i henhold til de indeksklausuler, der går igen i hver police, og som automatisk giver selskaberne øgede indtægter år efter år, uanset udviklingen af omkostningerne.

Samlet er der mulighed for et øget konkurrencepres på selskaberne. Det kræver dog, at forbrugerne begynder at interessere sig mere for deres forsikringsforhold og de besparelser, de kan opnå ved at undersøge markedet. På pengeinstitut- og ejendomsmæglerområdet er det efterhånden almindeligt, at en stor del af forbrugerne ”handler om prisen”. En tilsvarende udvikling bør også slå igennem på forsikringsområdet.

På baggrund af analyserne i dette kapitel foreslås følgende initiativer, der kan fremme konkurrencen.

For det første er der behov for at sætte fokus på den måde, forsikringsbranchen regulerer præmierne på. Den største del af stigningen sker i form af en årlig indeksregulering som oftest efter Danmarks Statistiks timelønindeks. Indeksregulering er praktisk for selskaberne, fordi den er nem at administrere, men den har en række klare ulemper.

Når hele branchen indekserer præmierne, vænnes forbrugerne til, at præmiestigninger er naturlige, og at præmiestigninger ikke kan undgås ved at skifte selskab. Denne praksis er uheldig og ud fra en konkurrencemæssig vinkel ikke ”god skik”. Der er stort set ingen andre erhverv, der har samme indekseringstradition som forsikringsbranchen.

Problemet er den automatiske regulering – ikke det forhold, at der forekommer prisstigninger, hvilket sker i alle brancher. Hvis et selskab har behov for at hæve præmierne med mere end prisstigningerne på de ting, forsikringen skal dække, skal de blot meddele kunderne dette skriftligt. Herefter kan kunderne tage stilling til, om de ønsker at skifte selskab. En sådan praksis vil lægge et vist pres på selskaberne for at dæmpe deres præmiestigninger.

Det forekommer ligeledes betænkeligt, når den del af præmierne – typisk ca. 25 pct. – som dækker administrationsomkostninger m.v., indekseres. Virkningen af en sådan indeksering er jo, at forsikringsselskaberne ikke skal udvise samme årlige produktivitetsfremskridt i deres administration som i resten af den danske økonomi.

Det vil derfor være hensigtsmæssigt, hvis selskaberne ændrer reguleringspraksis, og hvis forbrugerne er opmærksomme på reguleringsklausulerne.

En sådan praksisændring kan opnås uden nævneværdige forøgelser af forsikringsselskabernes administrative byrder. Stort set alle selskaber udsender alligevel en policeoversigt til deres kunder hvert år.

For det andet er det vigtigt, at forbrugerne uhindret kan skifte til det selskab, hvor de får det bedste produkt til den bedste pris. Det er derfor væsentligt, at der ikke er afgiftsregler, som gør det dyrt at skifte.

Forsikringsbranchen har oplyst, at man skal op på en samlet besparelse på 300-1.000 kr., før kunden føler, at det er besværet værd at skifte selskab. Det er ikke svært at finde prisforskelle af denne størrelse på Forsikringsluppen. Imidlertid vil de kunder, som overvejer at skifte forsikringsselskab, blive påvirket negativt af, at de skal betale stempelafgift til staten, hver gang de opretter en ny police. For en husstand, der flytter flere policer, kan ekstrabetalingen løbe op i 500 kr. eller mere. Derved forsvinder en del af den gevinst, kunden umiddelbart kunne få ved at skifte.

Det er relativt sjældent – og betænkeligt – at afgifter er indrettet, så de direkte rammer forbrugerne, alene fordi disse skifter leverandør. Sådanne afgifter er samfundsøkonomisk uheldige, idet konkurrencen begrænses.

Statens provenu fra stempelafgiften for de ”rene” skift, dvs. de situationer, hvor forbrugeren opsiger en løbende forsikring – fx en bilforsikring – fordi man ønsker at forsikre samme bil i et andet selskab, er 40-45 mio. kr. om året. Det er 2 promille af de samlede årlige præmier på ca. 27 mia. kr. på privatmarkedet. Skadevirkningerne er, at forbrugerne mister noget af motivationen til at overveje, om de kan forsikre sig bedre og billigere hos konkurrenterne. Virkningen af afgiften er derfor sandsynligvis et samfundsøkonomisk tab. Det er dog næppe provenumæssigt selvfinansierende at fjerne afgiften, og en evt. afgiftsændring bør derfor indgå i en overordnet finanspolitisk afvejning.

For det tredje er det nødvendigt, at forbrugerne får bedre overblik over sel skabernes samlede præstationer. Det kræver, at forbrugerne på en let og enkel måde kan orientere sig om de fordele, de kan opnå hos de enkelte selskaber, så de får bedre kort på hånden over for forsikringsselskabet. Her vil velfungerende prisportaler og ratingsystemer være en værdifuld hjælp.

De fleste forbrugere vil fokusere på prisen, når de sammenligner forsikringsprodukter. Men en ensidig fokus på prisen kan være utilstrækkelig, fordi den ikke giver forbrugeren et dækkende billede. Den lave pris kommer fx ikke forbrugeren til gavn, hvis den viser sig at være en følge af en police med begrænset dækning, dårligere service eller lavere erstatninger. En rating af forsikringsbranchen vil give forbrugeren et godt overblik over de forskellige selskabers målbare præstationer både samlet set og på produktniveau. Sådanne ordninger er kendt fra flere andre områder – fx fra investeringsforeningerne, jf. kapitel 3.

En rating skal bygge på en række forskellige parametre, der munder ud i en samlet vurdering af selskabernes produkter på de enkelte områder. Den samlede vurdering skal være enkel og dermed modvirke tendensen til, at forbrugerne ”drukner” i information.

En rating bør gennemføres som et brancheinitiativ i samarbejde med repræsentanter for forbrugerne og vil være et naturligt supplement til Forsikringsluppen, som branchen indførte i 2001. Luppen har gjort det lettere for forbrugeren at sammenligne priser og vilkår for familie-, bil- og husforsikringer. Luppen har nu fungeret i knap 5 år, og selv om den har fungeret godt, er der behov for en modernisering. Undersøgelser viser således, at Luppens brugere har svært ved at finde frem til alle relevante oplysninger inkl. priser. Forsikring & Pension har allerede taget de første initiativer til en revision af Luppen.

På den baggrund anbefales det:

• At selskaberne ændrer praksis for regulering af præmier, og at forbrugerne øger opmærksomheden omkring indekseringspraksis – herunder om præmierne følger et prisindeks og ikke et lønindeks. Indekseringen bør endvidere ikke omfatte den del af præmien, der modsvares af administrationsomkostninger.
   
• At reglerne om stempelafgift ændres, hvis det nødvendige provenu kan fremskaffes, så forbrugerne ikke skal betale afgift, når de skifter forsikringsselskab, hvis forsikringssituationen i øvrigt er uændret.
   
• At forsikringsbranchen årligt offentliggør en rating af skadesforsikringsselskaberne og deres produkter.

4.2 KONKURRENCEN PÅ FORSIKRINGSMARKEDET

Forsikringsselskabernes indtægter stammer først og fremmest fra salget til private forbrugere. De samlede præmieindtægter på privatmarkedet løb i 2004 op i 26,8 mia. kr. Hertil kommer 16,9 mia. kr. fra salg til erhvervsvirksomheder. En mindre del af præmieindtægterne – 10-15 pct. i 2004 – anvendes til at genforsikre selskabernes risici. Genforsikring gør det muligt for selskaberne at udbetale erstatning i tilfælde af meget store erstatningskrav. Næsten al genforsikring sker hos udenlandske selskaber.

Selskabernes præmieindtægter skal dække kundernes erstatninger, administrationsomkostninger og et overskud til ejerne. Afkastet af de meget betydelige reserver, selskaberne har opbygget, bidrager også til overskuddet. Egenkapital og forsikringsmæssige hensættelser i skadesforsikringssektoren var ved udgangen af 2004 samlet 107 mia. kr.

Forsikringsselskaberne er under tilsyn. I Danmark kontrolleres selskaberne af Finanstilsynet, bortset fra de få selskaber der er under tilsyn fra udlandet.¹ Tilsynet er baseret på retningslinier for al forsikringsvirksomhed i EU og skal påse, at der altid er sikkerhed for kundernes krav.

Det følgende beskriver først en række centrale forhold – præmier, erstatninger, omkostninger og markedsstrukturen – hvor det er naturligt at sammenligne udviklingen i Danmark med andre EU-lande. Dernæst ses nærmere på konkurrenceforholdene i Danmark.

