Konkurrenceredegørelse 2006 - KAPITEL 13 - EU-konkurrencereglerne i 2005

Forside - Indhold - Bund - Forrige/Næste

"Konkurrenceredegørelse 2006"

KAPITEL 13
EU-konkurrencereglerne i 2005

13.1 INDLEDNING

De vigtigste nyheder fra Kommissionen i 2005 har i begyndelsen af året været de tre nye meddelelser om fusioner. Senere i 2005 udsendte Kommissionen det længe ventede udkast til vejledning om anvendelse af art. 82 på ekskluderende misbrug.¹ Da Kommissionen ønsker at forbedre den private håndhævelse af konkurrencereglerne, udsendte den i december 2005 en grønbog om erstatningsspørgsmål i konkurrencesager. Hensigten med den er, at Kommissionen på baggrund af de kommentarer og svar, den får, kan beslutte, hvilke initiativer den skal tage for at forbedre den private håndhævelse. Kommissionen udsendte også en ny meddelelse om aktindsigt i konkurrencesager.

Samarbejdet i European Competition Network (ECN) har for alvor taget fart i 2005². Det har vist sig som et meget frugtbart samarbejde. For at give et indtryk af andre landes praksis, er der senere i dette kapitel en gennemgang af udvalgt praksis fra andre landes konkurrencemyndigheder. Netværkets hjemmeside kom op at køre i april 2006. På hjemmesiden kan interesserede finde information om anvendelsen af EU's konkurrenceregler.

I det følgende er omtalt såvel lovgivningsarbejdet, de væsentligste beslutninger fra Kommissionen, domme fra fællesskabsdomstolene samt det internationale samarbejde i øvrigt. Som noget nyt er der også en oversigt over de afsluttede sager, som resten af EU-landenes konkurrencemyndigheder har indmeldt i ECN.

Boks 13.1: Hvor finder man oplysningerne?

13.2 SAGER OM AFTALER OG MISBRUG

Sager afgjort af Kommissionen

I 2005 traf Kommissionen beslutning om at acceptere tilsagn fra virksomheder i to sager. Desuden bød 2005 på seks sager med forbud og bøde. Alle disse sager fremgår af tabel 13.1 nedenfor. De mest principielle er desuden beskrevet nærmere i det følgende.

Tabel 13.1: Sager afgjort af Kommissionen i 2005

AstraZeneca

Kommissionen udstedte en bøde på 60 mio. euro til medicinalvirksomheden AstraZeneca (AZ) for at have misbrugt sin dominerende stilling på markedet for mavesårsmedicin. Misbruget stod på i perioden 1993-2000.³ AZ havde ifølge Kommissionen overtrådt art. 82 på to måder:

For det første havde AZ uberettiget fået forlænget sin patentbeskyttelse for Losec i visse medlemsstater, bl.a. Danmark. Dette skete ved, at AZ bevidst gav patentkontorerne i disse lande falske informationer. Ved at misinformere de nationale patentkontorer forsinkede AZ således konkurrencen fra kopiprodukter.

For det andet misbrugte AZ regler og procedurer for, hvordan man kunne markedsføre medicin. Nærmere bestemt valgte AZ at afregistrere markedsføringstilladelsen for Losec i kapselform i Danmark, Norge og Sverige. For at kunne markedsføre et kopiprodukt af en originalmedicin, skulle der eksistere en markedsautorisation for originalmedicinen. Det samme gjaldt, hvis man ville opnå licens til at parallelimportere medicinprodukter.

Efter at have afregistreret markedsføringstilladelsen for Losec i kapselform registrerede AZ i stedet Losec i pilleform. Ved at afregistrere markedsføringstilladelsen for Losec i kapsler forhindrede AZ konkurrence fra kopiprodukter og parallelimportører på de nævnte tre markeder. Dette skete netop, som patentbeskyttelsen for Losec i kapselform var ved at løbe ud.

Kommissionen lagde vægt på, at afregistreringen var led i en strategi, som skulle forhindre konkurrence på markedet. Denne strategi blev implementeret i udvalgte lande, hvor prisen på Losec var høj. I lavprislande forblev Losec i kapselform på markedet. Det er særligt dette selektive element i AZ's strategi, som Kommissionen betragter som misbrug.

Peugeot

Peugeot og dets hollandske datterselskab blev idømt en bøde på 49,5 mio. euro for at have overtrådt forbuddet i art. 81.⁴ Kommissionen fandt, at Peugeot via sit bonussystem og ved at lægge pres på sine hollandske forhandlere havde gjort det mindre attraktivt at eksportere biler fra Holland.

I 1997 indførte Peugeot et bonussystem for sine forhandlere. Dette indebar, at når en bil blev solgt til en forbruger i en anden medlemsstat, udløste det en mindre bonus til forhandleren, end hvis den blev solgt til en hollandsk forbruger.

Baggrunden for Peugeots eksportpolitik var angiveligt, at priserne på biler i Holland var markant lavere end priserne i visse af de omkringliggende lande. Peugeot forsøgte via sin eksportpolitik at forhindre, at det lave prisniveau i Holland skulle undergrave de højere prisniveauer i de omkringliggende lande.

Den indførte bonusordning var ikke en del af de oprindelige forhandleraftaler mellem Peugeot og forhandlerne. Derfor var Kommissionen nødt til at se på forhandlernes faktiske adfærd for at kunne fastslå, om der forelå en aftale mellem Peugeot og de hollandske forhandlere. Hvis ikke, ville der være tale om en ensidig adfærd fra Peugeots side.

Kommissionen fandt, at der forelå en aftale. Bonussystemet blev anset for at være blevet en del af det løbende kontraktforhold mellem parterne, efter de oprindelige forhandleraftaler var indgået.

Forhandlernes accept af Peugeots eksportpolitik kom ifølge Kommissionen til udtryk ved, at forhandlerne, hver gang en bil blev solgt, indmeldte indregistreringsstedet til Peugeot. Dette skete som led i et centraliseret system, som Peugeot havde sat i værk for at overvåge bilernes bestemmelsessted.

Forhandlerne hjalp således til med at håndhæve eksportpolitikken ved at indmelde indregistreringsstedet for de biler, de solgte. Peugeot lagde pres på sine forhandlere for at få dem til at undlade at eksportere biler. Peugeot sanktionerede også afvigelser fra eksportpolitikken. Sanktionerne havde bl.a. form af trusler om nedsatte leverancer og væsentlige forsinkelser af leverancer over for de forhandlere, der havde en høj eksportaktivitet.

Raw Tobacco

Fire italienske tobaksforarbejdere havde dannet et køberkartel. Her havde de aftalt at fordele leverandører og mængder mellem sig. Desuden havde de aftalt at udveksle informationer, samt mængder og priser ved overskudsproduktion. De havde yderligere aftalt fælles indkøbspriser og koordineret deres bud på auktioner.

Derudover havde interesseorganisationen for tobaksforarbejderne fastsat de priser, dens medlemmer skulle anvende ved køb af tobak. Endelig havde interesseorganisationen for tobaksproducenterne fastsat de priser, dens medlemmer skulle anvende ved salg af tobak.

Kommissionen nåede frem til, at art. 81 var overtrådt ved henholdsvis køberkartellet og hver af de to interesseorganisationers prisfastsættelser.⁵ Interesseorganisationerne blev kun idømt bøder på 1.000 euro hver. Det skyldtes, at det ikke var åbenbart, hvad offentlig regulering betød for interesseorganisationernes aftaler.

De fire virksomheder i køberkartellet blev idømt bøder på i alt 56 mio. euro.

