Konkurrenceredegørelse 2006 - KAPITEL 15 - Statsstøttereglerne i 2005

Forside - Indhold - Bund - Forrige/Næste

"Konkurrenceredegørelse 2006"

KAPITEL 15
Statsstøttereglerne i 2005

15.1 INDLEDNING

Kommissionen fremlagde i juli 2005 en handlingsplan for revision af EU's regler om statsstøtte. I 2006 og 2007 kommer der konkrete forslag til ændring af reglerne.

Kommissionen har også fulgt op på EF-Domstolens Altmark Trans¹-dom fra juli 2003 (C-280/00). Den har udstedt en beslutning, rammebestemmelser og en ændring af Transparensdirektivet i november 2005. De nye regler er med til at øge retssikkerheden for de virksomheder, der udfører SGEI (tjenesteydelser af almen økonomisk interesse).

Scoreboardet for statsstøtte fra december 2005 viser, at niveauet for statsstøtte er stabilt i EU. Samme tendens gælder for Danmark. Her går en stadig større del af støtten til horisontale formål såsom miljøforbedring, vedvarende energi og beskæftigelsesstøtte. I 12 af medlemslandene går over 90 pct. af støtten til horisontale formål. I Danmark går 97 pct. af støtten til horisontale formål.

15.2 KOMMISSIONENS HANDLINGSPLAN

Handlingsplanen indeholder analyser af, hvordan medlemslandene kan bidrage til Lissabon-strategien. Lissabon-strategien er en tiårig strategi, som skal gøre EU til verdens mest dynamiske og konkurrencedygtige økonomi i 2010.

Handlingsplanen opfordrer medlemslandene til, at statsstøtte især går til at forbedre EU-virksomhedernes konkurrenceevne, til at oprette varige jobs samt til at fremme social og regional samhørighed og forbedre offentlige tjenester.

De eksisterende procedurer skal strømlines og forenkles, så antallet af anmeldelser og sagsbehandlingstiden for anmeldte sager falder.

Første del af planen handler om behovet for en moderne statsstøttepolitik, de nye svære situationer EU står overfor, samt hvordan man bedst takler de svære situationer. Anden del fokuserer på udvalgte kerneområder som bæredygtigt miljø og investering i human kapital, mens tredje del handler om procedurer og fornyelse af praksis.

Del I: Behovet for en moderne statsstøttepolitik

Kommissionen vil gøre op med de komplekse sager og sikre et lavere støtteniveau på følgende måder:

• Mindre og mere målrettet statsstøtte
• En mere nuanceret økonomisk tilgang
• Mere effektive procedurer, bedre kontrol, større forudsigelighed og øget åbenhed
• Et delt ansvar mellem Kommissionen og medlemslandene

Identifikationen af markedsfejl er et centralt aspekt i anmeldte statsstøttesager. Følgende årsager til markedsfejl kan nævnes: Eksternaliteter, offentlige goder, imperfekt information, koordinationsproblemer og markedsstyrke. Derudover er det nødvendigt at vurdere, om støtte er den optimale måde at udbedre en markedsfejl på.

Del II: Udvalgte kerneområder

Kommissionen vil fremover særligt fokusere på følgende:

• Innovation samt Forskning og udvikling (F&U)
• At skabe et bedre forretningsmiljø og stimulere iværksættere
• At investere i human kapital
• At øge kvaliteten af Tjenesteydelser af almen økonomisk interesse (SGEI)
• At prioritere bedre gennem mere simple og konsoliderede regler
• At have en fokuseret regionalstøttepolitik
• At udvikle mod en fremtid med et bæredygtigt miljø
• At levere moderne infrastrukturer til transport, energi, informations- og kommunikationsteknologi

Del III: Modernisering af statsstøtteprocedurerne

For at afkorte sagsbehandlingstiden vil Kommissionen udstede best practice papirer og guidelines om proceduren. Tidshorisont og gennemsigtighed vil blive vægtet højt.

Derudover vil Kommissionen opmuntre til højere kvalitet af anmeldelserne. Det betyder, at medlemslandene skal forbedre effektiviteten, gennemsigtigheden og implementeringen af landenes anmeldelser og statsstøttepolitik.

I nogle af de nye medlemslande bliver statsstøtte screenet af uafhængige myndigheder. Kommissionen vil undersøge, om uafhængige myndigheder i medlemslandene kan spille en rolle med at håndhæve statsstøttereglerne.

Desuden mener den, at medlemslandene skal blive bedre til at sikre, at betingelserne for fritagelse er opfyldt og bedre til at indfri beslutninger om tilbagebetaling af støtte.

Kommissionen vil derfor overvåge, om medlemslandene gennemfører beslutninger om tilbagebetaling, kræve større åbenhed i de enkelte medlemslandes kontrolprocedurer og oprette et netværk af myndigheder for at udveksle best practices.

Kommissionen vil føre kontrol med, at kravene i gruppefritagelsesforordningerne er overholdt og opfordre medlemslandene til at analysere, om statsstøtte er den bedste måde at gribe ind i markedet på.

Kommissionen vil undersøge, hvordan de nationale domstole beskytter interesserede parters rettigheder. Kommissionen vil endvidere undersøge om de nationale domstole skal have ansvar for fx at vurdere, om de støtteordninger, der er omfattet af en gruppefritagelsesforordning eller de minimis reglen, også opfylder de gældende betingelser.

For at være mere åben og spare tid foreslår Kommissionen at øge brugen af internet og forpligte sig til at afslutte sager inden for kortere tidshorisonter. Det betyder bl.a., at statsstøtte skal anmeldes elektronisk.

Det er planen at oprette et system, der sikrer, at ulovlig statsstøtte automatisk bliver betalt tilbage. Kommissionen foreslår også bødestraf efter EF-Traktatens art. 226 og 228 til de medlemslande, der ikke opfylder kravene om anmeldelse. Om det kan lade sig gøre inden for rammerne af EFTraktaten, er ikke afklaret.

Handlingsplanen er set med danske øjne et længe ventet dokument. Derfor er det også lidt skuffende, at ambitionsniveauet i planen ikke er så højt, som det kunne have været. Kommissionen burde have foreslået modeller til økonomiske analyser af støtteordninger. Og det havde været ønskeligt, om der havde været forslag om større grad af offentlighed og større/alvorligere konsekvenser af udbetaling af ulovlig statsstøtte.

15.3 ELEKTRONISK ANMELDELSE AF STATSSTØTTEORDNINGER

Fra 1. januar 2006 skal alle anmeldelser ske elektronisk. Ved overgangen til elektronisk anmeldelse ændrer man ikke den nuværende procedure for anmeldelse.

Kommissionen har oprettet et skema på internettet, der erstatter det eksisterende papirskema. Med det nye skema skal en myndighed, der anmelder en støtteordning, have oprettet brugere, der kan logge på systemet og udfylde skemaet. Udover skemaet har Kommissionen pålagt medlemslandene at oprette en sikker postkasse til at modtage og afsende sikker e-mail. Konkurrencestyrelsen er ansvarlig for at oprette brugere.