Præmier

Når man ser på hele perioden 1992-2004, er de præmier, danskerne betaler til deres forsikringsselskaber, steget med 87 pct., jf. tabel 4.1. Det er mere end gennemsnittet i EU, der ligger på 75 pct. Ser man bort fra inflation, er forskellen 45 pct. i Danmark mod 35 pct. for gennemsnittet i 15 EU-lande (herefter EU15).² Præmieindtægterne i Danmark lå i 2004 18 pct. over EU15. Kun i England og Irland ligger de samlede præmiebetalinger pr. indbygger højere. Denne forskel bygger på data fra CEA – den fælles europæiske brancheorganisation for forsikringsselskaber. CEA's tal kan udover prisforskelle også dække over, at indbyggerne forsikrer sig i forskelligt omfang, forskellige erstatningsregler m.v.

Ser man på opgørelsen fra Eurostat, var præmierne i Danmark 2003-04 15 pct. højere end EU9, jf. boks 4.1. Eurostats opgørelser omfatter kun prisforskelle.

Tabel 4.1: Præmierne for skadesforsikring

Anm. 1: De anførte lande er de samme som i analysen i Konkurrenceredegørelse 2002, kapitel 3.

Anm. 2: CEAs tal omfatter både privat- og erhvervsforsikring. Gennemsnittet er vægtet med landenes befolkningstal.

Kilde: CEA (Comité Européen des Assurances – den europæiske brancheorganisation for forsikring).

CEA opgør ligeledes præmierne pr. indbygger for de vigtigste forsikringsområder, jf. tabel 4.2. Tabellerne, der omfatter både erhvervs- og privatforsikring, er opbygget ud fra indberetninger fra brancheorganisationerne i de enkelte lande, og der kan være forskelle på, hvorledes landene indberetter.

Når danske husejere betaler højere forsikringspræmier end alle andre lande, kan det således bl.a. hænge sammen med, at de danske præmier til familieforsikring medtages her. Dertil kommer ifølge branchen, at de produkter, der er udviklet til dækning af skjulte skader på ejendomme (rør, kabel, stikledninger m.v.), er mere almindelige i Danmark end i andre europæiske lande.

Ejerskifteforsikringer, som ikke har eksisteret i andre EU-lande før 2005, udgjorde i 2004 10 euro pr. dansker og kan dermed ikke forklare forskellen.

Boks 4.1: Eurostats priser

Note 1: Eurostat sammenligner priserne på forsikringer inden for livsforsikring og auto-, ejendoms-, ulykke- og sundheds- – samt anden forsikring.

Note 2: Der er korrigeret for livsforsikring i det omfang, dette har været muligt.

Note 3: I Eurostats statistik er der sammenlignet med EU9. EU9 omfatter Belgien, Danmark, England, Finland, Frankrig, Holland, Italien, Sverige og Tyskland.

Kilde: Eurostat.

Tilsvarende kan de lave præmier til ansvarsforsikring i Danmark hænge sammen med, at de danske forsikringsselskaber kun har indberettet præmierne til erhvervsansvar under denne gruppe. Privat ansvar er indeholdt dels i familieforsikring, jf. foran, og dels i autoforsikringen.

På den baggrund kan det virke overraskende, at de danske præmier på autoområdet kun ligger lidt over gennemsnittet for EU15, når man medtænker de høje priser på biler og reservedele. Samtidig er Danmark ifølge branchen et af de lande, hvor flest (omkring 90 pct.) har kaskodækning på deres bil.

Tabel 4.2: Præmier pr. indbygger fordelt på forsikringsområder i 2004, euro

Note 1: For England indgår præmier på sø- og lufttransport i tallene med 201 euro pr. indbygger. Det er mere end 5 gange det gennemsnitlige niveau for de andre lande og medvirkende til, at England generelt ligger med de højeste præmier pr. indbygger.

Note 2: Det svenske tal for ansvarsforsikring er fra 2003.

Anm.: EU15 er vægtet med landenes befolkningstal.

Kilde: CEA.

Forholdet hænger bl.a. sammen med, at danskerne har væsentligt færre biler end EU-gennemsnittet. I 2002 var der 351 personbiler pr. 1.000 indbygger i Danmark mod 495 for EU15, en forskel på 29 pct.³ Hvis de danske præmier omregnes, så de svarer til samme biltæthed som det europæiske gennemsnit, lå de danske bilforsikringer 48 pct. over EU15 i 2004.⁴

Det er navnligt de danske præmier for autoforsikring og ulykkesforsikring, der er steget mere end det europæiske gennemsnit, jf. tabel 4.3. Ændringen af lov om erstatningsansvar pr. 1. juli 2002⁵ medførte en stigning i erstatningsniveauet i Danmark, som bl.a. fik betydning for autoforsikring. Ulykkesforsikring i tabellen omfatter bl.a. arbejdsskader, hvor der i Danmark er sket en stigning i antallet af skader, der udløser erstatning. Det skyldes, at Arbejdsskadestyrelsen i dag anerkender flere skader, som givende varige mén end tidligere.⁶ Dertil kommer, at salget af sundhedsforsikringer i Danmark er steget betydeligt inden for de senere år.⁷

Bilparken er vokset i de fleste lande siden 1992. Stigningen i Danmark har dog været mindre end det europæiske gennemsnit.⁸ Det betyder, at det øgede antal biler på de danske veje ikke kan forklare, at autopræmierne i Danmark er steget mere end i EU15.

Tabel 4.3: Præmieudviklingen for hovedområder, 1992-2004

Note 1: I 1995 skete en større ændring af regnsskabsstandarden.

Anm.: EU15 er vægtet med befolkningsstørrelse. Der er korrigeret for inflation.

Kilde: CEA.

Der er ikke statistik, der nærmere kan belyse, om forskellene i præmiestigningerne eller gennemsnitspræmierne mellem Danmark og resten af EU skyldes forskelle i antallet af forsikrede, ændrede lovkrav eller individuelle forhold hos selskaberne. Opgørelserne fra Eurostat, jf. boks 4.1, tyder dog på, at præmieniveauet er højere i Danmark end i EU9.

Erstatninger

Ser man på udviklingen i erstatningsudbetalingerne siden 1996, afviger Danmark ikke væsentligt fra EU-gennemsnittet, jf. figur 4.1.⁹ Der kan være udsving fra det ene år til det næste, fx ifm. orkanen i december 1999, men de danske forbrugere har i 1996-2002 i gennemsnit fået udbetalt omkring 83 pct. af præmiekronerne i erstatning, hvilket svarer til EU-gennemsnittet.

Figur 4.1: Selskabernes erstatningprocenter

Anm.: Erstatningsprocenten er for egen regning. For egen regning (f.e.r.) angiver, at erstatningerne er opført efter fradrag af de beløb, som henholdsvis er videregivet som afgivne præmier eller modtaget fra genforsikringsselskaberne til delvis dækning af de udbetalte erstatninger. EU-gennemsnittet er uvægtet.

Kilde: CEA og Finanstilsynet.

Efter 2002 er den danske erstatningsprocent fortsat med at falde. Der foreligger endnu ikke tal for EU efter 2002.

Ser man på udviklingen i Danmark inden for hovedområderne, er billedet mere varieret, jf. tabel 4.4. Opgørelsen viser udviklingen beregnet i forhold til selskabernes direkte præmieindtægter. I tabellens højre kolonne er vist udviklingen i erstatningsprocenten for egen regning. Disse tal svarer til figur 4.1, men de findes ikke opdelt på forsikringsområder. Betragter man forløbet over perioder på flere år for at udligne tilfældige udsving, er erstatningsprocenten faldet fra 92 pct. i perioden 1999-2001 til 75 pct. i perioden 2002-2004 eller med 17 procentpoint.

Erstatningsprocenterne for familieforsikring ligger som helhed lavt, mens ”enkelt ulykkes- og sygeforsikring” har haft en høj erstatningsprocent i hele perioden. Erstatningerne for grundejerforsikringerne, der inkluderer udsvingene som følge af orkanen i december 1999, er steget med 9 procentpoint over hele perioden siden 1996-1998.

Tabel 4.4: Erstatninger i Danmark for hovedområder (pct. af præmie)

Note 1: Familieforsikring er ikke direkte sammenlignelig med CEA's kategori vedr. ansvar, jf. tabel 4.3, idet en familieforsikring som regel også dækker indbo.

Note 2: Grundejerforsikring svarer til CEA's kategori: Ejendom.

Note 3: 1999 er påvirket af de høje erstatninger efter orkanen i december 1999.

Note 4: Al dansk forretning.

Anm.: Bruttoerstatningsprocenterne på hovedområderne er for selskabernes direkte forretning og hensættelsesreguleret.