En af virksomhederne i køberkartellet havde søgt om leniency. Den havde i første omgang opnået tilsagn herom fra Kommissionen. Virksomheden afslørede imidlertid over for de andre deltagere i kartellet, at de havde indgivet en leniencyansøgning. Dette skete på et tidspunkt, hvor Kommissionen endnu ikke havde gennemført en planlagt kontrolundersøgelse hos de øvrige karteldeltagere. På dette grundlag fandt Kommissionen, at virksomheden ikke havde opfyldt sin forpligtelse til at samarbejde loyalt. Derfor kunne virksomheden ikke længere få bødeimmunitet. Kommissionen fandt endvidere, at virksomheden heller ikke kunne få nedsat bøden i medfør af leniencymeddelelsen. Dette begrundede man med, at reglerne om leniency alene giver mulighed for at nedsætte en bøde, når betingelserne for bødeimmunitet ikke er opfyldt på ansøgningstidspunktet.

Kommissionen valgte dog i stedet at reducere virksomhedens bøde med 50 pct. på baggrund af formildende omstændigheder (og dermed ikke på baggrund af leniencymeddelelsen). Det var en formildende omstændighed, at virksomheden havde bidraget betydeligt til sagens oplysning. Det var desuden en formildende omstændighed, at det var første gang, der blev anmodet om leniency efter leniencymeddelelsen fra 2002. Dermed var det første gang, at Kommissionen vurderede, hvad der skulle til for at samarbejde loyalt – herunder også i relation til at hemmeligholde ansøgningen. En reduktion på 50 pct. svarer til den nedsættelse, som virksomheden ville have fået, hvis den var den første virksomhed, der opfyldte betingelserne for at få nedsat bøden i medfør af leniencymeddelelsen.

Sager afgjort af andre landes konkurrencemyndigheder

Når EU-landenes konkurrencemyndigheder overvejer at bruge art. 81 eller 82 i en sag, melder de sagerne ind i et fælles netværk (ECN). Mange af de sager, der indmeldes, er ikke afsluttede. I 2005 blev der i alt indmeldt 204 sager i netværket. Heraf indmeldte Danmark 12 sager, mens 22 sager blev indmeldt af Kommissionen.

I 2005 har de andre EU-landes myndigheder meldt 21 sager afsluttet i netværket, enten ved en formel afgørelse om at acceptere tilsagn eller om at art. 81 eller 82 var overtrådt, se tabel 13.2. Konkurrencerådet har i 2005 truffet afgørelse i ni sager om art. 81 og 82. Tre af disse sager blev afsluttet ved, at rådet gjorde tilsagn fra virksomhederne bindende.⁶

Endnu findes der ikke en portal, hvor disse afgørelser er samlet, der er tilgængelig for omverdenen. Der arbejdes imidlertid på at etablere en sådan portal.

Tabel 13.2: Sager fra ECN-samarbejdet i 2005

13.3 FUSIONER

I 2005 modtog Kommissionen 313 anmeldelser af fusioner. Det er 64 flere end i 2004. Kun i 2000 og 2001 modtog Kommissionen flere anmeldelser.

Kommissionen godkender langt de fleste fusioner i fase I. I denne fase kan Kommissionen vælge at godkende en fusion eller indlede en fase II-procedure. I fase II kan Kommissionen enten godkende eller forbyde en fusion. Godkendelsen kan i begge faser være betinget af, at parterne skal opfylde nogle tilsagn, som de har afgivet.

Som det fremgår af tabel 13.3 har Kommissionen truffet endelig beslutning i 297 sager i fase I.

Tabel 13.3: Beslutninger truffet af Kommissionen i fusionssager

Note 1: Kun henvisninger efter art. 9 er medtaget. Henvisninger efter art. 4, stk. 4 indgår ikke i denne tabel.

I 2005 har Kommissionen truffet i alt fem beslutninger i fase II. Disse beslutninger fremgår af tabellen nedenfor.

Tabel 13.4: Beslutninger truffet af Kommissionen i fase II i 2005

Af de 297 sager i fase I retter de 11 beslutninger sig mod virksomheder, der har særlig tilknytning til Danmark. De vigtigste af disse sager er omtalt nærmere nedenfor.

AP Møller-Mærsk/Royal P & O Nedlloyd

Kommissionen godkendte fusionen mellem AP Møller-Mærsk A/S (Mærsk) og Royal P&O Nedlloyd (PONL).⁷ Fusionen skaber verdens største shippingvirksomhed. Mærsk og PONL havde sammenfaldende aktiviteter inden for containerskibsfart og til dels inden for terminaltjenester.

Godkendelsen var betinget af, at PONL's overfarter mellem Europa og Sydafrika afhændedes. Yderligere skulle PONL trække sig ud af en række konferencer og konsortier. Hvis disse betingelser blev opfyldt, mente Kommissionen ikke, at overtagelsen ville hæmme den effektive konkurrence inden for EØS.

Vattenfall/Elsam/Energi E2

Kommissionen godkendte Vattenfalls (VF) køb af en del af Elsam og Energi E2's aktiviteter.⁸ Kommissionen konkluderede, at VF's indtræden på det danske elmarked ikke ville udgøre en betydelig hindring for en effektiv konkurrence inden for EØS.

Kommissionen analyserede fusionens potentielle indvirkning på elmarkederne i forskellige lande. Undersøgelsen viste imidlertid, at VF's markedsstyrke ikke ville blive væsentligt ændret ved transaktionen.

Transaktionens godkendelse skal ses i lyset af fusionssagen mellem DONG og Elsam og Energi E2, som blev godkendt af Kommissionen i foråret 2006. Samlet betyder disse to godkendelser, at VF, ved at drive de erhvervede kraftværker og vindmøller, træder ind på elmarkedet i både Vestdanmark og Østdanmark.

Henvisning af fusioner

Reglerne for at henvise en sag fra Kommissionen til medlemsstaterne er blevet forenklet i den nye fusionsforordning⁹. Fusionsparterne har som følge af disse regler som noget nyt fået mulighed for officielt at anmode Kommissionen om at henvise deres sag til en medlemsstat. Som følge heraf henvises der i dag flere sager end tidligere. I 2005 blev 14 sager henvist i deres helhed, og tre sager blev henvist delvist, fra Kommissionen til medlemsstaterne. Omvendt blev 27 sager henvist fra medlemsstaterne til Kommissionen.

Kommissionen henviste i 2005 en fusion til behandling i Danmark. Det skete i sagen, hvor de danske virksomheder DLG og Agro Danmark ønskede at oprette et fælles joint venture, Ferti Supply, sammen med den norske virksomhed Yara. Det fælles selskab skal i fremtiden stå for ejernes import, distribution og engrossalg af gødning til det danske marked. Henvisningen skete, fordi det fælles joint venture navnlig vil påvirke det danske marked.

13.4 RETTEN OG DOMSTOLEN

Kommissionens beslutninger i konkurrence- og fusionssager kan indbringes for Retten i Første Instans. Klagefristen er to måneder, efter at klageren har fået viden om beslutningen. Rettens domme kan ankes til EF-Domstolen. Anken gælder kun såkaldte retsspørgsmål og ikke vurderingen af faktiske omstændigheder. Klager, som indbringes for Retten/Domstolen, har ikke opsættende virkning. Hvis Retten/Domstolen mener, at forholdene kræver det, kan den dog udsætte beslutningens gennemførelse.

Retten kan også tage stilling til erstatningskrav rejst mod Kommissionen i medfør af Traktatens art. 228, stk. 2.

EF-Domstolen kan endvidere afgøre præjudicielle spørgsmål, som forelægges af de nationale domstole.

Rettens og Domstolens afgørelser offentliggøres i ”Samling af Domstolens Afgørelser”. De kan også læses på Domstolens hjemmeside på internettet: http://europa.eu.int/cj/da/index.htm//

Tabel 13.5: Sager afgjort ved Retten og Domstolen i 2005

Note 1: Samt EKSF-Traktatens art. 65, der anvendes i Acerinox-sagen. EKSF-Traktatens art. 65 svarer indholdsmæssigt til EF-Traktatens art. 81.