Systemet skal nedbringe sagsbehandlingstiden og indsamlingen af yderligere information i forhold til den papirbaserede anmeldelsesprocedure.

15.4 DANSK STATSSTØTTEPOLITIK

Danmark støtter målet i Lissabon-strategien om mindre og mere målrettet statsstøtte. Dansk politik har længe fokuseret på en reduktion af de skadelige virkninger af statsstøtte. De senere år er støtteniveauet faldet i Danmark, og en meget stor del af støtten går til horisontale formål, jf. tabel 15.1.

Tabel 15.1: Statsstøtte i Danmark og EU

Note 1: Total støtte minus landbrug, fiskeri og transport.

Kilde: Kommissionens statsstøttedatabase.

Giver man støtten specifikt til en bestemt virksomhed eller sektor, er der tale om selektiv støtte. Selektiv støtte er den type støtte, der oftest forvrider konkurrencen til skade for samfundet og de øvrige virksomheder på markedet. Denne type støtte er ofte et forsøg på redde en konkret virksomhed eller en truet branche fra konkurs. Støtte til en konkurstruet virksomhed griber ofte direkte ind i konkurrencen på markedet, da en konkurs kan indikere, at en virksomhed er blevet udkonkurreret. De samlede velfærdsøkonomiske effekter af støtten er her negative.

I Danmark går under tre procent af støtten til selektive formål. Den selektive støtte går i Danmarks tilfælde især til skibsværfter.

Støtte givet til tværgående formål går ikke direkte til specifikke virksomheder men bliver i stedet givet til overordnede formål såsom miljøbeskyttelse, hjælp til små virksomheder, kapitalfrembringelse og en aktiv beskæftigelsespolitik. Ideen bag den horisontale støtte er, at støtten skal modvirke markedsfejl på de forskellige områder.

Boks 15.1: Markedsfejl og horisontal støtte

Kommissionen opdeler den horisontale støtte i en række brede kategorier:

• Støtte til små og mellemstore virksomheder
• Beskæftigelsesstøtte
• Uddannelsesstøtte
• Støtte til F&U
• Støtte til risikovillig kapital
• Miljøstøtte
• Regionalstøtte

Der er en formodning om, at de velfærdsmæssige virkninger af støtte er meget forskellige kategorierne imellem.

Horisontal og selektiv støtte har forskellige indvirkninger på velfærden. Alligevel sidestilles horisontal og selektiv støtte i scoreboardet. Det bør man imidlertid være varsom med. Man kan ikke måle de skadelige virkninger af horisontal støtte alene på baggrund af støttens størrelse. Det skyldes især, at støtte til horisontale formål kan være velfærdsforbedrende. Det vil altså være bedst for Danmark og de øvrige EU-lande at have horisontale støtteordninger. I Danmark er det især støtte til miljø, F&U og beskæftigelse, der har gunstige effekter.

Lissabon-strategien og dansk politik har længe krævet mindre statsstøtte. Dette udgangspunkt er rigtigt, men man bør på baggrund af forskellen mellem horisontal og selektiv støtte sondre mellem de to. Da selektiv støtte forvrider konkurrencen og bevarer ineffektive virksomheder på markedet på lånt tid, bør man undgå denne type støtte. Horisontal støtte kan på den anden side være samfundsgavnlig. Som følge deraf kan man overveje, om den horisontale støtte skal falde, eller om den har fundet et stabilt leje.

Skal man have en ny tilgang til statsstøtte, er det vigtigt, at man kender effekterne af støtten. Det gælder derfor om at finde en metode til at afgøre, om en støtte er egnet til at opfylde de mål, man ønsker opfyldt med støtten. Til brug herfor kan økonomiske analyser være effektive. Ex ante analyser af en støtteordnings effekt på markedet vil kunne frasortere dårlig støtte, der skader konkurrencen, og som ikke fører til velfærdsforbedringer.

Man kan derfor med fordel nuancere det generelle dogme om, at støtteniveauet skal falde:

• Dels skal man reducere den selektive støtte.
• Dels skal man reducere de velfærds- og konkurrencebegrænsende virkninger af den horisontale støtte.

Der findes allerede opgørelser af den selektive støtte. Der findes derimod ikke officielle opgørelser af velfærds- og konkurrenceeffekter.

Konkurrencestyrelsen har derfor i samarbejde med Økonomi- og Erhvervsministeriet søsat et arbejde, der skal udvikle en metode til at påpege velfærds- og konkurrenceeffekter af statsstøtteordninger. Det er planlagt, at analyserne skal præsenteres i Konkurrenceredegørelse 2007. Opgørelsen af støtteordningers velfærds- og konkurrenceeffekt kan herefter indgå i vurderingen af, hvilke støtteordninger man skal fremme, og hvilke man skal reducere.

Hvis en sådan politik udstrækkes til EU generelt, vil grundlaget for at vurdere, om EU nærmer sig Lissabon-målsætningen, blive forbedret. Konkret vil en sådan politik kunne nuancere scoreboardet. Al støtte vil ikke optræde med negativ vægt på scoreboardet. Det vil give et mere reelt billede af statsstøttesituationen i EU.

Udover en ændring af den overordnede politik kan Kommissionen med fordel ændre nogle af statsstøttereglerne. Kommissionen synes for ofte at gribe ind overfor formaliteter i mindre sager, mens man andre gange tillader støtte til store enkeltvirksomheder, hvor det er vanskeligt at se, at støtten ikke forvrider konkurrencen. Danmark vil derfor foreslå, at kontrollen bliver mere effektiv i forhold til de ordninger, der påvirker samhandlen i EU. Det kan ske ved, at:

• Forhøje de minimis loftet, der fritager for anmeldelsespligt, så man undgår unødige anmeldelser, hvor der ikke er tale om en markant samhandelspåvirkning.
• Der laves ex post analyser af anmeldte ordninger, så man kan opgøre konsekvenserne af en ordning og vurdere, om de virker.
• Sikre og forbedre tredjeparters rettigheder via fx høringer. Konkurrenter bør for eksempel have adgang til information via høringer.
• Øge gennemsigtigheden helt ned på virksomhedsniveau – fx offentliggørelse af virksomhedsnavne, hvis støtten overstiger et bestemt niveau.
• Skærpe reglerne om tilbagebetaling.

De foreslåede analyser vil nuancere og anskueliggøre statsstøttepolitikken i Danmark og EU og give et mere reelt billede af statsstøtteniveauet i EU. Endvidere vil tiltagene være med til at sikre en øget kontrol af tildelt og planlagt statsstøtte.