Kilde: F&P og Finanstilsynet.

Når erstatningsprocenterne er faldet, skyldes det især udviklingen inden for autoforsikring. I perioden 1996-2004 er erstatningsprocenten faldet mar kant med 15 procentpoint, og heraf 11 procentpoint siden 1999-2001. Faldet har været særlig markant på kaskodelen. Når erstatningerne for autoansvar ligger på et højere niveau end kaskodelen, hænger det sammen med, at an svarsdelen er pålagt en afgift af præmierne, mens der ikke er afgift på kas koforsikringen. Det betyder, at forsikringsselskaberne inden for visse rammer kan holde den samlede autopræmie nede ved at sætte ansvarsdelen lavt og til gengæld hæve kaskodelen.

Flere forhold tyder på, at de faldende udgifter til erstatninger på autoområdet kan fastholdes efter 2004. Antallet af skader på bilparken er faldet, og priserne for reparationer stiger væsentligt mindre end tidligere. Fra 1996 til 2004 gik antallet af skader ned med 18 pct. Efter 2004 er antallet af trafikulykker gået yderligere tilbage, især efter at Folketinget fra 1. september 2005 har indført en klippekortsmodel for bilister, der overtræder færdselsloven. For perioden marts 2005 til februar 2006 lå antallet af trafikulykker således 10 pct. under niveauet for året før.^{10 11} De danske reservedelspriser, der traditionelt har ligget højt,¹² har inden for de seneste år nærmet sig EU-gennemsnittet.¹³ Autoværkstedernes timepriser har ligeledes stabiliseret sig.¹⁴

De generelt stigende præmier på alle områder i Danmark kan dermed ikke henføres til udviklingen i erstatningerne. Tværtimod lægger udviklingen op til, at selskaberne kunne holde igen med præmiestigninger. Navnlig for bilforsikring har der været mulighed for at være tilbageholdende med reguleringer eller evt. sætte præmierne ned.

Enkelte selskaber, heraf nogle mellemstore som GF-Forsikring og ALKA, har nedsat præmierne, jf. boks 4.2.

Boks 4.2: Prisnedsættelser

Topdanmark har justeret præmierne ned for nogle kundegrupper, men de store selskaber har gennemgående ikke ændret deres præmiepolitik, jf. boks 4.3.

Boks 4.3: Selskabernes overvejelser om prisændringer

Omkostninger

Udviklingen i de danske forsikringsselskabers omkostninger kan heller ikke forklare præmieudviklingen.¹⁵ Ganske vist har de danske omkostninger ligget højere end EU i perioden 1998-2002, jf. figur 4.2. Men siden 2000 er den danske omkostningsprocent faldet kraftigt, fra 28,9 til 21,7 i 2004 eller med 7,2 procentpoints. Der foreligger endnu ikke tal for EU15 efter 2002.

Figur 4.2: Selskabernes omkostninger (pct. af præmie)

Anm.: Omkostningsprocenten er for egen regning. EU15-gennemsnittet er uvægtet.

Kilde: CEA og Finanstilsynet.

Omkostningsprocenten er et udtryk for, hvor meget det koster forsikringsselskaberne at sælge og administrere forsikringer pr. præmiekrone. Når omkostningsprocenten falder, tyder det på, at selskaberne er blevet mere effektive. Selv om omkostningerne ved at administrere danske forsikringer har været faldende, ligger omkostningerne dog fortsat klart over det europæiske gennemsnit, når man måler omkostninger pr. indbygger, jf. tabel 4.5.

Tabel 4.5: Driftsomkostninger pr. indbygger, euro

Kilde: CEA og Finanstilsynet.

Udviklingen mod en lavere omkostningsprocent bekræftes, når man ser på beskæftigelsen i forsikringsbranchen. Fra 1999 til 2004 er antallet af ansatte faldet med 1.391 personer, eller 11 pct., jf. tabel 4.6.

Tabel 4.6: Beskæftigede i skadesforsikringsselskaber i Danmark

Anm. 1: Tallet for 1996 og 1999 er korrigeret med If's ca. 400 ansatte, idet If overgik til svensk tilsyn i slutningen af 1999.

Anm. 2: Finanstilsynets hidtil offentliggjorte tal er korrigeret pga. indberetningsfejl fra nogle selskaber.

Anm. 3: Ændringer i antal beskæftigede kan skyldes organisatoriske forhold, fx at selvstændige assurandører bliver ansat.

Kilde: F&P og Finanstilsynet.

Der findes ikke tal for antallet af ansatte i skadesforsikringsselskaber i andre lande. Ser man på det samlede antal beskæftigede inden for både livsforsikring og skadesforsikring, er beskæftigelsen nogenlunde uændret fra 1996 til 2004 både i Danmark og EU15, jf. tabel 4.7.

Tabel 4.7: Antal ansatte i livsforsikring og skadesforsikring1 pr. 1.000 indbyggere

Note 1: Ved internationale sammenligninger findes der kun tal for ansatte i forsikringsselskaber (liv og skade) under ét. Men i langt de fleste tilfælde står skadesforsikringsselskaberne for mere end ¾ af den samlede beskæftigelse, jf. Konkurrenceredegørelse 2002, kapitel 3.

Anm.: Tallene er lige som for tabel 4.6 korrigeret pga. indberetningsfejl fra nogle selskaber i Danmark.

Kilde: CEA og Finanstilsynet.

Den faldende omkostningsprocent skyldes ikke udviklingen i lønningerne. Når man sammenligner med andre brancher, betaler skadesforsikringsselskaberne gode lønninger. Lønforskellen er vokset lidt siden 1995-96, jf. tabel 4.8. Lønpræmierne viser, hvor høje lønninger en branche betaler, sammenlignet med andre brancheområder.¹⁶ Beregningerne tager hensyn til, at der er forskelle i køns- og alderssammensætning, uddannelse, bopæl og familieforhold. Forsikringsselskaberne kan – ligesom fx datavirksomheder – have behov for at betale høje lønninger for at tiltrække specialister, fx til aktuarberegninger, men det kan langt fra forklare hele forskellen til andre brancher, der har særlige krav til de ansattes kvalifikationer m.v.

Tabel 4.8: Lønpræmier

Anm.: Tallene er gennemsnitlige for perioden.

Kilde: Danmarks Statistik.

Selv om der har været et fald i den danske omkostningsprocent og ligeledes nedgang i beskæftigelsen, tyder opgørelser over produktiviteten på, at der er mulighed for yderligere forbedringer. Når man sammenligner forsikringsselskabernes produktivitet, er der væsentlig forskel mellem de bedst drevne og de mindre effektive virksomheder. Beregninger viser, at forskellen er mere end 25 pct. over gennemsnittet for andre brancher.¹⁷ Det betyder, at forsikringsbranchens omkostningsprocent kan nedsættes betydeligt, hvis de mindst effektive virksomheder hæver deres produktivitet – fx til det nuværende gennemsnit.

Overskud

Forsikringsselskabernes indtægter kommer dels fra kundernes løbende betaling af præmier, dels fra investeringer. De reserver, som selskaberne har opbygget for at kunne opfylde kundernes krav om erstatning, hvis der indtræffer en forsikringsbegivenhed, giver et løbende afkast, som indgår i det samlede resultat.

Indtægterne fra præmier har været jævnt stigende, jf. tabel 4.9. Derimod har afkastet af investeringerne svinget, men efter 2003 har det ligget stabilt.

Tabel 4.9: Skadesforsikringsselskabernes indtægter, mia.kr.

Note: Al dansk forretning.
Kilde: Finanstilsynet.

Tabel 4.10: Nøgletal

Note 1: Den 10-årige effektive enhedsprioritetsobligationsrente.

Note 2: En solvensgrad på 1 betyder at selskaberne præcis opfylder Finanstilsynets kapitalkrav.

Note 3: Tallet er gennemsnittet af 1996-2003.

Anm.: Tallene for egenkapitalens forrentning i den private sektor omfatter efter 1999 flere brancher end de foregående år.

Kilde: Danmarks Statistik og Finanstilsynet.

Forsikringsbranchens resultat ligger ud fra disse tal ikke højt sammenlignet med private byerhverv under ét, når man betragter udviklingen i hele perioden 1996-2004, men over obligationsrenten. I de seneste år har egenkapitalforrentningen dog været på 15 pct. og dermed på niveau med de private byerhverv.

Uanset udsvingene i forrentningen har forsikringssektorens reserver hele tiden ligget væsentligt over Finanstilsynets solvenskrav.