Piau

FIFA, der er en sammenslutning af nationale fodboldforbund, havde indført regler for spilleragenter. Reglerne bestod i en licensordning for spilleragenter. En agent klagede til Kommissionen over disse regler. Kommissionen havde visse betænkeligheder vedrørende de indførte regler. FIFA ændrede imidlertid disse regler. På baggrund heraf besluttede Kommissionen, at de ikke ville foretage sig yderligere i sagen. Reglerne indebærer, at agenter for fodboldspillere skal opfylde nogle krav for at kunne få licens. Bl.a. skal de have tegnet en forsikring.

Spilleragenten Mr. Piau klagede til Retten over Kommissionens beslutning om ikke at ville foretage sig yderligere i sagen. Retten slog fast, at FIFA er en sammenslutning af virksomheder i art. 81 forstand, der udøver økonomisk aktivitet.¹⁰ Retten fandt desuden, at FIFA var dominerende, hvorfor reglerne også skulle undersøges i lyset af art. 82. Retten fandt dog, at hverken art. 81 eller 82 var overtrådt.

Tetra Laval

Domstolen afgjorde, at Kommissionen ikke burde have forbudt fusionen mellem Tetra Laval (TL) og Sidel i 2001.¹¹ Da Kommissionen traf beslutning, var TL dominerende på markedet for kartonemballering, mens Sidel var førende på markedet for PET-emballeringsudstyr. Ifølge Kommissionen ville fusionen betyde, at TL ville få styrket sin stilling på førstnævnte marked og skabt en dominerende stilling på sidstnævnte. Kommissionen lagde især vægt på, at TL kunne bruge sin dominans på kartonmarkedet til at skabe en dominerende stilling på det nært forbundne marked for PET-emballeringsudstyr.

Sagen blev i 2002 indbragt for Retten, der annullerede Kommissionens beslutning. Dette skete bl.a. under henvisning til, at Retten ikke fandt det påvist, at kombinationen af TL's dominerende stilling inden for kartonemballage og Sidels førende stilling inden for PET-emballeringsudstyr ville give den fusionerede enhed incitamenter til at skabe en dominerende stilling på sidstnævnte marked. Desuden fandt Retten, at Kommissionen ikke havde fremført tilstrækkelige beviser for, at TL's dominerende stilling på markedet for aseptisk emballage ville blive styrket.

Domstolen fastslog i sin afgørelse, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Rettens annullering af Kommissionens beslutning. Domstolen var således enig med Retten i dennes væsentligste konklusioner i sagen. Domstolen mente fx, at Retten med rette havde forkastet Kommissionens brug af beviser i sagen. Domstolen påpegede dog, at Retten ikke kunne kræve af Kommissionen, at denne skulle have lavet en nærmere analyse af sandsynligheden for, at fusionsparterne blev opdaget, hvis de brød konkurrencereglerne. Kommissionen kunne således godt vurdere fusionsparternes incitamenter til at bryde konkurrencereglerne uden denne analyse.

max.mobil

Det østrigske mobilselskab max.mobil havde klaget til Kommissionen over, at den østrigske stat havde indrømmet det statslige mobilselskab Mobilkom visse fordele. Kommissionen afviste imidlertid at gribe ind i sagen efter art. 86, stk. 3. Afvisningen var bl.a. begrundet i manglende beviser. Dette afslag blev af max.mobil indbragt for Retten. Retten mente ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte Kommissionens beslutning om ikke at gribe ind i sagen efter art. 86, stk. 3.

På trods heraf valgte Kommissionen at indbringe Rettens afgørelse for Domstolen. Kommissionen ville bl.a. have slået fast, om dens beslutning om ikke at forfølge sagen skulle kunne efterprøves af Retten.

Domstolen udtalte, at Kommissionen godt kan beslutte, at en medlemsstat har handlet i strid med konkurrencereglerne.¹² Ifølge Domstolen er Kommissionen imidlertid ikke forpligtet til at anlægge en sag mod den pågældende medlemsstat, om at art. 86 er overtrådt. Den omstændighed, at en klager har en direkte og individuel interesse i Kommissionens afvisning af at gå videre med en sag mod en medlemsstat om overtrædelse af art. 86, berettiger således ikke klageren til at få efterprøvet Kommissionens beslutning.

Syfait

Sagen handler om GlaxoSmithKline's (GSK) leveringsnægtelse over for græske apoteker og grossister af lægemidler. GSK begrænsede leverancerne for at begrænse videreeksport af produkterne til andre medlemsstater, hvor priserne var højere.

Det græske konkurrenceankenævn fik forelagt sagen. Nævnet stillede i den forbindelse Domstolen nogle præjudicielle spørgsmål. Domstolen afslog imidlertid at tage stilling til spørgsmålene.¹³ For at kunne stille præjudicielle spørgsmål skal den spørgende instans kunne betegnes som en ”ret” i art. 234's forstand. Domstolen anså ikke det græske konkurrenceankenævn som en ”ret”. Domstolen lagde i sit afslag især vægt på, at der ikke var tilstrækkelig garanti mod at medlemmerne af nævnet ville blive afskediget eller mod en annullation af medlemmernes udnævnelse.

Afgørelsen er interessant, fordi generaladvokaten i sin udtalelse var nået frem til, at det græske konkurrenceankenævn godt kunne forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål. Sagen var desuden interessant, fordi generaladvokaten konkluderede, at GSK's leveringsnægtelse var nødvendig, og dermed ikke en overtrædelse af art. 82. Dette begrundedes bl.a. med den omfattende regulering af medicinalmarkederne fra medlemsstaternes side, der medfører, at konkurrencen på disse markeder er yderst begrænset.

Specialgrafitkartellet

I december 2002 pålagde Kommissionen otte virksomheder bøder på samlet 60,6 mio. euro. Fire af virksomhederne indbragte beslutningen for Retten, der i store træk stadfæstede Kommissionens beslutning. I forhold til to af virksomhederne nedsatte Retten dog bøden.¹⁴

Med hensyn til SGL Carbon's (SGL) bøde slog Retten fast, at startbeløbet var for højt. Kommissionen havde fastsat beløbet til 20 mio. euro. De omsætningstal, som Kommissionen benyttede til at beregne startbeløbet, indeholdt også SGL's omsætning for andre produkter. Dette på trods af, at SGL i tilstrækkelig tid skriftligt havde gjort Kommissionen opmærksom herpå. Retten nedsatte derfor startbeløbet til 11,3 mio. euro. Retten nedsatte SGL's bøde yderligere. Kommissionen havde i sin beslutning hævet bøden med 50 pct., på grund af SGL's ledende rolle i kartellet. Retten slog dog fast, at de andre deltageres dispositioner ikke adskilte sig fra SGL's. Derfor kunne der ikke være tale om en ledende rolle for SGL. SGL's bøde skulle derfor kun hæves med 35 pct., på samme måde som de andre deltageres.

Retten nedsatte også bøden for Intech. Begrundelsen for denne nedsættelse var reglen om, at en bøde ikke må overstige 10 pct. af en virksomheds totale omsætning. I sagen var det de to virksomheder Intech EDM AG og Intech EDM BV, hvis omsætning Kommissionen havde lagt sammen. De to virksomheder havde indtil 1997 været i koncernforhold. I 1997 var der ikke længere den fornødne strukturelle sammenhæng mellem de to selskaber til at lade deres omsætning sammenlægge. Derfor skulle bøderne til de to virksomheder ansættes i forhold til deres respektive omsætning. Intech EDM AG's bøde blev derfor nedsat til 420.000 euro.