Omvendt vil analyserne føre til et betydeligt merarbejde i forbindelse med anmeldelse og vurdering af statsstøtte. Det er også usikkert, om man kan udvikle en konkret metode til at vurdere velfærdsvirkningerne af statsstøtte, som er generelt anvendelig. Konkurrencestyrelsens og Økonomi- og Erhvervsministeriets analysearbejde vil vise, om dette er muligt. Der indgår også overvejelser om det brugbare i at benytte økonomiske analyser i andre lande. Storbritannien har netop offentliggjort en rapport om økonomiske metoder.

15.5 NYE REGLER I 2005

Tjenesteydelser af almen økonomisk interesse – SGEI

Yder man tjenester af almen interesse (SGI) på et marked, kalder man disse for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse (SGEI).

Kommissionen har i 2005 vedtaget regler om det offentliges betaling for SGEI. Det drejer sig således om betaling for konkurrenceudsatte ydelser, hvor medlemsstaten finder, at ydelsen udgør en almindelig interesse (public service). Ifølge EF-Traktaten kan medlemslandene selv bestemme hvilke tjenesteydelser, man kan betegne som SGEI.

Det gælder dog ikke i de sektorer, hvor der findes fællesskabsregler. Derudover ønsker Kommissionen at sikre, at medlemslandene ikke definerer SGEI åbenlyst forkert.

EF-Domstolen har blandt andet fundet, at tjenesteydelserne i de nedennævnte sektorer – under de givne forudsætninger – kan karakteriseres som SGEI. Sektorerne er dog ikke organiseret på samme vis i de forskellige medlemsstater. Det betyder, at det, der udgør en SGEI i én medlemsstat, ikke nødvendigvis udgør en SGEI i en anden medlemsstat.

• Almindelig posttjeneste: hvor pligten til at sørge for indsamling, befordring og omdeling af post til ensartede takster og efter ensartede kvalitetskrav består i forhold til samtlige brugere i en medlemsstat.²
• Elforsyning: hvor pligten består i uafbrudt at sikre elforsyningen til samtlige forbrugere, lokale elforsyningsvirksomheder eller endelige brugere i de til enhver tid ønskede mængder til ensartede priser og på betingelser, som kun kan variere på grundlag af objektive kriterier, der gælder for samtlige kunder.³
• Derudover har EF-Domstolen fundet, at vedligeholdelse af en vigtig vandvejs sejlbarhed⁴, vandforsyning⁵, levering af tjenester på tele-området⁶ samt tv-udsendelser⁷ kan udgøre SGEI.

Det har længe været diskuteret, hvordan det offentliges betaling til SGEI skal fortolkes i forhold til statsstøttereglerne. EF-Domstolens såkaldte Altmark Trans-dom fra 2003⁸ gav et bidrag til afklaringen.

Altmark Trans-dommen betyder, at det offentliges betaling til SGEI ikke er statsstøtte, hvis følgende 4 kriterier er opfyldt:

1. For det første skal virksomheden faktisk være pålagt at opfylde forpligtelser til offentlig tjeneste, og disse forpligtelser skal være klart definerede.
2. For det andet skal de kriterier, der vil danne grundlag for beregningen af kom pensationen, være fastlagt på forhånd på en objektiv og gennemsigtig måde.
3. For det tredje må kompensationen ikke overstige, hvad der er nødvendigt for helt eller delvist at dække de udgifter, der er afholdt ved opfyldelsen af forpligtelserne til offentlig tjeneste. Der skal i den forbindelse tages hensyn til hermed forbundne indtægter samt en rimelig fortjeneste.
4. For det fjerde skal kompensationens størrelse, når udvælgelsen af tjenesteleverandører sker uden for rammerne af et udbud, fastlægges på grundlag af en analyse af de omkostninger, som en gennemsnitlig virksomhed måtte bære. Også her skal der tages hensyn til indtægterne og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af virksomhedens forpligtelser.

I mange tilfælde er det vanskeligt at vise, at det fjerde kriterium er opfyldt. Dommen er således vanskelig at anvende i praksis – både for medlemslandene og Kommissionen.

Kommissionen har på den baggrund vedtaget en beslutning⁹ om, hvornår det offentliges betaling til en virksomhed for SGEI skal anmeldes til Kommissionen. Derudover er der vedtaget rammebestemmelser, der skal gøre Kommissionens afgørelser mere forudsigelige, når det offentlige anmelder betaling for SGEI til Kommissionen. Endelig har Kommissionen ændret Transparensdirektivet.

Af beslutningen ses, hvornår betaling for SGEI udgør statsstøtte, der er forenelig med EF-Traktaten, og derved er fritaget for anmeldelse. Beslutningens anvendelsesområde er:

• Virksomheder, der har en gennemsnitlig årsomsætning på under 100 mio. euro i de forudgående 2 regnskabsår, og hvor kompensationen ikke overstiger 30 mio. euro om året.
• Betaling til hospitaler og sociale boligselskaber¹⁰.
• Betaling for transport af op til 300.000 passager årligt for luft- eller søtransport til og fra øer.
• Betaling til lufthavne og havne, der har under henholdsvis 1.000.000 og 300.000 passagerer årligt.

For at betaling for SGEI er fritaget for anmeldelse, skal en række betingelser være opfyldt. For det første skal virksomhedens pligt til at levere SGEI overdrages ved en officiel retsakt. Retsaktens form kan variere medlemslandene imellem. En officiel retsakt kan fx være en kontrakt. Retsakten skal blandt andet indeholde retningslinier for:

• Hvad de offentlige forpligtelser går ud på, og hvor længe de varer.
• Hvilke forpligtelser virksomheden er pålagt, og hvilket område der omfattes.
• Evt. eksklusive eller særlige rettigheder, der er indrømmet virksomheden.
• Grundlaget for beregning, kontrol og revision af betaling.
• Tiltag for at undgå for meget betaling for SGEI og sikre, at det for meget betalte bliver betalt tilbage til det offentlige.

Betalingen må ikke overstige de nødvendige omkostninger ved at udføre SGEI inkl. et rimeligt overskud.

Beslutningen indeholder derudover en kontrolprocedure. Proceduren indebærer, at medlemslandene regelmæssigt skal undersøge kompensationsordninger for at sikre, at der ikke sker overbetaling.

Medlemslandene skal tillige hvert 3. år sende detaljerede rapporter til Kommissionen. Medlemslandene skal i rapporterne beskrive, hvordan beslutningen bruges i alle sektorer. Beslutningen trådte i kraft den 19. december 2005.

Er betaling for SGEI ikke omfattet af Kommissionens beslutning, skal den fortsat anmeldes.

For anmeldte betalinger har Kommissionen vedtaget rammebestemmelser¹¹. Formålet med bestemmelserne er at gøre Kommissionens afgørelser mere forudsigelige. Rammebestemmelserne gælder for betaling af SGEI inden for alle områder undtagen transportområdet og public service indenfor radio- og fjernsynssektoren, da begge er dækket af særlige regelsæt.

Rammebestemmelserne indeholder stort set de samme betingelser for overdragelse og beregning af indtægter og omkostninger, som beslutningen gør.