Aktieselskaber og gensidige selskaber

Gensidige forsikringsselskaber ejes af forsikringstagerne. Ved at tegne sine forsikringer i et gensidigt forsikringsselskab bliver man medlem – eller medejer – af forsikringsselskabet. Det er ofte historisk betinget, hvilke selskaber der er organiseret som aktieselskaber og gensidige selskaber. Men selskabets størrelse har også betydning. En del gensidige selskaber er med tiden omdannet til aktieselskaber, fordi aktieselskaber bl.a. har nemmere ved at tiltrække kapital. I dag er de fire store selskaber alle aktieselskaber, mens der findes nogle gensidige som Købstædernes og Lærerstandens Brandforsikring med markedsandele på hver især 2-3 pct. De gensidige selskabers samlede markedsandel er ca. 10 pct.¹⁸

De fleste gensidige forsikringsselskaber tilbyder forretninger til specifikke personkredse. Et eksempel er Lærerstandens Brandforsikring, der henvender sig specielt til undervisere, mens Købstædernes og en række lokale selskaber henvender sig til den bredere befolkning, evt. med visse geografiske begrænsninger.

Nogle forsikringsselskaber, som GF-Forsikring og ALKA, er organiseret som aktieselskaber, men de minder om de gensidige forsikringsselskaber i deres overordnede økonomiske profil. I GF-Forsikring optages kunderne i en af selskabets 68 klubber, som køber aktier i GF for hvert medlem. Ved årets afslutning gør man hver klubs regnskab op, og resultatet bliver udbetalt som bonus. ALKA er et kooperativt forsikringsaktieselskab, hvis ejerkreds består af fagbevægelsen, en række kooperative virksomheder i Skandinavien¹⁹ samt ALKA's medarbejdere.

Sammenligner man indtjening, omkostninger og erstatninger i gensidige selskaber og aktieselskaberne, er der en tydelig forskel. De gensidige forsikringsselskaber har lavere omkostninger og udbetaler en højere andel af deres præmieindtægter i erstatninger end aktieselskaberne, jf. tabel 4.11. Gensidige selskaber havde i perioden 2002-2004 en omkostningsprocent på 18 mod 25 i aktieselskaberne. I perioden 1996-2004 lå de gensidige selskabers erstatningsprocenter over aktieselskabernes i 8 år og kun lavere i ét.

En del af forklaringen kan være, at nogle gensidige selskaber kun har et begrænset salgsapparat og derfor lave salgsomkostninger. En anden årsag kan findes i, at de gensidige i et betydeligt omfang alene forsikrer bestemte kundegrupper. En tredje forklaring kan være, at de gensidige selskaber ikke betaler udbytte til en aktionærkreds og derfor kan holde lavere præmier eller udbetale en større del af overskuddet til kunderne. Forskelle i kundekreds (selektering) og produkter gør det svært at sammenligne selskabernes regnskabstal.

Tabel 4.11: Aktieselskaber og gensidige selskaber

Anm. 1: De hensættelsesregulerede præmieindtægter for egen regning er reduceret med bonus og præmierabatter samt med stigningen i hensættelser for stigende alder.

Anm. 2: Tallene er beregnet som gennemsnit for 2002-2004. Egenkapitalen ift. præmieindtægter er i gennemsnit ca. 18 pct. højere for gensidige selskaber end for aktieselskaber.

Kilde: Finanstilsynet.

Tabel 4.12 om fatter de 10 største forsikringsselskaber bortset fra If og Kommune forsikring.²⁰ De øvrige selskaber henvender sig mere eller mindre til samme kundegrupper, og man kunne derfor som udgangspunkt forvente et nogenlunde ensartet billede.

Det kan være nødvendigt at inddrage flere faktorer end pris og erstatninger, når man vil sammenligne selskaberne. Et selskab kan fx holde et højt erstatningsniveau, enten fordi det er effektivt og har lave omkostninger, eller fordi overskuddet er lavt.

Med de forskelle der fremgår af tabel 4.12, vil det være naturligt for kunder, der præsenteres for nogenlunde samme præmiebetaling fra to selskaber, at se nærmere på, hvor meget selskaberne udbetaler i erstatninger, da det kan være en indikator for deres fremtidige udbytte af forsikringen. Nogle selskaber betaler bonus tilbage til forsikringstagerne, hvis der er grundlag for det.

Tabel 4.12: Nøgletal 2002-2004

Note 1: Købstædernes Forsikring havde frem til udgangen af 2000 et samarbejde med Tryg om salg af forsikringer. Efter denne dato har selskabet skullet opbygge sit eget salgsnet, og det har påvirket resultaterne. Købstædernes sælger bl.a. privatforsikringer til medlemmer af FDB.

Note 2: Fairs tal må vurderes på baggrund af, at selskabet først begyndte i 1998.

Anm. 1: Tallene er beregnet på selskabernes koncernniveau.

Anm. 2: Tallene er beregnet som gennemsnit for 2002-2004.

Anm. 3: Omkostningsprocenten er bruttoomkostninger ift. deres bruttopræmieindtjening – inkl. genforsikringsselskaber. Erstatningsprocenten er beregnet ud fra forsikringsselskabernes samlede hensættelsesregulerede erstatningsudbetalinger ift. deres bruttopræmieindtægter.

Kilde: Finanstilsynet.

Struktur

Forsikringsbranchen er koncentreret. Der har ikke været mærkbare forskydninger i markedsandelene siden 1996 bortset fra virksomhedsovertagelser, og tilgangen af nye selskaber har været beskeden.

Koncentrationen er blandt de højeste i EU15 kun overgået af Sverige og Finland.²¹ Ud af 125 selskaber tegner blot fire store selskaber – Tryg, Topdanmark, Codan og Alm. Brand – sig for en samlet markedsandel på godt 65 pct., jf. figur 4.3.²² Koncentrationen har været stigende. Hirschman-Herfindahl-Indekset (HHI) var i 1996 1.007 og er steget til 1.221 i 2004.²³

Det skyldes især opkøb af mindre selskaber, fx Topdanmarks overtagelse af Danica Forsikring og Danske Forsikring (skade) i 1999 og Alm. Brands køb af Provinzial i 2000.²⁴ De fire store selskaber har samtidig betydelige markedsandele inden for næsten alle forsikringsområder og opererer som ”allround selskaber” med ydelser til alle kundegrupper.

Figur 4.3: De fire største selskabers markedsandele

Anm.: Markedsandele er beregnet efter præmieindtægt for den direkte forretning for både erhvervs- og privatforsikring samlet med hensættelsesregulering efter koncerntilknytning.

Kilde: F&P.

Ud over de fire store forsikringsselskaber er der en mellemgruppe på 6–8 landsdækkende selskaber²⁵, som samlet tegner en markedsandel på omkring 20 pct. De øvrige 110-115 selskaber er lokale eller specialiserede selskaber, der ofte kun henvender sig til en snæver kundegruppe.

Den største forskydning i markedet fra 1999 til 2004 er, at If har øget sin markedsandel med 1 pct. til 5,8 pct., og at Fair, der startede i 1998, er kommet op på en markedsandel på 0,7 pct. Alm. Brand har ligeledes øget sin markedsandel med 1 pct., men det skal ses på baggrund af overtagelsen af Provinzial.²⁶ En række udenlandske forsikringsselskaber, herunder Allianz, Zürich, TryggHansa, Wintherthur m.fl. har forsøgt at etablere sig for senere at trække sig ud af markedet igen.

Selskabernes præmier

De vigtigste produkter for forbrugerne er de samme hos alle selskaberne: Motorkøretøjsforsikring (opdelt i ansvar og kasko), ejendomsforsikring og familieforsikring (evt. opdelt i indbo-, ansvars- og ulykkesforsikring). Der er imidlertid forskelle med hensyn til dækning, selvrisiko m.v., som kan gøre det vanskeligt at sammenligne produkterne.

Det bedste udgangspunkt for en prissammenligning får man på branchens prisportal – Forsikringsluppen, jf. boks 4.4.

Boks 4.4: Forsikringsluppen

Note 1: ALKA har oplyst, at selskabet ikke har været med på Luppen i ca. et halvt år pga. tekniske problemer med opdateringer af forsikringsbetingelser og priser.

Tabel 4.13 og 4.14 viser eksempler på prisforskelle for motorkøretøjsforsikringer i forhold til tre forbrugerprofiler. Forbruger 1 har få skadesanmeldelser (elitebilist). Forbruger 2 er en yngre mand i en kategori, der statistisk set har mange skader, mens Forbruger 3 konkret har haft et dårligt skadesforløb. Det er naturligt, at selskaberne opkræver forskellige præmier for forskellige profiler. Men der er også betydelige forskelle fra selskab til selskab i forhold til den enkelte profil, jf. tabel 4.13.