Dansk Rørindustri

Domstolen stadfæstede Rettens afgørelse i sagen. Sagen drejede sig om en række virksomheders opdeling af det europæiske marked for præisolerede rør.¹⁵ Sagen udspringer af Kommissionens beslutning i rørkartelsagen fra 1998. I rørkartelsagen fik 10 virksomheder samlet en bøde på 92,21 mio. euro. Tre af de deltagende virksomheder var danske. Alle tre danske virksomheder deltog i mere end fem år.

Kommissionen fandt bl.a., at karteldeltagerne opdelte det europæiske marked, aftalte priser og traf samordnede foranstaltninger for at beskytte kartellet mod konkurrence fra den eneste betydelige, udenforstående konkurrent. Otte af de ti virksomheder valgte at indbringe beslutningen for Retten. Retten nedsatte i 2002 bøderne for en række af virksomhederne.

Syv af virksomhederne valgte herefter at indbringe Rettens afgørelse for Domstolen. Domstolen tog i dommen navnlig stilling til spørgsmålet om anvendelsen af Kommissionens retningslinjer for bødeberegning i sagen. Det skyldtes, at overtrædelserne var begået, før retningslinjerne blev vedtaget. Da retningslinjerne med rimelighed kunne forudses af de involverede virksomheder, fastslog Domstolen, at det ikke strider mod princippet om beskyttelse af berettigede forventninger at anvende retningslinjerne på forhold, fra før retningslinjerne blev vedtaget. Det er heller ikke i strid med princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft. Endelig forkastede Domstolen en række klagepunkter vedrørende lovligheden af den metode for bødeudmåling, der er fastsat i retningslinjerne.

Acerinox

Acerinox var af Kommissionen blevet idømt en bøde på 3,53 mio. euro for deltagelse i et kartel på markedet for rustfrit stål. Acerinox indbragte afgørelsen for Retten, da de mente, at de ikke havde deltaget i kartellet aktivt i hele den periode, kartellet havde eksisteret. Retten forkastede i det store og hele deres argumenter, men Acerinox fik dog nedsat sin bøde til 3,136 mio. euro.

Acerinox valgte at indbringe Rettens afgørelse for Domstolen. Acerinox mente stadig ikke, at deres deltagelse i kartellet efter en vis dato var bevist.

Acerinox havde indrømmet at have deltaget i et møde med de andre karteldeltagere. Acerinox havde på dette møde erklæret, at de ikke ville deltage i kartellet. Acerinox havde dog alligevel fulgt karteldeltagernes priser og handlet på samme måde som karteldeltagerne. Kommissionen havde støttet sin afgørelse på en fax der var sendt mellem to andre virksomheder. Af faxen fremgik det, at Acerinox havde tilkendegivet, at de ville følge kartellets praksis. Faxen var det tungeste bevis for, at Acerinox havde deltaget i kartellet hele tiden.

Domstolen udtalte, at Retten burde have taget stilling til, at Acerinox havde bestridt brugen af faxen, førend faxen blev tillagt bevisværdi.¹⁶ Fejlen fik dog ingen indflydelse på bødens størrelse. Domstolen fastholdt desuden, at faxen kunne bruges som – og var tilstrækkeligt – bevis for at Acerinox havde deltaget i kartellet.

SAS

Retten stadfæstede den bøde, som Kommissionen havde pålagt SAS at betale i sagen om markedsdelingsaftaler mellem SAS og Maersk Air.¹⁷ Kommissionen havde i sin beslutning i sagen pålagt SAS og Maersk Air bøder på henholdsvis 39,375 mio. og 13,125 mio. euro. De ulovlige aftaler fastslog bl.a., at SAS ikke ville flyve på Maersk Airs ruter ud af Jylland. De fastslog desuden, at Maersk Air ikke ville flyve på ruter fra København, som SAS befløj eller ønskede at beflyve.

SAS bestred under ankesagen bødeberegningen. SAS mente, at Kommissionen havde anvendt et urigtigt skøn med hensyn til overtrædelsernes grovhed, varighed og med hensyn til formildende omstændigheder i sagen. Bl.a. fremhævede SAS, at Kommissionen fejlagtigt havde karakteriseret overtrædelsen som ”meget alvorlig” i stedet for ”alvorlig”. Dette begrundede SAS med, at alene overtrædelser, der mindst berører en meget væsentlig del af det fælles marked og er af lang varighed, efter domstolenes praksis, betegnes som ”meget alvorlige”.

Retten stadfæstede Kommissionens beslutning. Retten bemærkede bl.a., at overtrædelsens varighed ikke er et kriterium, der gør det muligt at bedømme overtrædelsens grovhed. Desuden fremhævede Retten dommene i Volkswagen I- og Opel Nederland-sagerne som eksempler på tilfælde, hvor domstolene havde kvalificeret overtrædelser som ”meget alvorlige”, selvom de ikke berørte en væsentlig del af det fælles marked. Derudover berørte aftalerne ifølge Retten hele EØS og lande uden for dette område, selv om de alene henviste til ruter til og fra Danmark.

Luxembourgske bryggerier

Fire bryggerier i Luxembourg indgik i 1985 en skriftlig aftale om et kartel indenfor salg af øl til restaurationer og hoteller. Aftalen fastslog, at når et bryggeri blev kontaktet af en ny kunde, skulle bryggeriet finde ud af, om kunden havde en eksklusivaftale med en af de andre karteldeltagere. Havde kunden det, skulle bryggeriet nægte at sælge til kunden. I 1986 blev aftalen udbygget til også at omfatte en kundeopdeling. Formålet hermed var at holde udenlandske bryggerier uden for det luxembourgske marked. Medlemmerne af kartellet indførte en udligningsordning, så det medlem, der blev truet af et udenlandsk bryggeri, kunne underbyde dette. Kommissionen mente, at kartellet havde til formål at holde udenlandske aktører ude af det luxembourgske marked. Kommissionen idømte medlemmerne 448.000 euro i samlet bøde.

Karteldeltagerne indbragte Kommissionens beslutning for Retten. De gjorde bl.a. gældende, at aftalens hovedformål var at fremme brugen af eksklusivaftaler, som var kendt lovlige i Delimitis-afgørelsen.¹⁸ Retten fandt dog, at Kommissionen havde vurderet sagen korrekt og stadfæstede bøden.¹⁹

DaimlerChrysler

Retten nedsatte bøden, som Kommissionen pålagde DaimlerChrysler (DC) at betale i Mercedes-Benz-sagen, til 9,8 mio. euro.²⁰ Kommissionen havde i denne sag pålagt DC at betale en bøde på 71,825 mio. euro for at have forsøgt at undgå parallelimport af Mercedes-Benz biler. DC havde angiveligt indgået agent- og forhandleraftaler i Tyskland, Belgien og Spanien i strid med art. 81.

Retten annullerede bøden på 47,025 mio. euro, der vedrørte det tyske marked. Rettens undersøgelser viste, at agenterne ikke havde kompetence eller fuldmagt til selvstændigt at sælge biler på vegne af DC. De formidlede blot kundernes ordrer til DC. Bl.a. derfor kom Retten frem til, at det reelt var DC, der bar alle kommercielle risici forbundet med bilsalgene. Som følge heraf fastslog Retten, at der var tale om ”ægte” agentaftaler. De tyske agenter kunne derfor sammenlignes med ansatte i DC. Aftalerne var derfor ikke omfattet af forbuddet i art. 81.

Retten annullerede også bøden på 15 mio. euro, der vedrørte det spanske marked. Det drejede sig nærmere bestemt om, at DC havde forbudt sine spanske agenter at sælge biler til leasingselskaber, som ønskede at have biler på lager. Retten fandt, at spansk ret krævede, at leasing-selskaber kun måtte købe biler, hvis der var konkrete leasingtagere til disse. Restriktionerne på salg til leasingselskaber fulgte således direkte af spansk lovgivning, hvorfor DC ikke kunne straffes for at have overtrådt art. 81 på det spanske marked.