Medlemslandene skal sørge for, at eksisterende ordninger for betaling af SGEI lever op til kravene i rammebestemmelserne. Det skal ske inden for en 18 måneders periode regnet fra offentliggørelsen i EU-Tidende.

Endelig har Kommissionen ændret¹² Transparensdirektivet¹³ som følge af Altmark Trans-dommen¹⁴. Ændringen medfører en pligt til at føre separate regnskaber, uanset om betaling for SGEI udgør statsstøtte eller ej. Dvs., at de virksomheder, der opfylder følgende tre betingelser, skal føre særskilte regnskaber:

• Virksomheden skal af en medlemsstat være indrømmet særlige eller eksklusive rettigheder eller have fået overdraget at udføre public service.
• Virksomheden skal modtage betaling for SGEI.
• Virksomheden skal tillige udøve andre aktiviteter.

Direktivet trådte i kraft den 19. december 2005.

Sammenfattet er retstilstanden for SGEI:

• Der er ikke tale om statsstøtte, hvis betingelserne i Altmark Transdommen er opfyldt. Betalingen for SGEI skal derfor ikke anmeldes til Kommissionen.
• Hvis betaling for SGEI ikke opfylder betingelserne i Altmark Transdommen, er betalingen forenelig med Fællesmarkedet, hvis betingelserne i beslutningen er opfyldt. Betalingen skal derfor ikke anmeldes til Kommissionen.
• Falder virksomheden ikke ind under beslutningens anvendelsesområde, skal støtten anmeldes. Kommissionen kan erklære støtten for forenelig med Fællesmarkedet. Det er en betingelse for godkendelse, at rammebestemmelserne er opfyldt.

Lufthavne

Kommissionen har i 2005 vedtaget en meddelelse¹⁵, der handler om offentlig finansiering af lufthavne og startstøtte til luftfartsselskaber, der opererer fra regionale lufthavne. Meddelelsen handler om, hvordan Kommissionen vil vurdere en sådan støtte. Den supplerer derfor retningslinierne fra 1994, der især vedrører vilkår for statsstøtte til luftfartsselskaber.¹⁶

Kommissionen vil fremme de regionale lufthavnes udvikling, samtidig med at principperne om transparens, ikke-diskrimination og proportionalitet sikres.

Meddelelsen gælder for alle aktiviteter i lufthaven undtagen sikkerhedsopgaver, flyvekontrol, politiopgaver, toldvæsen eller anden aktivitet, der påhviler medlemsstaten som offentlig myndighed.

Er der tale om det offentliges betaling til en virksomhed for at udføre SGEI, og er betingelserne i Altmark Trans-dommen opfyldt, foreligger der ikke statsstøtte. Derfor bruges meddelelsen ikke i de tilfælde.

Andre former for offentlig finansiering af lufthavne kan derimod udgøre statsstøtte, hvis de kan påvirke konkurrencen og samhandelen inden for Fællesskabet. Om det er tilfældet, afhænger blandt andet af hvilken kategori, lufthavnen tilhører. Kommissionen har i meddelelsen bestemt fire kategorier af lufthavne, jf. tabel 15.2.

Tabel 15.2: Meddelelsen og danske lufthavne

Kilde: Statens Luftfartsvæsen, perioden januar-december 2005. Der eksisterer ikke en EU-retlig definition af ”passager-movements”, men ifølge Statens Luftfartsvæsen opgøres det som summen af det totale antal afrejsende og det totale antal ankommende passagerer, dog således at transit-passagerer kun medregnes én gang.

Offentlig finansiering af kategori A og B lufthavne vil normalt blive anset for at fordreje eller true med at fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen inden for Fællesskabet. Modsat er der ikke stor sandsynlighed for, at finansiering af kategori D lufthavne vil kunne fordreje konkurrencen og påvirke samhandelen. Derfor skal betaling for SGEI til kategori D lufthavne ikke anmeldes til Kommissionen. Det er dog en forudsætning, at betingelserne i Kommissionens beslutning om SGEI er opfyldt.

Alle andre tiltag, der kan udgøre statsstøtte, skal derimod anmeldes til Kommissionen. Dvs., at tiltag i relation til lufthavne i kategori C også skal anmeldes. Når Kommissionen vurderer anmeldelsen, vil den bruge det markedsøkonomiske investorprincip.

Hvis der foreligger statsstøtte, fremgår det af meddelelsen, hvilke forhold Kommissionen lægger vægt på for at kunne erklære støtten forenelig med Fællesmarkedet. Støtten kan erklæres forenelig efter art. 87, stk. 3, litra a), b) eller c) og art. 86, stk. 2.

Støtte til drift af lufthavnsinfrastruktur kan kun erklæres for forenelig med Fællesmarkedet efter art. 87, stk. 3 litra a) eller c) på visse betingelser og i ugunstigt stillede områder. Støtten kan også erklæres forenelig efter art. 86, stk. 2, hvis der iagttages visse betingelser. Betingelserne skal sikre, at støtten er nødvendig for at udføre SGEI og ikke påvirker samhandelen i et sådant omfang, at det strider imod den fælles interesse.

Kommissionen vil derudover kunne acceptere, at der midlertidigt gives startstøtte til luftfartselskaber på visse betingelser. Årsagen er, at det kan være nødvendigt at tilskynde luftfartselskaber til at åbne ruter fra ukendte og uafprøvede lufthavne. Det er dog bl.a. betinget af, at luftfartsselskaberne kan tiltrække et passagertal, der gør, at selskaberne kan nå rentabilitetstærskelen indenfor et begrænset tidsrum¹⁷.

Regionalstøtte

Kommissionen har i 2005 vedtaget nye retningslinjer for regionalstøtte, som gælder fra 2007 til 2013. Retningslinierne gælder for medlemslandenes støtteforanstaltninger indenfor bestemte regioner, såkaldt national regionalstøtte¹⁸. Formålet med regionalstøtte er at fremme udviklingen i ugunstigt stillede områder ved at støtte investeringer og jobskabelse.

Retningslinjerne indeholder en gennemgang af reglerne for tildeling af statsstøtte til fremme af de fattigste regioner. Retningslinierne præciserer reglerne for, hvordan de regionalstøtteberettigede regioner udvælges og sætter loft over det maksimalt tilladte støtteniveau. Udgangspunktet er TEF art. 87, stk. 3, litra a) og litra c). Litra a) vedrører de dårligst stillede områder, hvor levestandarden er usædvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig arbejdsløshed. Litra c) vedrører regioner, der er dårligere stillet end resten af medlemsstaten. Målestokken er ikke nødvendigvis resten af EU. Litra c) tager derfor sigte på områder, der er mindre dårligt stillet end områder, der omfattes af litra a).