Tabel 4.13: Eksempler på prisforskelle, kr.

Kilde: Forsikringsluppen marts 2006.

Tabel 4.14: Priser for motorkøretøjsforsikringer ifølge Forsikringsluppen, kr.

Note 1: Danske Forsikringsskade og BG Forsikring er koncernforbundet med Topdanmark.

Note 2: Bauta, Runa og FDM er koncernforbundet med Lærerstanden.

Note 3: Forbruger 1 er 56 år og elitebilist, bor i Toreby L. 4891, har ikke startspærrer, men har trækkrog. Forsikringen dækker ansvar og kasko og er bonusreguleret – selvrisikoen er 3.000 kr. Bilen er en Passat VW 1,6 fra 2000. Der køres 20.000 km årligt, ingen brugere under 25 år.

Note 4: Forbruger 2 er 18 år og bor i Aalborg 9000, indplacering er under 1 år uden skader, har ikke startspærrer eller træk krog. Bilen er ikke kaskoforsikret, og forsikringen er et fastprisprodukt – selvrisikoen er 6.000 kr. og der er ikke friskadedækning. Bilen er en Ford Focus 2.0 Trend fra 1998. Der køres 30.000 km årligt, brugere under 25 år.

Note 5: Forbruger 3 er 45 år fra Roskilde 4000, kvalificeret som bilist ”andet med 3 tidligere skader”, har været forsikret i 15 år, har ikke startspærrer men trækkrog. Forsikringen dækker både ansvar og kasko og er et fastprisprodukt med friskadedækning – selvrisiko 5.000 kr. Bilen er en Citroën Berlingo 1,6 i 16V Multispace Modutop Stc. (2003-model) fra 2004. Der køres 10.000 km årligt, og der er brugere under 25 år.

Anm.: Spørgsmålstegn (?) betyder, at selskabet ikke indgår i sammenligningen. Streg (-) at selskabet ikke har oplyst en pris.

Kilde: Forsikringsluppen marts 2006.

Oversigten vedrører motorkøretøjsforsikringer, der er det største forsikringsområde. Det vil også typisk være husstandens dyreste forsikring. Men Luppen viser, at der også er betydelige prisforskelle for familieforsikringer og ejendomsforsikringer. Luppen viser, at der kan være mere end 1.000 kr. at spare på familieforsikringen og mere end 2.000 kr. på husforsikringen.

Loyalitetsrabatter

Forsikringsluppen indeholder oplysninger om selskabernes samlerabatter. Disse rabatter indebærer, at kunderne får rabat ved at købe flere produkter hos det samme selskab, fx udover en bilforsikring også en familie- og en ejendomsforsikring. Rabatten er udformet meget forskelligt, jf. boks 4.5. Nogle selskaber giver stigende nedsættelse i præmien, jo flere forsikringer forbrugerne tegner. Andre giver kun rabat på visse dele af den samlede pakke – hvis man fx udover bilforsikring også køber 1-2 andre forsikringer, får man kun rabat på betalingen for de ekstra produkter. Andre igen yder rabat i form af en ekstra friskadedækning. Rabatten på præmierne går op til 15 pct.

Boks 4.5: Samlerabatter

Kilde: Konkurrencestyrelsens undersøgelse 2006.

Selskaberne kan spare omkostninger til salg og administration, når en kunde har flere policer hos dem. Disse besparelser kan dog kun begrunde en lille del af rabatten. Samtidig tilskynder samlerabatter kunderne til at være loyale mod selskabet. De risikerer at miste deres rabat, hvis de flytter blot en enkelt police. Rabatten kan være medvirkende til, at de fleste kunder har mere end én forsikring hos samme selskab – gennemsnittet ligger på 2,6. En væsentlig del af konkurrencen om kunderne kommer derved til at foregå på prisen for ”hele pakken” og ikke kun på prisen for det enkelte produkt.

Eksemplerne fra Luppen, jf. tabel 4.13 og 4.14, viser imidlertid så store præmieforskelle, at der i mange tilfælde kan være kunder, der med fordel kan skifte forsikringsselskab, uanset om det drejer sig om et eller flere produkter. Forskellen på det billigste og det dyreste selskab i eksemplerne var mindst
2.872 kr. inkl. samlerabat. Uden samlerabat var forskellen 3.488 kr.

Ved siden af samlerabatter opererer selskaberne med en vifte af andre rabatordninger. Mange selskaber har tilbud til kunder over en vis alder, fx 50 eller 60 år. Det er også almindeligt med aftaler om rabat til forbrugere, der er medlem af forskellige organisationer (fagforeninger, brancheforeninger, fritidsorganisationer m.v.). Luppen medtager oplysninger om alder og skadesforløb, jf. noterne til tabellen, men tager ikke højde for medlemskab af bestemte foreninger.

Nogle selskaber anvender også bonus, dvs. at de betaler penge tilbage til kunderne ved årets slutning. Codan betaler fx op til 10 pct. bonus til kunder, der har flere forsikringer, og som ikke har haft skader, når året er gået. GF-Forsikring udbetaler en del af sit overskud som bonus. Kunderne er opdelt i 68 klubber, og hver klub får ved årets afslutning opgjort sit resultat. Overskuddet udbetales til kunderne.

Selskabernes brug af rabatter og bonus kan medvirke til at opdele kunderne i ensartede grupper i forhold til risikoen for en forsikringsbegivenhed. Samtidig kan selskabernes forskellige brug af rabatter gøre det vanskeligt for kunderne at sammenligne tilbud. Det samme gælder bonus. En del kunder vil umiddelbart være tilbageholdende med at skifte til et andet selskab, hvis det indebærer, at de mister en bonus.

4.3 PRÆMIESTIGNINGER

I perioden 2000-2004 er forsikringsselskabernes samlede præmieindtægter steget 24 pct., mens erstatningsudgifterne kun er vokset med 5 pct., og selskabernes omkostninger er faldet 9 pct., jf. tabel 4.15. Det betyder, at den andel af indtægterne, der går til henholdsvis erstatninger og omkostninger, er reduceret betydeligt. Fra 2000 til 2004 er erstatningernes andel af indtægterne faldet 9 procentpoint og omkostningernes andel med 7 procentpoints.²⁷

Tabel 4.15: Præmier og udgifter 2000-2004

Note 1: Erstatningsprocenten for 2000 er beregnet ved gennemsnittet for 1999-2001.

Note 2: Erstatningsprocenten for 2004 er beregnet ved gennemsnittet for 2002-2004.

Kilde: Finanstilsynet.

En del af forklaringen på denne udvikling må findes i, at selskaberne i 2000 betalte 113 kr. (84 + 29 kr.) i erstatninger for hver 100 kr. præmie. Med det nuværende renteniveau har det krævet tilpasninger i driften.

Ser man nærmere på de reguleringer af præmierne, som selskaberne har foretaget siden 2000, hænger en del sammen med ændret lovgivning. Folke tingets ændring af erstatningsansvarsloven fra 1. juli 2002 påvirkede navnlig bilforsikringerne, men også de private ansvarsforsikringer blev berørt. Ser man på den øvrige del af selskabernes prisændringer, så skyldes de først og fremmest indeksregulering. Tabel 4.16 indeholder oplysninger direkte fra selskaberne. Når man ser på selskabernes prisstigninger (ekskl. lovbetinget stigning) på de enkelte hovedområder i perioden 2000-2005, fremgår det, at 91 pct. af prisstigningerne for bilforsikring skyldes den årlige indeksregulering af præmierne. For de øvrige forsikringsområder er andelen lavere, 83-86 pct. for indbo- og husforsikring, og væsentligt lavere for ulykkesforsikring, nemlig 43 pct.

Tabel 4.16: Præmiestigninger 2000-2005, pct.

Anm.: Tabel 4.16 viser reguleringen af præmierne for de nævnte forsikringsområder i perioden 2000-2005 for selskaber med tilsammen 85 pct. af privatmarkedet. Tabel 4.15 er beregnet ud fra samtlige selskabers indberetninger til Finanstilsynet og inkluderer således samtlige forsikringer inkl. ændringer i antallet af forsikringer. Finanstilsynet har ikke offentliggjort tal for 2005

Kilde: Konkurrencestyrelsens undersøgelse 2006.