Retten stadfæstede imidlertid bøden på 9,8 mio. euro, der vedrørte det belgiske marked. Retten vurderede således, at DC via sit belgiske datterselskab havde deltaget i prisaftaler med de belgiske forhandlere med det formål at begrænse priskonkurrencen på det belgiske marked.

EDP

I en beslutning i december 2004 nedlagde Kommissionen forbud mod at Energias de Portugal (EDP) sammen med ENI, et italiensk energiselskab, overtog kontrollen med Gás de Portugal (GDP). Kommissionen fandt, at fusionen ville reducere eller hæmme virkningerne af liberaliseringen af de portugisiske elektricitets- og gasmarkeder væsentligt. Parterne havde foreslået en række tilsagn. Kommissionen fandt dog, at disse tilsagn ikke var tilstrækkelige til at imødekomme dens konkurrencemæssige bekymringer. Kommissionen fandt især, at fusionen ville styrke EDP's i forvejen dominerende stilling på det portugisiske marked for produktion og detailsalg af elektricitet. Dette skyldtes, at GDP med fusionen ville blive fjernet som den mest oplagte potentielle konkurrent til EDP på disse markeder. Kommissionen fandt også, at fusionen ville styrke GDPs dominerende stilling på de portugisiske gasmarkeder.

EDP valgte at indbringe Kommissionens beslutning for Retten. Retten fastslog, at GDP i praksis havde monopol på de portugisiske gasmarkeder på tidspunktet for Kommissionens beslutning.²¹ Det skyldtes, at Portugal havde udnyttet muligheden i det andet gasdirektiv²² for at udskyde liberaliseringen af det portugisiske gasmarked. GDP kunne derfor ifølge Retten ikke styrke sin dominerende stilling på disse markeder. Retten fandt, at der var begået en væsentlig fejl ved ikke at tage hensyn til dette. På trods af denne fejl opretholdt Retten beslutningen. Det skyldtes, at Retten fandt, at fusionen havde skadelige virkninger for konkurrencen på elektricitetsmarkederne.

Vitaminkartelsagen

Kommissionen idømte i 2001 en række virksomheder bøder for bl.a. at have indgået ulovlige prisaftaler på vitaminmarkedet. For så vidt angår to af karteldeltagerne, kunne Kommissionen ikke idømme bøder på grund af forældelse. De to virksomheder blev dog stadig fundet skyldige i overtrædelse af art. 81.

De to virksomheder ankede Kommissionens beslutning til Retten. De på -stod, at forældelsesreglerne indebar, at Kommissionen ikke kunne træffe beslutning om forholdet. Baggrunden for anken var, at virksomhederne var nervøse for, at Kommissionens beslutning kunne bruges som led i erstatningssøgsmål fra kunder og leverandører.

Virksomhederne anførte bl.a., at Kommissionen kun kan vurdere en forældet aktivitet, hvis den kan godtgøre en berettiget interesse i at gøre dette, og der foreligger en reel risiko for, at den pågældende praksis vil blive genoptaget. Dette var ifølge sagsøger ikke tilfældet i denne sag.

Retten fastslog, at Kommissionen kan træffe beslutning om forældede overtrædelser, forudsat at Kommissionen har en berettiget interesse i at gøre dette.²³ Kommissionen havde ikke i den konkrete sag godtgjort, at der forelå en berettiget interesse. Retten tog derfor anbringendet om manglende kompetence til følge og annullerede beslutningen.

Belgisk ølkartel (Groupe Danone)

To bryggerier, Interbrew og Alken-Maes (der på tidspunktet for sagen var ejet af Group Danone), havde i 2001 fået en bøde på 44,043 mio. euro. Det skyldtes, at de havde deltaget i et kartel for ølsalg i Belgien til restaurationer og hoteller. Bøden blev fastsat under hensyntagen til overtrædelsens grovhed. Herunder bl.a. at Danone skulle have truet Interbrew med sanktioner på det franske marked, hvis de ikke deltog i kartellet på det belgiske marked.

Danone indbragte beslutningen for Retten. De påstod bl.a., at bøden skulle annulleres på grund af forskellige sagsbehandlingsfejl fra Kommissionens side.

Retten nedsatte bøden til 42,4125 euro.²⁴ Retten begrundede bl.a. dette med, at Kommissionen ikke havde bevist tilstrækkelig årsagssammenhæng mellem Danones trusler og Interbrews engagement i kartellet. Retten begrundede det også med, at Kommissionen ikke havde fulgt sine egne retningslinjer, da de beregnede bøden. Det skyldtes, at Kommissionen ikke havde anvendt den korrekte basisbøde som udgangspunkt, da de beregnede den endelige bøde. Retten afviste alle Danones øvrige påstande.

Belgisk ølkartel (Brouwerij Haacht)

Kommissionen traf i 2001 beslutning i sagen om det belgiske ølkartel. Brouwerij Haacht (BH) indbragte beslutningen for Retten. Retten stadfæstede Kommissions beslutning.²⁵

BH havde gjort gældende, at Kommissionen havde begået en række fejl ved udregningen af bøden. BH mente, at Kommissionen ikke havde defineret markedet, hvorpå overtrædelsen var sket, korrekt. Desuden mente BH, at Kommissionen havde vurderet deres rolle i kartellet forkert. Yderligere påpegede BH, at Kommissionen havde overtrådt princippet om ligebehandling ved fastlæggelsen af bødens størrelse.

Retten slog fast, at Kommissionen havde defineret markedet korrekt og herefter fastlagt bødens størrelse ud fra grovheden af overtrædelsen. Denne vurdering var baseret på BH's markedsmagt på det delmarked, hvor overtrædelsen havde fundet sted og ikke på deres markedsmagt på hele ølmarkedet i Belgien. Retten slog også fast, at Kommissionen havde vurderet BH's rolle i kartellet korrekt. Retten slog således fast, at BH havde deltaget aktivt i kartellet. BH havde fx på intet tidspunkt benægtet at have deltaget i møder eller diskuteret priser med de andre karteldeltagere. Det faktum, at det var en af de andre deltagere, der havde taget initiativet til møderne, medførte ikke automatisk, at de resterende deltageres roller var passiv. Det blotte faktum, at en virksomhed havde deltaget mindre i kartellet end en anden virksomhed, medfører ikke et krav på reduktion i bødens størrelse i forhold til denne virksomhed.

BH mente, at Kommissionen skulle have givet dem en større bøderabat på grund af deres hjælp med at opklare sagen. BH henviste til, at en af de andre deltagere havde fået en 50 pct. reduktion, hvorimod de selv kun havde fået en 10 pct. reduktion. Retten afviste disse anbringender. Retten slog således fast, at en 50 pct. reduktion blev givet, når de oplysninger, en virksomhed overgav til Kommissionen, var af en sådan karakter, at de hjalp Kommissionen væsentligt med at påvise et brud på art. 81. Når Kommissionen derimod udbad sig rent faktuelle oplysninger, og en virksomhed blot frivilligt afgav disse, kunne der ikke blive tale om en reduktion af bøden på grundlag af samarbejdets karakter. Afgav en virksomhed derimod yderligere oplysninger i en sådan situation, ville der være tale om en hjælp, der kunne medføre en reduktion i bødens størrelse.

Zinkfosfatkartellet

Kommissionen havde i december 2001 tildelt seks virksomheder bøder på samlet 11,95 mio. euro for at have deltaget i et kartel på markedet for salg af zinkfosfat. De seks virksomheder var stort set de eneste aktører på verdensmarkedet. Kartellet bestod i markedsdelingsaftaler, aftaler om salgskvoter, aftaler om mindstepriser og aftaler om anbefalede priser. Endvidere delte deltagerne kunderne mellem sig. Fire af virksomhederne valgte at ind -bringe bødernes størrelse for Retten. De fire virksomheder påstod, at Kommissionens udmåling af bøderne var forkert.