Tager man udgangspunkt i de aktuelle retningslinjer, bor 52,2 pct. af de 25 EU-landes befolkning i regionalstøtteberettigede regioner. 34,2 pct. af denne befolkningsandel er støtteberettigede efter art. 87, stk. 3, litra a) og har ret til at bruge det højeste støtteloft på 40-50 pct. Og 18 pct. af befolkningen bor i regioner, der er relativt mindre ugunstigt stillet, men støtteberettiget efter art. 87, stk. 3, litra c) op til det lavere støtteloft på 10-20 pct.

Regioner med et BNP pr. indbygger på under 75 pct. af EU-25-gennemsnittet (dvs. ugunstigt stillede regioner) er berettiget til den højeste støtteprocent¹⁹ og til driftsstøtte (regionalstøtte, som har til formål at mindske virksomhedernes driftsudgifter). Disse regioner tegner sig for 27,7 pct. af EU's samlede befolkning.

Grundet deres særlige handicap betragtes regionerne i EU's yderste periferi som art. 87, stk. 3, litra a)-regioner, uanset deres relative BNP.

Som følge af EU's udvidelse vil BNP pr. indbygger i visse regioner i EU overstige 75 pct. af EU-gennemsnittet som følge af den statistiske virkning af udvidelsen. De berørte regioner kaldes ”statistisk effekt-regioner”²⁰.

Disse regioner vil i en overgangsperiode have status af ”ugunstigt stillede regioner”. De vil derfor være berettiget til de laveste støtteprocenter under EF-Traktatens art. 87, stk. 3, litra a). Disse regioners situation vil blive genovervejet i 2010²¹.

Hvad angår regioner med et BNP pr. indbygger på over 75 pct. af EU-25-gennemsnittet, vil medlemslandene fortsat kunne tildele regionalstøtte på et lavere niveau (mellem 10 pct. og 15 pct.)²² til områder, som de selv kan definere i overensstemmelse med deres nationale regionaludviklingspolitik. 8,6 pct. af Danmarks befolkningsandel formodes at bo i områder, der kan rummes inden for art. 87, stk. 3, litra c).

Frem til 2010 vil der være en overgangsordning for regioner, der rammes af det største fald i støtteniveauet, og frem til 2008 vil de regioner, der mister retten til regionalstøtte under de nye retningslinjer, også være omfattet af en særlig overgangsordning.

I alle støtteberettigede områder kan støtteprocenten²³ forøges med 20 pct. i forbindelse med støtte til små virksomheder og med 10 pct. i forbindelse med støtte til mellemstore virksomheder.

En ny form for støtte vil blive tilladt for at tilskynde til at oprette nye virksomheder i støtteberettigede områder. Den vil kunne gives til små virksomheder i deres etablerings- og udvidelsesfase i de første fem år.

Der vil også blive tilladt en ny form for driftsstøtte for at modvirke affolkningen af de tyndest befolkede områder. Desuden vil reglerne for tildeling af driftsstøtte i regionerne i den ydre periferi forenkles.

De nye retningslinjer indeholder i øvrigt en række andre ændringer, der tjener til at tydeliggøre og forenkle de aktuelle regler. Det kan bl.a. nævnes, at reglerne om meget store investeringsprojekter til over 50 mio. euro nu optræder i retningslinjerne for regionalstøtte for første gang.

Kortfristet eksportkredit

Kommissionen har i 2005 vedtaget at bibeholde definitionen af ”markedsmæssige” risici fra 2001-meddelelsen. Det betyder, at markedsmæssige risici stadig er kommercielle og politiske risici relateret til eksport til de i bilaget nævnte lande²⁴. Kommissionen har desuden besluttet at betragte små og mellemstore virksomheders (SMV) eksportrelaterede risici som ”ikke-markedsmæssige” i de medlemsstater, hvor det private marked ikke kan tilbyde tilstrækkelig dækning. Det er dog en forudsætning, at SMV har en eksportomsætning på under 2 mio. euro årligt. Ønsker medlemsstaten at støtte SMV eksportrelaterede risici, skal medlemsstaten orientere Kommissionen herom efter proceduren i 1997-meddelelsen.

Kommissionen vil inden for 3 år vurdere markedssituationen for SMV med begrænset eksportomsætning. Hvis det private marked i tilstrækkeligt omfang kan stille eksportforsikringsdækning til rådighed for SMV, vil Kommissionen ændre meddelelsen fra 2005. En sådan ændring vil betyde, at SMV'ers eksportrelaterede risici vil blive anset for ”markedsmæssige”.

Denne nye bestemmelse gælder fra den 1. januar 2006 til den 31. december 2010. Kommissionen har også besluttet at forlænge 1997-meddelelsen, som sidste gang er ændret ved 2001-meddelelsen, frem til den 31. december 2010.

15.6 KOMMENDE ÆNDRINGER AF STATSSTØTTEREGLERNE

Innovation

Kommissionen fremlagde i 2005 et høringsdokument om statsstøtte til innovation. Dokumentet indeholder forslag til, hvordan EU's statsstøtteregler kan forbedres for at øge mængden af projekter, der fremmer innovation. Forslagene til innovationsstøtte omfatter følgende områder:

• Innovative nyoprettede virksomheder
• Risikovillig kapital
• Integration af innovation i reglerne for statsstøtte til F&U
• Innovationsformidlere
• Uddannelse og mobilitet mellem universiteternes forskningspersonale og SMV'er
• Ekspertisecentre for projekter af fælles interesse

Kommissionen foreslår, at statsstøtte til innovation kan accepteres, når:

• Støtteinstrumentet tager sigte på at rette op på veldefinerede markedsfejl.
• Statsstøtte er det bedste middel til at fremme innovation.
• Støtten tilskynder til innovation og er proportional med det fastlagte mål.
• Konkurrenceforvridningerne begrænses mest muligt.

I udkastet gennemgås en række markedsfejl, der hæmmer innovation. Og det vurderes, hvornår statsstøtte kan bidrage til at ændre incitamentet til innovation. Det foreslås, at støtte til to typer aktiviteter kan godkendes:

• Aktiviteter, der støtter risikovillighed og eksperimenter for at mindske afstanden mellem forskning og markedet, og
• aktiviteter, der forbedrer det generelle miljø for innovation.

Det er dansk holdning, at innovation er vigtig for væksten, og tilskyndelse til innovation er et højt prioriteret politikområde. Danmark har dog påpeget, at det er vigtigt at fokusere på at forbedre virksomhedernes rammebetingelser frem for direkte virksomhedsstøtte. Derfor bør statsstøtte kun komme på tale i tilfælde, hvor der klart er konstateret markedsfejl.

Forskning & Udvikling

Kommissionen vil fremme forskningssamarbejde på tværs af landegrænserne, offentligt/privat forskningssamarbejde, udbredelse af forskningsresultater og vigtige forskningsprojekter af fælleseuropæisk interesse.

Derfor skal medlemslandene fremkomme med bemærkninger til revisionen af reglerne for F&U i 2006. De nye rammebestemmelser træder i kraft inden udgangen af 2006.²⁵

Supergruppefritagelsesforordning

Danmark har i april 2006 afgivet foreløbige kommentarer til en forordning om en supergruppefritagelse. Forordningen skal sammenlægge de eksisterende gruppefritagelser og fritage visse støttekategorier fra pligten til anmeldelse.