For bilforsikring har kun 5 ud af 13 selskaber siden 2000 gennemført præmiereguleringer ud over indeksreguleringen, og hvad der følger af lovændringer. For indbo og hus er der 7 selskaber, der har reguleret præmierne ekstraordinært, mens næsten alle selskaber har hævet præmierne for ulykkesforsikringer ekstraordinært, 6 selskaber endda flere gange. Selskaberne har navnligt henvist til, at flere forsikringstagere er blevet berettiget til erstatning, efter at Arbejdsskadestyrelsen har ændret praksis for sin vurdering af skader.²⁸

Indeksregulering er et standardvilkår i stort set alle selskabers forsikringspolicer. Præmierne opskrives en gang årligt. I styrelsens undersøgelse, der omfatter selskaber med en samlet markedsandel på ca. 85 pct., har samtlige forsikringsselskaber valgt at regulere bilforsikring og indboforsikring med Danmarks Statistiks timelønsindeks. 6 ud af 13 selskaber benytter også dette indeks til at regulere husforsikring og 9 til ulykkesforsikring. 7 anvender byggeomkostningsindekset (husforsikring) og 4 nettoprisindekset (ulykkesforsikring).

Når selskaberne regulerer præmierne i overensstemmelse med det indeks, der er aftalt, giver det ikke forsikringsselskabet pligt til at redegøre nærmere for præmiestigningen over for kunderne. Hæver selskaberne derimod præmierne ekstraordinært, kan kunderne skifte fra den varslede præmiestigning uden at betale det gebyr på 50 kr., som det ellers koster kunden at opsige en forsikring uden for hovedforfald. Prisstigninger vil normalt give kunderne anledning til at overveje, om der findes andre muligheder for at få dækket deres forsikringsbehov. Og med de prisforskelle, man kan finde, jf. tabel 4.13 og 4.14, virker det derfor overraskende, at forbrugerne ikke i større omfang har skiftet selskab.

Indeksreguleringen er praktisk for selskaberne, fordi den giver en automatisk justering af præmierne. Selskaberne får dermed dækket deres omkostninger, og kunderne får ajourført deres forsikringssummer. Men den har også en række klare ulemper.

Når hele branchen indekserer præmierne, vænnes forbrugerne til, at præmiestigninger er naturlige, og at præmiestigninger ikke kan undgås ved at skifte selskab. Denne praksis er uheldig og ud fra en konkurrencemæssig vinkel ikke ”god skik”. Systemet ligner den automatiske dyrtidsregulering af lønninger m.v., som blev anvendt i Danmark indtil starten af 1980'erne, og som holdt inflationsforventninger og inflation oppe på et samfundsøkonomisk ødelæggende niveau.

Forsikringsbranchens ordninger har den yderligere ulempe, at de indeks, branchen har valgt, ofte giver højere dækning end det, der følger af prisudviklingen. Når man regulerer efter et lønindeks, får man således en højere stigningstakt end regulering efter indeks baseret på pris, fordi lønindeks inddrager eventuelle produktivitetsgevinster. Fra 2000 til 2004 er Danmarks Statistiks timelønsindeks fx steget med 15,8 pct., mens nettoprisindekset kun er steget med 8,8 pct. Når selskaberne regulerer deres præmier med et timelønsindeks, opnår de derved uden videre en stigning i indtægterne, der overstiger udviklingen i det almindelige omkostningsniveau.²⁹

• At selskaberne ændrer praksis for regulering af præmier, og at forbrugerne øger opmærksomheden omkring indekseringspraksis – herunder om præmierne følger et prisindeks og ikke et lønindeks. Indekseringen bør endvidere ikke omfatte den del af præmien, der modsvares af administrationsomkostninger.

Anbefalingen indebærer, at selskaberne ikke bør gennemføre så store automatiske prisstigninger som hidtil, uden at gøre kunderne specifikt opmærksomme på det. Og det er netop den automatiske regulering, der er problemet og ikke det forhold, at der forekommer prisstigninger, hvilket sker i alle brancher.

Først og fremmest bør selskaberne fremover vælge en indeksregulering efter et prisindeks og ikke, som det er almindeligt i dag for auto-, familie- og indboforsikringer, efter timelønningerne. Hvis et selskab har behov for at hæve præmierne mere end prisstigningerne på de ting, forsikringen skal dække, skal de blot meddele kunderne dette skriftligt.³⁰ Herefter kan kunderne tage stilling til, om de ønsker at skifte selskab. En sådan praksis vil lægge et vist pres på selskaberne for at dæmpe deres præmiestigninger, især hvis konkurrenterne efter deres egen individuelle vurdering af markedsforholdene vurderer, at det ikke er nødvendigt at gennemføre tilsvarende stigninger. Det kan øge opmærksomheden på prisforskellene hos forbrugerne og kan dermed føre til kundereaktioner.

Det forekommer også betænkeligt, når den del af præmien – typisk ca. 25 pct. – som dækker administrationsomkostninger m.v. indekseres.³¹ Virkningen af en sådan indeksering er jo, at forsikringsselskaberne ikke skal udvise samme årlige produktivitetsfremskridt i deres administration som i resten af den danske økonomi. Anbefalingen angår også den automatiske regulering af disse poster. Hvis selskaberne ønsker højere præmier, fx for at få dækket øgede omkostninger, bør de forklare sig specifikt over for kunderne.

Forslaget lægger således ikke et loft over præmierne. Tværtimod kan det enkelte forsikringsselskab sætte sine præmier frit, men det må regne med en markedsmæssig reaktion, hvis præmieniveauet afviger fra konkurrenternes niveau og fra, hvordan forbrugerne i øvrigt bedømmer selskabets ydelser.

Den praksisændring, som anbefalingen lægger op til, kan opnås uden nævneværdige forøgelser af forsikringsselskabernes administrative byrder. Stort set alle selskaber udsender en policeoversigt til deres kunder hvert år. Og der er intet til hinder for, at selskaberne gør kunderne opmærksom på en præmiestigning ved samme lejlighed.

Et brud med branchens traditioner for indeksregulering kan opnås ved, at hvert enkelt forsikringsselskab indfører en indeksering, der afspejler deres omkostningsudvikling på det pågældende forsikringsområde.

4.4 KUNDEBEVÆGELIGHED

Kunderne tegner jævnligt nye forsikringer, jf. tabel 4.17, der bygger på oplysninger fra kundeinterview. Undersøgelsen viser, at gennemsnitligt 15 pct. af kunderne køber ny bilforsikring årligt, mens omkring 10 pct. tegner ny forsikring for indbo, hus, ulykke og ansvar. Disse resultater bekræfter stort set oplysningerne fra selskaberne om, hvor mange kunder, der årligt opsiger forsikringer.³²

Tabel 4.17: Forbrugernes køb af forsikringer, pct.

Kilde: Konkurrencestyrelsens undersøgelse foretaget af GFK Danmark (Growth From Knowledge Denmark) 2006.

Der er en tydelig sammenhæng mellem, hvor ofte kunderne har anskaffet ny bil, nyt hus osv., og hvor tit de skifter forsikringsselskab. Af de 15 pct., der i gennemsnit skifter bilforsikring årligt, har 9 pct. gjort det i forbindelse med køb af bil. Disse skift skyldes for en stor dels vedkommende, at forbrugerne har været i en situation, hvor de under alle omstændigheder har skullet forsikre den nye bil m.v. og derfor har været tvunget til at forholde sig til deres forsikringssituation. Her er det også værd at bemærke, at ca. en tredjedel af alle forsikringer, som forbrugerne tegner om året, bliver solgt via et pengeinstitut, en ejendomsmægler eller en bilforhandler. Disse mellemmænd samarbejder typisk med et bestemt forsikringsselskab, og selv om kunden frit kan købe forsikringer fra andre, kan det være lettere at vælge det selskab, som rådgiveren anbefaler.

7-8 pct. af kunderne oplyser, at de har skiftet forsikringsselskab, samtidig med at de tegnede ny forsikring. Også dette tal stemmer godt med oplysningerne fra selskaberne om det antal kunder, de modtager fra andre forsikringsselskaber.

Undersøgelsen viser endvidere – noget overraskende – at et flertal af kunderne udviser meget lidt interesse for at spare penge på deres forsikringer. 40 pct. oplyser, at de ikke er parat til at afsætte tid til at undersøge, om der er fordel ved at skifte forsikringsselskab, selv om de kan spare min. 500 kr. om året. Og yderligere 21 pct. er kun parat til at afsætte højst ½ time for at spare min. 500 kr., jf. tabel 4.18.

Tabel 4.18: Kundernes bevægelighed

Kilde: Konkurrencestyrelsens undersøgelse gennemført af A.C. Nielsen 2006.