Retten forkastede alle de klagendes argumenter og stadfæstede Kommissionens beslutning.²⁶ Retten slog bl.a. fast, at hvis en virksomheds regnskab for det relevante år på grund af bortsalg af aktiviteter ikke relaterer sig til et helt år, må Kommissionen benytte et tidligere års omsætning. Kommissionen var derfor berettiget til at benytte en virksomheds seneste fulde år med omsætning til at beregne bøden.

Honeywell/General Electric

Retten stadfæstede Kommissionens beslutning om at forbyde fusionen mellem de to amerikanske virksomheder General Electric (GE) og Honeywell.²⁷ Retten tilsidesatte dog dele af Kommissionens konklusioner i sagen. GE producerer bl.a. flymotorer, IT-systemer, kraftværker og finansielle tjenesteydelser. Honeywell laver bl.a. flymotorer og elektronik til flyindustrien.

Retten var enig med Kommissionen i, at den horisontale overlapning mellem fusionsparterne på det globale marked for motorer til store regionaljetfly, ville styrke GE's dominerende stilling på dette marked. Desuden var Retten enig med Kommissionen i, at de horisontale overlapninger mellem fusionsparterne på markederne for motorer til forretningsjetfly og for små marinegasturbiner, ville skabe en dominerende stilling på disse markeder. Retten fandt også, at Kommissionen havde ret i, at konkurrencen ville blive hæmmet væsentligt på grund af disse forhold. Dette var tilstrækkeligt til, at Retten stadfæstede Kommissionens beslutning om at forbyde fusionen.

Imidlertid afviste Retten, at Kommissionen havde ret i, at GE's dominerende stilling på markedet for motorer til store trafikjetfly ville blive styrket.

Kommissionen havde særligt konkluderet dette på baggrund af den vertikale integration mellem Honeywells fremstilling af startmotorer og GE's fremstilling af motorer til store trafikjetfly. Retten tilsidesatte også Kommissionens konklusion om, at konglomeratvirkningerne af fusionen ville skabe dominerende stillinger på en række globale markeder for flyelektronikprodukter og andre produkter til flyindustrien. Retten opretholdt imidlertid på trods af disse indvendinger Kommissionens forbud mod fusionen.

13.5 NYE RETSAKTER PÅ KONKURRENCEOMRÅDET

Nye fusionsmeddelelser

Kommissionen har offentliggjort tre nye fusionsmeddelelser. Meddelelserne skal ses i lyset af den nye fusionsforordning. Meddelelserne, der alle kan findes på Kommissionens hjemmeside²⁸, omhandler:

• Henvisning af fusioner²⁹
• Konkurrencebegrænsninger, der er direkte knyttet til og nødvendige for gennemførelsen af fusioner³⁰
• Forenklet procedure for behandling af bestemte fusioner efter den nye fusionsforordning³¹

Meddelelsen om henvisning af fusioner mellem Kommissionen og medlemsstaterne er en nyskabelse. Den beskriver det nye system for henvisning af fusioner. Herunder beskriver den proceduren og de krav, der skal opfyldes, for at der kan ske henvisning. Meddelelsen indeholder til slut en række diagrammer. De viser, hvordan og hvornår der kan ske henvisning. Kommissionen har lagt vægt på, at teksten kun er vejledende. Kommissionen og medlemsstaterne har stadig en betydelig skønsmargin.

Meddelelsen om konkurrencebegrænsninger, der er direkte knyttet til og nødvendige for gennemførelsen af fusioner, erstatter Kommissionens meddelelse om samme emne fra 2001. Efter denne meddelelse godkender man konkurrencebegrænsninger, der er afledt direkte af en fusion, samtidig med selve fusionen. Det materielle indhold i teksten er ikke ændret meget. Der er dog et par nye tiltag. Teksten nævner nu udtrykkeligt, at købs- eller leveringsforpligtelser, der skal sikre hidtidige leverancer, kan være berettigede i en overgangsperiode på op til 5 år. Endvidere betragter Kommissionen nu et konkurrenceforbud mellem moderselskaberne og deres joint venture som direkte afledt af fusionen i hele den periode, hvor joint venture-selskabet består. Desuden præciserer den nye meddelelse, at Kommissionen som udgangspunkt ikke tager stilling til, om konkurrencebegrænsninger er direkte knyttet til og nødvendige for at gennemføre fusioner. Kommissionen vil kun gøre dette i sager, der giver anledning til nye og uløste spørgsmål. I andre tilfælde må fusionsparterne selv vurdere disse spørgsmål.

Meddelelsen om en forenklet procedure for behandling af bestemte fusioner erstatter meddelelsen om samme emne fra 2000. Der redegøres for, hvornår en fusion er så simpel, at Kommissionen normalt vil behandle den efter den forenklede procedure. Den nye tekst ligner i høj grad den gamle. Som noget nyt tilføjer teksten dog en enkelt form for fusion til listen over simple fusioner. Det drejer sig om fusioner, hvor en part overtager enekontrollen med en virksomhed, som den i forvejen kontrollerer, sammen med en eller flere andre virksomheder.

Rapport om fusionstilsagn³²

Kommissionen har offentliggjort en rapport om tilsagn i fusionssager. Rapporten er bl.a. bygget på Kommissionens interviews med fusionsparter, kunder og konkurrenter m.v. i ca. halvdelen af alle tilsagnssager i perioden 1996-2000. Desuden bygger rapporten på informationer om udviklingen i fusionsparternes og frasolgte virksomheders markedsandele.

Rapporten peger på flere problemer ved Kommissionens fastlæggelse af tilsagn og implementeringen heraf i perioden fra 1996-2000.

Det oftest forekommende problem vedrører det forhold, at det er svært gennem tilsagn at fastlægge rækkevidden af et afhændet aktivitetsområde. Fx har det afhændede aktivitetsområde i flere fusionstilsagnssager været for lille. Andre afhændelsestilsagn har medført, at et afhændet aktivitetsområde har været for afhængigt af fusionsparterne eller ikke har fået tilført de rette immaterialrettigheder til at kunne konkurrere effektivt med fusionsparterne.

Det næstmest forekommende problem vedrører udvælgelsen af køberen af et afhændet aktivitetsområde. Det skyldes bl.a., at køberen i nogle sager ikke har de rette finansielle ressourcer. Det skyldes også, at køberen ikke altid har den rette ekspertise inden for den relevante branche eller de rette incitamenter til at udvikle de afhændede aktivitetsområder.

Rapporten analyserer også effektiviteten af forskellige typer af tilsagn. Den peger i retning af, at tilsagn om udtræden af et joint venture er den type tilsagn, der er nemmest at få til at fungere effektivt. Tilsagn om at give adgang til infrastruktur eller teknologi er derimod formentlig sværest at få til at fungere effektivt. Rapporten er dog ikke underbygget tilstrækkeligt med data og analyser til at kunne fastslå disse vurderinger med sikkerhed.

Kommissionen vil anvende erfaringerne fra rapporten til at lave et udkast til en ny tilsagnsmeddelelse. Desuden vil Kommissionen på baggrund af rapporten udarbejde udkast til nye skabeloner for formulering af afhændelsestilsagn og mandater for afhændelsesadministratoren. Kommissionen forventer, at disse udkast vil blive offentliggjort i løbet af 2006.

Grønbogen om erstatningssager på konkurrenceområdet³³

Kommissionen har sendt en grønbog om erstatningsspørgsmål i konkurrencesager i offentlig høring. Grønbogen har karakter af et idékatalog, der indeholder mere eller mindre gennemarbejdede forslag. Kommissionen tager dog ikke endeligt stilling til dens syn på de enkelte forslag.