Formålet med en forordning om supergruppefritagelse er derfor dels en forenkling og dels en konsolidering af de nuværende gruppefritagelser.

Miljørammebestemmelser

Kommissionens arbejde med at revidere de nuværende rammebestemmelser for miljøstøtte, der udløber med udgangen af 2007, fortsættes i 2006. Som et første led i revisionen har Kommissionen i 2005 udsendt spørgeskemaer til medlemslandene.

Risikovillig kapital

Kommissionen vil revidere den eksisterende meddelelse om risikovillig kapital i 2006. Målet er at bidrage til en iværksætterkultur og særligt stimulere investeringer i form af risikovillig kapital til nystartede og innovative SMV'er i tilfælde af påviste markedsfejl.

Højere loft for de minimis støtte

Kommissionen forventes at vedtage et højere loft for de minimis støtte i 2006 som følge af den økonomiske udvikling. Siden 1996 har støtteloftet været på 100.000 euro over en treårig periode. I Kommissionens udkast til ny forordning om de minimis støtte, foreslås støtten forhøjet til 150.000 euro over en treårig periode.

15.7 DANSKE STATSSTØTTEORDNINGER I 2005

Kommissionen har i løbet af 2005 truffet beslutning i 17 danske statsstøttesager, jf. tabel 15.3 nedenfor.

Tabel 15.3: Danske støtteordninger i 2005

Kilde: Kommissionens statsstøtteregister.

15.8 PRAKSIS

Konkurrencestyrelsen kan ikke træffe afgørelser om statsstøtte, der falder ind under EU's statsstøtteregler. Det er Kommissionen og i sidste instans EF-Domstolen, der endeligt afgør, om en ordning udgør statsstøtte, og om den er forenelig med EF-Traktaten. Nedenfor gennemgås væsentlig praksis fra 2005.

Kommissionens beslutning om støtteordning til fremme af SMV'ers brug af IT og e-business²⁶

I denne sag antog Kommissionen, at støtte til små og mellemstore virksomheders brug af avancerede IT-løsninger udgjorde statsstøtte i EF-Traktatens art. 87, stk. 1's forstand. Kommissionen godkendte støtten efter art. 87, stk. 3, litra c.

Støtten blev givet på to planer. Første plan bestod af organer, der vurderedes at have tilstrækkeligt kendskab til SMV'ernes behov, som fx. brancheorganisationer, erhvervsråd og regionale erhvervsservicecentre. Andet plan bestod af små og mellemstore virksomheder (SMV). Hensigten var, at fordelene ved tilskuddene skulle gives til SMV'erne på det andet plan. Støtten til den enkelte modtager var begrænset til 260.000 euro pr. ansøger på første plan og 2.600 euro pr. modtager på det andet plan.

Kommissionen var ikke sikker på, at hele støtten blev givet til SMV'erne, da deltagerne på det første plan fx kunne opkræve et gebyr hos SMV'erne, der var højere end omkostningerne ved ydelsen. Kommissionen kunne heller ikke se, at der i forhold til det første plan blot var tale om betaling for ”aktiviteter i offentlighedens interesse”, da de danske myndigheder ikke havde fremlagt nogen aftale om en sådan forpligtelse.

Kommissionen lagde imidlertid vægt på, at det eneste formål med at overføre midler til deltagerne på første plan var at bevilge støtte til SMV'erne, som derved kunne bruge det første plans tjenester. Kommissionen lagde også vægt på, at det begrænsede støttebeløb til det første plan kunne defineres som et ”mindste incitament” for at garantere, at ordningen blev gennemført.

Kommissionen udtalte herefter, at når en overførsel fra staten er forenelig med statsstøttereglerne, bør en foranstaltning, der indeholder et mindste incitament til andre økonomiske deltagere til at foretage denne overførsel, også tillades. Også selv om foranstaltningen teknisk set udgør støtte til disse andre deltagere.

Da støtten til SMV'erne var en forenelig overførsel, og da deltagerne på det første plan blot fik et mindste incitament til at tilbyde deres tjenester, kunne støtten godkendes.

Kommissionens beslutning om Aggregated public sector procurement of Broadband in Scotland²⁷

I sagen fandt Kommissionen, at betaling for serviceydelser udgjorde statsstøtte i EF-Traktatens art. 87, stk. 1's forstand. Serviceydelserne var forbundet med etableringen af et bredbåndsnet i Skotland til fordel for lokale organer, der tilbyder public service aktiviteter som fx skoler og biblioteker. Ifølge Kommissionen var der kun tale om statsstøtte, for så vidt angik de tjenesteydere, der fik til opgave at etablere nettet og udføre de tjenesteydelser, der var forbundet med opgaven.

Kommissionen vurderede, at der var tale om støtte i forhold til disse tjenesteydere, selv om de blev valgt efter en udbudsprocedure. Som begrundelse henviste Kommissionen til sin beslutning af 16. november 2004²⁸. Kommissionen bemærkede, at en åben udbudsprocedure medvirker til at minimere den potentielle fordel for de pågældende tjenesteydere – og dermed det mulige element af statsstøtte.

Kommissionen fandt, at selv om der måtte være et element af statsstøtte i ordningen, var denne støtte forenelig med fællesmarkedet. Dels var støtten til et bredbåndsnet nødvendig for at nå Lissabon-målene om ”e-europe”. Dels fandt Kommissionen, at støtten var proportional. Kommissionen godkendte derfor støtten efter art. 87, stk. 3, litra c.

Retten i Første Instans sag T-93/02 Confédération Nationale du Crédit Mutuel²⁹

Annullationssøgsmål – begrundelsespligt
Sagen handlede om en fransk statslig opsparingsordning for private, som en bestemt bank administrerede. Staten gav en rentepræmie til opsparerne.

Kommissionen besluttede i 2002, at banken fik en fordel af ordningen. Fordelen udgjorde statsstøtte i art. 87, stk. 1's forstand. Derfor skulle bankens overskud på ordningen betales tilbage. Banken lagde sag an ved Retten med påstand om, at beslutningen skulle annulleres. Retten udtalte, at Kommissionen i dens beslutning ikke havde opfyldt begrundelsespligten i art. 253. Dels fordi det ikke var angivet, hvad der konkret udgjorde støtte. Dels fordi Retten ikke fandt, at bankens evne til at drive forretning og få udbytte af det samlede private indlån udgjorde støtte. Retten annullerede derfor beslutningen.

EF-Domstolen sag C-172/03 Heiser³⁰

Statsstøttebegrebet – de minimis Østrig indførte en ordning, hvor læger kunne få moms retur. I en sag for en østrigsk domstol vedr. opgørelsen af et momskrav spurgte domstolen EFDomstolen om foreneligheden af ordningen med statsstøttereglerne.