En forklaring på, at kunderne ikke i højere grad har skiftet selskab, kan være de lange opsigelsesvarsler, som selskaberne tidligere anvendte. Indtil 2005 havde langt de fleste selskaber et-årige opsigelsesvarsler. De lange varsler var en hæmsko for kundernes mulighed for at skifte selskab. Fra september 2005 har branchen imidlertid ændret praksis, så forbrugerforsikringer kan opsiges med en måneds varsel. Selskabet kan i denne situation vælge at opkræve et gebyr på op til 50 kr. pr. opsagt forsikring.

De kortere opsigelsesvarsler er et væsentligt skridt i retningen af at fjerne hindringerne for at skifte forsikringsselskab. Initiativet er imidlertid endnu så nyt, at det ikke har sat sig spor i årsregistreringerne. Enkelte selskaber oplyser, at de har oplevet et øget antal opsigelser.

Et andet forhold, der kan forklare, hvorfor forbrugerne ikke skifter forsikringsselskab oftere, er den stempelafgift, der skal betales til staten. Reglerne om stempelafgift medfører, at kunderne skal betale afgift til staten, hver gang de opretter en skadesforsikringspolice. En forbruger, der skifter forsikringsselskab, skal betale 29 øre pr. 5.000 kr. forsikringssum eller 14 pct. af præmien (1 år) i afgift til staten. Stempelafgiften varierer fra produkt til produkt, men for en husstand med flere personer, der skal tegne en ny familie-, hus- og bilforsikring i forlængelse af et selskabsskift, kan betalingen løbe op i over 500 kr., jf. boks 4.6.

Boks 4.6: Stempelafgift

Statens samlede provenu af afgiften er 270 mio. kr. Beløbet omfatter betaling af afgifter både i den situation, hvor forbrugerne fx køber en ny bil (og evt. samtidig skifter selskab), og i de tilfælde, hvor forbrugerne lader samme bil forsikre i et nyt selskab. I sidstnævnte situation (de ”rene” skift) kan forbrugerne ikke overføre den afgift, de allerede har betalt via det gamle selskab, men skal betale en gang til.

Det er vigtigt, at den forbruger, der overvejer at skifte til et andet selskab, ikke møder afgiftsregler, som gør det besværligt eller dyrt at gå over til konkurrenten. Konkret begrænser det fordelene ved at skifte selskab væsentligt, at der skal betales stempelafgift til staten.

Det anbefales derfor:

• At man ændrer reglerne om stempelafgift, hvis det nødvendige provenu kan fremskaffes, så forbrugerne ikke skal betale afgift, når de skifter forsikringsselskab.

Styrelsens anbefaling vedrører kun de ”rene skift”. Statens provenu i disse situationer er 40-45 mio. kr. om året eller 2 promille af præmieomsætningen.

Dele af branchen har peget på, at det kan skærpe konkurrencen, hvis man afskaffer stempelafgiften helt. Styrelsens forslag går ikke så vidt. Det er tilstrækkeligt at ændre afgiften, så forbrugerne ikke skal betale ny afgift, fordi de skifter forsikringsselskab, når forsikringssummen og den forsikrede genstand i øvrigt er den samme. Hvis kunderne ikke skal betale afgift, kan de beholde hele besparelsen hos det nye selskab. Dermed kan de automatisk lægge 500 kr. eller mere oven i de i forvejen høje prisforskelle mellem selskaberne.

Når besparelserne stiger, vil det give et endnu større incitament hos forbrugerne til at føre overvejelserne ud i livet. Med de øgede besparelser, der ligger i forslaget om at fjerne stempelafgiften og med den skærpede fokus på præmiestigninger, som en ændring af branchens traditioner for indeksregulering vil give, vil en del af de forbrugere, der hidtil ikke har vist interesse for deres forsikringer, formentlig begynde at kigge sig om for at se, om de kan få deres behov dækket bedre og billigere i andre selskaber.

Anbefalingen kan gennemføres via en ændring af de relevante regler, så man – svarende til reglerne for tinglysning – anser stempelafgiften som betalt ”en gang for alle” ved oprettelsen af den første police, og forbrugeren herefter kan overføre afgiften til et nyt forsikringsselskab uden yderligere beregning.³³ Det vil indebære, at staten mister et provenu på 40-45 mio. kr. Det er næppe provenumæssigt selvfinansierende at fjerne afgiften, og en evt. afgiftsændring bør derfor indgå i en overordnet finanspolitiks overvejelse.

Anbefalingen giver næppe ekstra administrationsomkostninger for forsikringsselskaberne, der allerede er vant til at overføre kunder mellem hinanden – tilmed efter et fast system. Det vil derfor ikke kræve større ændringer i selskabernes rutiner at markere, om stempelafgiften allerede er betalt via det ”afgivende” selskab eller et tidligere selskab.

4.5 INFORMATION

På baggrund af de seneste års præmiestigninger samt de prisforskelle, der rent faktisk er mellem de enkelte selskaber, ville det være naturligt, hvis forbrugerne interesserede sig mere for deres forsikringer, end de rent faktisk gør. Der er heller ikke kutyme for, at danske forbrugere forhandler priser med deres forsikringsselskab.

Et oplagt sted for forbrugerne at starte deres undersøgelser af markedet er Forsikringsluppen. I styrelsens undersøgelse bekræfter 9 pct. af forbrugerne, at de har været inde på Forsikringsluppen, jf. tabel 4.18.

Det er vigtigt, at Luppen er så brugervenlig som muligt. For at få et overblik over Luppens anvendelighed, har styrelsen testet hjemmesiden via et brugerpanel.³⁴

Undersøgelsen viser, at Luppen efterlader et positivt indtryk hos brugerne, som opfatter Luppen som både troværdig og nem at finde rundt i. Lidt over 40 pct. er parat til at vælge forsikring ud fra oplysningerne på Luppen. Dog savnede ca. 1/3 af svarpersonerne yderligere oplysninger for at kunne vælge forsikring. Brugerne fremhæver, at Luppen giver et sammenhængende indtryk af forsikringsvilkårene, jf. figur 4.4.

Figur 4.4: Forbrugernes indtryk af Luppen

Kilde: Konkurrencestyrelsens undersøgelse foretaget af AC Nielsen 2006.

Det skal dog bemærkes, at en del af svarpersonerne opgav at finde de rigtige priser ved kontrol af deres opslag. Ca. 40 pct. angav ikke nogen pris, og ca. 10 pct. oplyste en forkert pris.

Luppen er et eksempel på et godt brancheinitiativ. Luppen har nu fungeret i fem år. Siden har den teknologiske udvikling medført, at internetportaler som Luppen kan gøres endnu mere brugervenlige. Forsikring & Pension har allerede taget de første initiativer til at modernisere Luppen. I den forbindelse anbefales det at inddrage konklusionerne fra styrelsens undersøgelse, så forbrugernes mulighed for at finde frem til de enkelte selskabers priser bliver endnu bedre. Det vil også være en klar forbedring, hvis flere forsikringsselskaber ud over de nuværende 16 tilmelder sig portalen.³⁵ Fx vil mange af de lokalt forankrede selskaber være interessante for forbrugerne i forskellige geografiske dele af landet. Flere forsikringsselskaber og flere produkter på Luppen er også et af de punkter, som dele af branchen har peget på som et middel til at forbedre konkurrencen.

Samtidig er det vigtigt at få udbredt kendskabet til Forsikringsluppen. Forsikring & Pensions egne opgørelser viser, at Luppen har et par tusinde brugere ugentligt. Langt over halvdelen vedrører bilforsikringer, selv om der også er besparelser på andre forsikringer. Til sammenligning har http://www.pengepriser.dk/, som sammenligner priser på finansielle produkter, udarbejdet i samarbejde mellem Finansrådet og Forbrugerrådet, haft ca. 18.000 besøg ugentligt. At Luppen ikke har mange brugere, kan skyldes flere forhold. Den mest nærliggende forklaring er, at kendskabet til portalen ikke er særligt udbredt.³⁶ Dette forhold kan relativt enkelt rettes op i forbindelse med den generelle modernisering af Luppen.

Forsikringsluppen er et godt udgangspunkt, når forbrugerne skal øge fokus på størrelsen af præmierne og prisforskellene mellem selskaberne. Prisen er imidlertid ikke den eneste faktor, som er vigtig for forbrugernes valg af forsikringsselskab. En høj pris kan modsvare en forsikring med en særlig god dækning eller et selskab med høje erstatninger. Men prisen kan også skyldes, at selskabet har højere omkostninger end konkurrenterne eller ønsker et stort overskud. Den egentlige værdi af en forsikring kommer først frem, når skaden indtræffer, og erstatningen skal udbetales. Her kan den forbruger, der egentlig var tilfreds med sit selskab, få en uheldig oplevelse – enten fordi forsikringen ”alligevel ikke dækkede”, eller fordi man må gennem en lang kamp med selskabet for at få udbetalt erstatningen. En rating af forsikringsbranchen kan inddrage sådanne faktorer og dermed hjælpe forbrugerne med at træffe deres valg ud fra de kriterier, som de lægger størst vægt på.