Grønbogen gennemgår betingelserne for, hvornår en virksomhed kan rejse erstatningskrav, når konkurrencereglerne er overtrådt. Grønbogen gennemgår endvidere en række elementer, der er til hinder for, at konkurrencereglerne bliver håndhævet privat.

Fx fastslår grønbogen, at det ofte er svært at få adgang til det relevante bevismateriale i konkurrenceretlige erstatningssager. Det vil nemlig ofte være sagsøgte, der har dette. Uden materialet vil det være svært at vise den påståede adfærd. En mulighed er at indføre en form for forpligtelse til enten at udlevere disse dokumenter eller at give adgang hertil.

Desuden peger grønbogen på, at det ofte kan være svært at opgøre erstatningsbeløbet. Beløbet kan både opgøres på baggrund af kompensation af tab og ved at inddrage den ulovlige gevinst. Derudover kan det være en mulighed at give domstolene kompetence til at fordoble erstatningen.

Grønbogen påpeger, at forbrugere og virksomheder med små erstatningskrav muligvis ikke vil have incitament til at anlægge erstatningssag. Det skyldes, at dette vil være for ressourcekrævende, set i forhold til hvert enkelt tab. Det kan derfor eventuelt overvejes, om der bør oprettes procedurer for kollektive søgsmål.

Efter afslutningen af den offentlige høring vil Kommissionen vurdere, hvilke initiativer den vil tage på baggrund af grønbogen.

Tilbagekaldelse af gruppefritagelsen for linjetrafik på søfartsområdet³⁴

Kommissionen har i 2005 fortsat arbejdet hen imod tilbagekaldelsen af gruppefritagelsen for linjetrafik på søfartsområdet.³⁵ I december 2005 frem satte Kommissionen sit forslag til Rådet om at tilbagekalde denne. Forslaget er fremsat på baggrund af en undersøgelse, der startede i efteråret 2004. Denne fandt, at de væsentligste følger af en tilbagekaldelse ville være, at:

• priserne vil falde
• pålideligheden vil stige
• kvaliteten vil være status quo eller stigende S der enten er en positiv eller slet ingen effekt på EU's virksomheder indenfor området
• små rederier ikke vil få problemer
• der ingen eller positiv effekt er på EU's havne, arbejdsmarked og handel med tredjelande

Rådet har endnu ikke taget stilling til, om Kommissionens forslag skal vedtages.

Meddelelse om aktindsigt³⁶

Kommissionen offentliggjorde i 2004 et udkast til meddelelse om nye procedureregler for, hvordan Kommissionen skal behandle anmodninger om aktindsigt i konkurrencesager.³⁷ Herefter blev medlemsstaternes konkurrencemyndigheder hørt om udkastets indhold. Det blev endeligt vedtaget i december 2005.

Udkastet klargør reglerne for aktindsigt:

• Det er som udgangspunkt kun de virksomheder, som har fået klagepunkter fra Kommissionen, der har ret til aktindsigt.
• Der er ret til aktindsigt i alle dokumenter, bortset fra interne dokumenter og fortrolige oplysninger.
• Hvis korrespondancen med medlemsstaterne indeholder anklager eller er en del af bevismaterialet, kan Kommissionen dog give aktindsigt heri.
• Kommissionen giver som udgangspunkt kun aktindsigt én gang. Dette sker, når virksomheden har modtaget klagepunkterne.
• Kommissionen giver aktindsigt ved kopi på papir, på CD-rom eller ved eftersyn.

13.6 INTERNATIONALT SAMARBEJDE

Nordisk samarbejde

Konkurrencestyrelsen samarbejder med konkurrencemyndighederne i de øvrige nordiske lande, dvs. Finland, Færøerne, Grønland, Island, Norge og Sverige. Der afholdes et årligt møde mellem de nordiske konkurrencemyndigheder, hvor formålet er at udveksle erfaringer på lovgivningsområdet og at drøfte sager og emner af fælles interesse.

I april 2005 blev der afholdt nordisk direktørmøde i Roskilde, og i august 2005 blev der afholdt nordisk konkurrencemøde på Færøerne. På møderne blev det bl.a. besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal udarbejde en rapport om konkurrenceforholdene i den finansielle sektor i Norden.

Herudover offentliggjorde de nordiske konkurrencemyndigheder en rapport om konkurrencen på de nordiske fødevaremarkeder. Rapporten viser, at der stadig er store problemer, selvom konkurrenceforholdene er blevet bedre på disse markeder.³⁸

Europæisk samarbejde – ECA

De europæiske konkurrencemyndigheder indledte i 2001 et uformelt samarbejde under navnet European Competition Authorities (ECA). ECA's formål er at skabe et forum, hvor de europæiske konkurrencemyndigheder kan mødes for at diskutere anvendelsen af europæiske konkurrenceregler.

Yderligere er det målet at forbedre samarbejdet mellem konkurrencemyndighederne.

I 2005 har en arbejdsgruppe i ECA-regi udarbejdet et udkast til et sæt interne retningslinjer for arbejdet i Det Rådgivende Udvalg i EU-fusionssager. Kommissionen har efterfølgende arbejdet videre på dette udkast.

Samtidig er der i 2005 nedsat en arbejdsgruppe i ECA med henblik på at undersøge den finansielle sektor i en række ECA-lande.

ECN

Siden forordning 1/2003 trådte i kraft 1. maj 2004, har de europæiske konkurrencemyndigheder udvekslet erfaringer i European Competition Network (ECN). Netværket er oprettet som en konsekvens af det paradigmeskift, der skete i forbindelse med forordning 1/2003, hvorefter de nationale, kompetente myndigheder skal påse overholdelsen af art. 81 og 82. Formålet med netværket er først og fremmest, at de nationale myndigheder behandler overtrædelser af EU's konkurrenceregler ens og i overensstemmelse med Kommissionens praksis. Yderligere er det meningen, at netværket skal fungere som en hjælp til de nationale konkurrencemyndigheder ved at være et forum for udveksling af erfaringer og ideer.

I praksis er netværket delt op i 15 sektorenheder og seks arbejdsgrupper. Sektorenhederne vedrører forskellige områder som fx bilbranchen, energi og telekommunikation. De seks arbejdsgrupper beskæftiger sig med generelle emner som fx leniency og art. 82. ECN's hovedorgan er et plenum, hvor der sidder repræsentanter fra de relevante nationale myndigheder og Kommissionen. I plenum diskuteres sager, generelle tiltag og undersøgelser.

ECN har hjemmesideadressen: http://europa.eu.int/comm/competition/antitrust/ecn/ecn_home.html/.³⁹

OECD

Konkurrencestyrelsen deltager i OECD's Konkurrencekomité og i tre arbejdsgrupper under komiteen. De beskæftiger sig med (1) konkurrence og regulering, (2) internationalt samarbejde og (3) handel og konkurrence. Komitéen mødes tre gange om året. På møderne drøftes medlemslandenes aktiviteter på konkurrenceområdet, og der bliver udvekslet informationer, erfaringer og arbejdsnotater. Alle medlemslande udarbejder en årlig rapport, der kan hentes på Konkurrencekomitéens hjemmeside. Her kan man også læse mere om komitéens arbejde og downloade rapporter om forskellige konkurrencemæssige problemstillinger eller emneområder.⁴⁰

Konkurrencestyrelsen prioriterer arbejdet højt og deltager aktivt i arbejdet. Det høje aktivitetsniveau fra styrelsens side hjælper styrelsen med at være opdateret med den nyeste forskning og praksis på konkurrenceområdet. Konkurrencestyrelsens direktør Finn Lauritzen blev i 2005 valgt som næstformand i ”The Bureau”, der er bestyrelsen for konkurrencekomiteen. Danmark er det eneste mindre land med sæde i bestyrelsen, som ellers i praksis er forbeholdt G7-landene samt Korea og Australien.