EF-Domstolen udtalte, at selvom en støtteudbetaling i et konkret tilfælde ligger under grænsen for de minimis, betyder det ikke, at hele ordningen opfylder betingelserne for tildeling af de minimis støtte. Virksomheder kunne modtage støtte på mere end 100.000 euro.

Da ordningen også var i strid med art. 87, stk. 1, blev ordningen betragtet som statsstøtte. EF-Domstolen udtalte, at der efter fast praksis ikke findes en grænseværdi, hvorunder samhandelen mellem medlemsstater ikke påvirkes. At en støtte er forholdsvis ubetydelig, eller at den virksomhed, der modtager støtte, er af beskeden størrelse, udelukker derfor ikke, at samhandelen kan være påvirket jf. bl.a. dommen i sagen Altmark Trans³¹.

Retten i Første Instans sag T-141/03 Sniace mod Kommissionen³²

Annullationssøgsmål – retlig interesse
Det spanske selskab Sniace havde fået støtte fra den spanske regering. En konkurrent klagede til Kommissionen, der fandt, at der var tale om statsstøtte, men at støtten var lovlig efter art. 87, stk. 3 litra c).

Sniace mente derimod ikke, at der var tale om statsstøtte. Sniace lagde der -for sag an mod Kommissionen med påstand om at ophæve beslutningen og erklære, at der slet ikke var tale om statsstøtte. Sniace anførte til støtte herfor, at Kommissionens kvalifikation af ordningens statsstøtte var konkret og mærkbart påvirkede dens retsstilling. Sniace anførte, at den omstændighed, at ordningen blev sidestillet med statsstøtte, pålagde Sniace en risiko for, at tredjeparter berørt af støtten kunne indbringe beslutningen for EF-Domstolen eller en national domstol. Det kunne betyde en ny beslutning om, at støtten var uforenelighed med Fællesmarkedet.

Det kunne endog betyde tilbagesøgning af den ”ulovligt” ydede statsstøtte. Sniace anførte også, at det støttetildelende organ fejlagtigt var blevet kvalificeret som et statsorgan, og at Sniace havde lidt skade pga. aktionærers, leverandørers og klienters tab af tillid.

Retten i Første Instans udtalte, at Sniace ikke havde ført bevis for en eksisterende og faktisk interesse i søgsmålet og afviste sagen. Retten lagde vægt på, at Sniace havde ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, men at denne ret var fuldt ud beskyttet ved i en eventuel retssag at kunne anfægte gyldigheden af Kommissionens beslutning.

EF-Domstolen sag C-400/99 Italien mod Kommissionen³³

Annullationssøgsmål – art. 88, stk. 2 – suspension af støtte inden afslutning af den formelle undersøgelse Italien havde tildelt Tirrenia-koncernen støtte til driften af indenlandsk færgesejlads. Under art. 88, stk. 2-proceduren bad Kommissionen Italien om at suspendere al udbetaling af støtte, der oversteg Tirrenias meromkostninger for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Tirrenia krævede hele Kommissionens beslutning annulleret. Italien krævede, at beslutningen om suspension af støtten blev annulleret.

Kommissionen afsluttede art. 88, stk. 2-proceduren, inden dommen blev afsagt. Beslutningen om at afslutte den formelle undersøgelse medførte, at de fleste af støtteordningerne blev erklæret forenelige med Fællesmarkedet. Tirrenia og Italien var enige i, at beslutningen var gyldig. Det var derfor ikke længere nødvendigt at bedømme beslutningen om at indlede en art. 88, stk. 2-procedure.

Domstolen fandt dog, at det stadig var relevant at undersøge spørgsmålet om suspension af støtten f.s.v.a. perioden frem til afslutningen af den formelle undersøgelse. Domstolen konkluderede, at Kommissionen ikke havde hørt de italienske myndigheder om alle støttetiltagene. Domstolen vurderede, at hvis suspensionen havde været drøftet med de italienske myndigheder, ville de uden videre kunne have fremlagt beviser, der kunne godtgøre, at ordningen ikke burde suspenderes. Derfor blev beslutningen annulleret f.s.v.a. de støttetiltag, som Italien ikke var blevet hørt om.

Retten i Første Instans sag T-17/02, Fred Olsen, SA mod Kommissionen³⁴

Eksisterende støtte – ny støtte – tjenesteydelser af almen økonomisk interesse
Sagen handlede om Spaniens støtte til firmaet Trasmediterránea for public service sejlads på ruter til De Kanariske Øer. Støtten blev tildelt på grund af en 20-årig kontrakt indgået i 1978. Støtten skulle på tidspunktet for Kommissionens vurdering betragtes som eksisterende støtte (Spanien blev optaget i EF i 1986). Derudover blev der i 1998 i forbindelse med kontraktens udløb tildelt støtte efter en midlertidig ordning. Denne støtte var ikke en del af kontraktforholdet og blev anset for ny støtte. Det konkurrerende selskab Fred Olsen SA klagede til Kommissionen over de forskellige støttetiltag.

Kommissionen godkendte al støtten, hvilket medførte, at Fred Olsen SA anlagde sag mod Kommissionen. Fred Olsen SA anførte bl.a., at der for den midlertidige del af støtten ikke var en præcis definition af public service opgaverne efter forordning 3577/92 om anvendelse af princippet om fri udveksling af tjenesteydelser inden for søtransport i medlemslandene (cabotagesejlads), og at der ikke var et reelt behov for public service sejlads på ruterne.

Retten udtalte, at da støtteordningen specifikt var undtaget fra forordning 3577/92 indtil 1999 efter forordningens art. 6, kunne der ikke stilles krav om en præcis public service definition efter denne forordning. Retten mente ikke, at definitionen af hverken den midlertidige ordning eller 1978-kontrakten var upræcis, selvom Transmediterránea i henhold til 1978-kontrakten efter ansøgning hos de relevante myndigheder kunne få ændret i dets public service opgaver. Dels fordi Transmediterránea skulle søge om tilladelse til ændringer i kontrakten hos de relevante myndigheder, dels fordi kontrakten fra 1978 skulle læses i sin helhed. Her var det ikke relevant, at der på enkelte områder i 1978-kontrakten var mulighed for at foretage mindre ændringer. Der var ikke blevet ændret i kontrakten.

Som nævnt var der argumenteret for, at der ikke var behov for public service sejlads på ruterne til De Kanariske Øer. Hertil udtalte Retten, at medlemslandene efter art. 86, stk. 2, har et bredt skøn til at bestemme, hvor der er behov for public service virksomhed. Kommissionen skal kun kontrollere, om der er begået åbenbare fejl eller misbrug af medlemslandene. Fred Olsen SA havde bl.a. sagt, at da der var konkurrence på ruterne til øerne, var der ikke behov for en public service leverandør. Herom sagde Retten, at da der ikke var fremført konkrete beviser for, at alle public service ruterne ville kunne drives uden Transmediterránea, kunne argumentet ikke accepteres. Dette ændredes ikke af, at Fred Olsen SA ved De Kanariske Øers Landsret havde vundet en sag imod de spanske myndigheder om et spansk dekret, hvorefter public service forpligtelserne på de faste ø-forbindelser for De Kanariske Øer blev fastsat. Dekretet var udstedt efter Kommissionens godkendelse af støtteordningerne. Retten inddrog derfor ikke den kanariske dom i forhold til bedømmelsen af Kommissionens beslutning. Der var herefter ikke begået åbenbare fejl eller misbrug, hvorfor Retten afviste argumentet. Kommissionen blev frifundet.