En rating af forsikringsbranchen vil gå godt i tråd med den udvikling, man har set på andre områder. I takt med at udbudet af produkter og tjenesteydelser øges, skal kunderne ofte træffe valg ud fra en række komplicerede oplysninger. De fleste befinder sig derfor ofte i en situation, hvor de ikke har fuldt overblik over fordele og ulemper ved de produkter, de skal vælge imellem. Da forbrugeren ofte ikke har tid til, mulighed for, interesse i eller forudsætninger for at sætte sig ind i alle relevante forhold, er der på en lang række områder blevet introduceret prissammenligninger, ratingordninger m.v., der giver et bredere overblik. Ordningerne er blevet en succes hos forbrugerne. Et eksempel fra den finansielle verden er de forskellige ratinger af investeringsforeningernes præstationer, der offentliggøres i flere af de store dagblade.

Det anbefales derfor:

• At der offentliggøres en årlig rating af skadesforsikringsselskaberne og deres produkter. Ordningen bør være baseret på en række parametre, der – i vægtet form – munder ud i en vurdering af selskabets præstationer både samlet og på produktniveau.

En rating bør omfatte alle forsikringsselskaber, der henvender sig til forbrugerne. Ratingen af det enkelte selskab og dets produkter skal gengives i et enkelt og letforståeligt pointsystem, som bygger på målbare kategorier. En rating af et selskab kan eksempelvis omfatte:

Boks 4.7: Ratingparametre

Note 1: Branchen har siden 2000 arbejdet på en statistik over klager over det enkelte selskab. Statistikken ventes offentliggjort i maj 2006.

En bred gruppe af repræsentanter for forbrugerne og forsikringsbranchen bør inddrages ved udvælgelsen af de faktorer, der skal rates.

Fodnoter

1 If Skadesforsikring er fx under svensk tilsyn.

2 EU15 omfatter Belgien, Danmark, England, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Italien, Portugal, Spanien, Sverige, Tyskland og Østrig. Luxemborg er udeladt.

3 Kilde: Eurostat.

4 De danske bilafgifter er væsentlig højere end EU15 – næsten dobbelt så høje. Det har en vis betydning for erstatningerne. Langt den største del af erstatningerne omfatter dog reparation og vedligeholdelse. Selv om afgifterne i Danmark fx er dobbelt så høje som EU15, kan de ikke forklare hele forskellen.

5 Med virkning fra 1. juli 2002 blev erstatningsniveauet i lov om erstatningsansvar hævet væsentligt ved personskade og tab af forsørger. Efter forsikringsselskabernes beregninger svarer det til næsten en fordobling af niveauet. Ændringen havde især betydning for ansvarsdelen af bilforsikring og for personlige ansvarsforsikringer.

6 De fleste selskaber betaler erstatning, hvis skader medfører et varigt mén på mindst 5 pct. Arbejdsskadestyrelsen udarbejder en såkaldt méntabel, som selskaberne følger.

7 Fra 2001 til 2004 steg antallet af sundhedsforsikringer hos 8 af de største udbydere fra 44.000 til 266.000 (Kilde: Forsikringsoplysningen).

8 I 1992 var antallet af biler pr. 1.000 indbygger i Danmark 310 mod 408 i EU15.

9 Der findes ikke tal for EU15 før 1996.

10 http://www.vejsektoren.dk/.

11 Antallet af godkendte autoskader er ikke faldet i samme periode. Det skyldes bl.a. mange skader i april-maj 2005.

12 Konkurrenceredegørelse 2001, kapitel 4.

13 Jf. Aftaler og priser på autoområdet, 2001, Konkurrencestyrelsen, samt opgørelserne over reservedelspriserne i Konkurrencerådets afgørelser Klage over Pradan Auto Import A/S, 2005 og E-parts A/S klage over Mazda Motor Danmark, 2005.

14 Tal fra Autotaks, bilforsikringsskadeselskabernes fælles edb-system til at opgøre skader, viser, at gennemsnitspriserne for reparation af skader for forskellige bilmærker er fastholdt eller faldet lidt gennem de sidste 4-5 år.

15 Tallene for EU omfatter kun tiden fra 1996.

16 Jf. bilag 2 til kapitel 2.

17 Jf. bilag 2 til kapitel 2.

18 Tallet er for direkte dansk forretning. De gensidige selskaber henvender sig i højere grad end aktieselskaberne til privatmarkedet, og deres produktsortiment er ofte smallere.

19 Arbejdernes Landsbank, Forbundet af Offentligt Ansatte, Forbundet Træ-Industri-Byg i Danmark, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet og Specialarbejderforbundet i Danmark, Forsikringsselskabet Folksam i Sverige og SparBank1 i Norge.

20 If er under udenlandsk tilsyn, og der foreligger ikke sammenlignelige data. Kommuneforsikring henvender sig særligt til den kommunale sektor.

21 Internationale sammenligninger, jf. CEA European Insurance in Figures – Complete data 2004, viser, at de 5 største selskaber i Finland og Sverige har 91 hhv. 88 pct. af markedet, mens de 5 største selskaber i Danmark har godt 70 pct. Alle øvrige lande i EU ligger lavere – nogle endda væsentligt lavere.

22 Ud af de 125 selskaber er 64 aktieselskaber og 61 gensidige selskaber.

23 De amerikanske konkurrencemyndigheder anser et HHI på over 1.800 som en sikker indikator for utilstrækkelig konkurrence.

24 Overtagelsen af Danica og Danske Forsikring omfattede en markedsandel på 5 pct. Overtagelsen af Provinzial løb op i 2 pct. De øvrige overtagelser er mindre.

25 If, GF-Forsikring, Lærerstanden, Købstædernes, Nykredit, ALKA og Fair.

26 Branchesammenligninger bekræfter, at forsikringsbranchen hører til de brancher, der har den mest stabile struktur. Virksomhedsmobiliteten, dvs. andelen af markedsandele, der ændres fra år til år, er opgjort til 6 pct. eller under det halve af normen for den private sektor. Tilgangen til branchen ligger ligeledes på 3 pct. eller ca. det halve af gennemsnittet for andre brancher – se Konkurrenceredegørelse 2006, kapitel 2.

27 Orkanen i 1999 medførte store erstatninger og høje genforsikringspræmier. Dette resulterede i øgede præmiestigninger for at overholde Finanstilsynets solvenskrav. Endvidere medførte kursfald på forsikringsselskabernes investeringer i 2000 et øget pres på præmierne.

28 Jf. fodnote 5.

29 Som eksempel på prisindeks kan nævnes Danmarks Statistiks nettoprisindeks, der giver et generelt billede af prisudviklingen. For visse områder er der prisindeks, der er mere specifikke. Byggeomkostningsindekset, som enkelte selskaber benytter i dag til at regulere husforsikringerne, kan evt. anvendes til denne type forsikringer.

30 Jf. varslingsreglerne i Finanstilsynets vejledende retningslinier for accept ved ændring af forbrugerforsikringer (1990).

31 De 25 pct. skal ses i forhold til, at selskaberne stort set anvender 75 pct. af præmierne til erstatninger og genforsikring.

32 Selskabernes registreringer af opsigelser, nytegninger og skift viser et meget varieret mønster. Enkelte selskaber har en afgang/tilgang på 25-30 pct. af bestanden for autoforsikring, mens andre ligger på 10 pct. eller lavere.

33 Efter lov nr. 382 af 2. juni 1999 om afgift af tinglysning m.v. § 5, stk. 2, er der afgiftsfrihed for lån, der optages til afløsning af et lån med tilsvarende pant i samme ejendom. Der kan fx ske en ombytning af et kontantlån med et obligationslån og rentetilpasningslån. Der kan også ske ombytning af realkreditlån med pengeinstitutlån eller omvendt.

34 Undersøgelsen er gennemført via AC Nielsens Online Panel med deltagelse af 522 respondenter.

35 De 16 selskaber er inkl. ALKA.

36 ForsikringsLuppen er tilmeldt søgemaskinen Jubii og findes her ved søgning på „Forsikring“, „Forbruger“ og en række relaterede søgeord, men eksponeres ikke aktivt gennem fx banner reklamer og andre søgemaskiner m.v.

Version 1.0 Maj 2006 • © Konkurrencestyrelsen. Udgivet af Konkurrencestyrelsen, http://www.ks.dk/
Elektronisk publikation fremstillet efter Statens standard for elektronisk publicering