ICN – International Competition Network

Konkurrencestyrelsen er medlem af ICN. Hensigten med ICN er at give konkurrencemyndigheder over hele verden et specialiseret og uformelt netværk til at opretholde regelmæssige kontakter og håndtere praktiske konkurrencespørgsmål.

Arbejdet i ICN er projektbaseret. Der afholdes én hovedkonference om året, hvor man evaluerer afsluttede projekter, drøfter foreslåede anbefalinger og tager stilling til foreslåede nye projekter.

ICN afholdt i juni 2005 møde i Bonn. Der har i det foregående år været nedsat to arbejdsgrupper om henholdsvis fusioner og karteller. De to grupper har udarbejdet nogle informative rapporter, som blev fremlagt på mødet.⁴¹

Fusionsarbejdsgruppen har udarbejdet fire rapporter:

• ”Implementation on the ICN Recommended Practices”, som indeholder en praktisk hjælp til, hvordan man ændrer praksis eller regler, så de tilnærmes ICN-anbefalingerne.
• ”Discussion Draft Merger Guidelines Workbook”, som indeholder en checkliste til, hvad man bør have med, hvis man ønsker at udarbejde retningslinjer om fusionskontrol. Kan også bruges som checkliste ved den materielle vurdering af fusioner.
• ”Mergers Remedies Review Project”, som indeholder en hjælp til, hvordan man fastlægger og administrerer tilsagn.
• ”Investigative Techniques Handbook for Mergers Review”, som indeholder gode råd til, hvordan man tilrettelægger en undersøgelse af en fusion.

Kartelarbejdsgruppen har udarbejdet to rapporter:

• ”Effective Anti-Cartel Regimes”, som indeholder en beskrivelse af, hvordan man laver en effektiv organisering af myndigheder med henblik på efterforskning af karteller og effektive strafsanktioner.
• ”Anti-Cartel Enforcement Manual”, som indeholder en manual over gennemførelse af et dawn-raid, herunder også et afsnit om legal privilege og en beskrivelse af udarbejdelse og implementering af et leniencyprogram.

ICN har hjemmesideadressen: http://www.internationalcompetitionnetwork.org//.

Fodnoter

1 Dette udkast er beskrevet nærmere i kapitel 9.

2 Se afsnit 13.6.

3 Kommissionens afgørelse af 15. juni 2005 i sag comp/37.507, jf. pressemeddelelse IP/05/737 af 15. juni 2005.

4 Kommissionens afgørelse af 5. oktober 2005 i sag comp/37.275, jf. pressemeddelelse IP/05/1227 af 5. oktober 2005.

5 Kommissionens afgørelse af 20. oktober 2005 i sag comp/38.281, jf. pressemeddelelse IP/05/1315.

6 Konkurrencerådets afgørelser fra 2005 er nærmere behandlet i kapitel 12.

7 Kommissionens beslutning af 9. juni 2005 i sagen M.3829, jf. pressemeddelelse IP/05/1026 af 29. juli 2005.

8 Kommissionens beslutning af 18. oktober 2005 i sagen M.3867, jf. pressemeddelelse IP/05/1706 af 23. december 2005.

9 Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004, om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser.

10 Dom af 26. januar 2005 i sag T-193/02, jf. pressemeddelelse nr. 08/05 af 26. januar 2005.

11 Dom af 15. februar 2005 i de forenede sager C-12/03 P og C-13/03 P, jf. pressemeddelelse nr. 11/05 af 15. februar 2005.

12 Dom af 22. februar 2005 i sag C-141/02 P, jf. pressemeddelelse nr. 14/05 af 22. februar 2005.

13 Dom af 31. maj 2005 i C-53/03, jf. pressemeddelelse nr. 48/05 af 31. maj 2005.

14 Dom af 15. juni 2005 i de forenede sager T-71/03, T-74/03, T-87/03 og T-91/03, jf. pressemeddelelse nr. 57/05 af 15. juni 2005.

15 Dom af 28. juni 2005 i de forenede sager C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, jf. pressemeddelelse nr. 60/05 af 28. juni 2005.

16 Dom af 14. juli 2005 i de forenede sager C-57/02 P, C-65/02 P og C-73/02 P, jf. pressemeddelelse nr. 69/05 af 14. juli 2005.

17 Dom af 18. juli 2005 i sag T-241/01.

18 Dom af 28. februar 1997 i sag C-234/89.

19 Dom af 27. juli 2005 i de forenede sager T-49/02 – T-51/02, jf. pressemeddelelse nr. 73/05 af 27. juli 2005.

20 Dom af 15. september 2005 i sag T-325/01, jf. pressemeddelelse nr. 77/05 af 15. september 2005.

21 Dom af 21. september 2005 i sag T-87/05, jf. pressemeddelelse nr. 80/05 af 21. september 2005.

22 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/55/EF af 26. juni 2003 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 98/30/EF.

23 Dom af 6. oktober 2005 i de forenede sager T-22/02 og T-23/02.

24 Dom af 25. oktober 2005 i sag T-38/02, jf. pressemeddelelse nr. 93/05 af 25. oktober 2005.

25 Dom af 6. december 2005 i sag T-48/02.

26 Dom af 29. november 2005 i de forenede sager T-33/02, T-52/02, T-62/02 og T-64/02, jf. pressemeddelelse nr. 102/05 af 29. november 2005.

27 Dom af 14. december 2005 i de forenede sager T-209/01 og T-210/01, jf. pressemeddelelse nr. 109/05.

28 Se http://europa.eu.int/comm/competition/mergers/legislation/index_new.html/.

29 Kommissionens meddelelse om henvisning af fusioner (2005/C 56/02).

30 Kommissionens meddelelse om konkurrencebegrænsninger, der er direkte knyttet til og nødvendige for gennemførelsen af fusioner (2005/C 56/03).

31 Kommissionens meddelelse om en forenklet procedure for behandling af bestemte fusioner efter Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (2005/C 56/04).

32 Rapporten kan findes på DG Konkurrences hjemmeside: http://europa.eu.int/comm/competition/mergers/others/remedies_study.pdf/, jf. pressemeddelelse IP/05/1327 af 21. oktober 2005.

33 Grønbogen kan findes på DG Konkurrences hjemmeside: http://www.europa.eu.int/comm/competition/antitrust/others/%20actions_for_damages/gp_da.pdf/, jf. pressemeddelelse IP/05/1634 af 20. december 2005.

34 Se Kommissionens pressemeddelelse IP/05/1586 af 14. december 2005.

35 Kommissionens forordning (EF) nr. 823/2000 af 19. april 2000 om anvendelse af traktatens artikel 81, stk. 3, på visse kategorier af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis mellem linjerederier (konsortier).

36 Kommissionens meddelelse om regler for indsigt i Kommissionens sagsakter i forbindelse med sager efter EF Traktatens artikel 81 og 82, EØS-aftalens artikel 53, 54 og 57 og Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (2005/C 325/07).

37 Kommissionens meddelelse om revision af 1997-meddelelsen om interne procedureregler for behandling af anmodninger om aktindsigt (2004/C 259/05).

38 Rapporten ”Nordic Food Markets – a taste for competition” kan findes på hjemmesiden: http://www.ks.dk/publikationer/konkurrence/2005/foedevare//, jf. Konkurrencestyrelsens pressemeddelelse af 14. december 2005.

39 Se Kommissionens pressemeddelelse IP/06/421 af 3. april 2006.

40 http://www.oecd.org/.

41 Rapporterne kan findes på ICN's hjemmeside.

Version 1.0 Maj 2006 • © Konkurrencestyrelsen. Udgivet af Konkurrencestyrelsen, http://www.ks.dk/
Elektronisk publikation fremstillet efter Statens standard for elektronisk publicering