EF-Domstolen sag C-415/03 Kommissionen mod Grækenland³⁵

Tilbagesøgningspligt
Kommissionen accepterede i 1998 Grækenlands støtte til Olympic Air -ways. Støtten var givet som et led i selskabets omstrukturering. Om struktureringsplanen blev imidlertid ikke til noget, hvorfor Kommissionen i december 2002 bestemte, at Grækenland skulle tilbagesøge en del af støtten hos Olympic Airways. Da gælden ikke blev tilbagesøgt, anlagde Kommissionen sag mod Grækenland.

Grækenland hævdede:

• At der ikke var mulighed for at søge de skyldige beløb tilbage, da Olympic Airways var blevet omdannet til Olympic Airlines. Efter græsk lov var der ikke mulighed for at kræve Olympic Airways' gæld ind hos Olympic Airlines.
• At Grækenland havde søgt en del af det skyldige beløb tilbage via en afdragsordning, inden selskabet blev omdannet.
• At Kommissionen ikke havde sagt præcist, hvor meget støtte der skulle søges tilbage.

Domstolen afviste alle Grækenlands argumenter og udtalte bl.a.:

• At det var tilstrækkeligt, at beslutningen indeholdt anvisninger, så Grækenland – uden store vanskeligheder – selv kunne fastslå, hvor meget der skulle kræves tilbage.
• At Grækenland ikke havde henvist til, at det var absolut umuligt med omhu at opfylde sine forpligtelser, og at betingelserne herfor heller ikke var til stede.
• At Grækenland kun havde indgået ordninger om delvis tilbagebetaling, der i øvrigt var sat i værk for sent, var ufuldstændige eller uden bindende virkning, og som under alle omstændigheder ikke havde ført til, at de skyldige beløb var betalt tilbage af Olympic Airways.

Grækenland havde således ikke i tilstrækkelig grad opfyldt sin forpligtelse til at kræve statsstøtten tilbagebetalt.

Fodnoter

1 C-280/00, Saml. 2003-I, 7747.

2 Jf. dom af 19.maj 1993 i sag C-320/91Corbeau, præmis 15. Saml. 1993, s. I-2533.

3 Jf. dom af 27.april1994 i sag C-393-92 Almelo kommune, præmis 48, Saml. 1994, s. I-4477.

4 Jf. dom af 14.juli 1971, Muller/Luxembourg i sag 10/71, Saml. 1971, s. 723.

5 Jf. dom af 08.november 1983, IAZ i sag 96/82, Saml. 3369.

6 Jf. dom af 20.marts 1985, Italien mod Kommissionen i sag 41/83, Saml. 1985, s. 873.

7 Jf. dom af 30.april 1974, Sacchi/Italien i sag 155/73, Saml. 1974, s. 409.

8 Sag C-280/00 Altmark Trans GmbH og Regierungspräsidium Magdeburg mod Nahverkehrsgesellschaft Altmark GmbH, Saml. 2003-I, 7747.

9 EUT 2005 L 312/67.

10 Der gælder ingen tærskelværdier for kompensation til hospitaler og sociale boligselskaber.

11 EUT 2005 C 297/4.

12 EUT 2005 L 312/47.

13 Direktiv 80/723/EØF om gennemskueligheden af de økonomiske forbindelser mellem medlemslandene og de offentlige virksomheder og om den finansielle gennemskuelighed i bestemte virksomheder.

14 Sag C-280/00 Altmark Trans GmbH og Regierungspräsidium Magdeburg mod Nahverkehrsgesellschaft Altmark GmbH, Saml. 2003-I, 7747.

15 EUT 2005 C 312/1.

16 Retningslinierne fra 1994 omhandler dog i del II.3 offentlige investeringer i infrastruktur.

17 Startstøtte til ruter fra regionerne i den yderste periferi kan være omfattet af lempeligere forenelighedskriterier.

18 Modsat støtte der kommer fra EU's fonde.

19 Efter art. 87, stk. 3, litra a). Den højeste støtteprocent er 50 pct. BSÆ for regioner med under 45 pct. af det gennemsnitlige BNP pr. indbygger i EU-25, 40 pct. BSÆ for regioner med under 60 pct. af det gennemsnitlige BNP pr. indbygger i EU-25 og 30 pct. BSÆ for regioner med under 75 pct. af det gennemsnitlige BNP pr. indbygger i EU-25 for yderregioner med et højere BNP pr. indbygger og indtil den 1. januar 2011 for ”statistisk effekt-regioner”.

20 Regioner, hvor BNP pr. indbygger udgør mindre end 75 pct. af BNP pr. indbygger i EU-15, men mere end 75 pct. af BNP pr. indbygger i EU-25 (3,6 pct. af befolkningen i EU-25).

21 Hvis deres situation har forværret sig til den tid, vil de fortsat være berettiget til støtte under art. 87, stk. 3, litra a). I modsat fald vil de være berettiget til støtte under art. 87, stk. 3, litra c) med en øvre støtteprocent på 20 pct. fra og med den 1. januar 2011.

22 Under art. 87, stk. 3, litra c).

23 Dvs. støtten i forhold til de støtteberettigede udgifter.

24 Alle medlemsstater i EU samt lande, der er medlem af OECD (Australien, Canada, Island, Japan, New Zealand, Norge, Schweiz og USA).

25 EUT 2005 C 310/10.

26 Jf. Kommissionens beslutning af 15. juli 2005 i sagen N 214/2005 - Danmark.

27 Jf. Kommissionens beslutning af 21. september 2005 i sagen N 117/2005.

28 N 307/2004, UK – Broadband in Scotland – remote and rural areas, især pkt. 22-32.

29 Rettens dom af 18. januar 2005, endnu ikke i Samlingen.

30 C-172/03, Saml. 2005-I, 1627.

31 C-280/00, Saml. 2003-I, 7747.

32 Rettens dom af 14. april 2005, endnu ikke i Samlingen.

33 C-400/99, Saml. 2005-I, 3657.

34 Rettens dom af 15. juni 2005, endnu ikke optrykt i Samlingen.

35 C-415/03, Saml. 2005-I, 3875.

Version 1.0 Maj 2006 • © Konkurrencestyrelsen. Udgivet af Konkurrencestyrelsen, http://www.ks.dk/
Elektronisk publikation fremstillet efter Statens standard for elektronisk publicering